Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
911Visninger
AA

2. Djævleyngel

”Kom tilbage, din--”

Merian fangede aldrig det sidste af den vrede grønthandlers udråb, for i samme øjeblik hun rundede hjørnet, gled hun i farten i mudderet og endte med ansigtet i selvsamme herlighed, de stjålne æbler trillende ud af hendes spinkle favn.

”Pokkers,” hvislede hun sammenbidt og greb ud efter de nærmeste to æbler, inden hun atter kom på benene og spurtede videre. Heldigt for hende var grønthandleren ikke ung længere, og vægten var øget i takt med årene, hvilken gav hende et forspring. Af samme årsag var det ofte hans bod, hun søgte mod, når sulten for alvor pressede sig på.

Mesterligt undveg hun de tomme kasser, der var væltet på grund af den silende regn, mens hun klamrede de dyrebare frugter til sig. I farten kastede hun et blik tilbage over skulderen. Den gamle løb stadig, men han var sakket bagud, og at dømme på hans røde ansigt var han ved at nå sin grænse.

Med et snu smil, der næsten ikke kunne anes for mudderet i hendes ansigt, drejede Merian ind mellem to bygninger, som stod tæt op ad hinanden og kun lod gadekøtere og undernærede småpiger som hende selv igennem.

”Satans djævleyngel!” brølede grønthandleren slutteligt ad gadetøsen, der endnu en gang var sluppet af sted med tyveri, og faldt på knæ i det regnmættede smat for at genvinde pusten. Imens kæmpede Merian sig igennem den smalle gyde og kom ud på den anden side.

Hun var dog endnu ikke i sikkerhed, for længere fremme fik hun øje på to patruljerende vagter, der gik den næstsidste runde inden nattetid. Grønthandlerens råb havde fanget deres opmærksomhed, og de så direkte på hende. Deres fakler oplyste og afslørede vreden i deres ansigter, og knap nåede Merian at sætte i løb igen, inden de kastede sig efter hende.

Hurtigt måtte hun finde vej igennem de mange smalle gyder, og som så ofte før kom hendes kropsstørrelse hende til gode. Det varede ikke længe, før hun var kommet langt væk fra bymidten, og vagterne var ude af syne. Udmattet tørrede hun panden i de slidte ærmer og så sig omkring.

Efter fem år på gaden mente Merian, at hun kendte det meste af Dorinth, og der var ikke mange gader, hun ikke kendte til. Men denne var en af de få, hun aldrig havde set, for sjældent havde hun vandret så langt væk fra markedspladsen.

Det var svært at afgøre, om det var et industrikvarter eller slum, for i jagtens hede havde nattemørket sneget sig frem og var nu i fuld gang med at slukke dagens lys ved den fjerne horisont. Kun månens hvidlige skær, der var brudt igennem laget af blygrå regnskyer, bød hende lys nok til, at hun kunne fortsætte fremad ubesværet.

Hun satte pris på, at regnen endelig var ophørt efter næsten to døgns uafbrudt herredømme, men hun var allerede gennemblødt og smurt ind i mudder, så det gjorde ikke meget forskel nu. Hun måtte finde ly for natten, hvor hun samtidig kunne blive varm og tør. Helt ren blev hun nok aldrig.

Møjsommeligt trykkede hun øret mod de forskellige døre og trak forsigtigt i håndtagene, hvis der ingen lyd kom indefra, men alle døre var låste, og snart var hun ved at miste modet. Indtil hun hørte stemmer fra en bygning.

Den kraftige trædør slørede de talte ord, men hun kunne udgøre tre mandsstemmer, måske fire. Hun var ikke helt sikker. Det var dog tydeligt, at de var oprevet over noget.

Så blev stemmerne tydeligere, og dørhåndtaget knirkede.

Forskrækket hoppede hun til siden og gled ind bag en stak trækasser i samme øjeblik, som døren blev flået åben. Ud kom tre kutteklædte mænd, hvis ansigter var mørklagte af hætterne. De fortsatte uden at se sig tilbage og mirakuløst også uden at låse døren. Merian følte håbet spire – indtil den sidste mand pludseligt standsede og så sig eftertænksomt omkring. Først dér opdagede hun, at hun igen havde tabt æblerne, og at den ene nu lå ved mandens stølvesnude.

