Say something {Harry Styles}

Jennifer Lawrence bor i Los Angeles, hun flyttede dertilfor at komme tættere på sin kæreste Harry Styles. Hun har et tæt forhold til alle Harry's bandmedlemmer. Hendes liv er perfekt til den dag hvor hun får stillet diagnosen leukæmi. Lægerne er ret sikre på at Jennifer ikke vil overleve, men intet er sikkert endnu - dog er hendes tilstand meget dårlig, nærmest elendig. Men Harry er ikke klar til og give slip. Jennifer er svag på grund af kemo'en, og beslutter sig for at slå op med Harry, for at beskytte ham. Men Harry ER altså ikke klar til at sige farvel, og kæmper for hende. Men nu mere han kæmper, nu mere må hun såre ham, for at holde ham væk.

20Likes
10Kommentarer
1695Visninger
AA

4. Et liv uden Harry


 

Alt jeg kunne tænke på var Harry. Harry og de sårede øjne der mødte mine før han forlod rummet. På en måde ville jeg ønske at han havde kæmpet mere for mig - så jeg kunne nå at tøve og ombestemme mig. Men samtidig er jeg glad for at jeg ikke nåede at ombestemme mig. Selvom en del af mig stadig skreg at det her var det dummest jeg kunne have gjort.
 Men sket er sket og jeg havde en grund til at gør hvad jeg gjorde. Jeg havde leukæmi. Aka, jeg havde kræft. Jeg skulle dø. Lægerne påstod at der var en chance for at jeg overlevede, men det var sikkert fordi de ikke ville presse mig for hårdt før mine forældre kom. Det gik først op for mig at jeg græd, da en tåre landede på min arm. Men altså, selvfølgelig græd jeg. Jeg skulle dø, og slog op med Harry før det skete. Det er bedre sådan. Det kun godt være min verden var styrtet sammen men Harry skulle ikke ryge med i faldet Jeg elskede Harry, men han kunne ikke vide hvad der skete med mig. Han fortjente ikke at skulle bekymre sig om det. Det var bedre hvis han bare glemte mig, og på et tidspunkt - når han hørte nyheden "Jennifer Lawrence er død", ville han skulle have en tænke pause for at komme i tanke om, hvor han havde hørt navnet før. Han skulle have succes i livet. Mon Harry ville finde en anden?

 Langsomt begyndte jeg af planlægge min egen begravelse. Jeg kom dog ikke langt, da jeg var virkelig træt, så jeg endte med overgive mig til søvnen. Min drøm var mig og Harry der var ved af blive gift. Alt virkede perfekt et øjeblik. Men pludselig kommer der en stor flodbøgle ind over os og skyllede alt væk  Tilbage står Harry og jeg - pludselig i vores normale tøj. Bryluppet var bare forsvundet. Pist væk. Ligesom min fremtid med Harry. Lige pludselig glider Harrys hænder ud af mine. Jeg vågnede med et sæt.

"Lad os håbe at den her 'Pause ting' går bedre for Harry" mumlede jeg for mig selv. Forfærdelig drøm. Jeg forstår lige pludselig hvad jeg har gjort jeg flår alle ledningerne af og en biib lød begynder jeg løber ud af sengen i håb om Harry stadig er der, men den eneste der er, er en sygeplejerske der skynder sig at skubbe mig ind igen.

 Hvilket var godt. Jeg skulle til at lave en kæmpe fejl. Ugh, hvad sker der for mig? Det ene øjeblik flår jeg ledninger af for at komme hen til Harry, det næste er jeg glad for at det ikke lykkedes. Jeg må være ved at blive sindssyg. Men det var godt at hun skubbede mig tilbage. Hun fik mig også tilbage i sengen, og alle mine slanger tilbage på. Jeg måtte virkelig lære at styre mine følelser! Jeg måtte virkelig lade Harry være! Det var slut, og hvis jeg kom kravlende tilbage til ham... Det ville være for pinligt, og åndssvagt og dumt, og alt muligt.

 Harry havde fortjente en forklaring, men den forklaring ville kun gør tingene værre. Både for ham, og for mig. Hvad mon Harry laver li- Jennifer! Du skal ikke tænke på Harry! Han kommer videre i livet! Håber jeg... Men jeg havde brug for nogle af snak med, men så kunne jeg selvflgelig ikke se min telefon - fuck dig karma. Havde lægerne mon taget den? Nej, den lå i min lomme. Jeg tog telefonen op. Så slog jeg hurtigt ind i mine kontakter.Almægtige Harry. Min Harry. Men jeg kunne ikke ringe til ham, så jeg bladret lidt længere ned. Niall en af det mest forstående mennesker jeg kendte. Jeg var ikke længe om at beslutte at det var ham jeg ville ringe til.

