Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
906Visninger
AA

9. Middag


 

*** 

 

Med krummede tæer lod Merian sig føre ind i den store spisesal, hvis centrum bestod af et latterligt langt bord og smukt udskårne stole langs siderne. Det var ikke Isthémens tilstedeværelse, der gjorde hende utilpas, ej heller hans hånd, der konstant havde befundet sig en mønts bredde fra hendes ryg for at føre hende videre, skulle hun ombestemme sig eller stoppe op. Derimod gjorde synet af det dækkede bord hende kvalm, selvom duften af mad fik hendes mave til at rumle længselsfuldt.

Gadetøsen lod et blik glide over den overdådige madanretning, der nok kunne brødføde halvdelen af Dorinths hjemløse for en dag, havde de været så velsignede. At dømme på de to opdækkede pladser på den fjerne ende af bordet skulle maden dog kun tilfredsstille to munde. Merian knugede om kjolens fine stof i lydløs forargelse.

To tjenere trådte frem og førte dæmonen og hans æresgæst til hver deres plads på hver sin side af bordet, omend stadig over for hinanden. Bordets bredde gjorde al kontakt besværlig, hvilket havde behaget Merian, havde den brede marmorplade imellem dem ikke været fuldstændigt dækket af fade og skåle med alverdens retter, der blot statuerede unødig rigdom og grådighed.

”Sultanen er fortsat syg og kan ikke slutte sig til selskabet i aften,” annoncerede en tredje tjener, der stod rank ved bordenden med armene foldet bag ryggen. Ved siden af den spinkle mand stod en stor, tronelignende stol, som, Merian antog, måtte være regentens plads. Var rygterne om sultanens længerevarende sygdomsforløb sande, havde stolen ikke været brugt i en længere periode. Der var dog ikke anelsen af støv på det purpurrøde sædebetræk.

”Tak,” sagde Isthémen affærdigende og vendte sig straks væk fra tjeneren, der tog dæmonens afskedigende ord og forsvandt bag en af de mange døre i bagvæggen.

Foran dem blev stolene trukket ud af de to tjenere, og Merian hævede et bryn ad mandens fremmede gestus. Overfor tog Isthémen plads, og tøvende gjorde gadetøsen ham efter. Det gav et sæt i hende, da tjeneren igen skubbede stolen ind mod bordet, og i overraskelse greb hun hårdt om de spinkle armlæn for at klamre sig til noget.

Isthémens pludselige, dybe latter fortalte hende, at hun bragte morskab til sin middagskompagnon. Irriteret undlod hun at se op og møde hans blik, der sikkert søgte muligheden for at ransage hendes sind og danne sig et overblik over hendes mangel på etikette og dannelse. I stedet lod hun atter blikket glide over maden foran sig.

”Tag endelig for dig,” bød han tålmodigt, så hans stemme afslørede det selvtilfredse smil, der prydede hans ansigt.

Lam, kylling, fisk, samt et væld af frugt og grønt strakte sig foran dem. For slet ikke at nævne de mange typer af brød og salte bagværk, der tog del i retterne. Ved siden af stod tre karafler med vin og en med vand. Der manglede absolut intet.

Foran hende stod mere mad, end hun samlet havde spist i løbet af det seneste år.

Besværet sank Merian en klump i halsen.

”Hvad sker der med resten?” spurgte hun lavmælt og turde endelig møde dæmonens blik. Et stille øjeblik betragtede han hende, som om han overvejede, om han skulle fortælle hende sandheden. Så lod han et lille smil trække i læberne.

”Det kastes ud til hundene,” forklarede han roligt.

Merians grønne øjne slog over i overraskelse, og hun stirrede vantro på manden foran sig, men hans positur gav hende intet tegn på, at der var tale om en meget dårlig vittighed. Ej heller de to tjenere, hvis ansigter stadig forholdt sig udtryksløse, gav tegn til, at sandheden var anderledes. Ved den endegyldige konklusion måtte den hjemløse tage en ubehageligt dyb indånding i beroligelse for ikke at skubbe stolen tilbage og forlade salen i foragt og vrede.

Langsomt nikkede hun i det, der skulle ligne forståelse, men hun vidste, at hun ikke snød dæmonen. Hendes holdning til fordelingen af byens rigdom var ikke ligefrem en, der blev sat tvivl eller spørgsmål ved. Og alligevel kunne Isthémen sidde foran hende uden ét tegn på fortrydelse i det kønne ansigt.

Da nok anspændt stilhed var gået, knipsede førnævnte højlydt, så de to tjenere, der havde stået afventende ved bordenden, trådte frem uden et ord.

”Servicér os,” befalede dæmonen uden at værdige dem et blik. Det eneste, der i øjeblikket holdt hans interesse, var Merian og hendes kamp for at tilbageholde sine sande følelser.

Instinktivt slog hun hånden over sin tallerken for at signalere, at hun ikke var interesseret, men sultanens højre hånds ordre var tilsyneladende stærkere end hendes protest, og hun indså, at hun ikke havde et valg. Modvilligt betragtede hun sin tallerken blive fyldt med retter, hun aldrig havde haft æren af at sætte tænderne i. Da maden dernæst blev hende serveret, løftede hun hovedet for at fange dæmonens blik, men gøs chokeret ad den måde, han betragtede hende bag de lange øjenvipper. Udfordrende. Hungrende for underholdning.

Spis, lød hans mørke stemme tydeligt i hendes hoved, og Merian tog sig selv i at bide sin underlæbe hårdt for ikke at tabe mælet fuldstændigt. Det var direkte klamt, den måde han kunne infiltrere hendes sind og påtvinge hende sine tanker.

Ud af mit hoved! hvæsede hun inderligt i håb om, at kommunikationen gik begge veje. Som ønsket lod han blikket falde fra hendes øjne, og i takt med hans forsvindende opmærksomhed forsvandt også følelsen af hans tilstedeværelse, der igen havde invaderet hendes private atmosfære på en måde, hun ikke kunne beskrive.

Stilheden var dog kortvarig, og knap nåede hun at føle sejren, inden hun blev stoppet i sine tanker.

”Det er vigtigt, at du spiser. Jeg kan ikke bruge dig til noget, hvis du er afkræftet,” fortsatte han roligt og tog selv en bid af noget, der lignede lammesteg. Da hun ikke svarede, men blot stirrede mundlam på ham, nikkede han mod hendes tallerken. ”Du ved vel, at fysisk og mental styrke går hånd i hånd?”

Langsomt nikkede hun. Så sank hun endnu en klump i halsen, samlede gaflen op og stak den i noget tilfældigt på tallerkenen.

Noget sagde hende, at det ville blive en lang og ukomfortabel aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...