Divergent - The Outcast

Puritanerne er de uselviske, Sanddru de ærlige. Pacifisterne ses fredelige, mens Intelligentsia er de lærde. Men Skytsenglene er de frygtløse, og det kan den skytsengelfødte Beatrice Prior - også kaldet Tris - skrive under på. Hele sit liv har hun forberedt sig til det øjeblik, hvor egnethedsprøven skal fortælle hende, hvilken faktion hun hører til. Selvfølgelig hører hun til Skytsenglene. Hun har jo aldrig kendt til andet, men da prøven er usikker, må hun vælge. Hører hun til hos Sanddru, hvor man med ærlighed kommer længst, eller hos Skytsenglene, hvor hun altid har været? Og selvom man så vælger, kan man godt komme i tvivl. For det er trods alt i den valgte faktion, man tilbringer resten af sit liv.

30Likes
17Kommentarer
2179Visninger
AA

3. Chapter two.


Et støn forlader mine læber, da jeg rammer noget, der giver efter under mig. Ikke ligefrem hvad jeg havde forventet, men bedre end den hårde jord. Et net af kradsende reb, som jeg klynger mig til for ikke at blive kastet op i luften igen, er bredt ud under mig. Adrenalinen pumper hårdt rundt i kroppen på mig, men det er en god følelse. Da jeg ligger nogenlunde stille, ser jeg mig om. Der er mørkt, men jeg kan se en skikkelse ved kanten af nettet, der er udstukket mellem fire store, tykke pæle. Skikkelsen rækker mig en hånd, som jeg tager, og jeg lader mig hjælpe ned fra nettet. 

"Navn?" spørger skikkelsen, og da lyset falder rigtigt, kan jeg se, at det er en kvinde. Også hun er udsmykket med de karakteristiske, sorte tatoveringer på arme og hals. 

"Beatrice...-" begynder jeg, men hun stopper mig med hånden. 

"Du har én mulighed for at bestemme, hvad du vil hedde," siger hun og lægger hovedet på skrå. "Så jeg spørger igen; navn?"

"Tris Prior," siger jeg, og hun nikker, inden hun noterer det ned på en blok. 

"Velkommen Tris," siger hun og ser på mig igen. "Den første hopper."

"Tak." Da mine øjne har vænnet sig til mørket, kan jeg se flere skytsengle omkring nettet. Der går ikke mere end et minut, før endnu en person kaster sig ned i nettet. Det er Tobias. 

"Navn?" spørger samme skytsengel, som tog imod mig. 

"Four," siger han, og skytsenglen noterer hans navn. 

"Efternavn?" 

"Nej."

"Velkommen, Four," siger hun og smiler venligt. Tobias, eller Four som han nu hedder, træder over til mig. 

"Første hopper," siger han og lægger armene over kors. "Godt gået."

"Det var da heller ikke værst at være nummer to," siger jeg, men da jeg har sagt det, kan jeg godt høre, hvor dumt det lyder. Der er aldrig godt at være nummer to. Det betyder bare, at man ikke var nummer et. Stemningen bliver akavet, mens vi betragter de andre unge kaste sig i nettet. For at lette stemningen - og få stillet min interesse omkring hans navn - bryder jeg stilheden. "Hvorfor Four?"

"Hvad mener du?"

​"Jeg troede, du hed Tobias."

"Jeg kunne vælge, og så ville jeg gerne blive kaldt Four," siger han. Noget i mig tror ikke på ham, men jeg når ikke at komme med flere indvendinger, før han vender hovedet mod mig. "Hvad sagde du?"

"Tris."

"Tris?" spørger han og fnyser. 

"Ja," siger jeg og sætter hånderne i siden. Indeni forbandet jeg min højde, da jeg er lavere end ham, og det giver ham højdefordelen. At han kan se ned på mig. "Det giver da mere mening end Four."

"Vi får se," siger han, og jeg kigger igen over på nettet, hvor Denize i samme sekund landet. Hun hyler og hujer højt, og da hun står på jorden, griner hun stort. 

"Må man få én gang til?" spørger hun, mens skytsenglene ryster opgivende på hovedet af hende. Efter nogle sekunder sammen med skytsenglen løber hun over til os, og hun har et stort smil om munden. "Hvad valgte I?"

"Tris."

"Four."

"Four?" spørger hun, og jeg ser sigende på Tobias - Four - og smiler. Mit smil er ikke venligt, men et udtryk for at sige 'hvad sagde jeg?'. "Det giver jo ingen mening."

"Det sagde jeg også," indskyder jeg, og Tobias fnyser af mig igen. Selvom han virkede som en ægte puritaner i toget, har han udfoldet sig efter springet. Han er fyld af spydighed, sarkasme og trodsighed. Ligesom jeg selv er. 

"Følg med mig her," siger skytsenglen, der tog imod os, og vi følger alle tre efter hende sammen med elleve-tolv andre. Vi går gennem mørke gange, og jeg gisper for hver gang vi kommer fordi mørkklædte skikkelser. Gangene er dårligt oplyste, og jeg er ved at snuble, hver gang der intet lys er. Dog holder Denize mig oppe, og når lyset falder på hendes ansigt, ser jeg hende smile til mig. Vi kommer igennem Graven, som jeg har hørt om som barn. Jeg bor ret langt fra træningslokalerne, så jeg måtte aldrig komme i den del af byen. Dog har rygtet gået, og Graven lever klart op til forventningerne. Derefter kommer vi forbi Sprækken, som kort fortalt er en flod mellem to klippesider, ti-femten meter under os. Det eneste mellem Sprækken og os, er et gelænder. Skytsenglen fortæller en masse om Sprækken og Graven, mens jeg fascineret ser ned på vandet. "Idioti og tapperhed er to meget forskellige ting, og det er Sprækken her et godt eksempel på!" Jeg trækker mig tilbage og slutter mig til gruppen igen, der bliver ledt ind i en sal med tre rækker á fem senge. "Jeg vil lade jer komme på plads, og i aften vil i blive hentet af en skytsengel, der skal lede jer igennem træningen. God aften." Med de ord forlader hun os, og vi står og kigger forvirret på hinanden. Hvad skal vi lave indtil da? Da ingen yderligere informationer er givet, tager jeg en af sengene længst væk fra døren. Hurtigt tager Denize sengen ved siden af min og jubler erobrende, mens Four i stilhed tager sengen på den anden side. 

