Frihed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2014
  • Status: Færdig
Flora kommer fra fraktionen sanddru. Her er man 100 procent ærlig om alting. Hun har ingen hemmeligheder, ingen frihed og hvis hun lyver kan alle straks se det. Hun hader det! Alt hun bare ville have var frihed. Historien foregår på samme tid som den rigtige "Divergent" bog, så hvis man lægger mærke til det så er Tris, Peter, Caleb, Robert, Susan og flere man "kender" i den. :) Desuden har jeg brugt længe på at få det til at passe med bogen.

2Likes
2Kommentarer
249Visninger
AA

5. Prøven der ændrer mit liv

"Hej." Mumler jeg. "Ikke vær nervøs! Vi har det fuldstændig under kontrol." Siger kvinden. Jeg nikker bare. "Du siger ikke så meget af en Sanddru at være." Siger hun smilende. "Jeg er bare nervøs." Sukker jeg. "Det skal du ikke være, min ven. Bare læg dig ned og slap helt af." Siger kvinden roligt. Jeg gør hvad hun siger og ligger mig ned. Hun sætter nogle ledninger fast til mig og en maskine. Jeg bliver mere og mere nervøs. Hvad er det for noget? Så giver hun mig en flaske med noget væske i. "Du skal drikke det." Siger hun. "Hvad er det for noget? Er det farligt?" Gisper jeg. "Du bliver nødt til at drikke det Flora." Siger kvinden lidt strengt. Jeg tæller til 10 og drikker det så.

Lige pludselig står jeg et helt andet sted. Jeg står i skolens kantine, men den er helt tom. På de lange borde er der to kurve. En ost i den ene og en kniv i den anden. "Vælg." Siger en stemme. Jeg kan ikke lide knive, og jeg er bange for at hvis jeg tager den, at jeg skal slå noget ihjel. "Vælg." Gentager stemmen. Jeg skynder mig at tage osten og så forsvinder kurvene. En dør knirker og ud af døren kommer en hund. Hunden ligner lidt Trofast, men denne hund ser dog ikke lige så glad ud som ham. "Rolig min ven." Siger jeg med rystende stemme. Den kommer nærmere og nærmere, så jeg skynder mig at vise den osten. Så ser den ikke så vred ud mere. Den kommer hen til mig, slikker mig i hovedet og snupper osten. Jeg når ikke engang at blinke, så er jeg lige pludselig et helt andet sted. 

Jeg står i en skov. Himlen er blå og klar. Jeg kan høre nogle fugle der pipper. En gammel dame kommer gående hen til mig. "Hej!" Siger hun venligt. "Hej." Siger jeg og smiler til hende. "Kan du hjælpe mig med noget?" Spørger hun. Jeg trækker på skuldrene. Hun smiler og siger så:"Hvis en mørkhåret og meget høj mand kommer hen og spørger efter mig, vil du sige at du ikke har set mig?" Spørger hun. Jeg tøver lidt. "Øh, det kan jeg da godt." Siger jeg. "Tak søde! Jeg går mod byen, så lov mig du ikke siger jeg går der hen!" Siger hun smilende og går sin vej. Ca. 2 minutter efter hun er gået, kommer der en mørkhåret og meget høj mand. "Goddag." Siger han ikke spor venligt. "Hej." Siger jeg. "Har du set en gammel dame gå forbi?" Spørger han. Nu sker det, tænker jeg. "Nej?" Siger jeg forundret. "Ud med sproget pigebarn!" Råber han. Jeg er næsten ved at gå i panik, jeg troede jeg var meget overbevisende! Jeg bliver nødt til at lyve videre, tænker jeg. "Jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om! Nu må du ikke blive vred på mig!" Siger jeg. Han kigger på mig i noget tid. Jeg får det varmere og varmere. "Og du taler sandt?" Spørger han. "Ja." Siger jeg så roligt som muligt. Jeg får helt dårlig samvittighed. Mine forældre ville ikke være særlig stolte af mig lige nu. "Så stoler jeg på dig." Siger han og går sin vej. Og så lige pludselig er jeg tilbage i tandlægestolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...