Change My Mind ~1D ~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 9 apr. 2014
  • Status: Igang
Emelie er en ikke hundrede procent normal teenager, der altid holder sig for sig selv i timerne. Der altid sidder i det mørke hjørne i kantinen. Og hende der aldrig taler med andre. hvorfor, ved de andre ikke.. det er kun Emelie selv der ved det. mørket. stemmerne. skyggerne. Men pludselig en dag bliver alting vendt på hovedet da den populære og mystiske Harry Styles, sætter sig hen ved hendes bord og siger hej. et ord med kæmpe betydning.

14Likes
4Kommentarer
569Visninger
AA

4. ftw? LA?

Harrys synsvinkel:

jeg vågnede, men en dunken i hovedet, og noget flimmer for mine øjne. jeg blinkede hurtigt et par gange, og forsøgte at komme op, men min krop lysterede ikke.. den var klæbet fast til sofa'en.

jeg forsøgte at få mig skubbet op med mine arme, men de var helt slappe, og gad ikke bevæge sig. efter mange forsøg i at komme op, kom jeg endelig op, i 15. eller 16. forsøg..

kort efter mærkede jeg en uudholdelig smerte i mit bryst, og jeg havde lyst til at skrige, men undlod, da jeg ikke vidste hvor jeg var, og ikke havde lyst til at gøre, den der nu havde 'fanget' mig, opmærksom på at jeg var vågnet.

det var ikke mit hus

det var det ikke.

jeg havde aldrig været her før, eller.. det var jeg ikke helt sikker på, da jeg fik en mavefornemmelse af at jeg havde været her før.

der var 3 store vinduer, til at oplyse, det ellers mørke rum. en stor sofa, samt et par stole, et lille bord, og et tv. der var også et par døre. 4 for at være helt præcis. en dør et par meter fra tv'et, samt en dør, på min venstre side. og så sidst 2 store døre ved siden af hinanden, på min højre side.

alting var så.. moderne.

jeg rystede kort på mit hoved, og kiggede fra dør til dør, i håbet om at en af dem gik op, og der kom en person ud, og forklarede hvor fanden jeg lige var henne, og hvorfor de havde kidnappet mig..?!

men sammentidig var jeg bange for svaret, eller for hvad personen ville gøre med mig.

jeg rejste mig og med hjælp fra mine hænder der blidt skubbede til sofa'en, for at komme op. 

jeg havde det samme tøj på som før, altså.. det sidste jeg huskede var et eller andet i klassen, men det skulle min hjerne nok finde ud af på et eller andet tidspunkt.

jeg kiggede af refleks over i hjørnet, og så til min store overraskelse min kuffert stå der..

min kuffert?

hvorfor stod den der?

jeg rejste mig, da jeg kunne se at der var noget galt med Emelie, og kom over til hende i løbet af nul komma fem. "Emelie? Emelie! hvad sker der?" jeg kunne mærke min puls stige, og mine håndflader blive våde. hun svarede ikke. hun sad bare og kiggede ud i luften imens at hendes krop rystede kraftigt. "Emelie!" intet svar. "EMELIE!" jeg råbte det højt, da hun faldt imod jorden, bare sådan.. ja. hun lå og rystede og jeg kunne se noget ved hendes øjne. "Emelie.. hv-hvad sker der..?" det var først der det gik op for mig at det ikke var hendes smukke, normale, turkise øjenfarve der var der.. nej. den var sort. kulsort. det varede ikke længe før at hun stoppede med at ryste, og hendes øjne var blevet fuldstændigt sorte. "Emelie.." sagde jeg stille, før jeg automatisk gik et par skridt tilbage. hun kom op at stå, og hendes øjne kiggede tomt ud i luften.. kort efter gik det op for mig at hun begyndte at græde.. ikke normale tårer.. blod. der dannede sig et olmt smil på hendes læber, og de var.. hendes læber de var.. de var.. de var skåret op.. ligesom jokeren.. "holy fuck..!" hviskede jeg for mig selv, da hun kiggede ned over alle os elever. hun studerede os, som chokolade i en automat. nej. dårligt eksempel. "Emelie.. tag det nu roligt.. fald ned, og.." mere nåede jeg ikke at sige, inden at jeg mærkede en forfærdelig smerte i mit bryst. jeg kiggede kort ned og fik øje på flængen, inden at jeg faldt hårdt til jorden, og alt blev sort..

