You're my drug | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2014
  • Opdateret: 15 maj 2015
  • Status: Igang
DETTE ER EN 2'er af min movella "Different" så jeg ville anbefale at læse den først. Uden Louis og resten af drengene, som er den gode side af May, falder hun tilbage i en mørk fortid. Fest, druk, sex og stoffer står på ting over de ting som May skal igennem for at glemme smerterne. Niall prøver desperat at komme igennem til den hårde facade som der er blevet bygget op. Men hun står fast. Men hvad sker der når hun møder 5 velkendte personer et halv år efter,efter endnu en druktur. Vil det blot være et møde, eller vil der for alvor blive leget med ilden. Og er der nogle som bliver brændt, eller kommer nogle derfra uden nogen form for skader. Only the future will tell. *anstødene scener kan opstå ~ læsning på eget ansvar*

152Likes
153Kommentarer
16856Visninger
AA

3. Kapitel 1 - Are u on drugs?. ★

Mays synsvinkel:

Jeg kørte den ene drik ind efter den anden. Følelser var så enormt dejlig, og jeg nød den måde min smerte altid bare blev formindsket når der kom mere alkohol ind i min krop, og gav den en varme som jeg nød.

Malou stod ude på dansegulvet og fyrrede den maks af med 2 andre drenge som der havde flirtet med os tideligere. Jeg havde da også flirtet en del, men da jeg ikke lige var den person som der elskede at danse, så havde jeg afvist i at danse.

Men Malou var syg efter at fyre den af på dansegulvet, og får at få pulsen op. Alt andet end jeg var lige nu. Jeg var faktisk enormt træt lige nu, men det var jeg for det meste når jeg havde været til fest i et stykke tid.

Malou var en af mine veninder som jeg havde mødt til en fest for nogle måneder siden. Hun var ligesom mig i kærligheds sorger, men vi hjalp hinanden med at komme over dem, og lige siden har vi været sammen næsten hver dag.

Malou kendte en masse mennesker her i London, og hun kunne skaffe det meste som jeg skulle bruge for at glemme fortiden. Selvom jeg havde lovet mig selv jeg aldrig ville komme ind i et stofmisbrug igen, men tiderne havde ændre sig. Og nu var det en del af min livsstil.

Jeg sukkede let og så en smule ned og så mig omkring og kunne se Malous blonde hår nærme sig. Jeg lukkede endnu et suk ud og så en smule væk. Jeg hadede at være i dårligt humør. Hvilket fik mig til at bunde det glas der stod foran mig.

”Ud med sproget pigebarn” sagde Malou imens hun hamrede sig glas ned i bordet, hvilket fik en del af det til at lande på bordet, og mig selv til at flyve en halv meter op i luften af forskrækkelse.

Jeg kunne mærke alkoholen begyndte at virke, og mit humør blev løftet en smule. Men stadig ikke nok til at overbevise Malou om at jeg var okay.

”Hvad skal jeg sige? ” spurgte jeg en smule dumt, for det var da klart at Malou havde set at jeg havde en negativ holdning i dag, og mit humør var ikke specielt meget på toppen som det plejede at være. Det fik mig til at drikke det glas Malou havde smidt på bordet for få sekunder siden.

”Jeg kan da sagtens se at du er helt nede i kulkælderene, og det er altså en negativ påvirkning du udstråler! ” sagde hun og så på mig med et stille smil. Jeg sukkede dog bare og så væk. ”Er det ham du tænker på? ” hviskede hun så, og det fik mig til at give hende dræberblikket. Hun vidste jeg ikke ville snakke om de drenge, jeg ville glemme dem, og det havde været svært nok indtil videre, og derfor havde jeg sagt hun ikke skulle bringe dem på banen.

”Undskyld… jeg har noget der kan hjælpe på det” sagde hun så og sendte mig et stille smil, hvorefter hun hev en lille pose op af hendes lomme og den var fyldt med noget hvidt pulver som jeg havde indtaget alt for tit, og virkningen fik mig til at gribe ud efter posen, og Malou fniste let.

Vi fik delt den op i en bane hver, og jeg tog et lille sugerør jeg havde i min lomme, som jeg for resten havde med mig hver gang jeg tog til fest. Jeg lænede mig forover, og jeg sugede ind, og kunne mærke den rolige følelse brede sig i min krop. Jeg elskede den følelse.

