Divergent - The Outcast

Puritanerne er de uselviske, Sanddru de ærlige. Pacifisterne ses fredelige, mens Intelligentsia er de lærde. Men Skytsenglene er de frygtløse, og det kan den skytsengelfødte Beatrice Prior - også kaldet Tris - skrive under på. Hele sit liv har hun forberedt sig til det øjeblik, hvor egnethedsprøven skal fortælle hende, hvilken faktion hun hører til. Selvfølgelig hører hun til Skytsenglene. Hun har jo aldrig kendt til andet, men da prøven er usikker, må hun vælge. Hører hun til hos Sanddru, hvor man med ærlighed kommer længst, eller hos Skytsenglene, hvor hun altid har været? Og selvom man så vælger, kan man godt komme i tvivl. For det er trods alt i den valgte faktion, man tilbringer resten af sit liv.

30Likes
17Kommentarer
2178Visninger
AA

2. Chapter one.


"Dauntless" hvisker jeg stille for mig selv og ånder lettet ud. Min hånd svier ikke længere, og jeg føler en lettelse over, at jeg har valgt. Det føles rigtigt, og det er her, jeg hører til. I Dauntless. Jeg bliver ført ud bag ved, hvor andre unge, der netop har taget deres valg ligesom mig, står og venter. Venter på at alle er færdige, så vi kan komme videre. Da jeg, grundet mit efternavn, var en af de sidste, skal jeg ikke vente længe, før den sidste kommer ud. Smilet på hendes læber er ikke til at tage fejl af, og da hun tager plads ved min side, rækker hun hånden frem til mig. 

"Denize Walters," præsenterer hun sig som, og jeg tager hendes hånd. 

"Beatrice Prior."

"Du er Skytsengel, er du ikke?" 

"Født i faktionen," smiler jeg stolt og vender mig om, netop som flokken kommer i bevægelse. 

"Det bliver godt nok spændende, hva?" 

"Og hårdt," siger jeg, mens vi bliver ledt gennem mørke gange og ud i sollyset. Den vante lyd af tog, der suser mod os, lyder i det fjerne, og da vi ser skinnerne foran os, ved jeg allerede, hvad der venter. Denize ved min side rører uroligt på sig, da de unge foran os styrter mod skinnerne. "Kom."

"Er det sikkert?"

"Hopper du ikke, er du ude med det samme."

"Okay..." Hun tøver, men da jeg smiler opmuntrende til hende, smiler hun tilbage, og side om side løber vi mod skinnerne. Da toget er foran os, smyger jeg mig sikkert og elegant ind i en af vognene. Denize følger efter, men hendes fod glider på kanten. Febrilsk griber hun ud efter håndtaget, men får ikke fat. Alting foregår som i slowmotion, men pludselig fanger en arm hende, inden hun forsvinder helt. En arm, der sidder på en fyr, der hiver hende sikkert ind i vognen, hvor hun gisper efter vejret. 

"Er du okay?" spørger fyren og sætter sig overfor mig. Han virker utroligt rolig, taget i betragning af at han lige har reddet et andet menneske fra døden. 

"Det... tror jeg," siger hun. "Du redede lige mit liv."

"Jeg kunne da ikke bare lade dig falde," siger han med et træk på skuldrene. 

"Jeg mener det: tusind tak!" bliver hun ved, og jeg fornemmer hurtigt, at fyren kommer fra Puritanerne. Uselviskheden lyser jo nærmest ud af ham, og for at fylde mindst muligt trækker han benene op foran brystet, så han sidder sammenkrøbet på så lidt plads som muligt. 

"Er du-... var du Puritaner?" spørger jeg, og pludselig kommer jeg til at tænke på prøven igen. Sanddru for ærlighed. Jeg har altid sagt tingene ligeud, så det føles ikke underligt at spørge ham om hans forgangne faktion. Hans oprindelse. 

"Ja," siger han, og da hans blik møder mit, ser jeg, at han har blå øjne. Brunt hår, blå øjne og en markeret kæbe. Hans ansigt virker barnligt på grund af de blå øjne, men samtidigt også voksent, fordi hans kæbeparti er utroligt markeret. "Og dig?"

"Skytengel," siger jeg, og jeg kan mærke stolheden sidde helt ude på tøjet. "Denize, hvad med dig?"

"Intelligentsia," siger hun, og jeg forestiller mig hende med briller, det lange, mørkebrune hår i en stram hestehale og masser af bøger omkring sig. "Det har vel bare aldrig rigtig været mig, det med bøger og sådan."

"Hvad med skole?" spørger fyren, som jeg stadig ikke har navn på. 