 

Emelies synsvinkel:

jeg sukkede en ekstra gang, og kiggede så ned på min arm. der dryppede et par dråber blod ned af den, og flængerne var rimelig dybe. ikke dybere end sidste gang, men stadig dybe.

jeg sukkede endnu en gang, bare lydløst denne gang, imens at jeg tog det kolde og våde viskestykke, og duppede det over min arm, for at få det værste blod væk inden at jeg så trak mit ærme ned over armen igen.

jeg kan kun huske få af de ting der lige var sket.. også selvom at der var gået over et døgn siden at det var sket.

det føltes som mere.

som en evighed..

en gang imellem under turen, var der kommet små glimt fra episoden på skolen, men jeg rystede hurtigt på hovedet, og så var de væk ligeså hurtigt som de var kommet.

vi var i LA ligenu.

efter en pokkers masse sikkerheds vagter, og nogle fly og en bus var jeg endelig i fucking LA.

jeg fortjente det ikke.

jeg fortjente det virkelig ikke!

heldigvis fordi at jeg var et så stort geni, og en så klog videnskabsmand (kvinde!) havde jeg fået liv i den ellers livsløse Harry Styles, og det havde lykkedes mig at finde ud af hvor han boede, og få pakket en hulens masse ting ned til ham, og så ellers bare drønet afsted til LA.

så typisk mig at løbe væk fra problemer..

lol.

stop!

Harry, lå ligenu og sov fredeligt inde i stuen, eller.. jeg håbede da ikke at han havde mareridt..

for det ville altså være en lille smule nedern.

lidt meget måske..

pyt med det.

jeg rejste mig og begyndte at gå rundt i cirkler. (for det gjorde jeg altså når jeg var nervøs. (smart ikke?)) og kiggede en gang imellem op imod døren, der bare stod der og..

.. stod.

deprimerende.

jeg vendte mig, og kiggede ud over det store værelse, da jeg kunne hører en dør gå op bag mig.

jeg stivnede, midt i en rimelig spastisk bevægelse, og sank en klump, men stod så ellers bare der og stirrede ind i væggen, da alt andet ville være akavet.

gisp..

det var ham..

jeg stivnede endnu en gang, da jeg ligepludselig kunne hører hans stemme i min nakke.

"hvor er jeg, og hvad laver jeg her."

af alle spørgsmål i hele verden, så skulle han lige stille de spørgsmål..

.. ja altså alt andet ville nu også være akavet at spørge om..

altså for eksempel, så kommer man jo ikke ind af en dør og spørger.

"hvor er min ostehøvl!"

som det første, efter at man er blevet 'kidnappet' til et andet land..

"øh.." nærmest kvækkede jeg, og stod som stivnet, og blinkede et utal af gange.

kort efter vendte jeg mig, men undlød at fange hans blik, ved at kigge ned i jorden..

jeg skammede mig.

for første gang i mit liv..

jeg sukkede tungt, men kiggede så tilsidst op på harry.

"jeg kidnappede dig, til LA, efter at-" jeg stoppede mig selv, sank den femte klump, efter at han kom ind, og startede så igen kort efter.. "- at ulykken skete. undskyld, undskyld, undskyld harry! det var for at rede dit liv! undskyld! Du kommer garanteret til at hade mig for det me-" han afbrød mig "easy easy! Du behøver ikke undskylde så meget. Fald ned og tal lidt langsommere. Jeg tager imod dine undskyldninger..-" svarede han så, hvilket fik mig til at falde lidt ned.. men helt ned kom jeg altså ikke, da jeg kunne mærke panikken, sprede sig i min krop.

ja jeg panikkede altså tit i disse situationer, men det er altså helt normalt.

sker det ikke også for dig?

nå..

"- jeg kan bare ikke forstå.." fortsatte han. "- hvorfor.. tog.. du mig med til.. LA.." sagde han så, og kom med den længe ventede slutning. han stod bare lidt og gav mig elevatorblikket. jeg så garanteret forfærdelig ud.

altså som forforfærdelig i forfærdelig.

u understand?

yup.