"Hvad med tøj?" spørger Denize og ser ned af sig selv. Hun og Four er begge klædt i tøjet fra deres tidligere faktioner, og de andre, der langsomt også har fundet deres senge, er også klædt i deres faktionstøj. Hurtigt indser jeg, at jeg er den eneste, der ikke er faktionsskifter i rummet. Den eneste fra Skytsenglene. Dog er det blevet gjort tydeligt, at det hverken er en fordel eller en ulempe. Det er bare fakta. 

"Jeg kan i hvert fald ikke holde det her ud længere," siger den pige, der har taget sengen ved siden af Denizes, og det er tydeligt at se, hvorfor hun gerne vil ud af sit tøj. Hun er fra Puritanerne, ligesom Four, og hendes tøj er kedeligt og i grå farver. En lang kjole ud over en langærmet trøje dækker det meste af hendes hud, hendes hår er sat i en stram, perfekt knold i nakken, og hun har ingen makeup på. Hvis du spørger mig: kedelig! 

"Så lad os finde noget nyt," foreslår jeg, og pigen ser på mig. 

"Du er den første hopper," siger hun med respekt i stemmen, og jeg nikker kort. 

"Tris," præsenterer jeg mig med et kort, lettere akavet vink, og pigen smiler. 

"Jeg hedder Annebelle," siger hun, men stopper op og retter på sig selv: "Anna." 

"Jeg hedder Denize, og det her er Four," præsenterer Denize og peger på Four, og for første gang i dag ser jeg ham smile. 

"Hej Anna," siger han, og der er genkendelse i hans blik. 

"Tobias," udbryder hun overrasket, og igen retter hun på sig selv. "Jeg mener Four."

"Hvad med din bror?" spørger Four, mens han går over til Anna. Det er tydeligt, at de kender hinanden. 

"Sanddru," siger hun, og mens hende og Four snakker videre, mærker jeg et sug i min mave. Hver gang navnet på den faktion bliver nævn, kommer jeg til at tvivle på, om jeg har valgt rigtigt. Jeg har jo altid været hos Skytsenglene, så jeg ved ikke, hvad der er udenfor. Hvad hvis jeg hører til hos dem; Sanddru?

"Skulle vi finde noget andet tøj eller hvad?" spørger Denize, der tripper utålmodigt. Taknemmelig for at komme væk fra mine egne tanker, skynder jeg mig hurtigt at sige ja, hvorefter Anna og Four også nikker. 

"Jeg kan ikke vente med at komme ud af de her klude!" brokker Anna sig og løsner båndet om livet, der holder kjolen på lads. Derefter smider hun flere hårnåle på sengen, og efter at have taget sin hårelastik ud, ryster hun håret. Hun har noget virkelig smukt, gyldent hår, som går hende til midt på ryggen. Det er bølget, og det klæder hende meget bedre med løst hår end opsat hår. Hun bliver lidt mere menneskelig og ikke nær så voksen, og det går op for mig, at hun kun er 16 år. Ligesom os andre, men før havde hun virket ældre og mere erfaring. De barnlige træk i hendes ansigt træder tydeligere frem, og da hun igen smiler, ser hun endnu yngre ud. 

"Hvem har inviteret Stiverter herind?" En hånlig stemme bag os griner, og jeg vender mig om. Stemmen tilhører en sorthåret dreng, der ser ud til at være fra Pacifisterne. Dog viser hans hånlige grin og ansigtsudtryk ikke Pacifist. 

"Jeg tror vist ikke, du skal sige noget," blander jeg mig, og han lukker munden igen. 

"Jeg tror vist ikke, du skal lade som om, du er bedre end alle os andre, bare fordi du er født i denne her faktion," siger han, og jeg griner sarkastisk. 

"Bange for ikke at kunne klare det?" spørger jeg med en sukkersød stemme og lavet et ansigt af ham. 

"Er du bange for lidt konkurrence?" prøver han på at give igen, men det rører mig ikke. 

"Jeg ville kunne tage dig til enhver tid," siger jeg og står ansigt til ansigt med ham. "Du siger bare hvornår."

"Bare vent," hvisker han sammenbidt, og vi holder øjenkontakten lidt, inden han ser væk. 

"Tøs," fnyser jeg og vender mig om mod Anna og Four. "Nar!"

"Tak," smiler Anna, og Four siger ingenting. Jeg havde heller ikke forventet nogen reaktion, nogen tak fra ham eller noget, men i det mindste et blik. I stedet ser han væk og ligner en, der prøver at finde på noget at sige. 

"Det tøj der..." minder Denize os om igen, og jeg smiler. Selvom pacifistdrengen har fået mit temperament op, skal det ikke ødelægge min første dag. For jeg ved, jeg skal spare på kræfterne til de rigtige kampe. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...