You're my drug | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2015
  • Status: Igang
DETTE ER EN 2'er af min movella "Different" så jeg ville anbefale at læse den først. Uden Louis og resten af drengene, som er den gode side af May, falder hun tilbage i en mørk fortid. Fest, druk, sex og stoffer står på ting over de ting som May skal igennem for at glemme smerterne. Niall prøver desperat at komme igennem til den hårde facade som der er blevet bygget op. Men hun står fast. Men hvad sker der når hun møder 5 velkendte personer et halv år efter,efter endnu en druktur. Vil det blot være et møde, eller vil der for alvor blive leget med ilden. Og er der nogle som bliver brændt, eller kommer nogle derfra uden nogen form for skader. Only the future will tell. *anstødene scener kan opstå ~ læsning på eget ansvar*

152Likes
153Kommentarer
16870Visninger
AA

4. Kapitel 2 - May? *Louis*. ★

Mays synsvinkel:

”May” stemmen kom fra en helt igennem forvirret og enormt overrasket Louis som der sad henne i sofaen og så hen på mig og Harry.

”May det virkelig dig, jeg – ” jeg tog min hånd op for at få ham til at klappe i, jeg havde ikke brug for at høre ham plapre løs om de ord jeg for alt i verden ikke havde brug for at høre. De ord kunne han med glæde holde for sig selv. Jeg havde ikke brug for at skulle høre på ham.

”Jeg kom ikke med min gode vilje” hvæsede jeg nærmest af dem alle som der så overrasket på mig. Alle følelserne blussede op i mig, men jeg ignorere dem, og fik min facade op igen. Jeg ville ikke vise at de gav den mindste effekt på mig.

”Jeg ligger mig til at sove, og så skrider jeg i morgen, og det her er glemt! ” hvæsede jeg og var ved at miste balancen og ramlede ind i en mur og slog baghoved ind i dørkarmen. ”Av for fucking helvede” sagde jeg irriteret og så på drengene som så trist på mig.

”May må jeg ikke nok snakke med dig” hviskede en dreng der havde været stille det meste af tiden. Niall.

”Niall, jeg har ikke brug for at snakke med nogle af jer” sagde jeg hårdt og jeg kunne se ordene ramte Niall, men jeg var kold og ligeglad.

Sikke en kælling jeg var hva?

Well i don’t give a fuck.

Følelserne blev stadig ved med at blusse frem i mig, og en kulde gik igennem min krop, og jeg hadede den følelse. Følelsen af savn, had, ensomhed og ulykkelighed. De følelser havde nærmest været nogle der havde fulgt mig på min vej til helvede her det sidste halve år. Men det var stadig det eneste som jeg kunne regne med at der ville være hos min for altid.

Og det var vel bedre end ingenting.

Ik?

Jeg tog nogle kejtede skridt hen imod stuen for at snurre lidt rundt om mig selv, hvilket fik mig til at grine. Uden nogen grund, og det skete tit for mig. Det med at gøre ting uden grund. Men jeg var da pisse ligeglad.

”I er alle sammen ikke en del af mit liv, og det skal i ikke være” sagde jeg og grinte, og jeg prøvede at se på dem alle sammen, men mit hoved snurrede virkelig rundt lige nu. Mere end normalt, jeg havde også taget mere i aften en normalt. Jeg plejede kun at ende med 2 baner, men tror jeg var kommet op på omkring 6.

”May hvad helvede er du på? ” lød det fra Niall som der gik hen mod mig, men jeg gik hurtigt et skridt tilbage og det resulterede i at jeg mistede mit fodfæste og landede på røven. Niall var dog hurtigt henne ved mig og fik mig hevet op i sofaen, ved siden af Louis.

Bare de få centimeter fra ham jeg nu var, fik kvalmen til at stige.

Jeg kunne sagtens mærke Louis’s blik der faldt på mig, men jeg tvang mig selv til ikke at vendte mit hoved og se på ham.

”Tag et billede. Det vare længere” sagde jeg flabet og lænede mig tilbage i sofaen, og det fik blot en flok forvirrede og overraskede blikke frem bag drengene. De var ikke van til at jeg var flabet.

Men velkommen til den nye May.

”Hvad går der af dig May” hviskede Louis og jeg vendte nu mig hoved – mod min vilje, og jeg mødte Louis’s øjne – mod min vilje. Og følelserne sprang inde i min krop, jeg kunne ikke klare at se ind i de øjne. De øjne der havde givet mig så meget kærlighed, og så havde taget det hele tilbage og mere til.

