Isthémen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2016
  • Status: Igang
Ved et tilfælde finder gadetøsen Merian en alvorligt såret mand, der holdes fanget i en forladt bygning i byens udkant. Han ser underligt umenneskelig ud, og noget ved ham skræmmer Merian, men alligevel får manden hende overtalt til at løsne lænkerne. Det skulle hun aldrig have gjort.

16Likes
41Kommentarer
912Visninger
AA

8. Aftale

Merian så langsomt på dæmonen, mistroen tydelig at skimte i hendes let sammenknebne øjne.

”Hvordan skulle jeg kunne hjælpe dig? Jeg har intet at byde på,” hvislede hun lavmælt. Isthémen lod et flygtigt blik glide over pigen foran sig, så et smil trak i hans mundvig.

”Ikke så meget, nej,” medgav han hende, hvilket blot fik Merian til at knibe øjnene yderligere sammen i fornærmelse. ”Men der er noget, kun du kan fortælle mig.”

Så det var altså ingen spøg, konkluderede Merian og gav tegn til at ville rejse sig. Isthémen tog et skridt tilbage og lod hende komme på benene, så de stod ansigt til ansigt. Højdeforskellen var slående, og hun måtte se op for at møde hans umenneskelige, røde øjne.

Dæmonens intense blik gjorde hende utilpas og fik hendes hud til at trække sig sammen i tusindvis af bittesmå knopper, men bange for ham var hun ikke.

”Hvad får jeg ud af at hjælpe dig?” spurgte hun endeligt. Isthémens ansigt fortrak sig i et bredt, mørkt smil, og en dyb latter fyldte luftem mellem dem.

”Mennesker,” fnøs han sigende og rystede opgivende på hovedet. ”I forlanger altid noget til gengæld, uanset om I er rige eller fattige. For jer er der ikke noget, der hedder at være uselvisk og gøre noget for andre uden at forvente tilbagebetaling i én eller anden form.”

Merian spidsede øjne faretruende og vedholdt stædigt mandens blik, vel vidende at det samme gjaldt dæmoner – eller i hvert fald den ene, hun hidtil havde mødt.

Efter et øjebliks stilhed brød Isthémen endnu en gang ud i latter og trak til sidst på skuldrene.

”Hvad vil du have? Rigdom? Evigt liv?”

Ved tanken om begge skuttede Merian sig. Evigt liv ville være frygteligt, især når man levede som hun. Og hun ville aldrig vide, hvad hun skulle stille op med de mange penge. Nej, hun var en simpel pige med et simpelt ønske.

”Frihed,” svarede hun kort. Dæmonens smil forsvandt, og han vendte sig om for at tage plads på en af de to stole. Han pegede på den anden og bad hende ordløst om at sætte sig. Modvilligt rystede Merian på hovedet og blev stående med ryggen til døren. Isthémen forstod og hvilede hagen i sin håndflade, albuen støttende mod bordets smukke marmorplade.

”Uddyb,” bad han. Egentlig fandt Merian sit krav ret entydigt, men måske besad dæmonen så store evner, at han kunne give hende frihed på flere måder, så hun lod sig inspirere af tanken.

”Jeg vil væk herfra. Forlade Dorinth og tage det første skib mod øst til den anden side af havet. Og penge nok til mad til et par månegange, indtil jeg selv kan skaffe føden – intet mere, intet mindre,” forklarede hun drømmende og nød tanken om at starte livet på ny et andet sted. Så fangede hun atter hans blik. ”Og naturligvis løftet om, at du aldrig igen vil opsøge mig.”

Dæmonen løftede sine bryn, som om han fandt hendes sidste ord fornærmende, men hvad havde han forventet? Efter et øjeblik nikkede han i accept.

”Det kan godt arrangeres.”

”Perfekt,” sagde hun roligt. ”Så har vi en aftale. Fortæl mig så, hvad jeg kan gøre for dig.”

Med endnu en hurtig gestus bad han hende tage plads overfor, og denne gang tænkte Merian, at hun lige så godt kunne føje sig, nu hvor de havde en aftale, og hun ikke længere havde en grund til at være på vagt eller prøve at slippe væk. Isthémen var hendes eneste billet væk fra det sandede helvede, der havde udgjort hendes hjem i nu tyve somre, og den kunne så let slippe mellem fingrene, hvis hun dummede sig.

Langsomt, med sine bare fødder mod marmorgulvet, fandt hun vej hen til stolen og tog plads over for den umenneskelige, hvis ønske hun endnu var uvidende omkring. Tankefuldt betragtede han hende med hovedet på skrå, de purpurrøde øjne nærmest fæstnet til hendes skikkelse. Vægten af hans åbenlyse opmærksomhed gjorde hende yderst utilpas, og snart følte hun usikkerheden skylle ind over sig. Hvad havde hun egentlig sagt ja til?

Et øjeblik sad de i en ukomfortabel stilhed, der hurtigt gjorde Merian rastløs. Da hun endelig skulle til at spørge ind til sagens kerne, kom han hende i forkøbet:

”Hvor meget husker du fra den nat, du fandt mig i varehuset?”

Merian måtte genvinde sin nytabte fatning for ikke at komme til se chokeret ud. Hvorfor spurgte han dog ind til hændelsen for så mange år siden? Hvilken forskel kunne hendes hukommelse om muligt gøre? Hende bekendt var der ingen spor tilbage fra fortiden, som hun endnu kunne rette op på med blotte ord.

I det mindste lyder det til, at han ikke ønsker noget fysisk fra mig, påmindede hun sig selv og vidste, at hun burde ånde lettet op, men alligevel kunne hun ikke slappe af endnu. De var lige begyndt. Meget kunne stadig nå at ske, og mange krav nå at blive stillet.

Erindrende lukkede hun øjnene og lod de gamle indre billeder vække minderne til live.

Tre kutteklædte mænd. Torturredskaber langs væggen. En nær død mand lænket til væggen. Halskæde. Dæmon.

Hun huskede stort set det hele. Ikke som var det sket blot få dage forinden, men visse detaljer stod hende klare for det indre øje. Hvordan kunne han også tro, at hun havde fortrængt den frygtelige hændelse? Noget så stort ville for evigt klamre sig til hendes livsopfattelse og jage hende lige så snart, hun troede, at hun på nogen måde var sikker i denne verden. For det var hun ikke. Ingen var, så længe dæmoner betrådte menneskernes jord.

”Jeg husker for meget,” blev hendes rolige svar, hvilket fik Isthémen til at smile i personlig triumf.

”Godt,” tilføjede han og rejste sig. ”Lad os få noget at spise. Vi taler videre om emnet i morgen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...