Say something {Harry Styles}

Jennifer Lawrence bor i Los Angeles, hun flyttede dertilfor at komme tættere på sin kæreste Harry Styles. Hun har et tæt forhold til alle Harry's bandmedlemmer. Hendes liv er perfekt til den dag hvor hun får stillet diagnosen leukæmi. Lægerne er ret sikre på at Jennifer ikke vil overleve, men intet er sikkert endnu - dog er hendes tilstand meget dårlig, nærmest elendig. Men Harry er ikke klar til og give slip. Jennifer er svag på grund af kemo'en, og beslutter sig for at slå op med Harry, for at beskytte ham. Men Harry ER altså ikke klar til at sige farvel, og kæmper for hende. Men nu mere han kæmper, nu mere må hun såre ham, for at holde ham væk.

20Likes
10Kommentarer
1698Visninger
AA

6. Jeg skulle alligevel dø!


Hvad problemet er.

"HARRY, PROBLEMET ER AT JEG HAR KRÆFT!" Det var hvad jeg havde lyst til at skrige op i ansigtet på ham. Men det kunne jeg ikke. Han havde godt nok forskrækket mig da han kom, men jeg kan ikke benægte at jeg var glad for at se ham.

"Jen?" Mumlede han forsigtigt, da jeg ikke havde svaret i noget tid. Hvis han ikke snart ville forstå at han skulle lade mig være, ville jeg være nød til at såre ham - for alvor!

"Harry. Vær sød og gå" prøvede jeg, men han rystede på hovedet, og gik langsomt tættere på. Jeg trådte langsomt tilbage. Han måtte ikke se hvor forfærdelig jeg så ud. Det så fint ud på afstand, men tæt på så jeg virkelig syg ud.

"Jen, please. Lad mig hjælpe dig" mumlede han, som han gik tættere på. Jeg trådte stadig baglæns, som om at jeg var bange for ham. Snart skød en smerte op igennem min fod, og op igennem benet. Jeg kiggede ned, hvor den røde væske strømmede ud fra under min fod. Blod.


 "Harry!" Stønnede jeg skræmt. Han kom hurtigt over til mig, og satte sig på knæ. Han løftede min fod, og jeg lod ham gøre det. Jeg kiggede ned og prøvede ikke at fokusere på blodet. Men på stumperne fra den tallerken jeg tabte før.

"Rolig Jen, det er ikke så slemt- du har jo din førstehjælpskasse" det var rigtigt, men det var ikke det jeg bekymrede mig om. Jeg bekymrede mig om alt det sygdomsbefængte blod der strømmede ud af min fod. Harry jeg bliver nød til komme til en sygeplejere

"Tag mig til sygehuset. NU!" Skreg jeg pludselig.

"Jen det ikke nødvendigt" insisterede han. Jeg begyndte at slå rundt med armene i panik.

"Jo! Jo det er" Råbte jeg i ren desperation. Jeg ved ikke om han kunne mærke panikken i min stemme, men han begyndte af snakke roligt til mig. Men han blev dog ved med at benægte at tage mig til hospitalet.

"Harry! Hvis du elsker mig, tager du mig på hospitalet!" Og ærligt talt, jeg aner ikke hvad der skete, men det var helt idiotisk af mig, men jeg panikkede, og jeg kunne ikke rigtigt dige at jeg havde Leukæmi. Han kiggede op på mig med et bange - dog håbefuldt blik.

 "Okay Jennifer vi tager til hospitalet nu." Lovede han, efter et øjebliks tøven. Av jeg kunne næsten ikke træde på den fordi jeg stadig havde stor smerte.

"Harry?" Spurgte jeg stille "Vil du bære mig?" Et øjeblik var det som om hans øjne lyste op." Jo" Smilte han kærligt."selvfølgelig vil jeg det"

 Han bar mig hen til min bil han satte mig ned i sædet og satte sig selv ind efter. Det var lang tid siden vi havde været så tæt på hinanden, i lang tid. Jeg savnede Harry. Jeg kan husk den dag vi mødtes. Jeg var lige bliven færdig med Winters bone og der var præmiere på filmen. Efter præmieren var der after party jeg mødest med nogle af mine venner til festen. Amy introducerede mig for Harry. Vi snakkede i lang tid og efter festen tog vi hjem til ham, for dengang boede jeg stadig i Louisville. Jeg husker tydeligt hvor hyggeligt det var. Jeg kan huske Harry spurgte om han måtte kysse mig inden han  gjorde det. Mine tanker bliver afbrudt da bilen stopper og Harry kommer "Skal jeg os bære dig ind?" spurgte han rart. Jeg havde lyst til at sige nej, og ikke give ham falske forventninger, men min fod gjorde bare så helvedes ondt.

