Say something {Harry Styles}

Jennifer Lawrence bor i Los Angeles, hun flyttede dertilfor at komme tættere på sin kæreste Harry Styles. Hun har et tæt forhold til alle Harry's bandmedlemmer. Hendes liv er perfekt til den dag hvor hun får stillet diagnosen leukæmi. Lægerne er ret sikre på at Jennifer ikke vil overleve, men intet er sikkert endnu - dog er hendes tilstand meget dårlig, nærmest elendig. Men Harry er ikke klar til og give slip. Jennifer er svag på grund af kemo'en, og beslutter sig for at slå op med Harry, for at beskytte ham. Men Harry ER altså ikke klar til at sige farvel, og kæmper for hende. Men nu mere han kæmper, nu mere må hun såre ham, for at holde ham væk.

20Likes
10Kommentarer
1701Visninger
AA

5. Så hvad er problemet?!


Jeg sad nede i parken på den bænk Jen og jeg havde siddet på for en uge siden. Jeg savnede hende. Tænk det kun var en uge siden vi havde badet her. Jeg havde overvejet op til flere gange af tage på hospitalet men hver gang jeg kom, ville hun enten ikke se mig eller så smed hendes far mig ud. Ingen ville fortælle mig hvorfor jeg ikke måtte være der, eller hvorfor hun havde været der i så lang tid.

Det ene øjeblik var vi de lykkeligste mennesker på jorden, det næste øjeblik vil hun ikke se mig. Men uvisheden var det værste. At jeg ikke vidste hvad der foregik. Jeg gik ned igennem byen som altid kiggede folk på mig for jeg var Harry fra One Direction, men i dag havde jeg en træls dag, det havde jeg faktisk haft siden Jen blev indlagt. Jeg stod uden for min villa da jeg tog i dørhåndtaget var det ikke låst

"Mærkeligt den eneste der havde en nøgle til mit hus var Jen. Jeg trådte et skridt ind ad døren tog det der var nærmest mig hvis der var en indbrudstyv var jeg parat til slå personen ned Jeg kigget op men der var ingen indbrudstyv men et virkeligt flot velkendt ansigt. Jen hun havde fået lavet noget ved håret Det var blevet klippet korter.

Jeg nev mig i armen er det her ægte. Av ja.

"Hej" sagde hun forsigtigt. Jeg stod lammet. Skete det her virkelig.

"Dit.. Øhm, hår.. Det' flot" Mumlede jeg. På én måde følte jeg mig nervøs og lille, hun havde ikke villet snakke med mig i over en uge, efter at være blevet indlangt på hospitalet. Men på samme måde, havde jeg lyst til at bombe hende med spørgsmål. Få nogle svar! 
 Hun kiggede ned da jeg nævnte hendes hår, og jeg kunne se at noget generede hende. Fortrød hun at have klippet sit hår? Det kunne også være lige meget. Jeg måtte have svar.

"Hvad laver du her?" mumlede jeg, og jeg blev helt i tvivl om hun overhovedet hørte det. 

"Du må altså stoppe med at komme op på hospitalet" Sagde hun bestemt.

"Hvad!" Udbrød jeg, og lød meget mere vredt end planlagt. Jeg kunne se hvordan det sårede hende, og fortrød det straks.

"Du er nød til at.." Hun trak en dyb indånding.

"Lade mig være" Hun kiggede mig ikke i øjnene mere, men fandt pludselig sine fødder meget interessante.

"Jen... Det ved du godt at jeg ikke kan" Et lavt grin slap næsten ud, så useriøst jeg tog det. Det var nærmest surreallistisk. Hun kunne ikke helt seriøst bede mig om at holde mig fra hende. "Harry, jeg mener det!" Stønnede hun træt. Hendes stemme knækkede over midt i sætningen. Hvad var der med hende? Da ingen af os sagde noget, vendt hun sig bare om for at gå, og var halvvejs ude af døren før min krop var klar til at reagere.

"Ikke gå! Jen, jeg elsker dig" Hun frøs. Midt i et skridt. Hun tog en dyb indånding, og vendte sig langsomt om. Hun så på mig med et hårdt blik.

"Det ændre ikke noget" Sagde hun koldt, før hun forlod huset. Jeg var lammet. Af skræk, lidelse, og glæde? På en eller anden måde, fik min hjerne det til at tro at det hun lige havde sagt var godt, for hun benægtede ikke. Hun sagde ikke at hun ikke elskede mig. Selvom jeg pludselig blev i tvivl. For hun skubbede mig jo væk. Det var en af de få tanker jeg havde inde i mit hoved, som så bare kørte på repeat. Hun skubbede mig væk. Det forvirrede mig bare endnu mere - hvorfor ville hun gøre det. Noget skete med hende, men jeg vidste ikke hvad. Det var som om at min verden styrtede sammen, det her var så surrealistisk, jeg fattet nada.

~~✝~~✝~~✝~~✝~~✝~~✝~~✝~~~✝~~✝~~✝~~

Næste dag. Jeg havde ikke sovet hele natten Jeg havde bare drejet og vendt mig, men jeg anede ikke hvorfor. Jeg havde besluttet mig for at tage hen til hendes hus senere på dagen. Hun havde sagt at hun ikke ville have at jeg besøgte hende mere, men jeg kunne ikke give op - ikke nu! Jeg gik der over, da der ikke var så langt. Jeg kunne mærke nervøsiteten presse på. Da jeg kom til hendes hus tog en dyb indånding. Jeg overvejede af banke på, men det føltes også bare for risikabelt. Men først tjekkede jeg om døren var åben inden jeg gik ind. Det var der at mit hjerte gik amok. Jeg listede forsigtigt ind, da et skrig og en smadret tallerken lød. Pis! Hun opdagede mig for tidligt.

"Hvad har du gang i?!" råbte Jennifer forskrækket.

"Jennifer, jeg kan se på dig at du ikke mener det. Det er ikke slut. Hverken for dig eller mig! Så hvad er problemet?!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...