Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
912Visninger
AA

7. Dæmonen

Det var svært at holde balancen i de høje hæle, bemærkede Merian, der efter noget tid stoppede op for at frigøre sandalerne. Vagten vendte sig og sendte hende et misbilligende blik, hvilket straks fik hende til at binde ankelsnoren igen og humpe efter ham.

Hvordan kan man overhovedet gå i sådan nogle?, vrissede hun inderligt, mens hun forsøgte at finde en gang, der ikke så tumpet ud. Det lykkedes ikke helt, men egentlig var det også den mindste af hendes bekymringer.

Lydløst blev hun ført til den anden ende af paladset og op ad nogle trapper, der var håbløse at bestige i de sandaler, men et fast greb om gelænderet hjalp hende op, uden vagten skulle vente længe på hende.

Udsmykningen blev finere, jo længere de kom ind i paladsets midte, og Merian forstod, at de var på vej ind i de royale gemakker.

De stoppede foran en dør, og vagten bankede på. Merian havde et kvalificeret bud på, hvad, der ventede hende bag de mønstrede planker. Ved tanken hamrede hendes hjerte så hårdt, at blodet susede for ørerne, og hun mest af alt bare havde lyst til at smide sandalerne og løbe.

Men så gik døren op, og vagten trådte væk uden et ord.

”Kom ind,” bød dæmonen.

Det var nu, hun ville finde ud af, hvorfor Isthémen havde reddet hende fra galgen, og hvad hun havde i vente. Det håbede hun i hvert fald. Der kunne også ske så meget andet, men hun havde intet valg.

Tøvende trådte hun indenfor. Bag hende blev døren lukket med et stille klik, og lyden af låsen afslørede, at der ingen vej var tilbage nu.

Der var så meget, Merian ville have svar på, men det var svært at finde ud af, hvor hun skulle begynde, så hun lod ham bryde isen først.

”De har gjort et godt stykke arbejde,” sagde dæmonen lavmælt, og det tog Merian et øjeblik at indse, at han hentød til tjenestepigerne. Så gik det op for hende, at han stod og betragtede hende intenst. Det var svært at møde hans blik.

”Fortæl mig, hvad du ønsker fra mig,” hvæsede hun pludseligt og overraskede sig selv med vreden i hendes stemme, der ikke skulle have været så fjendtlig. Men i stedet for at lade sig rive med af vreden, trak Isthémen blot på smilebåndet.

”Direkte til sagen. Du er, som jeg husker dig,” sagde han tankefuldt og satte i gang hen mod bordet i midten, hvor han satte sig på en af de to stole, inden han igen så på hende. ”Du er vokset meget, siden jeg sidst så dig.”

”Svar på mit spørgsmål,” vedblev hun hårdt. Et øjeblik betragtede de hinanden nøje, røde øjne mod grønne i en ordløs kamp om dominans, inden Isthémen lo nonchalant og trak på skuldrene.

”Nuvel,” begyndte han og signalerede, at Merian skulle sætte sig på stolen overfor. Tøvende satte hun sig, men fortrød straks, da hun følte, de sad for tæt. Alligevel kunne hun ikke få sig til at rejse sig igen.

Dæmonen betragtede hende et øjeblik, som om han ønskede at læse hendes tanker, inden han fortsatte:

”Du er her for at underholde mig.”

”Hvad!?” røg det ud af munden på hende, inden hun havde tænkt på et mere intelligent svar. Dette fik blot manden til at smile bredere.

”Jeg savner selskab. Her er dødsygt. Og så tænkte jeg på dig,” forklarede han med andre ord. Merian rejste sig brat og væltede næsten stolen i processen.

”Du lyver,” sagde hun hedt.

”Gør jeg?” testede han med et skævt smil. Endnu en runde af nidstirring, som Merian tabte, da hun trådte væk fra bordet og flåede håret frit fra båndet. Guldsmykket klingede spinkelt mod marmorgulvet.

”Hvis du havde i sinde at have mig gående her på paladset blot for underholdningens skyld, så er du en idiot. Jeg er ikke din konkubine, eller hvad nu underholdning i dine øjne indbefatter.” Hendes stemme rystede af indebrændt vrede, og det følte fantastisk at lukke op for følelserne efter så mange timers modløshed.

Da han intet sagde, men blot stille observerede sin gæsts temperamentsfulde udbrud, besluttede Merian, at han ikke var hendes tid værd. Kejtet kæmpede hun sandalerne af sine fødder og stormede mod døren. Med rystende hænder forsøgte hun at låse den op, men paladsets låse var langt mere komplicerede, end hun selv havde erfaring med. I desperation rakte hun en glaseret lervase på gulvet og gled ned ved siden af skårene med ryggen mod døren, hvorefter hun begravede ansigtet i hænderne.

”Sjældent har jeg mødt en kvinde, der er så bange for mit selskab. De fleste ser det faktisk som en stor ære,” fortalte han roligt, og det gav et sæt i Merian, da hun indså, at han nu sad på hug lige foran hende. Han havde bevæget sig lydløst.

”De kender heller ikke dit sande jeg,” svarede hun surt og så væk fra ham, hendes læber dirrende af fortvivlelse. Langsomt rakte han en hånd frem og førte en sort lok bag hendes øre, og hendes øjne fyldtes af afsky, men hun så stadig ikke på ham.

”Sandheden er, at jeg har brug for din hjælp.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...