Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
602Visninger
AA

1. Overlevede Jeg?

Det hele skete meget hurtigt.
Min familie og jeg var ude at sejle. Vi var kommet langt ud på havet da vi ramte et kraftigt uvejr. Eller uvejret ramte os, uden vi kunne gøre noget ved det.
Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne.
Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort.

Jeg åbnede øjnene i chok, blandt en kæmpe menneskeflok, nogen græd andre smilte, og mange så ud ligesom mig.
Jeg rejste mig stille op, og kiggede ned på mine fødder, der stod på..På..?? Ingenting? Jeg tog mine hænder til maven, for at mærke om jeg rent faktisk var i live? Om jeg trak vejret. Jeg kunne mærke den presse på hænderne. Overlevede jeg? Er jeg i live? Hvor er jeg? Jeg kunne mærke stormen igen.. Nu i min mave. Stormen, vandet..

”Anastasia”

Jeg vendte mig om da jeg så en kvinde i en hvid lang smuk kjole, og sort langt hår der faldt langt smukt ned over skuldrende.

Jeg nikkede forsigtigt.

”Kom med mig” Sagde hun og tog fat om min hånd.
Jeg blev trukket afsted, eller ikke rigtig trukket.. Men jeg bestemte ikke selv at mine fødder skulle gå med, de gjorde det bare.

Mit hjerte bankede hårdt, næsten så hårdt at det gjorde ondt. Jeg kiggede rundt på alle de andre, men med et lysglimt var de alle væk.
Jeg kiggede over på kvinden, som stadig holdte stramt om min hånd.
Hun smilede beroligende til mig.

”Nu skal du høre Anastasia.. Du.. ”
”Hvordan er jeg havnet her? Hvor er min mor og far? Hvordan kom jeg op at vandet? Hvordan kan jeg stadig være i live”? Afbrød jeg hende desperat. Jeg var bange, og forvirret..
Hun tog fat i min anden hånd, og kiggede mig dybt ind i øjnene.
Hun havde grønne glimrende øjne, omridset med en mørkere grøn farve.
”Du overlevede ikke” Sagde hun så.. Det var som et lynnedslag. Jeg hørte ordnende igen og igen inden i mit hoved. Du overlevede.. ikke? Hvordan kunne jeg så være her? Hvor er jeg overhovedet?
”Du kom ikke væk fra vandet i live. Jeg hentede dig. Jeg bragte dig her til”
Jeg kiggede forvirret på hende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige? Jeg.. Hvordan?

”Er.. E-Er jeg død”? Jeg pressede ordene ud af min mund.
”Du er død ja.. Men du er ikke klar til at tage til himlen.. Ikke endnu, og det er ikke sikkert du vil komme til himlen. Du er kommet til dødsriget, og snart ville det blive bestemt om du skal leve som engel eller dæmon.”
Det hele var meget for mig. Engel eller dæmon? De findes jo slet ikke? Det er jo kun i latterlige historier og film! De findes ikke i virkeligheden, blev jeg ved med at sige til mig selv. De findes ikke.. Det er en drøm.. Lad mig vågne!! Please!

Jeg stod og stirrede ud i luften i lang tid. Kvinden var forsvundet og jeg stod helt alene, og det eneste jeg kunne se var hvidt.. Hvidt som sne, hvidt som den utrolige grimme kjole min mor bar til min konfirmation. Tanken om min mor. Min familie.. Jeg havde helt glemt alt om dem.. Hvor var de henne? Er de her? Hvor kan jeg finde dem?

”Undskyld, den lange ventetid, men der er mange der har mistet livet i dag min kære” Sagde en irriterende skinger stemme. Der stod en høj kvinde foran mig. Hun var iført en flæset hvid kjole, og havde sjusket rødt krøllede hår.

”Nå.. Lad mig se” Hendes stemme skar i mine øre.
Hun tog fat om mine skuldre og kiggede mig ind i øjnene, ikke ligesom den anden kvinde havde gjort.. Hun gjorde det på en ubehagelig måde. Hun blev ved med at kigge, og ingen af os sagde et ord. For min skyld behøvede kvinden heller ikke sige mere.

Mine ben faldt sammen under mig. Jeg brød sammen i smerte, det kunne ikke beskrives men det føltes som om nogen bare skar mig.. Skar mig over i 2. Hun begyndte at fnise lavt.. Smerten stoppede igen. Jeg lå på jorden og kiggede op på hende.
”Ja, du skal klart være en lille engel” Hun forsvandt igen.

Der stod jeg så.. Helt alene.. Igen!
En due fløj ind hen til mig, og satte sig på min højre skulder. Den holdte et lile stykke papir med sit næb.
”Luk dine øjne i. Tæl langsomt til 10, og åben øjende igen”
Jeg læste det flere gange.. Jeg skulle være sikker på at jeg læste det rigtigt, havde fået vært et ord med.
Jeg smed papiret væk igen, og overvejede et kort sekund om jeg skulle lukke øjnene, men hvad ellers kunne jeg gøre?
Jeg lukkede øjnene.  Da mine øjne var lukkede kunne jeg se mørket igen.. Ligesom da jeg sank til jords.. Ligesom da jeg lå i vandet. Jeg kunne mærke noget underligt ved min arm, men prøvede at ignorere det, og begyndte at tælle langsomt til 10.

1… Hvad ville det ske når jeg åbnede øjnene igen? Når jeg havde talt til 10? Ville jeg være i himlen? Ville jeg finde min familie igen?
2… Det begyndte at nive ved mine skulderblade eller der omkring.. Ikke at det gjorde ondt..
3… Hvad skete der med mig?
4…
5… Skal jeg være en engel? Hvordan?? Er min familie? Skal de være engler? Hvad er det her? Engler.. Dæmoner? De findes ikke
6…
7…
8…
9… Nu sker det start.. Jeg kunne ikke mærke mere nu.. Ingen nippen.. Ingenting.
10

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...