Say something {Harry Styles}

Jennifer Lawrence bor i Los Angeles, hun flyttede dertilfor at komme tættere på sin kæreste Harry Styles. Hun har et tæt forhold til alle Harry's bandmedlemmer. Hendes liv er perfekt til den dag hvor hun får stillet diagnosen leukæmi. Lægerne er ret sikre på at Jennifer ikke vil overleve, men intet er sikkert endnu - dog er hendes tilstand meget dårlig, nærmest elendig. Men Harry er ikke klar til og give slip. Jennifer er svag på grund af kemo'en, og beslutter sig for at slå op med Harry, for at beskytte ham. Men Harry ER altså ikke klar til at sige farvel, og kæmper for hende. Men nu mere han kæmper, nu mere må hun såre ham, for at holde ham væk.

20Likes
10Kommentarer
1701Visninger
AA

2. Sortere end sort

 


 Harry. Et smukt navn synes du ikke? Og faktisk er jeg så heldig at sidde her, i parken med Harry. Vi sad på en lille hvid gammeldags bænk, og så ud mod den smukke sø. Mit hoved lå lænet op af Harrys skulder. Den virkede utrolig blød, i forhold til at det bare var knogler og muskler. Jeg sad faktisk mest og stirrede på Harry. "Er det her ægte for dig?" Jeg ved ikke hvad det var for nogle ord der lige forlod min mund. Det var bare et meget følsomt og romantisk øjeblik. 
Han tav længe, hvilket gjorde mig ret nervøs. Efter noget tid - der føltes som meget længere end det sikkert var, tog han en dyb indåndning som om han skulle til at sig noget. Han tog mit ansigt i sine hænder, og gjorde så vi kiggede hinanden dybt i øjnene. "Jennifer" Det var som om min mave slog en kæmpe koldbøtte af nervøsitet. Han sagde aldrig mit fulde navn. Han kaldte mig altid Jen, Jenni. 
"Jeg... Jeg elsker dig - så er det sagt" Koldbøtten blev straks til en masse sommerfugle, og et kæmpe smil på mine læber. Jeg tog bare rundt om hans nakke, og pressede hårdt mine læber i mod hans, som svar. Han havde lige sagt at han elskede mig. For første gang. Jeg kunne ikke lade være med at smile i kysset. Han havde selvføglelig været hurtig til at kysse med. Det var han altid. Snart måtte vi bryde kysset, da vi begge havde brug for luft.Vi kigget hinanden dybt en i øjne. Nogle øjeblikke ville man ønske man kunne fryse. Okay, nej, jeg vlle ligesom bare hentyde til hvor varme Harrys berøringerninger var. Jeg kiggede ind i hans klare grønne smaragd øjne. "Jeg elsker også dig!" insisterede jeg, og elskede det smil der bredte sig på han læber. Endnu mere elskede jeg de smilehuller der poppede frem.de virkede ekstra glade lige nu. Og ja! Jeg kan se forskel på hans smilehuller. 
 Harry løftede mig pludselig op i sine arme "Skal du i vandet?" Grinte han med et smøgret smil. "Hvis du insistere" grinte jeg. Han satte mig ned, og jeg begyndte at tage min buks og trøje af, så jeg kun stod i BH og underbukser - sorte nu jeg lagde mærke til det. Han tog sin trøje og beholdte sine shorts på. "Vent Harry der et skilt
må ikke bades i søen" nærmest skreg jeg af grin, da han igen tog mig op, og nu bar mig tættere og tættere på søen. Vi kiggede blot på hinanden. Harry med et stort smøgret smil, mig med et lidt nervøst blik. Men jeg fik også hurtigt et smøgret smil på. "You little crime rider!" Grinte jeg, med en stemme, jeg ikke engang kan beskrive. Den var i hvert fald mærkelig. "I like it!" Nåede jeg lige at skrige, før Harry smed mig i vandet. Ja, smed. Han er simpelt hen så kærlig. Det kolde vand stikker i mig, men det var ikke ulideligt. Harry hoppedehurtigt ned til mig. Jeg kunne altså ikke lade være med at beundre hans overkrop. Hans smukke markrede rygmuskler. Hvordan hans brystmuskler sad så fast, Harrys krop var ikke den pumped slags eller fyldt med muskler, men den var perfekt for mig.
Han svømmede hurtigt over til mig, og tog mig i hans arme, i et varmt kram. Han måtte have kunne se at jeg frøs. Harry var også vildt varm. "Du er kold" grinte han.

