Livet Efter Døden

"Jeg landede i vandet. Vandet bandt reb rundt om mig, og jeg blev langsomt trukket ned under bølgerne. Efter at have kæmpet, måtte jeg opgive.. Jeg lod mig trække ned. Jeg lukkede øjende og kunne mærke presset. Det hele blev sort." Da Anastasia drukner og mister livet, tror hun at det hele er slut. Men livet var langt fra slut, da Anastasia kommer op til dødsriget, hvor man enten bliver Engel eller Dæmon. Anastasia finder sammen med hendes Søster Silinan, og kæmper i dødsriget sammen med hende. Deres job er at hjælpe menneskerne nede på jorden, hjælpe dem så de ikke ender ligesom de gjorde.

8Likes
8Kommentarer
611Visninger
AA

4. 2 Piger mistede livet Søndag eftermiddag

~~Jeg vågnede med et sæt næste morgen, da det bankede kraftigt på døren.
”Sil” Sagde jeg og ruskede i hende, hun så ud til at være lige så træt som jeg var.
”Hva..” Sagde hun men blev afbrudt da hun selv hørte den kraftige banken, og lavede så hendes sætning om til ”Hvem er det”?
”Jeg ved det ikke..”
Jeg rejste mig op, og den første tanke der kørte i gennem mig, var.. Jeg er død. Tror jeg… Jeg kan ikke gå hen og sige godmorgen til mine forældre og give dem et kys.. Nej.. Der var kun mig og Sil… Og vi er pludselig blevet til en slags engler? Det siger de hvert fald.

Jeg kiggede ned af mig selv, og jeg havde stadig den lange kjole på. Sil rakte hånden frem, og jeg tog fat i den og trak hende op.
Vi gik sammen hen til døren og åbnede den langsomt. Det var Alfdis der stod på den anden side, hun så helt frisk og vågen ud, som om hun havde været vågen i 2 timer..

”Godmorgen piger” Hun kigger op og ned på os. ”I må undskylde hvis jeg vækkede jer, men vi har lidt små travlt og i skal i gang med arbejde”
Med arbejde? Ordet lød stadig underligt.. Og burde man ikke få lidt til til lige at vænne sig til tanken om at man er død? At vi har mistet livet?? At vi?? I ved.. Nej, her var det bare i gang med arbejdede dagen efter man er død.
Jeg kiggede på Sil, som allerede kiggede på mig, hun smilede skævt til mig.
”Lige meget hvad, så skal i gang nu”
Hun knipsede med hendes fingre, og der kom en skinger lyd. Det hele blev sort.

Jeg åbner øjende igen, og vidste ikke om jeg virkeligt så rigtigt, men hvis det var som jeg troede det var, så stod vi uden foran vores hus, altså vores rigtige hus.. Der hvor vi boede..
”Jeg vil hente jer om et par timer, hjælp menneskerne, men hold jer skjult, ingen må vide i er her, ingen mennesker må  tro der er spøgelser her.. Hjælp til her nede, så godt i kan. Hvis i kan gøre noget godt, gør det”
Hun smilte varmt til os.
”Ellers så tag den med ro”
Lys kom op rundt om hende, og hun forsvandt.
Jeg tog fat om Sils hånd. Vi stod uden foran det hus vi havde vokset op i.. Vi var her..
Vi gik ind i huset, døren var ikke låst, hvilket var underligt, for jeg kan huske hvordan vi låste døren inden vi tog afsted, første gang glemte vores mor det, så min far gik surt hen for at låse den.
Vi trådte ind i døren, og kunne med det samme høre nogen der græd.. Og dem nogen var min far, mor og søster.

De sad alle 3 i sofaen og omfavnede hinanden. Vi sagde ikke et ord til hinanden, jeg og Sil.
Fjernsynet stod tændt, men på lydløs. Den var på dr1 nyhederne.. Der var et billede af jeg og Sil på skærmen. Teksten under billederne kørte.
”Anastasia og Silinan O’ Fair mistede livet Lørdag eftermiddag, da de var ude for et skibs uheld, og druknede.”
”Den overlevende del af familien blev reddet i sidste øjeblik”
”Familien i stor sorg”

De overlevede? Derfor var de ikke i dødsriget..! Hvordan?

Jeg gik hen og satte mig i sofaen ved siden af dem. Jeg ville ønske at de vidste at vi var her, at vi var okay.. Det gjorde ondt at se dem være kede af det, og jeg savnede dem utroligt meget.. Selvom at sidste gang jeg snakkede med dem var i går, selvom jeg stod at kiggede på dem lige nu.. Men tanken om at jeg ikke ville kunne snakke med dem igen.. Nogensinde.. At vi var døde.

Sil gik over mod dem, og satte sig ved foran sofaen, foran dem. Hun tog sine hænder, og langsomt førte dem hen mod deres lår. Hun rørte dem. Jeg kiggede skarpt på dem, for at se om de kunne ane hende.. Det så ikke ud til de kunne mærke noget som helst.

”Arh” Siger Sil så, og tager hendes hænder væk på et split sekund, hun kiggede over mod mig.
”Hvad skete der” Spurgte jeg.
”Jeg gik stød”
Jeg troede ikke at man som død, ville kunne føle smerte, vært fald ikke fysiks.
Jeg kiggede underligt på hende, og kiggede på dem.

”Hvad er det vi skal gøre” Spurgte jeg.
”Det ved jeg ikke”

Jeg kunne sidde og kigge på dem hele dagen, gå rundt i huset hele dagen, og lade som om alt var normalt.
Sil havde det vist ikke på samme måde, da hun rejste sig op, og vendte ryggen til dem.
”Kan vi ikke gå et andet sted hen.. Jeg vil ikke se dem græde mere”
Jeg kunne godt forstå hende, og rejste mig op, og tog hendes hånd.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...