You're my drug | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2015
  • Status: Igang
DETTE ER EN 2'er af min movella "Different" så jeg ville anbefale at læse den først. Uden Louis og resten af drengene, som er den gode side af May, falder hun tilbage i en mørk fortid. Fest, druk, sex og stoffer står på ting over de ting som May skal igennem for at glemme smerterne. Niall prøver desperat at komme igennem til den hårde facade som der er blevet bygget op. Men hun står fast. Men hvad sker der når hun møder 5 velkendte personer et halv år efter,efter endnu en druktur. Vil det blot være et møde, eller vil der for alvor blive leget med ilden. Og er der nogle som bliver brændt, eller kommer nogle derfra uden nogen form for skader. Only the future will tell. *anstødene scener kan opstå ~ læsning på eget ansvar*

152Likes
153Kommentarer
16845Visninger
AA

5. Kapitel 3 - You left when i needed u the most. ★

Mays synsvinkel:

Jeg åbnede stille mine øjne, og jeg kunne mærke den klistrede mascara fra i går. Den gjorde det svært at få mine øjne åbnet.

Jeg satte mig op i sengen og tog min til hovedet, det dunkede så forfærdeligt meget, og jeg vidste udmærket at jeg havde været enormt påvirket. Hvorfor skulle jeg også altid blive så fuld, det var ved at blive besværligt.

Jeg så mig en smule omkring og spærrede mine øjne op. Hvorfor helvede var jeg her? Hvad skete der i går, jeg kunne mærke mit hjerte hamre hårdt i mit bryst, og jeg så mig rundt. Og så indså jeg at jeg var havnet på et værelse som jeg kendte alt for godt.

Jeg tog mig til hovedet og fandt vej ud på badeværelset. Jeg så mig selv i spejlet og så min makeup der hang ned af mine kinder. Fuck.

Enten havde jeg gnedet mig i øjnene utallige mange gange i søvne, eller så havde jeg grædt. Og det gjorde mig enormt irriteret. Det var ikke meningen jeg skulle græde. Jeg græd ikke, sådan var jeg ikke mere, sådan havde jeg opdraget mig selv til. Men jeg havde åbenbart bukket under for i går.

Jeg sukkede da jeg hørte nogle alt for genkendelige grin ude for døren, og vist inde i stuen. Og det fik mig til at tage mig til hovedet. Jeg hadede det her. Jeg tog noget toiletpapir og tørrede alt den makeup der sad alle andre steder end den skulle, væk.

Jeg tog så en dyb indånding og låste døren, og jeg kunne høre stemmerne tydeligere. Jeg sukkede og fik min hårde facade op inden jeg drejede om hjørnet og så på 5 drenge, som der nu også alle sad og så på mig.

”Godmorgen” lød det hæst fra en krøltop, som jeg plejede at holde af, men nu var ligeglad med. Jeg nikkede derfor blot svag og så en smule væk. Jeg hadede det her. Især fordi jeg havde brugt alle de kræfter jeg havde på at skulle glemme hver og en af dem, og det havde taget så meget på mine kræfter. Louis og Niall havde været sværest, men det var det jeg måtte gøre. Jeg var blevet såret, og jeg vidste at de sikkert ville sige det var en lille ting at blive sur over, men der lå mere bag det hele.

Louis havde været flov over mig. Han havde ikke sagt det ordret, men det sagde det hele ligesom sig selv.

Så dum er jeg ikke.

”Farvel” sagde jeg så koldt og vendte rundt. Jo hurtigere jeg kom her fra, jo mindre smerte skulle jeg igennem for at glemme dem igen. Og jeg magtede ikke bruge et halvt år på det igen. Jeg havde ikke overskud til det.

”May, bliv! ” blev der sagt bag mig og en hånd blev lagt om min arm, og det brændte i min hud, derfor vidste jeg da også godt hvem det var som der gjorde det.

