Divergent - The Outcast

Puritanerne er de uselviske, Sanddru de ærlige. Pacifisterne ses fredelige, mens Intelligentsia er de lærde. Men Skytsenglene er de frygtløse, og det kan den skytsengelfødte Beatrice Prior - også kaldet Tris - skrive under på. Hele sit liv har hun forberedt sig til det øjeblik, hvor egnethedsprøven skal fortælle hende, hvilken faktion hun hører til. Selvfølgelig hører hun til Skytsenglene. Hun har jo aldrig kendt til andet, men da prøven er usikker, må hun vælge. Hører hun til hos Sanddru, hvor man med ærlighed kommer længst, eller hos Skytsenglene, hvor hun altid har været? Og selvom man så vælger, kan man godt komme i tvivl. For det er trods alt i den valgte faktion, man tilbringer resten af sit liv.

30Likes
17Kommentarer
2173Visninger
AA

4. Chapter three.


Det viser sig, at der er et helt lager med tøj til os alle sammen; i alle størrelser, former og farver. Dog er det hovedsageligt farverne sort, grå og mørkeblå, der pryder lageret. Hvis man leder godt nok, kan man også finde noget mørkerødt eller armegrønt. Alt i alt bliver det holdt i mørke farver. Jeg selv tager en sort top, en sort jakke, stramme sorte jeans og nogle høje støvler. Denize finder nogle armygrønne bukser sammen med en sort top, sort jakke magen til min og ligeledes høje støvler. Anna kører i det røde, mens Four finder en sort t-shirt, sorte bukser og nogle mørkeblå sko. Efter at have skiftet, smider vi vores gamle tøj ud. Det virker som det mest rigtige at gøre. Vi skal jo aldrig tilbage til vores gamle faktioner; for mig betyder det ingenting, men for de andre ser det ud til at være en form for ritual.

Derefter tager vi forbi Graven, og da en utroligt tatoveret fyr passerer os, giver det hele mening med tatoveringerne. Det er bare noget, man har. Derfor finder vi hurtigt en tatovør, og vi bestemmer os alle for at få lavet en. Anna er dog først skeptisk, men efter noget, Four hvisker til hende, nikker hun og peger på et firben. Four vælger at få tallet 4 på sit håndled, Denize en slange op af sit ben, og så kommer turen til mig. Jeg ka  ikke vælge mellem symbolet for Skytsenglene; ilden, eller tre krager. En for min mor, en for min far og en for min bror. Ude af stand til at bestemme, vælger jeg begge to. De tre krager i venstre side fra mit kraveben og ned mod min hjerte, og ilden på min skulder. 

Da de står færdige, kan jeg ikke lade være med at ånde lettet op. Jeg har holdt mund under hele seancen, men smerten var forfærdelig. Det var som om, nålen sendte ild ind under min hud. Jeg ville dog ikke beklage mig, for det havde jo også været min idé at få dem lavet. Four havde ikke beklaget sig, hvilket tatovøren var meget overrasket over. Efter sigende skulle det være utrolig smertefuldt at få lavet en tatovering på håndledet, men ingen lyd kom ove hans læber. Anna græd, mens Denize bandede og svovlede en del, mens hun fik lavet sin. Vi er alle lettede, da det er overstået, og vi vender tilbage til sovesalen. Sengene er blevet redt, og vi har fået nogle personlige ting bragt til sengene. Hvordan de ved, hvilken seng vi havde valgt, aner jeg ikke, men jeg er nu glad for at se mine ting. Selvom tøjet er en forandring i sig selv, hiver jeg et spejl frem og beder Anna sætte sig på sengen. Hendes mangel på interesse for hår og makeup kommer ikke bag på mig, så jeg vil gerne hjælpe hende. Derfor stikker jeg hende spejlet i hånden, og så begynder jeg ellers på hendes makeup. 

"Hvad hvis det ikke er pænt?" spørger Anna for trejde gang, og jeg sukker dybt. 

