Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
907Visninger
AA

3. Liljen

Den tørre sandjord var stadig varm mod Merians bare fødder, selvom solen for længst var dykket ned bag den fjerne horisont ved havet, der grænsede op til den vestlige del af ørkenbyen Dorinth.

Som så ofte havde hun siddet på havnebroen med tæerne i havvandet og betragtet solens sidste stråler længselsfuldt, inden mørket overtog landet endnu en gang. Det var nu, ondskaben brød løs; dæmoner, kultister – ja, selv almindelige mennesker blottede deres trang til at synde, lige så snart lyset ikke længere faldt på dem. Hun havde set det hele alt for tidligt. Men efter femten år på gaden havde man som regel set det meste.

Vagtsomt holdt hun øje med de berusede skikkelser, hun passerede, selvom hun holdt stor afstand til husmurerne, op ad hvilke de fleste hang søvndrukkent eller ørlende. De, der ikke havde travlt med at klamre sig til murbrokkerne for genvinde balancen, betragtede Merian lige så intenst, som hun betragtede dem. Men deres blikke var fulde af alt andet end afsky.

Merian havde ondt af dem. Man var et sølle individ, hvis man lystede efter en simpel gadetøs som hende. Godt nok var hendes kindben høje og hendes skikkelse slank, men hun havde aldrig anset sig selv som tiltrækkende eller noget, man stolt ville slæbe med i sin seng.

Af samme årsag ignorerede hun piftene og de få tilråb, hun modtog på sin vej igennem havnegaden. Da hun endnu var barn, havde hun ikke turdet befinde sig her om aftenen og natten, for hendes moster havde fortalt hende om de frygtelige ting, som fulde mænd gjorde ved små piger. Men voksne kvinder var mindst lige så udsatte, havde hun erfaret. Merian smilede bittert ved minderne om alle de gange, en fulderik havde grebet hende om overarmen og forsøgt på at lokke hende med hen i den nærmeste gyde.

Stedkendt slog hun tankerne fra og lod sine fødder føre hende hen til den lidt afsidesliggende kro, som hun havde besøgt så ofte igennem de sidste par år. Horak, kroejerens yngste søn, var den, der kom tættest på at kunne kaldes for ven. Trods sin fars modvilje havde Horak ofte fundet rester af dagens måltid, som Merian fik med i en skål. Takket være ham havde hun kunnet holde sig nogenlunde sund og mæt i lange perioder ad gangen. Men det var ikke længere så ofte, hun satte kurs mod den lille kro, for hun vidste af erfaring, at hvis hun kom det samme sted og bad for tit, så ville hun blive anset som en plage og blive jaget ud. Kontakter var svære at opretholde, når man ikke selv havde noget at byde på.

Som sædvanligt tog hun bagvejen ind, hvor hun ventede en rum tid, indtil den gamle kroejer var gået i seng, og kun hans vredladne kone og to sønner var vågne til at servicere de mange stamgæster. Ordløs stod hun i baggangens skygger, indtil Horak tilfældigvis måtte i baglokalet og ved samme lejlighed slog vejen forbi hende.

”Hej,” hilste Merian stille og fangede den unge mand, inden han nåede døren.

”Ah, Merian,” svarede Horak, før han havde vendt sig om og set hende. De røde lokker og varme, brune øjne tog imod hende, og hun smilede blidt.

”Har I noget til overs i dag?”

Krosønnen smilede tankefuldt og viftede med hånden.

”Kom med,” sagde han og fortsatte mod baglokalet, hvor Merian vidste, de opbevarede alkohol, tørvarer og sengetøj. Her var madkammeret også samt en bagvej ind til køkkenet, som de plejede at bruge for at undgå, at kromutter anede uråd.

Den fantastiske duft af mad ramte hende, da de trådte ind, og Merian kunne mærke spændingen vokse og høre maven rumle.

Horak stillede fedtlampen fra sig på det lille bord ved indgangen, så de kunne se ud over lagerrummet.

Så blev duften af mad afbrudt af stanken af alkohol, da krosønnen pludseligt vendte sig om mod hende. Han lagde hånden mod dørkarmen og tvang hende tilbage mod træplankerne. Forskrækket gispede hun og stirrede vantro på ham.

”Horak, har du drukket?” Spørgsmålet var dumt, for hans indtag af alkohol var tydeligt nu, men hvad end, han havde i sinde, kunne måske stoppes ved en dosis selvrealisation.

Men i stedet smilede han bredt, og noget inde i Merian faldt til gulvet og smadredes. Måske var det håbet, måske var det tilliden til et andet menneske. Hun vidste det ikke helt, for hun måtte samle sig om at undvige hans grådige læber, der søgte hendes. Afvisende drejede hun hovedet væk, men han var tilsyneladende også tilfreds med hendes hals, for han placerede våde kys ned langs hendes hud.

”Horak,” kaldte hun lavmælt i håb om, at hans fornuft stadig var inden for rækkevidde. ”Du bliver nødt til at stoppe, før du gør noget, vi begge fortryder.”

”Merian,” åndede han mod hendes kraveben. ”Så smuk, så uendeligt smuk. Hvorfor har du endnu ikke givet dig selv til nogen?”

”Hold nu op,” vedblev hun og mærkede, hvordan skuffelsens tårer pressede sig på.

”Længe har jeg ventet på dig – på, at du skulle åbne dig for mig. Men du er lukket som en lilje, der aldrig springer ud.”

Sandheden ramte hårdt, for han havde ret. Merian havde aldrig lukket nogen ind eller åbnet sit hjerte. Det var derfor, hun altid følte sig så alene. Men hun havde al grund til at være, som hun var.

Fortvivlet bed hun sig i læben og bragte den indre smerte til det ydre plan.

”Men ikke længere. Du er min. Jeg har fortjent dig,” hviskede han og lod sine hænder hvile på hendes hofter, inden de bevægede sig op under hendes trøje. ”Tilbring natten ved min side og fortæl mig så, at du ikke føler dig hjemme.”

Da hans hænder tog fat om hendes indbundne bryster, slog det klik for hende. Vreden, skammen og skuffelsen kogte over på et øjeblik, og hun samlede alle sine kræfter og skubbede ham væk. Den berusede snublede bagover og slog hovedet ind i en af de mange hylder langs væggene.

I et langt øjeblik blev han liggende og klagede sig mat, inden han forsøgte at komme på benene igen. Merian så fortvivlet med. Hvad havde hun dog gjort?

Med tårerne trillende ned ad de beskidte kinder flåede hun døren op og forlod kroen hurtigere end nogensinde før.

Hun kom aldrig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...