”Louis, vi har intet at snakke om, så hvorfor blive! ” sagde jeg koldt og så koldt på ham. Han sukkede men fjernede ikke sin hånd. Han lod den ligge om min hånd, imens hans berøringer begyndte at brænde voldsomt, og jeg blev nød til at hive hånden til mig.

”Bare i dag, vi ber dig” hviskede han langsomt, og jeg så blot koldt på ham. Jeg havde ikke lyst til at blive, jeg havde lyst til at komme hjem og få et varmt bad, og få skyllet hele denne oplevelse væk. Men da jeg så i hans bedende øjne, valgte jeg at være svag. Eller det var ikke mit valg, det skete bare.

”Fint. 1 dag” sagde jeg hårdt og tog mine sko af og gik ind i stuen hvor jeg smed mig på sofaen og trak mig så langt væk fra Zayn, som der sad ved siden af mig. Jeg ville ikke have nogen form for kontakt med nogle af dem. Derfor forstod jeg ikke jeg valgte at blive, jeg måtte være syg.

Louis satte sig i sofaen over for, hvor Harry sad ved siden af ham. Jeg stirrede blot ned i gulvet og sukkede. Jeg hadede at skulle være en del af dette lille fælleskab, som jeg allerede havde været for meget i.

Jeg sukkede let og så væk da drengene sad og så lidt på mig, som om de regnede med at jeg havde lyst til at snakke med den. Det måtte være deres spøg. Jeg sukkede let og så ned på mine fingre, som der havde et par flotte –syntes jeg selv – falske negle. Jeg vidste at det tændte nogle drenge, så det havde jeg altså fået.

”Du har fået brunt hår” lød det en smule nervøst fra Harry, som der sad og studerede mig, og jeg hadede det.

”Det siger du ikke..” mumlede jeg bare og så koldt på ham, hvilket fik ham til at rette blikket mod nogle af de andre drenge. Jeg mumlede bare et, oh my god, og så væk endnu engang.

”Hvorfor ville du ikke have dit pinke hår?” lød det fra Zayn som der kort slikkede hans læber og så på mig, men man kunne sagtens se han var nervøs for at spørge. Og jeg nød måske synet en smule, men who gives a fuck.

”Det mindede mig for meget om mit tideligere jeg. En person som jeg ikke gider have til at være en del af mig” sagde jeg hårdt og så ned på mine hænder, og jeg svedte en smule. Mit hoved dunkede stadig på grund af alt det jeg havde indtaget fra forrige aften.

Pokker tag tømmermænd.

”Hvor bor du så henne n- ” jeg sukkede surt og så på Liam der havde stillet mig spørgsmålet, og nu sad med et overrasket udtryk plantet på hans læber. Og forvirringen stod klar i hans øjne.

”Er det her en form for afhøring… ” sagde jeg irriteret og så en smule væk. Jeg hadede at være samme med dem. Eller det ville muligvis være en løgn at sige, for jeg elskede nok stadig de drenge inderst inde, men hvis jeg skulle fungere uden at skulle tude og begrave mig væk i sorg, så måtte jeg skubbe dem væk, og derfor fik jeg lavet den helt nye May, og det fungerede perfekt, syntes jeg i hvert fald. Selvom jeg havde lukket mine følelser op for drengene i går, og oven i købet havde grædt. Det var ikke planen.

”May… jeg savner dig” lød det så fra min blonde ven, den dreng der engang var min bedste ven, den dreng som vidste alt om mig, og om min fortid, som nu var blevet min nutid igen.

”Og hvis jeg så savnede jer, så vil jeg ikke være en del af dette” sagde jeg og formede ”dette” som drengene og mig, og slog hårdt ud med mine hænder. Jeg var sur, men nok også bare forvirret, forvirret over at være her igen, og forvirret over mine følelser. Om jeg var glad for at se dem eller om jeg var gal over det, kunne jeg ikke finde ud af.

”May for fanden… hvorfor kan du ikke se at det bedre hvis du er sammen med os, og væk fra det der miljø” lød det trist fra Zayn som der fugtede sine læber og så bedende på mig.

