Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
611Visninger
AA

14. Farvel

~~Signe sad på, den lille stod, foran sofaen, i mens Asta, mor og far sad i sofaen.
Min mor rejste sig op og tog fat i sin telefon.
”Nu kan det være nok! Hvad biller du dig ind at komme med den joke! Nu ringer jeg altså til dine forældre”
”Det kan du ikke” Afbrød Signe hende.
”Og hvorfor så ikke det”
”Jeg har ingen”
Asta sad i sofaen uden at sige noget.
Mor klemte sine løbere sammen.
”Er du sød at forlade vores hus nu” Sagde far roligt, men med en sur undertone.
Signe kiggede på os, for at trække noget hjælp ud af os.
”Sig at du kan bevise det” Sagde jeg.
”Jeg kan bevise det”
”Og hvordan så det” Sagde min far.
”Bed dem om at spørge om noget om os!” Sagde Sil.
”Spørg mig, om hvad som helst om dem” Sagde Signe.
Asta kiggede meget undersøgende på Signe, jeg vidste ikke om hun troede på hende.
”Hvis jeg siger B så siger du..” Sagde Asta.
”A” Sagde jeg hurtigt
”A”
Asta kiggede med et underligt blik på hende.
”Hvordan kunne du vide det” Sagde hun.. Man kunne høre vi var kommet ind i hende.
”De er her” Sagde Signe

”Okay! Så er det ud” Sagde min far og tog fat i Signes arm.
”Vent” Råbte Asta.
Far kiggede surt på Asta.
”Spørg mig om noget, som du ved at kun Silinan og Anastasia kender svaret på” Sagde Signe halv panisk.
Asta så tænksom ud.
”Hvilken øjenfarve havde vores første hund”
”Hvide” Svarede Signe.
”Hvor gammel var Sil da hun stoppede med at tisse i sengen” Spurgte Asta.
Jeg kiggede smilende over på Sil.
”Drop det der Ana” Sagde hun irriterede til mig, men jeg kunne ikke lade være med at grine, bare en lille smule.
Signe kiggede over på os, og ventede på et svar. ”Hun var 8” Svarede jeg så. Et lille smil voksede sig på Signes læber.
”Hun var 8”. De var helt stille nu.
”Er de her virkeligt” Sagde Asta stille og langsomt.
Signe nikkede. ”Sig at vi elsker dem.. At vi har kommet her flere gange efter ulykken.. At vi har holdt øje med dem.. Og igen.. At vi elsker dem utroligt højt” Sagde jeg.
Signe fortalte dem det hele.. Og vi kom med det vi ville sige.
Hele familien endte i grød.. Både mor, far, Asta.. Men også jeg og Sil..
”I vil blive samlet igen.. Når i har levet jeres liv, vil i blive genforenet.. De ville gerne have lov til at sige ordenligt farvel til jer.. Indtil i mødes igen”
Signe begyndte også at græde.. Jeg tror ikke det var begrund af vores historie.. Men begrund af hendes egne.. Og den mor i dødsriget, hun venter på at få tilbage.
Vores familie, som af med deres spørgsmål.. Og fik for håbeligt svar på dem.
”Jeg savner jer! I var alt!” Sagde Asta.
”Vi elsker også dig” Sagde vi i kor.
Det var en kæmpe lettelse.. At for sagt ordenligt farvel.. At kunne få det afsluttet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...