Jeg kunne mærke tårene presse sig på, og jeg vendte hovedet væk. Jeg kunne ikke græde foran dem, det måtte jeg ikke, og jeg havde det så forbandet dårligt over at jeg overhovedet var i samme rum som dem. Det måtte ikke ske, det måtte det bare ikke.

Jeg kunne mærke en smag af salt brede sig i min mund, og det fik min vejrtækning til at blive en del hurtigere og mere panisk. Og jeg prøvede desperat at stoppe alle mine følelser for at flyde ud og gøre mig svag for omverdenen.

Jeg prøvede at rejse mig, men en hånd tog fat om mit håndled, og jeg kunne mærke hans berøringer havde brændt sig fast, derfor hev jeg min arm til mig med et gisp. Jeg så forskrækket på Louis som der havde forårsaget det brændte mærke på mit håndled. Jeg så forfærdet på dem alle sammen.

Jeg tørrede hurtigt mine tørrede hurtigt mine tåre væk. De måtte ikke se mig græde mere end de allerede havde. ”Lad vær at bekymre jer om mig! I skal ikke være søde ved mig, jeg har ikke brug for jer! ” råbte jeg nærmest, hvilket fik en masse triste blikke frem i drengens øjne, men jeg var kold. Selvom min facade var faldet til jorden med et brag. Jeg måtte få den bygget op, og derfor måtte jeg væk.

Jeg løb ind på det første værelse jeg så. Jeg smækkede døren efter mig og låste den. Jeg faldt om på sengen og lod mine frustrationer forlade min krop i en helvedes masse tåre. Jeg havde intet imod at græde hvis jeg bare ikke var i nærheden af nogen som helst.  Ingen måtte se jeg var så svag som jeg var. Ingen.

Jeg bed mig hårdt i læben da en velkendt duft begyndte at trænge ind i min næse, og mit hjerte nu begyndte at hamre i mit bryst. Jeg kunne sagtens genkende den duft, jeg kendte den faktisk alt for godt. Men den fik mig til at få følelserne til at komme frem igen, og jeg kunne mærke smagen af salt i min mund.

Hvor var jeg dog svag.

Jeg var løbet ind på Louis’s værelse. Hvor dum kunne jeg være.

 

Louis’s synsvinkel:

Jeg sad i sofaen og så på tv’et der kørte på fuldt tryk. Liam, Niall og Zayn sad ved siden af og vi ventede blot på Harry. Han havde haft lidt problemer med at komme afsted til tiden.

Vi havde alle valgt at holde en filmaften i dag, og det havde jeg egentlig set ret meget frem til. Jeg havde ikke været den sjoveste person at omgået her den senste tid. Siden May valgte at forlade mig, os alle. Så havde jeg været væk. Jeg havde lukket mig meget inde, og det kunne drengene sagtens forstå.

Vi troede at det nok skulle ordne sig, for hun snakkede jo med Niall stadig, så lidt af den gamle May måtte vel være der.

Men da hun råbte at Niall skulle lade vær at kontakte hende mere. Så følte vi ligesom at vi ikke havde nogen mulighed for at kunne genskabe den gamle May.

Vi havde mistet hende.

Og det havde knust mig. Det havde jordet mit humør fuldstændig.

Den aften hvor May forlod os alle sammen havde jeg sad og kysset en pige. Og jeg ved ikke hvor det kom fra, jeg havde fået for meget at drikke, og jeg havde ligesom sådan lidt den tanke at det ville være bedst hvis mig og May ikke blev set sammen offentligt. Jeg ville gerne beskytte hende mod rygter, men hun var ligeglad.

Jeg havde stadig knust hende, jeg havde virkelig knust hende. Jeg havde ingen form for undskyldning der kunne rette op på det jeg havde gjort mod hende. Jeg havde udsat hende for så meget smerte, og jeg fortjente at blive forladt. Jeg fortjente at blive lukket ud. Og mest af alt så fortjente jeg den smerte jeg udsatte mig selv for.

Selvom drengene havde hjulpet mig ud af det. De havde opdaget de røde ar der lagde sig som et tegn på min sorg hen af mine arme. Jeg havde mest gjort det de første par uger hvor jeg ikke havde May ved mig. Men jeg begyndte at bygge den gamle Louis op. Men jeg måtte indse at han nok aldrig ville komme helt frem.

Han manglede en ting som der kunne fuldføre ham komplet.

May.

Min May.

May Bennet.