”Der er intet der er bedre her, intet” sagde jeg hårdt og så på dem med et hårdt blik. Jeg havde fået min facade bygget op, og jeg havde ikke tænkt mig at bukke under.

Never gonna happend.

”May, så forklar da vi havde det så sjovt dengang for et halvt år tid siden” sagde Harry, en anelse hårdt, og det fik mig til at se forundret på ham, men jeg fik min facade op, og smidt et hårdt blik efter ham og så irriteret på ham.

”Ja jeg vil også have forklaret hvorfor jeg havde det sjovt, for jeg kan slet ikke se meningen med det nu…” hvæsede jeg hårdt af Harry som bare så surt væk, og jeg kunne ikke lade vær med at fryde mig over at have lukket munden på ham.

Før jeg så vidste af det havde en taget min arm og jeg var blevet hevet op og stå. Det var min blonde ven der havde valgt at pisse mig af på den her måde. Derfor hev jeg min arm til mig. ”Du skal slet ikke røre mig” sagde jeg hårdt og så vredt på ham, men han var kold, ligesom mig.

Jeg begynder at fryse.

”Jeg er ligeglad med hvad du vil May, nu kommer du her! ” sagde han mellem sammenbidte tænder, og jeg kunne slet ikke kende ham. Niall plejede aldrig at være sur på mig, han var altid glad, og kunne altid finde en god stemning frem, men ikke nu, han var mindst ligeså kold over det her som jeg var.

Jeg blev hevet med Niall mod et værelse, og så en smule forvirret på ham da han havde smækket døren i, og jeg nu kunne genkende at jeg var på Nialls gæsteværelse hos Harry og Louis. Det havde alle drengene i deres lejligheder, altså værelser til alle drengene når de var på besøg.

”Hvad fuck laver du May, hvad er der gået galt! ” hvæsede han af mig, og ordene forskrækkede mig, mest fordi Niall aldrig havde snakket sådan til mig, han havde været pige sur på mig et par gange, men aldrig snakket grimt til mig.

Jeg så blot væk fordi jeg ikke havde lyst til at skulle diskutere med ham, og jeg havde bestemt heller ikke brug for at se i hans vrede og knuste øjne, de øjne som altid havde den krystalblå farve, som der bare skinnede. Men nu, nu var de helt mørke og uden nogle form for glæde, ingen glæde overhovedet.

”Se på mig forhelvede! ” råbte han så og det fik mig til at se forskrækket på ham. Han stod med tåre randene ned af sine kinder, og jeg havde ondt over at se det. Jeg kunne ikke fatte jeg havde fået min dejlige Niall til at græde. Han måtte ikke græde. Men jeg måtte heller ikke bukke under for presset, det måtte jeg ikke.

”Og se på dig selv for fanden… var det det du ville opnå da du sendte mig væk, da du sendte os alle væk! Du er forhelvede helt væk May, ved du overhovedet hvem du var? Ved du hvordan du altid gjorde alt for ikke at såre andre, du var altid åben for at prøve noget nyt, og du var i hvert fald slet ikke interesseret i at skulle ende tilbage i dine gamle mørke tider! ” Niall råbte ordene ud, og for hvert ord voksede der sig en smerte inden i mig, og den blev værre og værre, og det gjorde det ikke bedre at stå og se Niall råbe sine lunger i stykker, og at se ham med tåre der rendte ned af sine kinder. Og vide at det var ens egen skyld.

”Og hvad med da jeg brugte al min kræft på at hjælpe dig ud af det fucking lort du var endt i, var alt det arbejde og penge jeg brugte, var var det bare lige meget! ” råbte han, mens hans stemme knækkede over og han så satte sig på sengen og begravede hans hoved i hans hænder.

”Var det spild af tid at være din bedste ven, når du glemmer mig nu, du har droppet mig, glemt mig og du tænker kun på dig selv, og tager ingen hensyn til mig… ved du hvilken smerte jeg er gået igennem hver dag. Jeg var der for dig da du havde brug for hjælp, men jeg fik ingen hjælp da jeg bedte dig om det. Du lukkede ned og du lukkede mig ude i kulden, og jeg kan ikke klare det mere! ” hulkede han ned i hans hænder.

