Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
907Visninger
AA

5. En løkke om halsen

Den rungende lyd af metal mod metal.

”Det er tid.”

Forskrækket satte Merian sig op midt på det kolde stengulv, gned de trætte øjne og så på vagten, der lige havde vækket hende og nu var i færd med at låse celledøren op.

Hendes hoved dunkede.

Et kort øjeblik skulle hun til at spørge ind til de følgende hændelser, men hun huskede snart, hvor hun var og hvorfor. Så skubbede hun sig på benene og fulgte ordløst efter vagten, som hun skulle.

Som den anklagede havde Merian måttet overnatte i paladsets fangekælder, da Isthémen dagen forinden havde haft et vigtigt ærinde, som ikke kunne udsættes. Sultanen var gammel og syg og havde trukket sig fra tronen for en stund, hvilket overlod magten til hans højre hånd og rådgiver. Det var i hvert fald det, Merian var blevet fortalt af den sladrekone, der havde bragt hende en stump tørt brød aftenen forinden, da hun desperat fiskede efter en forklaring.

Så Isthémen er altså sultanens rådgiver, tænkte Merian mat og gentog atter den tanke, der havde roteret i hendes sind lige siden hændelsen ved optoget, hvor det var gået op for hende. Men alligevel var det ikke helt gået op for hende. Det gav jo ingen mening, at en dæmon sad på tronen, og da slet ikke når selvsamme dæmon havde været på dødens rand blot et årti forinden. Hvordan havde han arbejdet sig ind i paladset så let? Eller havde han altid været der, selv dengang hun mødte ham for første gang?

Sukkende opgav Merian tanken. Hun kendte jo intet til Isthémen, og hun blev bestemt ikke klogere på ham ved at fundere på egen hånd.

I sidste ende var det hele også lige meget. Straffen for gentaget tyveri var døden. Det ville ikke gøre nogen forskel på hendes skæbne, om hun forstod hans rolle eller ej.

Hurtigt blev hun ført op fra fangekælderen og ledt videre til tronsalen, hvor hun skulle dømmes. Hendes hjerte hamrede i brystet, men hun vidste ikke, om det var dommen eller det skrækkelige væsen på tronen, hun frygtede mest.

Et kort øjeblik overvejede hun, om han måske ville skåne hende, eftersom hun havde reddet ham engang. Men så huskede hun, at hans taknemmelighed allerede var opbrugt, da han dengang undlod at slå hende ihjel. Han skyldte hende intet. Og hvis han lod hende leve – hvilket var utænkeligt – ville det være på bekostning af noget lige så dyrebart som livet selv. Sådan var de, hvis hjerter var mørke af ondskab. Intet i livet var gratis, og man måtte vælge, hvordan måde man ville lide. Men lide skulle man.

Alt for tidligt stod de foran de smukt udsmykkede dobbeltdøre, der førte ind til den store sal. Merian havde lyst til at falde på knæ og bønfalde, så snart de trådte ind, men hvad skulle det nytte? Inden længe ville hun være tilbage i fangekælderen for endnu et tyveri. Hun var en gadetøs uden en fremtid, og enten døde hun af tørst, sygdom eller med en løkke om halsen.

Engang sagde dæmonen, at hun ikke skulle smide sit liv væk, men fra det øjeblik hun blev født, og hendes mor døde i barselssengen, blev hun dømt til noget, der ikke var titlen ”liv” værdigt. Hun var ikke i live – hun var der bare. Et væsen, hvis tilværelse bestod af at undgå alle de ting, der kunne dræbe den fysiske krop.

Så han kunne bare dømme hende til døden. Det betød jo alligevel intet.

Med de tanker i sindet blev hun ført indenfor.

”Min herre,” hilste vagten, der havde hentet Merian, ydmygt og knælede et godt stykke fra der, hvor Isthémen sad. Dæmonen hilste igen med et stramt nik og gjorde tegn til, hvor vagten skulle føre Merian hen.

Uinteresseret så Merian sig omkring i tronsalen, der var betydeligt større, end hun havde forestillet sig. Alligevel måtte hun stå ganske tæt på bageren og hans kæmpesøn, der begge trippede utålmodigt på det tæppebelagte marmorgulv. Staklerne havde ventet på retfærdighed i snart et døgn, bemærkede Merian bittert og kunne godt forstå, hvorfor de bare ville se hende i galgen hurtigst muligt. Hendes liv var ifølge dem ikke mere værd end det brød, hun igennem tiden havde stjålet fra dem, og hvis samlede værdi umuligt kunne udgøre mere end ti sølvmønter.

”Hvad lyder anklagen på?” begyndte Isthémen fra tronen, mens han roligt betragtede bageren.

”Jo, ser de, Deres Nåde,” begyndte den gamle ivrigt og trådte lidt frem mod tronen. ”Vi – altså min søn og jeg – har flere gange taget tøsen her i at stjæle brød fra vores bod igennem de seneste par år, men grundet mit helbred har jeg ikke haft mulighed for at pågribe hende i handlingen. Det gjorde min søn her så i går, da hun var i færd med at stjæle igen.”