"Hvis du bliver ved med at spørge, bliver det ikke pænt," siger jeg skrapt og tvinger hendes hoved mod mig igen. "Sid stille og træk vejret. Du skulle jo nødigt besvime."

"Jeg vil bare ikke se dum ud," sukker hun, og jeg smiler til hende. 

"Det lover jeg dig, at du ikke gør," lover jeg hende, og i samme nu kommer Four og Denize løbende ind. 

"Der er slåskamp ovre i en af de andre sale!" råber hun til os, og jeg ser op fra Annas ansigt. Four kaster et hurtigt blik på mig, inden han kigger på Anna. 

"Wow, Anna!" udbryder han, og jeg kan mærke Anna bevæge sig. Hun vil se resultatet. Jeg færdiggør mig hurtigt, så Anna kan se sig selv i spejlet. 

"Tris, du er utrolig!" måber hun, og jeg smiler skævt. Hendes grønne øjne er indrammet af hendes vipper, der rent faktisk ser mørke ud, hendes øjenbryn - som jeg har plukket og optegnet - er mere karakteristiske og hendes kinder har en smule farve fra lidt rouge. Det er utroligt så lidt, jeg har gjort, og alligevel gør det en så stor forskel. "Tusind tak!"

"Selv tak," smiler jeg, inden jeg vender mig om mod Denize, der står og fletter sit hår. "Var der noget med en slåskamp?"

"Ja, ovre i sal tre kan de ikke enes om sengene, så de er alle sammen i totterne på hinanden," fortæller Four, inden Denize når så meget som at åbne munden. "Der er fyldt med din slags alle vegne derovre, og de vil måske fordele dem ud i de to andre sovesale." 

"Min slags?" gentager jeg, for ærligt talt har jeg ikke hørt efter, hvad han siger, efter de ord. "Hvad mener du med min slags?"

"Du ved, skytsengle," siger han med et træk på skuldrene. 

"Du har valgt den forkert faktion, hvis du ser på os på den måde," vrænger jeg og vender ryggen til ham. Idiot! Opblæste nar, det er lige, hvad han er! 

"Tris, det var nok ikke ment..-" prøver Denize, men Four afbryder hende. 

"Lad hende bare være sur alene derovre," siger han, og det bliver for meget for mig. Jeg vender mig hurtigt om og farer over til Four. Han når ikke at gøre noget, før jeg skubber ham hårdt op mod væggen med armen for hans strube. 

"Hvad sagde du?" spørger jeg højlydt, og min stemme runger i den store sal. "Hvad er der med dig?"

"Rolig nu," siger han og løfter afværgende hænderne, men da jeg presser min arm hårdere mod hans hals, sænker han dem igen. 

"Du skal ikke sige rolig nu til mig," hvisker jeg sammenbidt, og han synker en klump. "Hvad er der med dig, og hvad har du imod os?"

"Jeg har ikke noget imod... okay fint!" udbryder han, og jeg fjerner min hånd. 

"Hvad?"

"Min prøve var usikker, og den sagde, at jeg hørte enten til her eller hos Puritanerne," siger han, og jeg glemmer helt min aggresivitet. Hans prøve var usikker; ligesom min. "Jeg skulle vælge, og det var altså ikke nemt! I får at vide, at I hører til en bestemt faktion, og så skal I kun dryppe jeres blod. Jeg skal tage et valg, og jeg får ingen hjælp overhovedet!"

"Så du tror, det er nemt for os at..-" begynder Denize, men Four afbryder hende hurtigt. 

"Lad mig tale færdigt!" Anna sidder på sin seng med benene trukket op til brystkassen, ligesom Four gjorde i toget, og hun ser skræmt frem og tilbage mellem os. Hun virker som en lillesøster til Four, når man tænker over det. "Alt det med at springe på og af toge, at hoppe ned fra en bygningstag, ned i et sort hul... Det er alt for meget! Sidst der var så meget action i mit liv, var da jeg faldt på min cykel som femårig!" Han er helt oppe og køre, og hans vejrtrækning er hurtig. Jeg forstår ham godt. Prøven skulle fortælle os, hvilken faktion vi skulle vælge. Ikke gøre os mere forvirrede. 