Drengene satte filmen på, da Harry snart burde være her, og vi ville jo bare sætte den på pause. Niall havde lige været ude og få lavet nogle popcorn og smed sig nu i sofaen igen.

Jeg sendte ham et smil som han gengældte med et sjovt og fjoget et. Niall var sku altid glad, og det var lige sådan en person man skulle være sammen med hvis man var i skidt humør.

Pludselig kunne vi høre en dør gå op ude i gangen, hvilket måtte betyde at Harry nu var kommet hjem, og vi endelig kunne starte den film.

Vi snakkede bare lidt, og da Harry stadig ikke kom frem så valgte Niall at råbe efter ham, hvilket fik mig til at smile.

”Harry hvad laver du der ude! ” råbte Niall, og jeg sendte ham et smil, Harry blev dog ved med at pusle rundt med en masse ting, og det fik mig bare til at undre mig kort.

”Jeg kommer! ” lød det irriteret ude fra gangen, og det fik os alle til at veksle blikke et øjeblik. Harry ville aldrig snakke sådan til os, det plejede han i hvert fald ikke.

Jeg kunne høre ham mulede kort og jeg så bare på de andre som bare trak på skuldrene.

”Hvad laver ham?” sagde jeg med et svagt grin som de gengældte, og jeg så mod gangen. Men selvfølgelig kunne jeg ikke se Harry.

Da vi endelig kunne høre Harrys fodskridt nærme sig stuen råbte Liam til ham. ”Harry er du klar på at se film med – ”.

Jeg stoppede med at smile og så bare på Harry som der stod med en person, en person jeg ikke have set i uendeligheder, en person som jeg heller ikke havde planer om at møde mere. Jeg var forhelvede lige kommet over hende. Jeg mødte hendes øjne, og mine følelser eksplodere i min mave, og jeg kunne mærke en mindre forvirring opstå i min mave, og det kørte på højtryk.

”May” sagde jeg kort og så hen på hende. Hun så helt væk ud. Hendes kjole der blottede enormt meget hud, selvom hun havde en læderjakke udenover. Hun havde ikke engang pink hår mere, det var blevet mørkebrunt. Og jeg kunne kun kende hende på hendes blanke og skinnende øjne som jeg havde set ind i alt for mange gange.

”May det virkelig dig, jeg – ” startede jeg og så forundret på hende, men hun løftede en hånd som et tegn til at jeg bare skulle holde mund, og det fik mig til at føle en form for sorg brede sig i min krop, og det vare ikke just en behagelig følelse. Jeg ville gerne at den forsvandt.

”Jeg kom ikke med min gode vilje” hvæsede hun af os alle, og man kunne se hun bed hendes tænder hårdt sammen, og det fik mig og resten af drengene til at se en smule forundret på hende. Hun plejede aldrig at hvæse sådan af os, og det gjorde mig en smule bekymret.

”Jeg ligger mig til at sove, og så skrider jeg i morgen, og det her er glemt! ” sagde hun hårdt og rev sig løs fra Harrys greb, hvilket endte med at hun var ved at miste balancen og derfor ramlede ind i væggen, og slog hovedet mod dørkarmen. ”Af for fucking helvede” sagde hun surt og tog sig til hovedet.

Jeg kunne mærke den triste følelse i min krop, og jeg kunne ikke klare at se hende i smerte, jeg ville med glæde tage smerten og påføre mig den selv, i stedet for at hun skulle gå rundt og have ondt, når jeg udmærket godt vidste at det var min skyld det hele.

”May må jeg ikke nok snakke med dig” kom det stille fra Niall af, han havde ikke rigtig sagt noget siden hun kom, derfor kunne jeg se på ham at han havde taget sig sammen til at sige noget til hende. Vi vidste alle at Niall var blevet afvist af May så derfor kunne jeg godt forstå han var nervøs.

”Niall, jeg har ikke brug for at snakke med nogle af jer” sagde hun hårdt og lod hendes hårde blik bore sig ind i hans øjne, og det fik Niall til at se trist på hende. Ordene havde ramt ham.

Hun begyndte at gå skævt ind i stuen, og man kunne sagtens se at hun var godt og grundig påvirket, hun var fuldkommen væk. Og det gjorde mig enormt ked af det at se.  Hun snurrede rundt om sig selv, og hun begyndte at grine af sig selv, og det gjorde mig en smule bekymret.