Og nu kunne jeg ikke klare smerten mere, det gjorde for ondt at se på Niall der havde været i så meget smerte, og jeg absolut intet havde gjort for at hjælpe ham, jeg havde ikke tænkt på ham overhovedet.

Jeg kunne smage saltsmagen fylde min mund, og jeg vidste jeg græd.

”Niall... ” hviskede jeg med en grødet stemme og gik med langsomme skridt hen mod sengen, hvor jeg fik mig sat ved siden af ham, og hans hulk gav mig en enormt smerte inden i mig.

”Niall, jeg er så ked af det… ” nærmeste hviskede jeg da jeg ikke havde nogen ide om hvad der forgik i mit hoved, det hele kørte af sporet.

Døren blev så åbnet og 4 drenge kom ind på værelset. Det fik mig til at tørre mine øjne hurtigt. ”Gå ud... ” hviskede jeg og så på drengene som alle så forskrækket på Niall. Niall havde aldrig været den dreng som græd, det havde han ikke, derfor fik jeg nogle bebrejdende blikke fra drengene.

”Vær nu sød at gå, please” hviskede jeg og fik min hårde facade op og så drengene som der nu bakkede stille ud af værelset, og Niall der så på mig med røde øjne.

Da døren lukkede vendte jeg blikket mod Niall igen, og han så bestemt ikke okay ud, og det var modbydeligt at se. ”Niall jeg er så ked af det” hviskede jeg og kunne mærke en tåre bane sig vej ned af min kind endnu en gang.

”May du forsvandt da jeg havde allermest brug for dig” sagde han og så nærmest bebrejdende på mig, og smerten voksede stadig i min krop. Den gik ud til alle mine nerver, og gav mig lyst til at ligge mig på knæ og bede om tilgivelse fra Niall.

”Jeg havde brug for at komme væk” sagde jeg stille og vendte blikket væk da jeg ikke kunne klare Nialls bebrejdende blik, det gjorde mig dårlig tilpas.

”Du havde brug for at komme tilbage til dit gamle liv? Det liv vi brugte næsten et helt år på at skulle få dig til at glemme. Det havde du brug for at komme tilbage til? ” sagde han næsten hårdt, og det lød som om han væmmes ved at tænke på det.

”Det var den eneste måde jeg kunne få smerten ordenligt væk på, det var det eneste der virkede” sagde jeg med en svag stemme, jeg prøvede dog at få min hårde facade op igen, men jeg kunne ikke, ikke over for Niall.

”Hvordan syntes du så det har virket nu? ” sagde han og så på mig med sine dybe og sårede øjne.

”Fint... ” sagde jeg svagt og så hvordan hans blik blev hårdt igen. ”Vidste du Louis var begyndte at skære i sig selv efter du forlod os alle? ” sagde han og han søgte vel at jeg skulle bryde sammen. Ordene fik mig til at måbe. Jeg kunne ikke få det til at passe at jeg havde fået Louis til at skære i sig selv, hvordan kunne jeg det, han burde ikke have ondt på grund af jeg skred, han burde være glad for at ikke burde ses med mig mere, ikke gå og have ondt af ham selv, og slet ikke være så dum som jeg havde været da jeg skar i mig selv.

Jeg ved at det virker når man har ondt, men jeg kunne ikke forstille mig Louis gøre det, det kunne jeg bare ikke.

”Vidste du hvilken smerte du har ført mig igennem? ” sagde han så og jeg så væk. Det her var for meget, jeg kunne ikke klare den her smerte. Jeg havde brug for min Niall, selvom jeg ikke ville indrømme det, så savnede jeg ham, og han manglede i mit hjerte.

Jeg lagde mine arme om Niall og trak ham ind til mig, og hans hulk blev højere, og jeg aede ham over håret og kunne mærke min facade falde til jorde. Men hvis den blot var væk med Niall, så skulle det nok gå. Men det betød ikke at den ville være væk når de andre drenge var til stede.