Isthémen nikkede forstående uden at trække en mine.

”Er der beviser, der understøtter jeres udsagn?” fortsatte han.

”En snes vidner, vil jeg tro, ud over min søn og jeg. Men der er vel næppe nogen tvivl om tøsens skyld?” fortalte bageren og blev gradvist oprevet, så hans søn måtte lægge en hånd på hans skulder.

”Javel,” mumlede dæmonen og kastede et hurtigt blik på notaren, der var i fuld gang med at nedskrive sagens detaljer. Så vendte han sig endelig mod Merian, der følte sig ubehageligt tilpas under det umenneskelige blik.

”Og har den anklagede noget at sige til sit forsvar?”

Det var nu. Salgstalen, der kunne købe hende flere år i miserable omgivelser med mangel på mad, vand og ly.

Med et skævt smil trak Merian opgivende på skuldrene.

”Jeg tilstår alt,” sagde hun ligeud og vendte sig mod bagerfamilien. ”Gode brød. Men måske skulle I overveje at bruge flere rosiner i jeres frugtboller. De er lidt tørre.”

Havde situationen været anderledes, havde Merian moret sig over bagerens røde ansigt, men selvom hun følte sig usædvanligt spydig, havde hun ikke lyst til at le.

”Det var ligegodt sata-” begyndte den lille bager og tog et skridt mod Merian, der passivt så til, mens to vagter hurtigt stillede sig imellem dem.

”Forhold jer i ro,” mindede Isthémen dem alle om.

”Beklager, Deres Nåde,” udbrød bageren ydmygt og krøb næsten på fire, vreden hurtigt glemt.

”Godt,” fortsatte dæmonen lavmælt. ”Fortæl mig så, hvilken straf I finder passende for de begåede forbrydelser.”

Bageren og sønnen så kort på hinanden, tydeligvis enige om denne del.

”Henrettelse, Deres Nåde,” foreslog bageren koldt. ”Ifølge loven straffes gentaget tyveri med døden, ikke sandt?”

Isthémen nikkede. Merian var ikke overrasket.

”Det er ganske korrekt. Men da jeg har ansvaret for at dømme i sultanens fravær, har jeg intentioner om at indføre nogle alternativer i visse situationer,” fortalte Isthémen og lød for første gang til at være interesseret i situationen, hvilket fik Merian til at se forvirret på ham.

Hvad snakkede han om? Hvilke alternativer?

Vælg selv, hvordan du vil lide – men lide skal du, huskede Merian sig selv på og blev i samme forbindelse påmindet om, at manden på tronen ikke var menneske, selvom han så sådan ud.

Før hun selv fik spurgt, havde bageren brudt isen.

”Hvilke alternativer tænker De på, Deres Nåde?”

”Hvis jeg nu forsikrer jer, at I aldrig skal se denne gadetøs igen, og I derudover modtager ti guldmønter – er I så villige til at lade anklagen frafalde?”

Bagerens små øjne lyste op i grådighed, men før han fik sagt ja til noget som helst, fnøs Merian højlydt.

”Ti guldmønter!? Så meget har jeg trods alt ikke stjålet, og så godt er hans brød altså heller ikke,” forsikrede hun tydeligt, hvilket igen fik den lavstammede bager til at skære tænder i vrede.

Hurtigt fangede Isthémen hendes blik og fastholdt det stædigt.

Jeg forsøger at hjælpe dig, dit stupide pigebarn. Måske skulle du samarbejde lidt i stedet for at gøre det endnu vanskeligere at indgå en aftale, vrissede hans mørke stemme inde i hendes hoved, og endnu en gang blev hun chokeret over hans ubeskrivelige tilstedeværelse.

Han udnyttede det næste øjeblik til at skabe øjenkontakt med bageren igen.

Tyve guldmønter,” rettede dæmonen, og inden Merian udtalte yderligere dumheder, nikkede bageren ivrigt.

”Aftale!”

”Fremragende,” konkluderede Isthémen og rejste sig til afsked. ”Pengene bliver leveret til jer i morgen tidlig. På betingelsen, at I ikke fortsat udtaler jer om sagen her.”

Hurtigt rystede bageren på hovedet, mens hans søn nikkede indforstået. Ingen af dem så ud til at forstå, hvorfor sultanens rådgiver ønskede at betale så mange penge for at holde en simpel gadetøs i live, hvilket Merian godt kunne følge dem i. Men tyve guldmønter var en formue, og som handelsmand i Dorinth var man dum, hvis man takkede nej til de penge.

Med et nik signalerede Isthémen til en vagt, at bagerne skulle følges ud. De fulgte glædeligt med ud af salen uden at skænke Merian en sidste tanke, og da dørene igen blev lukket, signalerede dæmonen til notaren, at han skulle destruere de nedskrevne sagsdetaljer.

”Og du – hent Trissa,” befalede han til sidst en anden vagt, der straks satte i bevægelse. ”Tøsen skal gøres i stand.”

Slutteligt vendte han sig mod Merian og blottede et mørkt smil, der fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...