Should I think of myself? - Divergent ff - Oneshot

Mit bud til divergent konkurrencen :)

0Likes
0Kommentarer
265Visninger
AA

1. Should I think of myself?

~~Dette var den vigtigste dag i mit liv. Den sværeste dag. Den dag der ville skabe min fremtid.
Det er en dag alle skal igennem. Nogle er sikre på deres valg, andre har ingen anelse om, hvad de skal vælge. Mig? Jeg er splittet i det værste dilemma jeg nogensinde havde været i.

Min mor, ja hun var sikker på, at jeg ville blive i intelligentsia. Hun havde lært mig op i tolv år til at blive ligesom hende. Min familie havde i flere generationer været stolte af at være fra intelligentsia, og kun intelligentsia. Min familie er efterhånden blevet meget respekterede.
De mine forældres lidt yngre dage, havde de endda arbejdet meget sammen med Jeanine.
Det var i hende laboratorium at min far var kommet ud fra ulykken.
Min mor nægter stadig at tale om det. Så selv i dag, femten år senere, har jeg ingen ide om hvordan min far døde. Og nu, nu er min mors eneste mål i livet at forme mig. Forme mig, til at blive ligesom hende.

I starten havde hun været fuldstændig ligeglad med mig. I starten var hun kun interesseret i min storesøster, Alice. Men da hun skulle vælge, valgte hun forkert. Hun valgte skytsenglene.
Nu er hun faktionsløs. Jeg har set hende et par gange. Siddende på gaden, tiggende efter mad. Men hver gang jeg ser hende, hiver mor mig hurtigt videre.
Nu er jeg hendes yngling. Eller, hendes projekt. Det er vist mere passende.
Den eneste der er tilbage til at føre vores lille intelligentsia familie videre.

Jeg stod i køen, efterfulgt af et hav af andre sekstenårige fra intelligentsia. Jeg kunne høre drengen bag ved mig græde. Clara, pigen foran mig, stod og hviskede med sin veninde om ham.
    ”Sikke et tudefjæs”.
    ”Ja, jeg vil væde med at han bliver faktionsløs, uanset hvilken en han vælger”.
    ”Ja, hvis han overhovedet kan få sig selv til at skære sig”.
De to piger grinede hysterisk. Drengen begyndte bare at græde endnu mere.
Jeg puffede blidt til Clara. ”Stop så din idiot”, hvæsede jeg. Hun gav mig de himmelvendte øjne, og vendte sig om igen.
Jeg puffede til hende igen. ”Sig så undskyld”, sagde jeg, måske en smule for højt. Hun skulle til at vende sig om igen, da jeg hev hende i armen. ”Sig undskyld”.
Hun kiggede forbi mig, og over på drengen der stadigvæk.
    ”Drøm videre Stivert”, hviskede hun ind i mit øre, og vred sig fri af mit greb.

Stivert, det øgenavn havde forfulgt mig det meste af mit liv. Da min mor fandt ud af det, var hun blevet rasende. Og det havde blot gjort hende endnu mere ivrig efter at gøre mig til en sand intelligentsiaer.
Jeg havde altid været temmelig klog. Klog nok til at vide, at det ikke var her jeg ville være resten af mit liv. Men ikke klog nok til at vide hvor jeg ellers hørte til.
Tankerne susede rundt i mit hoved.
De mange mennesker der masede forbi mig for at komme til i elevatoren, gjorde det ikke bedre. Og så var der puritanerne. Lige nu virkede det meget lettere at gøre præcis som dem. At tage trapperne. Men jeg orkede ikke at blive råbt stivert efter af Clara, hvis jeg gjorde det.
Så jeg lod mig mase med ind i elevatoren.

Sanddru var udelukket. Jeg var alt for bange til at sige mine meninger. Ellers havde jeg stået op til min mor for længe siden. Og det udelukkede vist også skytsenglene. Hvis jeg ikke turde sige min mening, hvordan skulle jeg så kunne overleve i en livsstil som skytsengel?
Så var der puritanerne, pacifisterne, og intelligentsia. Jeg ville helst kunne skære intelligentsia fra, men tanken om min mor afholdt mig fra det.

Hvis jeg valgte pacifisterne, kunne jeg leve et fredeligt liv, hvor ingen ville kalde mig stivert, og jeg i bund og grund kunne gøre som det passede mig. Jeg kunne være fri for alle regler, og leve fredeligt og frit.

Hvis jeg valgte puritanerne. Ja, hvis jeg valgte dem, kunne jeg se min søster igen. Puritanerne hjalp de faktionsløse, som de eneste. Jeg ved godt at de alle sammen siger: faktion før familie, men jeg savnede hende mere end noget andet.
Det var også alt sammen kommet så naturligt til mig. At opgive min plads i bussen for andre. At give mad til de faktionsløse, når ingen andre kiggede.

Og så var der intelligentsia. Mit værste mareridt.
Hvis jeg valgte intelligentsia, ville jeg kunne følge min mors plan. Og måske var det egentligt det mest puritaneragtige at gøre, frem for at vælge deres faktion.
Hele mit liv, havde jeg på en måde livet som en puritaner. Altid gjort det som min mor ønskede.
Måske var det tid til at gøre noget for mig selv? Til at vælge frit. Pacifisterne eller puritanerne?

Elevatordøren gik op. Alle maste sig ud og jeg fulgte hjælpeløst med strømmen. Drengen der grædt halvdelen af sin kropsvæske ud stod lige foran mig. Vi bevægede os langsomt hen mod intelligentsiaernes pladser. Det tog mig lidt tid at finde min mor. Alle havde de samme blå nuancer på.
Hun klappede mig blidt på ryggen og smilte. Hun var sikker i sin sag. At jeg ville vælge intelligentsia. At jeg ville vælge hende.

Mit navn var et af de sidste til at blive råbt op. Det hele gik i alfabetisk rækkefølge med efternavnet.

”Amanda Summers”, råbte Marcus Eaton op. Hans små øjne var stikkende. Min mor havde aldrig kunne fordrage ham. Politik var aldrig noget der interesseret mig. Men jeg vidste dog, at han havde ret så meget magt. Og min mor, (og sådan cirka alle andre fra intelligentsia), ønskede ham død.

Jeg tog en dyb indånding. Hvis jeg ikke koncentrerede mig, ville jeg snart græde mere end ham drengen.
    ”Amanda Summers”, gentog han blankt.
Min mor gav mig et hårdt skub, så jeg rejste mig op.
Jeg kunne mærke svedet begyndte at pible frem.

De fem skåle virkede mere og mere skræmmende, nu tættere jeg kom på dem.
Marcus rakte mig kniven med et smil. Mine øjne flakkede mellem pacifisternes, puritanernes og intelligentsias skåle.

Jeg knugede kniven i min højre hånd, og skar til. Jeg kiggede op, og så over på pacifisterne. De smilte alle sammen, i deres røde og gule prangende tøj.
Jeg ville ikke bruge resten af mit liv på at samle bær!

Intelligentsias skål virkede som den sikreste.
Der faldt et par bloddropper ned på gulvet, da jeg flyttede min arm mod intelligentsias skål. Skulle jeg opfylde min mors ønske? Og ville et liv i intelligentsia virkelig være så slemt?
Min mors store smil, og vilde øjne mødte mit blik.
Så flyttede jeg min arm i et hurtigt tag. Og lod mit blod dryppe ned i puritanernes skål, mens jeg så olmt på min mors forskrækkede ansigt. Nu var det min tur til at være selvisk. Til at gøre det jeg ville. For første, og sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...