"Hop op på min ryg" Sagde han pludselig. Jeg kiggede op på hm med et forvirret, og mistroisk blik. Han grinte bare over min manglende tillid.

"Kom nu, Jen"

Jeg tøvede lidt men gjorde det. "Harry... Jeg elsker dig. Virkelig" Jeg ved godt at vi lige havde sagt det, men nu hvor det var ude, følte jeg ikke at jeg kunne sige det nok. Jeg var elskede Harryu realistisk meget. Jeg følte virkelig at jeg kunne bruge hver eneste dag med ham, resten af mit liv. Jennifer Styles. Harry Lawrence. Jarry? Jenny? Jeg er ligeglad, så længe Harrys navn var med, lød det perfekt. Vi svømmede rundt i noget tid. Jeg hoppet af hans ryg da jeg havde fået varmen. Selv i mørke lyste hans smukke øjne op. Jeg lænede mig ind mod hans ansigt, vores kolde læber mødtes. Jeg elsket Harry virkelig meget.

ღ♥ღ♥ღ ♥ღ ♥ღ ♥ღღ♥ღ♥ღ ♥ღ ♥ღ ♥ღ

 

Jeg vågnede med et sæt, da min vejrtrækninger var tunge - faktisk havde jeg det vanskeligt med at trække vejret. Jeg lå badet i sved. Jeg havde også virkelig ondt i mit hoved og min krop. Jeg prøvede at komme op, men det var som om mine arme ikke ville. Jeg kiggede roligt op i loftet, og trak vejret dybt. Jeg havde prøvet det her før- dog ikke så alvorligt, men det kunne være lige meget. Men efter noget tid hvor smerten ikke gik væk, begyndte jeg at panikke mere. Jeg rækkede ud efter mit natbord. Jeg ledte efter min mobil, men kunne ikke finde den.  Mine hænder kørte panisk rundt indtil jeg fandt den. Mine øjnelåg blev tungere og tungere. Jeg gik ind under kontakter hvor Harry stod som den første under navnet Almægtige Styles. Spørg mig ikke, det var ham der ville hedde det. Jeg var oprigtigt bange lige nu "Harry, jeg.." Pludselig gad min tunge ikke snakke, og min øjnlåg faldt igen i. De sprang selvfølgelig op, da jeg kom i tanke om hvad jeg lavede."Jen?! Er alt okay? Jeg kommer!" Han måtte have kunne høre hvor svag og rystende min stemme var - for det var faktisk først nu jeg selv lagde mærke  til det.Det hele begyndte af svimle for mig Jeg prøvet af bevæge mig ud af sengen, men endte på gulvet. Jeg fik rejst mig op, men måtte støtte mig til væggen. Jeg faldt igen, da væggen pludselig stoppede, og jeg ikke havde noget at gribe fat i. Min øjnlåg virkede bare så tunge. Da jeg fik rejst mig igen, tvang jeg mine øjne åbne, og lokaliserede hurtigt døren. Jeg måtte derover. Med 4 lang skridt lykkedes det også. Jeg kunne ikke mere. Jeg var så tæt på at give op. Alt gjorde for ondt. Jeg endte med at kravle ud af døren, hvor mine øjne straks scannede efter Harry. Mine øjne var godt nok kun åbne på klem, men det var forsøget værd. Jeg kom op på benene igen. Jeg tvang igen mine øjne op men så snart de var åbne, så jeg hvordan alt snurrede rundt, og hvordan trappen kom nærmere og nærmere. Jeg tog hænderne frem foran mig mig, så jorden ikke ville smadre ind i mig, men da jorden var få centimeter fra mig gik det op for mig at det ikke var jorden der kom tættere på mig - jeg kom tætter på den. Smerten i mit hoved føltes 1000 gange værre. Alt blev sort. Sortere end før. Sortere end sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...