Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
605Visninger
AA

11. Signe

~~Det var morgen. Vi havde stået tidligt op, så vi ikke skulle gå rundt og stresse.
”Hvordan kunne hun se os” Spurgte jeg.
”Jeg har ingen idé.. Men det er heller ikke noget der giver mening mere.”
Hun havde ret.. Intet gav mening.. Det hele var en stor gætteleg, hvor man aldrig helt fik svarende at vide.

Jeg åbnede døren, og skulle til at gå ud.
”Hvad skal du” Spurgte Sil.
”Jeg vil gå en lille tur.. I dødsriget”
”Så vil jeg med” Sagde hun og gik/løb hen mod mig.
Vi gik ud i dødsriget, der gik et par stykker rundt ude.. Nogen var gamle, og var nok døde af alderdom.. Der var også nogen der gik rundt og bar på spædbørn.. Måske børn der var døde under fødslen, som nu gik rundt i dødsriget.. Der var også nogen som os. På vores alder.. Gad vide hvor lang tid de havde været døde?
Man ælder aldrig i dødsriget.. Selvom 100 år, ville vi stadig se ud som vi gør i dag.. Jo mindre vi kommer til himlen.. Vi har ikke hørt meget om det, dem der er her, har jo aldrig prøvet at være der..

”Ana”? Stoppede Sil op og sagde stille.
”Sil..?”
Hun gav mig et dask, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt.
”Er det ikke..” Jeg pegede forsigtigt hen mod en kvinde..
Det var damen, fra ilden.. Moren til pigen der kunne se os.. Hun gik rundt i dødsriget som engel.
”Skal vi gå over til hende” spurgte jeg..
Sil begyndte at gå over mod hende.
”Det tager jeg som et ja” Sagde jeg lavt og irriterede.. Og begyndte at gå efter hende.

Hun fik øje på os, og kiggede underligt på os.
”Hej” Sagde Sil.
”Hej?” Sagde hun stille og forvirret, som om hun var en lille pige på.. 7 år.
”Ved du hvem vi er”? Spurgte jeg.
”Nej.. Jeg er lige kommet her til jeg.. ”Hun kiggede op og ned på os.
”Har i set en lille rødhåret pige?? 8 år?? Hun er min lille pige.. Øh.. Vi brændte inde i vores hus i går.. Jeg kan ikke finde hende” Sagde hun opdrevet.

Jeg kiggede på Sil, og begyndte så..
”Hun er ikke her.. Vi var ved jeres hus i går.. Vi fik jer begge ud.. Du var bevidstløs da vi fik dig ud.. Men din datter var stadig i live.. Og det er hun stadig nu..” Det var svært at sige, men jeg skyndte mig bare.. Da jeg hørte mig selv sige det, fik jeg dårlig samvittighed.. Den måde jeg sagde det, var en forkert måde at sige det..

Hendes øjne åbnede sig kraftigt.
”Er hun i live!? Fik i hende ud” Sagde hun stille og overraskede.. På den gode glade måde.
Jeg smilte og nikkede.
”Vi arbejder nede på jorden.. Din datter er en meget speciel pige..” Sagde Sil.
”Hvad mener i med speciel”?
”Hun kan.. Se os? Vi har snakkede med hende”
”Er hun okay!?” Skyndte hun sig at sige.
”Vi snakkede ikke meget med hende.. Men vi skal besøge hende i dag.. ”
”Kan i ikke sige jeg elsker hende!! Og at vi snart bliver samlet igen! At hun skal leve hendes liv”! Hun begyndte at græde.

Jeg tog min hånd på hendes skulder.
”Det skal vi gøre”
Hun klemte et smil frem.. ”Tak! Tak skal i have” Hun krammede os. Det føltes underligt, vi krammede tilbage..
Jeg huskede tilbage på vores familie.. Jeg vil sige farvel! Jeg fik aldrig sagt farvel til dem..
Jeg kunne ikke lade være, men når hun græd på vores skuldre.. Jeg kunne ikke holde tårende inde..
Hun kiggede på os igen..
”Hvad er jeres navne”?
Sil tog fat i min hånd.
”Jeg hedder Anastasia… Og det er min søster Silinan”
Ӂh.. Gud.. Er i de piger der druknede?
Jeg nikkede stille..
”Det gør mig ondt.. Jeg så jeres familie i fjernsynet.. De savnede jer.. I var højt elskede.”

