Rådden til det inderste

En historie om det at være død.... men stadig at være der.

2Likes
4Kommentarer
103Visninger

1. 1. Fanget

Jeg vågner med et sæt, der rykker hele min krop. Der er mørkt. Mit hoved dunker svagt, og mine ben er krøllet op omkring mig. Der er trangt hvor jeg ligger. Et koldt pust af frygt kilder mig langs rygraden. Hvor er jeg? Mit hoved føles tomt og ømt. Alt jeg ved, befinder mig i og ser er mørke. Stilheden hviner mig i ørerne. Hvad sker der? Jeg kan mærke en svag brummen ved min side. Efter en del besvær får jeg listet min hånd ned til den brummende tingest. Det er en underlig flad telefon. I starten er skærmen sort, men den lyser op. Baggrunden er af en smilende pige. Jeg kan svagt genkende hendes ansigt, men jeg ved ikke hvorfra. Hendes øjne er svagt grønne, men meget lyse og jeg ved instinktivt, at øjnene er fra hendes far. Det lysebrune hår falder langt ned over skuldrene. Smilet er bredt og lyser op i hendes ansigt. Skærmen viser ”1% strøm tilbage” og brummer stadig. Forvirret bliver jeg ved med at stirre på hendes ansigt, sluger hende med øjnene, hvis jeg nu skal se hende igen. Et øjeblik er skærmen sort indtil den lyser op igen. Denne gang blinker en besked:

,,Hvil i fred, Snuskepige! Jeg vil altid huske dig som en smilende og glad pige <3 . Jeg glæder mig til at se dig i Himmelen i det hinsides, Flamegirl ;). Jeg ved det er meget sent at skrive, måske er du allerede væk. Kh din bedste ven”.

Sekundet derefter går telefonen i sort. Himmelen i det hinsides? Det her er i hvert fald ikke hvordan jeg forestillede mig Himmelen. Men hvordan forestiller jeg mig Himmelen? Tankerne suser rundt i hovedet på mig, og mit hjerte begynder langsomt at dunke. Forskræmt og forvirret finder jeg ud af at mit hjerte indtil nu har stået stille. Jeg ved ikke meget om hjerter, men de burde dunke. Siger mit hoved. Snart begynder mit hjerte at hamre i brystet. Klaustrofobien klistrer sig fast til min hud, og mørket synes at komme nærmere. Jeg føler tyngden af noget på mit bryst, som er jeg begravet flere meter under jorden. Men jeg ligger her, uden noget jord i mine lunger. Jeg begynder at mærke rundt omkring mig. Det knitrer fra det bløde stof jeg rører ved. Lyden forskrækker mig, hvilket får mig til at lave et lille gisp. Og så trækker jeg vejret. For første gang føles det som. Men luften findes ikke, i stedet gisper jeg efter ilt men finder ingen i den klamme varme luft der siver rundt omkring mig. Mit hjerte galoperer og mine lunger brænder. Mine øjne stirrer frem for sig, jeg kan se noget hvidt over mig. Trangen til luft bliver større og jeg begynder at ryste. Mit blik sortner og det føles som kastes jeg ud over en mørk, mørk afgrund.

Klam og svedig vågner jeg igen. Jeg trækker vejret, uden at få meget ud af det. Det føles som har jeg sovet, men jeg døde jo. Eller gjorde jeg? Der er stadig lige så lidt ilt som før min drøm, og alt føles meget ægte. Jeg rækker armene så langt ud som jeg kan. Mine hænder synker ned i det bløde svampeagtige stof. Jo længere mine hænder fortsætter i mørket, bliver jeg mere og mere desperat. Jeg ligger i en stor firkant. Jeg kan knap nok rejse mig på albuerne. Mine ben føles stive og kolde, som dødens greb har fat i dem. Tanken får det til at isne inde i mig. Er jeg død? Men jeg kan mærke mig selv, og jeg føles så virkelig. Men isen indeni forsvinder ikke, men fortsætter som dundrende isskud ud i mine årer. Adrenalinen pumper og min vejrtrækning bliver besværet. Ikke at der er noget ”vejr” at trække ind.

Jeg finder en ting i enden af det sted, jeg befinder mig. Den er aflang og tynd, og for enden føler jeg svage og krøllede blade under mine fingre. Rose, tænker jeg så hurtigt, at jeg selv undrer mig. For tanken viser mig intet billede, men duften kan jeg huske. Den flyver til mig fra de inderste kroge af min hjerne, sødt og uforglemmeligt. Jeg mærker videre, men alt jeg finder er mig selv og ”rosen”. Jeg mærker på min krop. Jeg kan mærke et tyndt stof ligge om mig som er formet efter min krop. Men hvad det er, ved jeg ikke. Min hjerne er ligeså tom, som rummet jeg befinder mig i føles. En vemodig følelse lægger sig over mig, der er intet jeg kan gøre. Rummet holder mig fast, jeg kan ingen vej komme. Jeg har allerede følt rundt på siderne, der er ingen lille dør eller låge. Og hvad vil der være udenfor den lille kasse jeg ligger i? Måske skulle jeg bare lægge mig til at dø. Det virker også som grunden til at jeg ligger her. Jeg skal dø her i mørket, alene men frygtløs. Forhåbentlig kold som is, så jeg intet kan føle. Men der er ingen kulde i dette mørke, kun mine egne hede tanker. Tanker om håb, vrede og frihed. Men alle de tre ting er ligegyldige nu. For mørket er koldt og trist, parat til at stede mig til hvile…igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...