***

Jeg kunne mærke den kolde luft hamre imod mig da mig og Malou fik os mast ud af klubben. Jeg kunne slet ikke stå lige på mine fødder, og det fik mig til at grine uden nogen grund.

Malou kyssede min kind da vi begge gik i hver vores retning. Jeg boede i den ene siden af byen, og Malou i den anden. Derfor mødtes vi altid på midten, og fik drukket alle vores problemer væk, og jeg nød det.

Jeg slentrede hen af gaden og måtte flere gange støtte mig imod genstande der passere mig på vej hjem. Jeg kunne mærke en kvalmende følelse opstå, og det fik mig til at bukke forover ind i en busk, og lod en flod af alkohol flyde op af min mave, og ud i busken.

Fucking klamt alligevel.

Jeg satte mig ned på jorden, og kunne mærke kulden strømme igennem min krop, nok fordi jeg kun havde en tynd sort kjole op, som der vist lidt for meget hud. Men jeg var van til at ende hjemme med en masse drenge efter fest, derfor var det nemt med småt tøj, det var altid nemmest når man kom til højdepunktet på aftenen.

Jeg lukkede stille mine øjne og lod mine tanker glide igennem mit hoved, og fik mig til at sukke. Jeg havde virkelig et lorte liv.

Tankerne fik mig til at grine. Igen. Uden nogen grund.

”May, er det dig? ” en stemme som jeg ikke havde hørt i enormt lang tid, skar igennem mine øre, og fik mig til at knibe mine øjne hårdt sammen, hvorefter jeg åbnede dem, og så på en bil der var holdt ind til siden, og et par grønne øjne mødte mine.

Jeg hørte en dør blive åbnet og smækket i. Og så kunne jeg høre hurtige skridt som der nærmede mig, og det fik mig til at sukke.

Jeg åbnede mine øjne da en person med genkendelige krøller og grønne øjne sad lige foran mig, og så på mig med bekymrende øjne. Og det fik mig blot til at klemme mine øjne sammen for ikke at græde.

Jeg havde brugt så lang tid på at glemme dem. Dem alle sammen. Jeg havde ignoreret deres opkald, beskeder og sendt dem væk når de var kommet over til mig. Men jeg måtte indse at jeg blev nød til at sige ordret at jeg ikke ville have de skulle kontakte mig mere, selv Niall.

Og det havde fået ham til at græde. Men jeg var kold, og det havde jeg besluttet mig for at være. Og det gik godt. Indtil nu.

”Harry lad mig være” hviskede jeg og kom på benene, men måtte støtte mig op af en mur for ikke at falde lige på røven igen. Men et par arme lagde sig om min krop, og jeg baskede med armene for at få dem væk fra mig.

”May hold nu op, der er langt hjem til dig selv, og du kan knap nok gå. Og der er pisse koldt lige nu… så du kommer med mig hjem” sagde Harry og begyndte at trække mig hen mod bilen. Og jeg prøvede fortsat at komme væk. Men indse det. Harry ville altid være den stærkeste af os to.

Jeg blev placeret på forsædet, og fik spændt selen, selvom jeg slog hans hænder væk, da jeg mente jeg kunne selv.

Harry låste døren, og satte sig selv ind på førersædet. Jeg lænede mit hoved op af ruden og så væk. Jeg havde ikke lyst til at komme med Harry hjem, jeg havde lyst til at komme hjem og drikke mine følelser væk. Men det var åbenbart ikke det Harry havde bestemt at lade mig gøre.

Harry hold bilen ind og jeg kunne nemt genkende ham og Louis’s lejlighed. Jeg fik en mindre kvalmende følelse da Louis’s navn gik igennem mit hoved, og lod mig sidde med et hamrende hjerte, som hamrede så hårdt at det gjorde helt ondt.

Harry fik mig spændt op af selen og hevet mig ud af bilen, og jeg slog ud med mine arme for at undgå at komme ind i lejligheden. Men igen, det nyttede intet.

Harry fik med besvær slæbt min godt påvirket krop op af trapperne, og det gjorde helt ondt i mine ben, og alt snurrede rundt i mit hoved. Forfærdelig følelse.

”May er du på stoffer” lød det kort fra Harry, og det fik mig til at grine. Hvorfor bekymrede han sig overhovedet om det. Jeg sukkede og så væk. Rystede så på hovedet og så væk.

”May dine øjne er helt røde, og du er fuldstændig væk” sagde han med et suk efterfulgt. Jeg så blot væk, og undgik al form for øjenkontakt.