"Jo tak" mumlede jeg koldt. Jeg skulle jo snart sende ham væk alligevel.

Så snart han løftede mig op, var det som om alt slørrede, og mine øjenlåg virkede tungere end normalt. Snart gik det op for mig, at mine øjenlåg faktisk var lukkede, så jeg åbnede dem straks, men de var hurtige til at falde i igen. Jeg nåede kun at se min reflektion i et spejl, hvor jeg lå på et rullebord, og mærkeligt nok lagde jeg også mærke til den hjemmelavede bandage på min fod. Hvornår havde Harry givet mig det på? Hvade jeg sovet før. Argh, alle tankerne kørte bare rundt, og snart faldt mine øjne i igen.

 Da jeg slog dem op igen var min fod blevet syet og en læge sad ved siden af mig.

"Hvor lang tid har jeg sovet?" sagde jeg forvirret.

"et par timer" svarede sygeplejeren. "Hvornår kan jeg komme hjem?" mumlede jeg og tog mig til hovedet.
" Vi ved ikke helt om vi tør da du mistede en del blod. Vi tænkte du skulle til analyse i morgen og efter det kan vi bedømme om du kan komme hjem." Jeg mumlede et Okay, og lagde mig til at sove igen. Hun havde nok en del at fortælle mig, men jeg kunne ikke rigtigt tage stilling til det nu.


 ღ♥ღ♥ღ♥ღ♥ღ♥ღ


 "Jennifer" min managere Russel stormede ind af døren

"Medierne har fundet ud du syg" sagde han kort og kontant, og smed et blad på mit bord. Jarry over, because of... sickness? Stod der med store blokbogstaver. De kunne ikke finde ud af jeg har kræft! Selvom jeg burde føle mig krænket og få et kæmpe flip på medierne, kunne jeg kun tænke på Harry. At Harry ville finde ud af det. Medierne ville helt sikkert opsøge ham, og spørge ind til det, og han ville ikke have noget at svare. Han ville ligne en idiot, og alt ville gå amok. "Hva... Hvordan kan det være?" Mumlede jeg forvirret, og snakkede nok i tåger. "Du burde nok selv læse det..." Han tog bladet og smed det hen til mig. Jeg samlede det hurtigt op. Mine fingre rystede. "Det søde par Jarry aka Harry Styles, 19, og Jennifer Lawrence, 22., er slut! Skuespillerinden har ikke været set udendørs i flere dage, siden hun blev lukket ud af hospitalet, i fredags, og i går aftes blev hun kørt på hospitalet af Harry, men da han kom ud af hospitalet var det tydeligt på Harry at det var slut!" Jeg smed bladet fra mig. "Tydeligt at det var slut?!" Råbte jeg vredt. Nu følte jeg mig krænket og vred! Det var noget lort at skrive! De anede ikke hvad de snakkede om! Ja, Harry og jeg var slut, men det var kraftedeme ikke af god vilje! "Hvad fanden er det for noget pis?!" Skreg jeg endnu højere. Russel prøvede hurtigt at få mig til at falde ned, men det gjorde mig bare mere ophidset! klagede højlydt om hvor åndssvagt og grænseoverskridende det var. Ja, jeg er kendt, og ja der bliver skrevet meget lort om mig, men de skal sgu ikke tro at de ved noget som helst om hvad der sker imellem Harry og jeg! Jeg anede det ikke engang selv.
 "Jen, rolig, det blodtryk stiger" Brokkede Russel sig, som lød direkte vred over min reaktion. Men hvad fanden vidste han? Han var bare manageren! Ingen skrev noget om ham! Ingen skrev noget om hvor fucked hans liv var!

 "Jen, jeg kalder på sygeplejersken" Fastslog han, før han trykkede på en knap ved siden af min seng. "Nej! du skal ikke hente en sygeplejerske!" Råbte jeg. Jeg bankede på min seng, og blev kun mere og mere hysterisk. Ja, jeg var sur på medierne, men Russels uforstående attitude var nok det der fik mig helt derop i det røde felt, hvor jeg var. Russel blev ved med at overbevise mig om at det var uprofessionelt, og at jeg burde have vendt mig til det. Og jeg flippede bare mere ud. Snart kom sygeplejersken, og trykkede på nogle knapper, og jeg vidste godt hvad hun lavede. Den heks sprøjtede mere åndssvag nytteløs medicin ind i mig. Intet af det smertestillende - medicin i det hele taget, de gav mig ville hjælpe. Jeg skulle alligevel dø! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...