Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
609Visninger
AA

5. Jorden

~~Vi gik ud i byen, hvor alt så ud som det plejede, og alle folk gik rundt med et stort smil.
Selvom man ikke kendte dem, varmede det stadigt at se dem have det godt, og at de nød livet.
Vi vandrede gennem byen. Jeg tænkte på det Alfdis sagde, med at vi skulle hjælpe til her nede? Hvordan kan vi hjælpe til? Vi går igennem alt vi rør ved?
Jeg fik øje på Malsmen. Malsmen har været en af de steder, jeg altid har kunne føle mig tryk i, og altid har kunne komme til.
Malsmen var et sted for unge piger og drenge, hvor man kunne slappe af, og lærer nye mennesker af kende.
Jeg har altid prøvet at overtale Sil og Asta til at komme med mig derind, men de har altid været for generte, og bange for hvad de andre ville mene om dem.

”Nu hvor du.. Er usynlig kan du vel godt komme med ind på Malsmen?” Sagde jeg små drillende.
Hun smilede skævt til mig.
”Jo.. Lad os gøre det”

Vi gik sammen ind mod Malsmen, med lette lange skridt.
Vi kiggede ud over børnene, eller det gjorde jeg hvert fald. Jeg kiggede især efter Anina, som var min bedste veninde.. Jeg plejede at komme her sammen med hende.. Jeg kunne ikke se hende nogen steder.
I stedet fik jeg øje på en anden pige. Hun sad inde i et hjørne, og så bange og genert ud.
Jeg vandrede over mod hende, og glemte alt om Sil.

Jeg stod nu lige over for hende. Sil havde fulgt efter mig, og stod lige bag ved mig.
Jeg tog fat i pigens hånd, og løftede hende op.
Jeg kunne røre med hende, uden at få stød endda.
Sil så mærkelig ud i øjende, hun var nok lige så overrasket ud som jeg.

Pigen hånd løftede sig, og hun kiggede underligt på den. Hun begyndte at fnise, og tog hånden til sig igen, og gik over mod de andre børn.

”Hvad skete der lige der”?
”Det ved jeg virkeligt ikke” Svarede jeg.
Var det det Alfdis mente med at hjælpe til..? Hvordan kunne jeg røre hende? Hvorfor gik hun over til de andre så let?
Hvorfor fik Sil stød da hun rørte Asta der hjemme?
Asta.. Gud hvor jeg dog savner hende.. Savner at give trustende råd, når hun var ked af det.. Savnede at kramme hende..

Det hele var meget overvældene og føltes helt uvirkeligt. Jeg var stadig tvivl om hvad det var vi lavede her?
Hvad var det?
Jeg blev afbrudt i mine tanker da Alfdis kom frem.. Jeg kunne mærke min krop blev til is.
”Nå Piger, hvordan går det”?
Jeg vendte mig om mod hende.. Jeg overvejede om hun engenligt ventede et svar for os, eller bare spurgte..

Da Alfdis kunne se, at hun nok ikke fik et svar, begyndte hun bare at snakke igen.
”Nå’ men.. Jeg er her bare fordi i har allerede har hjulpet en person her på jorden. I klarer det super!”
Jeg havde lyst til at slå hende da hun sagde det. Og her på jorden? Her på?? Jorden? Det her er vores hjem.. Det er ikke bare her på jorden.. Det vil jeg ikke have at det skal være.
”Hvorfor fik jeg stød? Og hvorfor kan vi nogen gang røre ting, og andre gange gå lige i gennem dem?”
Begyndte Sil så.
”I skal lige vende jer til det ja.. Du fik stød da du rørte hende, og nogen gange går i i gennem ting. Fordi det ikke er en nødvendighed at rører alle tingene.. Mens andre er.”
”Men det var det da vi skulle åbne døren eller hvad?”  Sagde Sil irriterede.
”I vil forstå det før eller siden..” Hun smilte skævt til os.
Jeg stod stadig bare og kiggede på, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.
”I har arbejdede nok i dag, vi skal hjem nu”
Jeg havde ikke lyst til at forlade jorden.. Ikke igen! Jeg ville blive her, indtil jeg blev gammel, og skulle dø.. Først der!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...