Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
598Visninger
AA

10. Overlevede de?

~~Da jeg vågnede lå jeg alene i sengen.
”Sil” Sagde jeg stille. Døren åbnede sig og Sil kom ind.
”Er du vågen.”? Hviskede hun stille.
”Nej jeg er i dyb søvn” Hviskede jeg drillende tilbage. Hun kastede sig i sengen, og sagde højtlydt.
”Nøj! Det var dejligt! Det var røv kedeligt, at være den første der var vågen.”
Jeg grinte, uden lyd.. Jeg grinte i maven.. Eller hvorfor siger man i maven? Nej.. Jeg grinte i min højre arm… Eller finger.. Ligemeget!

Jeg satte mig op i sengen, og kiggede glad på Sil.
”Hvorfor er du så tidligt op” Spurgte jeg overraskede.
”Mig? Er du klar over hvad tid det er på jorden lige nu?”
”Nej” Svarede jeg spørgende.
”Den er ca. 9.00”
Jeg sprang op af sengen, og kunne ikke forstå, hvordan i alverden jeg kunne sove på forbandede længe.
”Hvorfor har du ikke vækket mig”! Sagde jeg halvsur.
”Du sov så længe, fordi du var træt. Jeg lod dig bare sove ud”
Jeg sukkede uden lyd.

”Vi må altså til og afsted Sil”. Sagde jeg skyndende og gik målrettet hen mod døren.
”Jaja.. Men de opdager nok ikke at vi kommer lidt for sent”
Jeg vidste godt at hun havde ret, men vi skulle altså til jorden med det samme.

 


Vi stod uden foran vores hus. Jeg begyndte at gå væk fra det med det samme, jeg kunne ikke klare.
”Kan vi ikke besøge hospitalet? Det kan være pigen og moderen, fra i går er der?”
Jeg nikkede.. Jeg havde tænkt meget på det.. Om havde hun overlevet.. Om de var okay.
Vi gik indtil vi kom til et busstoppested, og når de andre så steg en i bussen, listede vi os med på bor.
Ja vi har jo ikke sådan nogen superkræfter så vi kunne flyve derhen.. Bussen var lige nu den hurtigste måde at komme til hospitalet.

Der var helt stille omkring hospitalet.. Hvilket jo må være godt.
”Hvor skal vi kigge” Spurgte Sil.
Kigge??
”Ja altså efter dem”
”Lad os bare prøve os frem”
Hospitalet var ikke særligt stort, så det burde ikke være så svært at finde dem.. Hvis de altså er her.

Hospitals dørene åbnede sig da vi nærmede dem.
Hvordan kan de mærke os? Vi er jo.. Spøgelser? Jeg tænkte ikke mere over det, men vandrede ind i hospitalet.
Allerede da jeg kom ind, var vi ikke tvivl om hvor vi kunne finde dem, da vi med det samme kunne høre den lille pige græde.
Vi gik hen, og kiggede ind af døren der stod på klem. Hun sad alene inde i rummet, og græd i imens hun holdte sin mor i hånden.

Sil vendte jeg om, og gik væk fra værelset, som om hun var i trance.
”Hvad skal du” spurgte jeg stille.
”Shh” Svarede hun.
Jeg gik langsomt efter hende, og fik øje på en politimand samt en sygeplejske.
”Vi har fundet en sød plejefamilie, der kan tage sig af hende den første periode.”
”Hvad med efter der”
”Så er der sikkert en anden sød familie, der kan tage sig af hende.”
”Men hun er jo kun en lille pige”
”Vi har ikke noget valg”
”Har hun ikke noget andet familie”
”Nej.. Ikke mere.”
Stakkels pige..
Jeg kiggede trist over mod Sil. Jeg gik tilbage til værelset hvor pigen sad, denne gang gik jeg ind i rummet.
Hun vendte sig om mod mig.
”Hvem er du” Sagde hun grædende.
Jeg kiggede rundt i rummet, jeg var den eneste herinde. Snakkede hun til mig. Jeg gik nærmere hen mod hende. Hendes øjne fulgte mine bevægelser.
”Kan du se mig” Spurgte jeg stille.
Hun nikkede forsigtigt. Jeg kiggede undrende på hende. Sil kom ind på værelset og satte sig i hug, ved siden af pigen.

Pigen kiggede stadig meget forvirret og overraskede ud på os. Jeg fik øje på pigen, da hendes øjne pludselig ændrede udtryk.
”Det var dig”
Jeg kiggede mærkeligt på hende, hvad mente hun.
”Det var dig der bar mig ud af huset”
Hvordan kunne hun vide det? Hvordan kunne hun se os.
Jeg kiggede forvirret over på Sil, som så lige så spørgende ud som os.
”Hvordan kunne du gå lige igennem flammerne”
Jeg kiggede på Sil, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare..
”Kan du virkeligt se os” Spurgte hun.
”Ja?” Svarede hun.
”Hvorfor bliver i ved med at spørge om jeg kan se jer”
En sygeplejske kom ind i lokalet.
”Ikke sig noget.. Hun kan ikke se os” Sagde jeg til pigen.

Hun kiggede endnu mere forvirret på os en før, og kiggede så på sygeplejsken igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...