Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
605Visninger
AA

12. Til minde

~~Jeg glædede mig sådan, til at jeg, sil og skulle tage kontakt til vores familie, ved hjælp at Signe.
Vi var på vej over til kirken, til minde ceremonien.. De havde nok ikke kunne holde en begravelse, når vores kroppe lå nede på havets bund et eller andet sted.

Jeg kunne efterhånden se det hvide kirketårn. Og gik med hastige skridt mod det.
Der stod mange mennesker uden foran kirken. Mange af dem, kendte jeg knap nok navnene på.. Det var folk jeg havde set før, nogen der vist nok ligger langt ude af familien.. Men de var alle mødt op i dag.. Til minde af os.. Gid de vidste at vi var her.

Dørene blev lukket op, og vi gik ind i kirken sammen med de andre.
Min mor og far og Asta sad på førets række.
Der lå 2 kister, de må vel så være tomme? Det var sjovt at de alligevel havde valgt af have kister med?
Der var også et billede af jeg og Sil… Samt massere af blomster. De kom op en efter en og lagde blomster.
Flere græd allerede. Jeg og Sil havde sat os ved siden af vores familie.

Præsten startede.. Han sagde alt det en præst nu sagde.. Vi var kommet op til gud, hvor gud ville tage sig af os.. Vi ville hvile i fred.. Bla bla.. Efter det kom folk op og sagde nogen ord for os.
Min mor startede.. Det var hårdt og se på..
”Anastasia og Silinan.. De var 2 helt specielle piger.. De var begge højt elskede.. De var højt elskede døtre.. Og højtelskede søster..”
Hun kiggede ned på Asta
”De var altid glade.. Og hvis man ikke selv havde den bedste dag.. Ville man få det når man mødte dem.. Jeg ville gerne sige mere.. Men jeg kan ikke”
Hun begyndte at græde.. Mere end hun gjorde i forvejen.
Min far kom også op..
Jeg kunne høre Asta og mine forældre snakkede.. Asta havde forberedt nogen ord hun ville sige.. Men hun kunne ikke..

”Det er okay” Hviskede jeg til hende..

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...