Pis, pis, pis..., tænkte hun rædselsslagent, men turde ikke rejse sig for at løbe. Denne gang ville hun ikke nå langt. Nødsaget holdt hun vejret og krøb sammen i kassernes skygge, frygt hårdt pumpende i brystet.

Et kort øjeblik stirrede manden direkte ind i mørket til Merian, så hun kunne skimte amuletten om hans hals. En cirkel med noget, der lignede en sol, i midten. Hun genkendte smykket fra rygter, hun havde hørt ved byens usleste kroer. Disse mænd betød problemer.

Snart var det svært at forholde sig helt stille, og fortvivlelsens gråd pressede sig på. Men så kom manden på andre tanker og så tilbage ned på æblet, som han ligegyldigt kvaste under støvlen, inden han ordløst fulgte efter de to andre. De drejede om hjørnet, og snart hørtes deres støvler ikke længere i mudderet.

Kunne det virkelig passe, at han ikke havde set hende?

Merian turde endnu ikke ånde lettet op, men hun havde brug for luft, så hun kæmpede sig på benene og lyttede fortsat opmærksomt, men de kutteklædte syntes at være væk. Med et lettet suk samlede hun det sidste æble op. Det havde bare af at smage godt, besluttede hun sig for med en sur mine. Hun gned det værste mudder af og lod frugten glide ned i lommen.

Et sted indeni vidste hun, at hun burde stikke af, inden hun rodede sig ud i flere problemer, men nysgerrigheden var stærkest, og hun kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad de tre havde haft gang i indenfor. Desuden var det jo den eneste bygning, hvis indgang ikke var låst. Det gav hende ikke ret mange muligheder at vælge imellem, med mindre hun ville sove udenfor og risikere at blive syg som så ofte før.

Igen lyttede hun mod dørens grofthøvlede træplanker, men denne gang var der helt stille. Med stadigt rystende hænder trak hun i håndtaget og skubbede forsigtigt døren op, så hun kunne kigge ind. Som hun havde håbet, var der tomt, set bort fra kasser langs væggene og forladte rottebo i hjørnerne, men det var godt nok til hende. Tag over hovedet og stengulv var mere, end hun havde haft længe. Det var også den forbandede regn, der gjorde det besværligt at leve på gaden og sove under åben himmel.

Uset af omverdenen gled hun ind i bygningens mørke og lukkede døren efter sig.

Nu, hvor hun ikke havde månelyset i ryggen, kunne hun skimte lys igennem døråbningen frem for sig. Det var ikke meget – måske en enkelt forglemt fedtlampe – men lys var praktisk og betød varme, så hun satte direkte kurs mod døråbningen.

Synet, der mødte hende, var værre end noget andet, hun havde set.

Langs væggen hang stativer med forskellige våben og torturredskaber, og gulvet bar spor af blod og bræk, der gjorde luften tung og stinkende af råd. I midten af det hele, med bind for øjnene og lænker om håndled og ankler, hang en person. En mand. Det i sig selv var usædvanligt at se uden for paladsets fangekælder, men det, der chokerede Merian mest, var hans krop. Der var næsten ikke et helt stykke hud nogen steder, hvor der ikke var brændemærker, betændte kødsår eller andre smertetegn.

Alt, hun kunne, var at stirre i rædsel.

Hun måtte væk. Nu.

Besværet tog hun det første skridt tilbage, men længere nåede hun ikke, før hun blev stoppet.

”H-hjælp...”

Du godeste. Var han levende?

I et langt øjeblik stirrede hun vantro på ham i det flakkende lys. Så gik det op for hende, at hans brystkasse hævede og sænkede sig i en svag, uregelmæssig rytme. Han var lige akkurat i live.

Langsomt sank hun en klump. Hun kunne ikke bare efterlade ham sådan her.

Lugten af bræk og urin blev stærkere, jo nærmere hun kom ham, men opvæksten i slummen havde gjort hendes mave stærk. Hun trak en kasse hen foran ham, trådte op og betragtede ham nøje. En muskel trak sig i hans kæbe. Han var bange.

Så rakte hun frem og trak det beskidte bind fra hans øjne. Bag det stirrede blodskudte, røde øjne på hende.

Normalt ville hun træde væk og skrige, ligesom hendes moster havde lært hende, at man skulle, når man blev bange for nogen. Men selvom hans øjne var umenneskeligt røde, var de så fulde af ynkelighed, at uanset hvem – eller hvad – han var, kunne han umuligt være værre end dem, der havde gjort dette mod ham. Ingen fortjente at undergå sådan en behandling.