Harry fik åbnet døren til lejligheden, og stemmer som jeg ikke havde planer om at skulle høre igen, fyldte mine øre, og fik mig endnu en gang til at klemme mine øjne sammen.

Harry satte mig ned på en stol som der stod ude i gangen. Uden en grund til det.

Jeg havde slet ikke lyst til at skulle møde nogle af drengene igen, og slet ikke en bestemt dreng. En dreng som der bevist havde knust mig synder sammen, og havde gjort at en masse ar var dukket op på min krop.

Harry bukkede sig ned og tog mine stiletter af mine fødder. Jeg lænede mig bare ligegyldigt tilbage i stolen, men mit hjerte hoppede afsted.

”Harry hvad laver du der ude!” lød det fra… Niall, min dejlige Niall. Min bedste ven, den ven jeg havde pisset på, og bedt holde sig fra mig.

 

”May kom nu, du kan ikke blive ved med at ignorer mig på den her måde” sagde Niall med en trist stemme i telefonen.

”Niall, du skal ikke kontakte mig mere, og du skal ikke drømme om at kommer hen til mig igen. Jeg vil ikke se, høre eller snakke med dig mere…forstå det” sagde jeg og lagde på.

 

Minderne kom endnu engang op i mine tanker, og de gjorde mig grædefærdige. Selvfølgelig elskede jeg Niall, og det havde ikke været med min gode vilje at ville opgive ham sådan. Men sådan blev det. Og jeg havde brugt et halvt år på at glemme ham, og nu kunne jeg se hvorfor jeg havde det godt når jeg var sammen med ham.

For uden ham, så var jeg som jeg var nu. Men det fik smerten væk, og det var det eneste jeg søgte.

Jeg orkede ikke et liv med følelser. Jeg havde ikke brug for at føle. Jeg havde ikke brug for at blive elsket, det ville jeg ikke. For det fuckede mit liv op til sidst.

”Jeg kommer” sagde Harry irriteret og så op på mig da jeg ikke gjorde en skid for at hjælpe ham med at få mine sko og alt mit overtøj af mig.

Harry tog fat om min jakke og skulle til at trække den af mig da jeg gispede og hev den op igen. Han måtte ikke se alle de ar der var på mine arme. Han skulle ikke se noget af det som jeg gik igennem. Jeg ville ikke vise jeg var svag. Kom ikke til at ske.

”May hold så op” sagde Harry og hev så hårdt ned i min jakke. Jeg gispede da jeg mærkede en kulde brede sig over mine arme og så forskrækket på Harry, så der så skræmt på mig og hans blik faldt fra mine øjne og ned på mine arme.

”Du siger ikke et ord! ” hvæsede jeg af ham, og han så bare trist på mig og sukkede. Jeg tog med besvær min jakke på og var ved at falde ned fra stolen flere gange.

Harry tog mig under armen og han trak mig hen mod stuen, hvor stemmerne blev højre og højre. Og mit hjerte bankede hårdere og hårdere. Og jeg kunne knap nok stå på mine ben, jeg var sku helt væk man. Men jeg kunne ikke mærke følelserne som jeg kunne når jeg ikke var påvirket. Og det var det eneste jeg ønskede ved dette.

”Harry vil du se film med – ” stemmerne stoppede op da Harry og mig dukkede frem i stuen og et par øjne borrede sig dybt ind i mine. Eller ikke blot et par. Men 4 par.

To par brune = Liam og Zayn

Og to par blå = Niall og Louis.

Jeg hold bare øjenkontakten med en dreng. En dreng der kunne få det værste frem i mig, en dreng jeg ikke kunne få mig selv til at skulle tilbringe mere tid af mit liv med.

Louis

”May”. 

 


Oh damn! May er vist ikke sig selv på nogen måde :o Ved godt 1 kapitel ikke var så spændende, men man skal vel starte et sted! :))

Og hold da op, 112 farvoritter og 48 likes, og jeg publicerede den i går, og det er kun første kapitel. Jeg er helt overvældet, i får mig til at smile konstant! :)) 

Er så glad for at i vil læse med, det betyder alt! :)) Er i klar på en ny rejse med May og drengene, smid en kommentar, og skriv hvad i håber der sker, og hvad i syntes om Mays nye side! :))

Elsker jer!!

xoxo

Rebecca V

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...