Divergent - The Outcast

Puritanerne er de uselviske, Sanddru de ærlige. Pacifisterne ses fredelige, mens Intelligentsia er de lærde. Men Skytsenglene er de frygtløse, og det kan den skytsengelfødte Beatrice Prior - også kaldet Tris - skrive under på. Hele sit liv har hun forberedt sig til det øjeblik, hvor egnethedsprøven skal fortælle hende, hvilken faktion hun hører til. Selvfølgelig hører hun til Skytsenglene. Hun har jo aldrig kendt til andet, men da prøven er usikker, må hun vælge. Hører hun til hos Sanddru, hvor man med ærlighed kommer længst, eller hos Skytsenglene, hvor hun altid har været? Og selvom man så vælger, kan man godt komme i tvivl. For det er trods alt i den valgte faktion, man tilbringer resten af sit liv.

30Likes
17Kommentarer
2183Visninger
AA

1. The Test.

Min vejrtrækning er besværet og hurtig. Alt for hurtig. Jeg får følelsen af at blive kvalt i mine egne lunger, og min hals snører sig sammen, mens jeg med langsomme, tunge skridt forlader lokalet. 

"Prøven var usikker."

"Hvad mener du med det?"

"Du er en afviger."

"En hvad?"

"Divergent." 

Hendes ord giver mig kuldegysninger, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg vil tage hjem, men prøvens resultat får mit hoved til at snurre, og min forældre ved, når noget er galt. Jeg hører da til her, hos Skytsenglene. Jeg har boet her hele mit liv, og jeg har trænet siden, jeg kunne gå. Men det er åbenbart ikke godt nok. 

"Sanddru og Skytsenglene passer begge på dig."

"Hvor hører jeg så til henne?"

"Det er op til dig."

"Prøven skulle jo fortælle mig hvilken en, jeg hører til."

"Prøven virkede ikke på dig!"

Jeg vælger ikke at tage hjem. Jeg kan tage toget og bare køre. Køre væk og få tankerne væk. Men det vil bare være at snyde mig selv. For jeg kan ikke komme væk. Jeg skal foretage et valg. Et valg, jeg er endnu mere i tvivl om efter prøven. Den skulle fortælle mig hvilken faktion, jeg virkelig hører til, men i stedet gør den mig forvirret og ubeslutsom. Togstationen er fyldt med andre unge, der selv havde været inde til deres prøve. De virker alle sammen i godt humør, for flere af dem skubber blidt til hinandens skuldre, og nogle få griner højlydt. Der går ikke mange minutter, før toget kommer til syne ude i horisonten. Larmende og hvinende suser det mod stationen, hvor de andre unge gør sig klar. Jeg står bare og kigger på toget, der i høj hastighed nærmer sig stationen. Da det er tæt nok på, sænker det farten, så de kan hoppe på. Jeg bliver stadig stående. Selv da en fra min klasse råber mit navn, bliver jeg stående. Jeg er en skytsengel. Jeg hører til her. 

I stedet for at hoppe på toget går jeg væk fra byen. Ud over stepperne og sumpene, ud til det gamle tivoli. Jeg ved, jeg ikke må være der, men jeg kan ikke lade være. Siden jeg fandt stedet som tiårig har det været mit helle. Her, jeg tager hen for at være alene. Det gamle pariserhjul kører ikke længere, men jeg har fundet en vej at komme til toppen på. Adræt og vant til de knirkende trin kravler jeg mod toppen, mens vinden river i mit hår og tøj. Det er mørkt og sidder stramt mod min krop. Alle mine muskler er spændte, og jeg kan mærke adrenalinen pumpe i mine årer. Kun få trin mere, og jeg er ved toppen. Herfra kan man se ud over stepperne, sumpene og hele vejen ind til byen igen. Det giver mig gåsehud, da jeg endelig står og kigger rundt. Det er sent på eftermiddagen, så solen ligger lavt over horisonten. Den kaster et gyldent skær over byen, og jeg sukker stille. Den by, hvor jeg er vokset op. Hvor jeg har gået i skole, fået venner og lavet ting, jeg ikke måte. Klatret træer og hoppede af toge. Faldet ned af græsskråninger, hopper fra hustag til hustag i bymidten.

Vil jeg kunne forlade alt dette for at drage til Candor for at bo der sammen med de andre unge, voksne og ældre, der har valgt Sanddru? At forlade Dauntless lyder helt forkert i mit hoved, og mens tankerne flyver rundt i mit hoved, går solen ned. Det er først, da himlen er lilla, og solen viser sig for sidste gang i dag, at jeg begynder at klatre ned igen. Det går langsommere end tidligere. Jeg har ikke travlt med at komme ned, eller hjem for den sags skyld. Jorden er hård og solid under mine sko, da jeg krydser stepperne. Da jeg ser de høje bygninger tårne sig højt oppe foran mig, husker jeg igen hendes ord. 

"Du må under igen omstændigheder fortælle det her til nogen."

"Ingen?"

"Ingen. Hold det for dig selv, og tænk dig godt om."

"Men hvad med..-"

"Stol på dig selv, for du ved bedst selv, hvor du hører til."

"Men hvad hvis jeg vælger forkert?"

"Du kan ikke væge forkert."

Trodsigheden stiger op i mig, og da solen forsvinder helt væk bag husene, sætter jeg i løb. Jeg ved, hvor jeg hører til. Jeg ved, hvor jeg skal være. Jeg ved, at jeg hører til her: i Dauntless med Skytsenglene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...