Hun måtte samle sig og hjælpe ham.

”H-hvem... er du?” hviskede han afkræftet, da Merian var trådt ned fra kassen og i færd med at fylde en kop med vand fra regnvandsspanden under det grove træbord. Hun holdt derefter blidt koppen mod hans forrevne læber og lod ham drikke i eget tempo, mens hun betragtede det tørrede bræk i hans mundvige. Da han havde tømt koppen, satte hun den fra sig.

”Merian,” svarede hun kort og så til, mens manden på væggen så ud til at genvinde en smule styrke. ”Men ti nu stille, for du har endnu ikke kræfter at spilde på snak. Du må være sulten.”

Med et beslutsomt suk fiskede hun æblet op fra sin lomme, sendte det et langt blik og rakte det frem, så han kunne spise. Manden anså hende kort, overvejende, inden han tog den første bid.

Æblesaft løb ned over hendes fingre, og hendes mave rumlede højlydt, da hun betragtede ham i færd med at spise det, der burde have været hendes aftensmad. Men hun ignorerede kroppens besked. Den fremmede havde mere brug for det end hende.

”Hvor gammel er du, tøs?” spurgte manden stadig svagt, da æblet var spist, og Merian var trådt ned fra kassen for at fylde endnu en kop med vand.

”Elleve til sommer,” svarede hun og lod ham atter drikke ud. ”Men jeg er ligegyldig. Hvordan får jeg dig fri?”

Et øjeblik betragtede han hende, inden han smilede tankefuldt.

”Kan du se smykket om min hals? Det skal du fjerne,” fortalte han lavmælt. Først nu, hvor kæden var nævnt, kunne hun se den imellem blod og snavs, uforstyrret klistret til hans kraveben. På klos hold kunne hun endda skimte sølvet indenunder.

Forstående nikkede hun og tog blidt fat i det skjulte sølvsmykke. Hans kæbe spændte i smerte, da hun forsigtigt trak kæden fri fra kødsåret på hans skulder, men han holdt skældsordene inde. Det var tydeligt, at den havde haft god tid til at vokse sig fast i sårskorpen, og pludselig gik det op for Merian, at manden sandsynligvis havde været her i ugevis. Tanken gjorde hende utilpas, men det var alt sammen lige meget nu. Om lidt var han fri.

Da kæden var frigjort fra hans mange sår, trak hun den rundt, indtil hun fandt låsen. Det størknede blod gjorde det besværligt at bøje tappen tilbage, men det lykkedes hende efter et par forsøg – og så var smykket af. Knap nåede hun at træde ned fra kassen og lægge halskæden fra sig på bordet, inden manden flåede i de kraftige jernkæder, der med et smæld sprængtes. Små stykker jern klingede mod stengulvet. Merian stirrede chokeret på manden, der lige gjorde det umulige.

Men han var ingen mand længere.

Med et smil, der afslørede en række skarpe tænder, trådte væsenet mod hende, og Merian snublede over sine egne fødder i et desperat forsøg på at komme væk. Hun knaldede baghovedet mod stengulvet og mistede fokus et øjeblik, mens væsenet kom nærmere. Hjælpeløst stirrede hun op på det bryst, det kort forinden havde været fuld af betændte sår og koldsved, men nu var glat og helt og blegere end smedens knægt med soleksem.

”Stupide pigebarn! Se hvad din naivitet har bragt dig,” begyndte væsenet, hvis stemme nu var dyb og næsten knurrende. ”Lad dig aldrig narre så let, for en dag vil din barmhjertighed koste dig livet.”

Stivnet af skræk vidnede Merian, hvordan det umenneskelige væsen langsomt trak sine klør over gulvet og krøb ned på alle fire foran hende, så vingerne på hans ryg blottedes, og de snoede horn på hovedet pegede lige mod hende. De røde øjne, der nu havde pupiller som en kats, betragtede hende nøje, og det horrible smil afslørede en fleksibel reptiltunge, der dirrede over hendes ansigt.

”Men ikke i dag. Dæmonen Isthémen takker dig og skåner dit liv. Smid det ikke væk.”

Mere hørte hun ikke, for i næste øjeblik besvimede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...