Fremtiden

To piger med et fantastisk sammenhold

1Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

2. Rastepladsen

Jeg skyndte mig ud af den gamle Ford og ud på den mørke rasteplads, som vi var kørt ind på. På vej hjem fra skole. Min lillesøster, Jenna kom krybene ud efter mig. Hun klamrede sig til min arm, som om det var det eneste, der afholdte hendes ben fra at knække sammen under hende. Jeg kunne mærke på Jenna, at hun godt viste at vi ikke stod i den bedste situation. Hun begyndte så småt at hulke, ind i min trøje. Zoe startede Forden, kiggede ud på os gennem den beskidte rude. Små 2 minutter gik, hvor hun bare sad og kiggede på os. Zoe tog godt fat om rattet, og kørte så væk, Hun efterlod os på rastepladsen, helt alene. Vi var bare blevet sat af her på denne halvmørke og dystre rasteplads. Jeg kunne næsten heller ikke klare mere. Jeg rystede af kulde, og det hjalp ikke, at det eneste jeg havde på var en fugtig T-shirt og et par halvlange shorts. ”Hvad skal der ske med os nu Piper?” Jeg kunne ikke give hende et svar. Jeg vidste ikke, om Zoe ville komme tilbage og hente os, eller hvad der skulle ske med os nu. Det eneste jeg kunne få frem var ”det skal nok gå alt sammen Jenna”. Jeg håbede på, at hun ville komme tilbage efter os, men  ville det nok ikke ske eller måske… Mine tanker blev afbrudt, af en grøn bil der kom kørende. Vi måtte komme væk fra vejen og ind til siden.

Jeg tog Jenna med mig over til toiletterne. Der lugtede ikke specielt godt, det lugtede af mest pis og friture blandet sammen, til en stor klam lugt. Men jeg ville ikke over til butikken, der lå midt på rastepladsen, med det gule lys strålende ud til alle sider. Vi ville være for tydelige der. Jeg ville ikke findes af nogen, og Jenna med. Hun var, og har altid været mit ansvar. Hun er min lillesøster.

Natten var ved at falde på, og lysende af omkring os gik ud et efter et. Til der kun var to gade lamper tilbage. Jenna rystede som en sindssyg, og holdte stadig stramt om min arm, hun gabte. ”Er du træt” spurte jeg hende. ”ja, men vi har intet sted og sove”.  Jeg kiggede mig omkring og fandt frem til den bedste bænk i nærheden. "kom lad os gå derhen". Jeg pegede bænken ud for Jenna. Vi satte os på den. Jenna lænede sig ind til mig og der gik ikke ret lang tid før hun faldt i søvn. Jeg skulle passe på Jenna, der måtte ikke komme nogen og tage hende. Så jeg måtte ikke falde i søvn før vi havde fundet et mere sikkert sted at være. Men i det øjeblik jeg tænkende på, at falde i søvn blev jeg træt. Mine øjne kunne ikke holdes åben længere,  jeg kunne høre Jennas langsomme åndedrag, ud og ind, ingen og igen. Langsomt blev alting mørkt, og jeg faldt i søvn, med Jenna liggende tæt ind til mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...