”Det okay, jeg har været dum, du må godt græde” hviskede jeg og bed mig hårdt i læben for ikke at knække helt sammen og tudbrøle. Men Niall havde ikke brug for jeg græd nu, han havde brug for sin bedste veninde, og det var mig.

Jeg kyssede hans hår og hold ham hårdt ind til mig.

Jeg lod mit blik køre rundt i værelset og jeg kunne genkende alle tingene her inde, jeg havde været her så mange gange, og jeg kunne ikke fatte at jeg var her igen. For en uge siden havde jeg aldrig i mit liv troet at jeg ville ende her igen.

Mit blik stoppede op da jeg så et billede der stod på den hvide kommode som der viste sig at være ny. Den var flot.

Jeg rejste mig og kunne se Nialls forvirrede blik da jeg gik der hen og stoppede, og lod mine øjne møde billedet. Billedet tog jeg op i mine hænder, og en tåre landede ned på glasset, og gjorde mig og Nialls ansigter helt slørrede.

Jeg traskede stille tilbage til Niall og han så i mine øjne og så ned på billedet som der lagde i mine rystende hænder. Jeg tørrede stille tåren væk fra glasset, så billedet igen blev klart.

Det var et billede af mig og Niall. Dengang han havde givet koncert, og han krammede mig og kyssede mig på kinden. Jeg kunne huske det øjeblik, jeg kunne huske det var Zayn der havde taget billedet, da han gik og legede med et kamera, og jeg havde bedt ham sendte billedet til mig og Niall, og vi begge havde fået det indrammet.

”Jeg kan huske den dag” lød det hæst fra Niall som der sad og så på billedet og smilte skævt. Jeg kunne ikke lade vær med at få en glæde og varme skyllet igennem min krop. Jeg havde virkelig savnet Niall.

”Også mig” hviskede jeg, mest fordi min stemme var så hæs som den var. Jeg gengældte hans smile.

Jeg tog en dyb indånding og lagde billedet på sengen ved siden af mig.

”Hør Niall. Jeg er så ked af det” sagde jeg kort. Men før jeg nåede at fortsætte havde han trukket mig ind i et kram, og varmen bredte sig i min krop. Og jeg nød følelsen af hans nærvær, hans varme. Ham. Jeg havde helt glemt hvordan det var at stå i hans arme, og det var det jeg havde haft brug for i så lang tid.

”Det okay May” hviskede han, og han strammede grebet om mig, og jeg nød følelsen af ham. Min bedste ven Niall.

Døren blev åbnet og vi trak os stille fra hinanden, og vi så op på Liams glade ansigt. Han havde set os kramme, og jeg ville nok også selv have smilt hvis det var mig.

”Vi spiser nu, May vil du… eh spise med? ” sagde han en smule nervøst. Jeg bed mig i læben og nikkede blot stille. Jeg sukkede da Niall rejste sig og tog min hånd og hev mig med op.

”Prøv at snak pænt, bare prøv” sagde han og jeg nikkede. Selvom jeg nok ikke kunne love det.

Vi gik ud i køkkenet, hvor drengens blikkede landede på mig, og jeg derfor følte en ubehag brede sig i min krop, og havde virkelig lyst til at smide en flabet kommentar af, men jeg lod vær. For Niall.

Jeg satte mig ned på en stol ved siden af Niall. Jeg så ned på min tallerken og kunne mærke mit hjerte hamre i min krop.

Jeg havde det en smule svært med at spise for tiden. Det havde jeg faktisk halvt i et stykke tid, men det var der ingen der skulle vide.

Jeg tog derfor imod den mad som Liam lagde på min tallerken. Jeg gad ikke sige nej og bringe en dårlig stemning ved bordet.

Drengene sad bare og snakkede lidt, og jeg valgte ikke at sige noget, jeg havde intet at snakke med dem om. Der var intet jeg kunne føre en samtale med dem om uden det sikkert ville ende med at jeg ville blive kold og vred igen.