"Undskyld," siger jeg, og Four kigger overrasket på mig. 

"Hvad?" 

"Jeg undskylder," gentager jeg, og et smil er til at finde på hans læber. Det er ikke et skadefro smil, men til gengæld et taknemmeligt smil. "Jeg troede, du havde noget imod os generelt."

"Jeg har noget imod faktionen," uddyber han, og det får mig til at rynke brynene. Hvad mener han? 

"Hvorfor?" spørger Denize, der ikke længere kunne holde sig udenfor. 

"Det lærer vi i skolen."

"Det gør vi også," sukker Denize, og jeg ser måbende på dem. 

"Seriøst?" 

"Intelligentsia er meget utilfredse med Skytsenglene, men de har en pagt, der gør, at de ikke kan røre jer," fortæller Denize, og Four nikker. "De kan ikke røre os." 

"Det er for meget!" udbryder jeg og slår ned i min seng med en knyttet næve. Vreden stiger op i mig, og jeg føler et pludseligt had til Intelligentsia og Puritanerne. Det giver ingen mening, at de bliver lært i skolen, at Skytsenglene er 'the bad guys'. Havde det ikke været for vores fædre, brødre, søstre og mødre, ville det ikke blive holdt orden ude ved de store mure. 

"Jeg forstår godt, du er vred," beroliger Denize og lægger en hånd på min arm. "Men du burde vide sandheden, og jeg kan godt forstå Four..."

"De hjernevasker jer..." hvisker jeg, og da jeg ser op, møder mit flik Fours. De blå øjne er fulde af forståelse. Det går direkte i ind i mit hjerte, og jeg forstår ham godt. Hvis jeg lærte i skolen, at Puritanerne eller Intelligentserne var dårlige mennesker, ville jeg nok også have et helt andet forhold til faktionerne. 

"Jeg kunne ikke være mere enig," nikker Anna, og hun rejser sig langsomt. "Min far er sikkert meget skuffet over, at jeg har forladt dem. Min mor rådede mig til at komme væk."

"Jeg tror, min mor håbede på, at jeg ville blive hos Intelligentsia," supplerede Denize. "Men jeg er bare ikke klog nok, og det vidste hun nok godt inderst inde."

"Mine forældre ville dræbe mig, hvis jeg skiftede," sukker jeg og tænker på mine forældre. Jeg har faktisk ikke skænket dem én eneste tanke, siden ceremonien, der pludselig føles meget lang tid siden. "Vi får lov til at se dem snart, gør vi ikke?"

"Der er vist en besøgelsesdag."

"Det er bare ikke sikkert, at de møder op," siger Four, der ligner en, der taler af erfaring. "Min søster skiftede til Sanddru for to år siden. Vores forældre kom ikke og besøgte hende, fordi de var utilfredse med, at hun skriftede faktion. Jeg forventer ikke, at de kommer her."

"Det er jeg ked af." Jeg smiler forsigtigt til ham, og han smiler rent faktisk igen. 

"Det er okay."

"Men de er trods alt stadig dine forældre," siger jeg, og han trækker tomt på skuldrene. 

"Dine forældre må være meget glade for, at du bliver her hos Skytsenglene," siger han toneløst, og jeg nikker forsigtigt. Selvom jeg er super glad og stolt over, at jeg hørte til den faktion, jeg er født ind i, gør det mig urolig ved tanken om de andre forældre. De må ikke være nær så stolte og glade for deres faktionsskift. Der lægger sig en akavet stilhed over os, og jeg føler mig lettet, da en skytsengel træder ind i salen. 

"Der er mad, hvis I vil følge med mig," siger han monotont, og vi følger alle efter ham uden ord. Han leder os gennem nogle lange, mørke gange magen til dem, vi kom igennem den første dag, og efter nogle minutter leder han os ind i en stor spisehal, der allerede er fyldt med andre unge. Larmen er øredøvende, og det går op for mig, at vi endelig er rigtig i gang!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...