Sil begyndte også at græde, uden lyd, men hun ikke skjule det mere.. Tårende trillede langt ned af hendes kinder.
Jeg åbnede døren, og trådte ind i huset. Jeg havde forventede et stød.. Men der kom intet.
Jeg kiggede ventende på Sil, der vidst havde det svært med at skulle se dem igen.
De sad inde i køkkenet og spiste morgenmad.
Kaffemaskinen var igen, og der var en brødbakke med 6 rundstykker på bordet.
Min far rejste sig op og hentede Juicen.
”Jeg havde helt glemt den” Sagde han, og stillede den på bordet.

Asta sad helt stille på sin plads. Hun spiste ikke noget.
Sils og jegs stol, stod stadig rundt om bordet.
Ingen sagde noget rundt om bordet, der var stille som graven.
”Hvornår er det at minde ceremonien finder sted” Sagde Asta stille. Man kunne se hun havde tænkt på det længe, men først fik pressede ord ud nu.
”kl. 14:00” Svarede svar lige så stille.
Jeg kiggede på Sil, som stod forstenede.

”Asta. Vi kan komme i gennem det her.. Det ville de have ønskede.. Vi elsker dig Asta”
Sagde mor og rakte sin hånd over bordet, for at få fat i Astas.
Far begyndte at græde lavt.. Asta kunne heller ikke holde tårende inde..
Man kunne se mor, kæmpede for at holde dem inde.

”Sil.. Jeg vil ikke mere.” Sagde jeg, jeg håbede ikke hun kunne høre på min stemme, hvordan jeg græd indvendig.
Hun nikkede stille, og tog min hånd og forlod huset.

”Skal vi komme til minde ceremonien? Den er jo lavet for os?”
Jeg trak på skuldrende.
”Skal vi ikke” Spurgte hun igen.
”Jo.. Det kan vi vel godt”
Vi gik og gik, indtil vi var kommet til et børnehjem.
”Hvad skal vi her” spurgte jeg Sil, som var den der havde ført mig os her hen.
”Pigen er her” Sagde hun så?
I starten anede jeg ikke hvem hun snakkede om, indtil sofaen landede på mig.
”Hvorfor tror du hun er her”?
”Det ved jeg”
”Hvordan”
”En fornemmelse okay?” Sagde hun små surt, og gik ind på børnehjemmet.

Hun gik også målrettet mod et rum, som om hun kendte børnehjemmet ud og ind.
Men hun havde rat. Pigen var her på børnehjemmet, og her i rummet.
Hun sad inde på et lille værelse, på en lille seng.
Da hun fik øje på os rejste hun sig hurtigt.
”Hvordan vidste i at jeg var her” Spurgte hun.
”Det vidste vi bare” Skyndte Sil at sige.

Pigen satte sig ned i sengen igen, og vi satte os ved siden af.
”Vi har mødt din mor” Sagde jeg så.
Hendes øjne lyste op som en stjernehimmel.
”Hvor er hun! Hvordan har hun det!?”
Jeg smilte til hende. ”Hun er i dødsriget, og er blevet engel. Hun blev så lykkelig, da vi fortalte, at du stadig var i live. Hun sagde”
Jeg tænkte det hele igennem, og skulle være sikker på at jeg huskede det hele..
”At du skulle leve dit liv.. Og at hun elsker dig! Og når du har levet dit liv helt i gennem, og er blevet gammel, og sover ind i din seng. Ville i blive samlet igen”
Hendes øjne blev fyldt med tårer, men hun tørrede dem væk, før de landede på hendes kinder.

”Vil du gøre noget for os” Spurgte Sil.
Jeg kiggede underligt på Sil. Hvad var det hun skulle gøre for os?
”Ja! Jeg vil gøre alt for jer! Bare sig hvad” Sagde hun.
”I morgen.. Ved 9 tiden.. Kan du måde os ved denne adresse”
Hun rejste sig, og gik over mod skrivebordet, hvor hun tog en lille lap parpir, og skrev en adresse ned.
Hun rakte den til pigen.
Jeg kiggede kort på adressen, og så at det var vores adresse.
Det gav ingen mening. Jeg kiggede spørgende på Sil, men hun kiggede bare væk med det samme igen.
”Hvad skal jeg gøre” Spurgte hun.
”Tage kontakt til vores familie.. Så vi kan snakke med dem.. Så vi kan få sagt ordenligt farvel.”
Da hun sagde sætningen, lyste min krop op.! Hvis det kunne være muligt, og at jeg kunne snakke med min familie igen!?
”Det vil jeg gerne gøre” Svarede hun.
Sil kiggede glad for mig.
Jeg tog fat i pigen, og svingede hende rundt.. Jeg fik stød et par mange gange.. Men jeg kunne ikke lade være. Hun begyndte at grine højlydt, og der kom en dame fra børnehjemmet ind på værelset.
”Signe hvad laver du”
Hun blev knaldrød i hovedet ”Ikke noget”

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...