Jeg skubbede min stol ud og det fik drengene til at stoppe med at snakke og deres blikke lagde nu på mig. Jeg sukkede derfor blot og tog min tallerken og så forbi de forvirrede blikke. Jeg satte min tallerken i opvaskemaskinen.

”Tak for mad” sagde jeg stille til Liam der nikkede stille. Jeg gik derfor ud af køkkenet for at gå ud i gangen hvor jeg tog min sko på. Eller mine stiletter.

”Hvad skal du? ” lød det fra Niall der var smuttet ud i gangen til mig, men jeg havde da også regnet med at en af dem ville følge med mig. Det havde jeg da vidst. 

”Hjem” sagde jeg og sendte ham et kort smil. Han nikkede svagt og lænede sig op af væggen, han så en smule trist på mig. Men nu havde jeg været her i noget tid, og de kunne ikke forlange mere af mig.

”Jeg køre dig” sagde han, og jeg nikkede blot taknemligt. Jeg havde ikke noget imod Niall, slet ikke. Jeg elskede ham stadig ligeså meget som jeg plejede at gøre. Han var min bedste ven, og jeg havde svigtet ham, og jeg havde den værste fornemmelse i min krop.

Skyldfølelse.

Jeg havde muligvis også været meget efter de andre drenge, men den eneste jeg ikke følte nogen skyldfølelse overfor, var Louis.

Han kunne rande mig, og hvis jeg så skulle være mere sammen med drengene, så ville jeg aldrig i mit liv ligge min facade for Louis, han var det slet ikke værd. Overhovedet ikke.

Jeg åbnede døren og trådte ud og begyndte at gå langsomt ned af gangen.

”Jeg køre May hjem” lød det fra Niall der råbte ind i huset, og lukkede så døren efter ham. Jeg smilte kort til ham, jeg havde virkelig savnet ham.

***

Niall sad og trommede hans hænder på rattet til en sang der kørte i radioen. Jeg så blot ud af vinduet og sukkede kort.

”Er du okay? ” lød det stille fra Niall af. Jeg vendte dog mit blik mod Niall og smilte stille til ham. ”Jeg har det fint” sukkede jeg blot og så på ham og smilte kort og så ud af vejen. Der var så lang vej hjem, og det var trist.

Mit blik lå blot på vejen foran, og solens stråler der gjorde det svært for mig at se noget uden at knibe mine øjne sammen. Men selvom vejret var fantastisk, så var jeg i skidt humør, i et rigtig skidt humør.

”Så er vi her” sagde Niall da han kørte ind i min indkørsel. Jeg havde altid haft mit lille rækkehus, og jeg elskede det. Men det var svært at have styr på regninger og pis og lort. Men jeg kunne åbenbart godt få det til at fungere, hvilket jeg var glad for.

Jeg havde et arbejde på det McDonalds der lå i byen, og jeg fik okay løn. Så jeg kunne godt få det til at køre rundt. Jeg hadede bare mine morgenvagter, men jeg skulle afsted, ellers ville alt falde fra hinanden.

Selvom det allerede var på vej til det. Derfor måtte jeg tage mig arbejde seriøst. Selvom jeg var dukket op med tømmermænd på arbejde op til flere gange. Men det går nok.

Jeg åbnede døren og så Niall som der blev siddende i bilen og så på mig med et stille smil. Jeg smilte stille tilbage og lukkede så døren i og gik hen til den anden side hvor jeg åbnede hans dør, hvilket fik ham til at se forvirret på mig.

”Skal du ikke med ind? ” sagde jeg stille og lænede mig op af døren til bilen. Han slukkede bilen og klikkede sin sele op hvorefter han sendte mig et glad smil. Jeg så på ham og kunne ikke selv lade vær med at smile.

Gud jeg havde savnet Niall, det var da sygt.

Jeg smuttede op til døren og låste den op, og lukkede den efter mig og Niall. Jeg smed mine stiletter, som der for resten ødelage mine fødder.

