Watching You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 7 maj 2014
  • Status: Igang
Jeg vågnede af en lyd ude i gangen. Jeg kunne høre en listen, og døre der åbnede sig. Men jeg var alene hjemme i nat? Jeg åbnede døren stille og listede ud på gangen. Der var mørkt, og pludseligt, greb et par hænder mig om munden. Jeg blev ført hen til en lejlighed med et kæmpe sikkerhedssystem, så jeg ikke ville undslippe. Men jeg kan ikke forstå om han er er god eller ond.

0Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

2. Budbringeren

Han vidste meget om mig. Alt for meget. Jeg kunne mærke mine hænder begynde at ryste. Han lagde hovedet på skrå, smilede smørret. Han rejste sig op og gik hen til en taske, han havde med. Han hev et reb op ad tasken. Han kiggede på mig og så på rebet. Han åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. En tænkelyd kom ud ad hans lille mund.

"Jeg ved det her kommer til at lyde mærkeligt... men du bliver nød til at lade mig binde dig," blev der sagt af en stemme, der ville høre et 'okay'. Jeg fløj op ad stolen, på vej til at løbe. Han greb fat i mit hår, og jeg udgiver et av.

"Det er noget flot langt hår. Så blødt og mørkt... Det dufter også godt," sagde han venligt. Han slap stille, da jeg vendte mig om og kiggede på ham. Han kiggede ned på stolen, som tegn på, at jeg skulle sætte mig. Jeg satte mig dumpende. Han tog rebet og bandt det rundt om mig og stolen. Han gjorde det stramt, men han kunne se at, jeg syntes det var for stramt, så han løsnede det lidt. Jeg havde så mange spørgsmål, men jeg kunne nok først få dem besvaret, når jeg var bundet.

"Ser du... Jeg er ligesom en... " begyndte han.

"Budbringer... Jeg er ligesom en budbringer!" lød en tilfreds stemme, imens der dukkede et spørgsmålstegn op i min pande.

"Men i stedet for at bringe bud, bringer jeg mennesker. Og du mine lille ven, er er mit bud," Jeg kunne ikke følge ham. Hvem skulle jeg bringes til? Jeg forstod ham bare ikke, for var han god eller ond? Han virkede så flink, men alligevel ikke.

"Har du nogen spørgsmål?" Jeg nikkede og stillede en masse spørgsmål, men det så ikke ud til, at han lyttede. Han tog en rulle gaffa tape, fra sin taske, og gik hen imod mig. Han smilede til mig, bukkede sig ned, så vores anisigter var overfor hinanden. Han satte hurtigt et stykke gaffa tape på mine læber, uden jeg rigtig reagerede. Han gjorde det hurtigt, men blidt.

Jeg flippede lidt ud, ved at bevæge mig.

"Det må du undskylde, men jeg vil ikke have, at du skriger. Lyt godt efter før du prøver at undslippe. Mit job er at bringe dig til en mand, Jonathan Lee Oswald. Du har måske hørt om ham? Det eneste du behøver at vide om ham er, at han har mange penge, og at jeg skal bringe dig til ham," Mine øjne blev store. Hvad mente han med at bringe mig til en fremmede mand?! Jeg var lige ved at græde, og det så han og klappede mig på hovedet.

"Det skal nok gå. Hvis han ville have ønsket dig død, ville du være død nu. Og indtil, at han har tid, og jeg har fundet nok oplysninger om dig, skal du bo i en lejlighed med mig. Lyder det ikke bare godt?" sagde han smilende, som alt var godt. Han stemme var beroligende. Vi sad i to minutters stilhed, så jeg kunne køle lidt af.

Den måde han gør og siger tingene på... han må være snedig og klog. Han gør tingene stille, så man bliver stresset, og når man er stresset, kan man ikke tænke klart nok. Ligesom da han havde låst begge låse på døren. Han var stille og rolig, og jeg kunne sagens være nået ud, men han gjorde mig stresset og bange. Jeg kunne ikke tænke klart. Han er god til sit arbejde.

Han tog sin hånd op til min mund og hev gaffa tapet forsigtigt af. Han vidste, at jeg godt vidste, at han var god til det han lavede, og derfor ikke, ville prøve at løbe væk. Han løsnede rebet, så jeg kunne komme fri. Jeg blev siddende på stolen med et trist ansigt.

"Kommer jeg tilbage?" spurgte jeg stille. Han stod stille i et øjeblik.

"Er du klar til at gå?" spurgte han og ignorerede mit spørgsmål, som var svar nok på mit spørgsmål. Han viste mig ud af huset, og da vi var ude, lagde han en arm rundt om min hals.

"Er du klar til at bo sammen med mig? For jeg siger dig, der kommer ikke til at blive nemt," sagde han tilstående og smilende. Vi var nået ud til hans bil. En super fed splinterny rød mercedes. Jeg mimede ordet 'wow' med min mund. Han åbnede døren for mig, og jeg satte mig ind. Han rakte mig en bandana, og igen, var jeg et kæmpe spørgsmålstegn.

"Du bliver nød til at tage det rundt om øjne," sagde han. Jeg gjorde som han sagde og tog den orange bandana rundt om hovedet. Jeg mærkede vi begyndte at køre, og jeg vidste, at det var ud til lejligheden, vi skulle bo i, i noget tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...