”I er alle sammen ikke en del af mit liv, og det skal i ikke være” sagde hun og grinte stadig, og det fik mig til at se forvirret på hende, og jeg var enormt bekymret, men hvad skulle jeg gøre. Jeg kunne intet stille op. Hun ville ikke lade mig nærme sig hende.

”May hvad helvede er du på? ” lød det fra Niall som der nu havde rejst sig fra sofaen og nu gik hen imod hende, men det resulterede i at hun gik tilbage, men landede lige på røven, og Niall var hurtigt til at tage fat om hende og sætte hende op i sofaen hvor jeg sad, og vi var ikke engang en halv meter fra hinanden nu.

Det var skræmmende at se på. Den måde May var så påvirket, og var hekt væk. At se hende sådan der gjorde mig ked af det. Hun fortjente det ikke. Slet ikke hende. Og ik på grund af mine dumme fejl.

Jeg kunne ikke fjern mit blik fra hende. Hun var stadig lige så smuk, men hun var alligevel hel forfærdelig at se på. Den måde hendes øjne var helt røde, og hun var så påvirket. Det gjorde ondt.

En stemme afbrød mine tanker.

”Tag et billede. Det vare længere” sagde hun flabet til mig, for jeg vidste den var til mig, og det gjorde mig enormt irriteret, hun skulle ikke være sådan der. Sådan huskede jeg ikke min May, min May var så sød stille og dejlig. Ikke påvirket af alt mulig lort, flabet og sur.

”Hvad går der af dig May” hviskede jeg trist til hende, og det fik hende til at vende hendes hoved mod mig, og mine øjne mødte hendes igen. Men der var kun sorg gemt i hendes øjne, bag den hårde facade som hun havde. Hun var slet ikke sig selv.

Og det gjorde mig enormt ked af det.

Jeg så på May som der så væk, og jeg kunne se en lille våd tåre bane sig vej ned af hendes kind. Samtid med at hun bed sig hårdt i læben og hendes vejrtrækning var enormt hurtig, og hun ikke havde nogen form for kontakt med os, hun så blot væk, imens hun græd.

Hun rejste sig derfor med et sæt, men jeg var hurtigt til at tage fat om hendes håndled. Hun så skræmt på mig, og hun fik hurtigt revet sin hånd til sig, hvilket fik mig til at se forundret på hende.

Hun tørrede hurtigt sine øjne og så koldt på os alle sammen.”Lad vær at bekymre jer om mig! I skal ikke være søde ved mig, jeg har ikke brug for jer! ” råbte hun af os, og jeg blev enormt forskrækket. Det skabte flere triste blikke blandt drengene, og jeg var selv helt lost.

Hun vendte om på hælene og løb ind på det nærmeste værelse som der var.

Mit værelse.

Jeg så på de andre dreng som der så på hinanden med enormt forvirrede blikke. Jeg så blot ned på mine hænder. Følelser af hendes hud lå stadig mod min håndflade, og det brændte, og gjorde nærmeste ondt.

”Jeg samlede hende op på vej her hen, og lagde i en vejkant og var helt væk… og jeg er hunderede på at hun er på stoffer” lød det fra Harry af, og jeg så forundret på ham. Selvom det var over et halvt år siden jeg mistede hende, så følte jeg smerten på ny.

”Hvad gør vi” sagde Zayn og fugtede kort hans læber, og der var ikke rigtig nogle der sagde noget.

”Vi må ikke lade hende gå denne gang… hun har brug for os” sagde jeg så og så på drengene som alle nikkede enig til det jeg havde sagt.

”Hun må ikke komme mere til skade” lød det trist fra Niall, og vi alle sammen nikkede.

”Vi starter i morgen, og hun må ikke komme tilbage i det miljø” lød det alvorligt fra Liam. VI nikkede enig.

Men en ting er sikkert. Det her bliver ikke nemt. May havde fået bygget en facade op af kulde og hårdhed, og jeg var sikker på hun ikke var meget for at lade den falde. Men det skulle jeg nok klare. Jeg skulle vinde hende tilbage.

Jeg måtte vise hende at jeg elskede hende.

Men om hun nu også ville tro mig, den var jeg langt fra sikker på.

Men jeg måtte prøve. Det måtte jeg. 

 


Tror i drengene kan få den gamle May frem på et tidspunkt? Eller vil May være kold og hårdt hele dagen, eller kan de få hende blødet op? 

Skriv i kommentaren! 

Og tak for jeres liks og farvoritter, det jo sygt! Haha :)) 

Elsker jer!

 

xoxo

Rebecca V

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...