"øh..." fik jeg igen fremstammet.

'øh' måtte være mit nye yndlingsord..

jeg kiggede lidt på ham. helt ærligt. han så også forfærdelig ud. heldigt at jeg havde taget tøj med til ham.

"jeg kunne ikke bare lade dig ligge der og dø.. og .. ja.. dø. for jeg tænkte på alle dine fans og din familie, og dine venner, og helt ærligt.. så var det altså også min skyld.." svarede jeg, og kiggede ned i jorden, da det egentlig ville være akavet at kigge på ham..

akavet..

sjovt ord..

prøv lige at sige det mange gange;

akavet, akavet, akavet, akavet, akavet, akavet..

lol..

stop!

"ja det er jo forståeligt nok.." lød det så fra Harry, der nok også var lidt usikker over situationen, da jeg kunne hører at hans stemme skælvede lidt imellem, hans ellers mellem-kolde stemme.

han sukkede så hårdt, og ud fra min øjenkrog kunne jeg se at han tog sin hånd og kørte den igennem hans perfekte frisure, så den sad.. ligeså perfekt..

pfff..

barbiedoll!

jeg vendte mig så og gik hen til sengen, og vented

e med at vende mig, til jeg kunne høre en dør smække..

hvilket jeg kunne nu.

frihed..

yeeeeea maan!

eller faktisk..

sur røv.

jeg måtte ikke havde dette look længere..

det kunne jeg ikke!

ellers ville jeg blive genkendt hvilket ville være rimelig meget pik..

ja.

jeg gik med faste skridt hen imod min kuffert, og rev den ubeslutsomt op, imens jeg spekulerede som en gal, på hvordan min plan skulle kunne lykkedes, og om den overhovedet ville lykkedes..

jeg kiggede så ned i kufferten og rev panisk alle mine ting op af tasken, og smed dem rundt overalt i værelset, så det kom til at ligne et bombet lokum..

den måtte være der!

den skulle være der!

kig, Emelie! kig!

nope, nope, nope!

mere og mere panisk rev jeg mine ting ud og kylede dem ind i væggen.

der!

puuha!

min lyse hårfarve lå allernederst, i venstre hjørne i min lime farvede kuffert.

jeg vidste bare at jeg skulle bruge den på et eller andet tidspunkt..

mentalt skulderklap til mig.

heldigvis var der et badeværelse lige ved siden af dette rum, og det var virkelig frydern!

altså. man skal nu også bruge et badeværelse når man skal farve hår, ikk'?

det ville jo være dumt at stå og farve hår i køkkenet når man stod og lavede pasta, og så ligepludselig tabe noget hårfarve ned i pastaen, og så komme hen og sige "nå, Harry. hvor var du altså heldig lige der! brun pasta, med smagen 'hårfarve' til dig!" eller sådan noget..

kunne du mærke ironien..?

ja.

anyways.

jeg løb ihvertfald derud, og tog den der pakke med hårfarve, med.

nu havde jeg så prøvet at farve mit hår tusinde af gange, så jeg kendte alt for godt til processen.

åbn kassen. tag den der ting ud. gå i bad. put det der i håret. lad det stå i en halv time. skyld det ud. 

tadaa!

jeg var nu en ny Emelie.

hvad jeg bare ikke vidste på det tidspunkt var at der lå meget mere arbejde bag en 'ny' Emelie..

meget mere arbejde..

 

 

 

 

 

 

 

nå guys. det var så del 3 (4) af 'change my mind' og det var en fed følelse at endelig kunne lægge den ud, da vi har haft test de sidste 3 uger.. puhh..

anyways. det er jo påske ferie i næste uge (wheehee!) så derfor.. ingen skole! og derfor.. masser af 'change my mind!' 

men håber at i nyder at læse den ligeså meget som jeg nyder at skrive den.. c:

sååh.. smid lige en kommentar, ikk? :)

god dag til alle jer den nu skulle sidde bag skærmen og læse c:

ohøj!

xx

(ps. ikke rettet igennem, så sorry for stavefejl, kommafejl, osv.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...