”Welcome back” sagde jeg med et smil da jeg gik ind i køkkenet for at finde noget te til mig og Niall. Han kom ind i køkkenet og satte sig på min køkken ø som jeg havde. Og elskede.

”Jordbær-te? ” sagde jeg og så spørgende på Niall. Han nikkede blot og smilte til mig. ”Du kender mig stadig ud og ind” sagde han og sendte mig et skørt smil som jeg gengældte med et smil. Jeg vendte mig om og begyndte at lave teen. Jeg hørte godt Niall hoppe ned fra bordet og smuttede hen til den radio som der stod i hjørnet af mit lange køkkenbord. Han tog en cd ned fra en hylde ved siden af. Og jeg kunne godt se hvilken CD det var.

Han satte den i radioen og han skiftede til det nummer vi begge elskede.

Life's like a road that you travel on

When there's one day here and the next day gone

Sometimes you bend, sometimes you stand

Sometimes you turn your back to the wind

There's a world outside ev'ry darkened door

Where blues won't haunt you anymore

Where brave are free and lovers soar

Come ride with me to the distant shore

We won't hesitate

To break down the garden gate

There's not much time left today

 

Lyden af Rascal Flatts sang “Life is a highway” fik mig til at fniste stille. Mig og Niall havde altid elsket den sang.

Derfor så jeg nu Niall tage en grydeske fra min skuffe og begyndte at gå mod mig imens han sang til mig, hvilket jeg fandt sjovt.

 

Life is a highway

I wanna ride it all night long

If you're going my way

I wanna drive it all night long

 

Sang Niall ned I grydeskeen og jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham. Han var fantastisk. Jeg begyndte dog også blive revet med af de gamle minder der skyllede ind over mig, og fik mig til at grine.

Hvordan kunne jeg forlade alt dette.

Niall gik hen til mig og vi stod nu begge og skrålede løs på sangen som der kun kunne få mig til at hoppe rundt omkring i køkkenet. Jeg satte mig op på køkkenøen og begyndte at spille min luftguitar til soloen. Jeg smilte til Niall som der ikke kunne lade vær med at grine.

Jeg tog mig om livet og løftede mig ned fra bordet og jeg så ind i hans krystalblå øjne som der nu var så blå som de skulle være.

Vi dansede rundt og sang og jeg må sige. Niall var bedre til at synge end mig. Okay det kom vel ikke som en overraskelse, for han var dygtig.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile af Niall der også hoppede rundt i køkkenet.

Åh minder.

Sangen sluttede og jeg kunne ikke lade vær med at grine. Mig og Nialls minder var for værdifulde til at give slip.

”Du har det stadig i dig Candy” sagde han, og hans kælenavn fik mig til at se forlegent ned. Det var så længe siden jeg var blevet kaldt det.

Jeg var blevet kaldt; Skat, babe, frække, og slut hvis i kan forstå pointen.

”Det lige det jeg har Niall, jeg troede faktisk også du havde mistet det sjove uden mig” sagde jeg med et grin.

”Det havde jeg også” hviskede Niall og så på mig med et lidt trist blik, hvilket fik skyldfølesen til at poppe frem i min krop igen.

”Men du har den igen nu, og den går ingen steder” sagde jeg med et smil, som han ikke kunne lade vær med at gengælde.

Jeg kunne sagtens være bedste venner med Niall igen, uden at skulle få de andre ind i mit liv igen. Det kunne jeg vel godt?

Ik?

 


Yay hende og Niall fandt sammen igen. Jeg kunne ikke selv lade vær med at smile. Men hvad med de andre drenge? Vil det være muligt for hende at holde de ude af sit liv, nu hvor Niall er blevet en del af det igen? Og hvad syntes i om de er blevet venner igen?

Tak for alle de likes og farvoritter i har givet den, i er fantistiske. I må gerne smide flere! haha :))

Elsker jer!

 

xoxo

Rebecca V

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...