"Hej Niall, Vil du ikke nok komme?" Spurgte jeg bedende.eg bad nærmest også for et ja.
  "Øhm, det er nok ikke så godt Jeg har hørt om Harry og-"
 "Jeg er ikke hjemme, men på hospitalet"Det var måske et billigt træk - han kunne jo ikke rigtigt sige nej til en syg person. Men jeg havde brug for ham, og han måtte bare ikke droppe mig på grund af Harry! 
 Han gispede lavt ind i telefonen "Hvad laver du der?!" 
"Skal jeg nok forklare dig, men lige nu har jeg brug for dig. Her." Han lovede at komme, også fik vi lagt på. 

 Efter nok en time

"Du kunne godt have sagt at lægerne var ligesom sikkerhedsvagter" Smilede han sødt, da han kom, og tog jakken af, da hans øjne landede på mig

"Hvad er der sket Jennifer" Jeg sank en klump, og kiggede ned.

"Du må nok hellere sætte dig.." Mumlede jeg. Han trak hurtigt en stol hen ved siden af sengen." "Niall.. jeg har leukæmi" Hans ansigt blev helt trist

"Har du fortalt det til Harry?"  Jeg rystede på hovedet. "Nej, Det er bedst hvis han ikke ved det. Niall satte sig i fodenden af sengen

"Han fortjener at vide det, Jennifer. Og hvis jeg kender Harry ret, så deler han alt med dig, og du er den nok person han elsker mest i den her verden, og den person han vil kæmpe mest for" I starten troede jeg ham, men så blev det mærkeligt og urealistisk, og jeg var tilbage på min originale mening. Desuden hvis han elskede mig så meget, ville han jo ikke se mig dø. 

"Niall, jeg tror ikke at du forstår - jeg kommer ikke til at overlev det her." Sukkede jeg, men Niall forstod vist ikke, for han fortsatte.

"Jo da, jeg er sikker på at Harry er meget forståe-"
"Nej Niall, ikke Harry, men det her! Sygdommen!" Jeg så hvordan han mistede pusten, som om noget gik op for ham. Han kiggede skamfuldt ned, og snart lagde en trykket stemning sig. Og pludselig gled en tåre ned af min kind. Jeg kunne ikke stoppe den, og... Jeg var tryg ved Niall. 
"Jen.. Du skal overleve, ikke kun for Harry eller mig, men for dig selv. Jeg har aldrig set to personer så lykkelige sammen " Han fik endda et lille smil frem på mine læber, men det forsvandt hurtigt.

"Det ikke mig der bestemmer om jeg skal overleve eller Niall" Mere nåede vi ikke at sige før en læge kom ind og afbrød os.

"Miss Lawrence, besøgstiden er ovre" Niall protesterede, men lægen førte ham bare langsomt ud af rummet, mens han sagde:

"Desværre, men der er også en anden gæst der venter derude, men er De overhovedet interesseret i at se hr. Styles?" Han vendte sig om, og kiggede nu direkte på mig.

"Jeg rystede langsomt på hovedet, og prøvede at skjule hvor chokeret og overrasket jeg var.

"Sig at han kan komme igen en anden dag" Hvad? Nej, Jennifer! Jeg kan da ikke bare sende ham væk! Det er du nød til. Sket er sket, og sagt er sagt! 
Jeg tror virkelig at jeg er ved at blive sindssyg. En læge kom med en plastiskslange der var koblet til en kanyle. Jeg skar en grimasse, da hun stak den ind i min arm. Efter det blev jeg helt træt .Min øjenlåg blev tunge og klappet hurtigt i.

Da jeg vågnet var der en der sad og strøg mig hen over panden

"mor? hvor længe har jeg sovet" Spurgte jeg forvirret, da hun pludselig sad foran mig.

"En hel dag. Jeg har snakket med lægerne mens du sov. Lægerne siger du kan få en celleoprartion fordi kræften ikke har bredt sig så meget i nu" Jeg vidste ikke engang om jeg synes det var godt eller skidt. Okay, et liv uden Harry ville være skidt uanset hvad. Ugh, jeg hadede at sige det. Et liv uden Harry.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...