Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
609Visninger
AA

7. Asta

~~”Ved du hvad klokken er ved at være nede på jorden”? Spurgte Sil.
I dødsriget er der ikke en tid.. Der er hvidt uden for hele tiden, og folk vågne døgnet rundt.
Da vores job er nede på jorden, har vi tilpasset os tiden nede på jorden, da vi arbejder der nede når der er dag på jorden, hvis det gav mening.
”Ikke præcis.. Men vi kan bare tage af sted nu, hellere komme for tidligt end for sent”
Hun fugtede læberne, og nikkede.

 

Vi var begge for unge da vi døde, til at få retten til at bruge magi i dødsriget.. Så vi skal bruge en portal, til at komme til jorden. Det var heller ikke fordi den lå langt væk fra vores hus, så det var ikke noget problem.
Vi gik ud af døren. At gå på jorden, eller det hvide i dødsriget, var en følelse man skulle vende sig til. Det er svært at beskrive men forestil dig du går på noget mælke chokolade, som er lidt blødt fordi det har stået ude på terrassen i solskin, lidt for længe.

 

Vi var næsten henne ved portalen.
Der var ikke mange engler ude lige nu.. Jeg tror kun det var de andre der havde job nede ved jorden.
Vi var henne ved portalen nu, eller jeg var, og Sil var lige i hælende på mig.

”Du går altid så hurtigt” Sagde hun forpustet.
Jeg svarede hende ikke, jeg vidste ikke om det overhovedet var et spørgsmål.
Jeg tog hendes hånd, og vi trådte sammen ind i portalen. At gå ind i potalen er ligesom at dø igen.. Uden smerte, men bare at dø.

Det ene øjeblik var det sort, det næste var vi ved jorden igen.
Vi landede som altid foran vores hus.. Det var et par dage siden, vi sidst havde været derinde.. Det gjorde ondt at være derinde.
 
Jeg vandrede stille hen mod døren. Og tænkte ikke på om Sil havde lyst til det, jeg måtte bare se dem igen.
Jeg kiggede kort over mod Sil, inden jeg gik ind af døren. Hun stod stadig ved siden af den nu usynlige portal og kiggede på mig. Jeg kunne se hun tog en dyb indånding, men hun blev stadig stående. Jeg lavede en stille grimasse, og gik så ind af døren.
Min fod nærmede sig langsomt dørmåtten.
Da den ramte fik jeg stød. Ikke meget men jeg fik det.
De vil ikke have jeg kommer der ind.. De vil jeg mig til at vende om.. Til helvede med dem.. Jeg vil der ind. Jeg ignorerede de små stød jeg fik her og der, og gik ind i stuen.
Stuen var tom, men jeg kunne høre lyden fra et tastatur, inde fra Astas værelse.

 

Asta sad ved sit skrivebord, med sin computer. Hendes fingre svævede frem og tilbage på de små taster. Jeg gik om bag ved hende, og kiggede på computeren. Jeg så overskriften fra det dokument hun var ved at skrive.
”Min familie”
Under overskriften var et billede af hende og mor og far..
Under det var et billede af mig. Og et af Sil. Billedet var fra i sommers, da vi var i tyrkiet.
”Dette var min søster.. Hun hed Anastasia. Hun blev 13 år.. Og det her var min anden søster, hendes navn var Silinan.. Hun blev 11 år”
Hun fjernede sine fingre fra tastaturet. En tåre trillede langsomt ned af hendes kind. Hun begyndte at skrive videre.


”Jeg savner dem.. Jeg savner dem utroligt meget.. Det hele gik på hurtigt.. Jeg ville ønske de stadig var her.. Så jeg ville kunne sige jeg elskede dem.. Jeg ville ønske de stadig levede..”
Sil kom ind på værelset og stillede sig ved siden af mig, og kiggede over på computeren.
Jeg isnede.. Læste hvert ord igen og igen.
”Jeg elsker også dig Asta” Hviskede jeg stille, selvom jeg vidste hun ikke ville kunne høre det.
”Vi vil altid elske dig” Hviskede Sil.
Hun tog min hånd, og stram te den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...