"Droppede ud efter fire år," griner hun svagt. "Det kom nok ikke bag på mine forældre, at jeg skiftede faktion. Hvad med jer?" Hun ser skiftevis på mig, og på fyren overfor mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. At min prøve var usikker og at jeg kunne have hørt til hos Sanddru? 

"Jeg havde brug for at komme væk," siger fyren, og jeg ser på ham. 

"Er det rigtigt, at alle jeres huse er ens?" 

"Stort set," siger han med et træk på skuldrene. Pludselig går der et ryk gennem toget, og udenfor kan jeg se Dauntless' høje bygninger nærme sig. "Hvad er det?"

"Dauntless," smiler jeg og rejser mig. "Hvad hedder du?"

"Tobias."

"Okay; Tobias, Denize," siger jeg og børster mine hænder af i mine bukser. "Toget vil sænke farten en smule om lidt under en halv kilometer, og så skal vi hoppe af. Der er et tag, I skal hoppe ned på. Lander I, er I med. Lander I ikke, er det med døden til følge. Husk at bøje i knæene." Mere når jeg ikke at fortælle, for taget nærmer sig hastigt. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg råbet et: "Nu!" og springer ud. Min storebror, Caleb, har fortalt mig om, hvordan det fungerer, så jeg ved det meste om den første del. Resten måtte han ikke fortælle mig om. Hans sidste ord inden udvælgelsesceremonien var, at jeg skulle huske at bøje knæene. Dog giver det et stød op gennem hele min krop, da jeg lander på taget. Mine knæ giver efter, og jeg ender på alle fire. Denize, der er lige i hælene på mig, ender selv med næsen i asfalten, og da jeg er på benene igen, vender jeg mig om mod toget. Tobias er ikke hoppet af endnu. Han står tøvende og kigger ud. "Tobias, nu!" Han hopper, netop som hans vogn forsvinder rundt i et sving. Grundet, at han hoppede så sent, ender han med at hænge på kanten, så Denize og jeg løber over for at hive ham op igen. 

"Er du okay?" spørger Denize, og han nikker hurtigt. Hans stakåndede vejrtrækning får hans krop til at ryste, og Denize hjælper ham på benene. 

"Hvorfor hoppede du ikke?" spørger jeg og kører en hånd gennem mit hår, og mit hjerte hamrer hårdt i mit bryst. "Du kunne være død."

"Jeg ved det," knurrer han af mig, og jeg løfter et øjenbryn af ham. 

"Kom," siger jeg og vender ryggen til ham. Hvis han skal være på den måde... Denize og jeg reddede trods alt hans liv. Så stod de to vel lige. "Jeg vil ikke komme for sent på grund af ham." Denize flanker mig, mens Tobias kommer to skridt efter os. Han trækker stadig vejret i små stød, da vi slutter os til resten af gruppen af unge, der er samlet ovre ved en lav mur. De danner en halvcirkel om en skytsenglepige, der står med armene over kors. 

"Velkommen," lyder hendes høje røst, og jeg maser mig tættere på. Denize og Tobias følger efter, og jeg ser ordentligt på skytsenglen. Hendes hud er mørk, hendes hår kulsort, og så er hendes overarme udsmykket med sorte tatoveringer bestående af cirkler og streger, der former ild. Skytsenglenes symbol. "I, der står her, har klaret en af de første, indledende prøver. De, der ikke klarede springet... de ville ikke have en chance her alligevel." Af en eller anden grund kan jeg ikke lade være med at skæve til Tobias, der utilpas flytter vægten fra den ene fod til den anden. "Men tillykke. Selvom vi de forgangne år har delt jer op i Skytsengle og faktionsskiftere, deler vi jer i år op i tre hold; uanset om I kommer fra Skytsenglene eller er faktionsskiftere."

"Ingen særbehandling," siger Denize med et blink i øjet, og jeg ryster bare på hovedet af hende. Som om vi ville få særbehandling, bare ford vi vælger vores egen faktion. 

"Det sker nok alligevel," siger Tobias, og jeg kan fornemme Denize give ham en albue i siden. Det fortjener ham. 

"Vejen til træningen, er ned. Nogen, der vil hoppe først?" spørger skytsenglen, da der igen har lagt sig stilhed over os. Folk bliver urolige, og før jeg får set mig om, har en eller anden puffet mig frem, så jeg må træde et skridt til siden, for ikke at falde. Pludselig finder jeg mig selv stående indenfor halvcirklen sammen med den anden skytsengel. "En frivillig..." Hun træder roligt over til mig og smiler. "En skytsengel endda. Beatrice Prior." Pludselig genkender jeg hende som en af min brors venner, og hun smiler venligt til mig. "Vær så velkommen." Hun træder et skridt til siden og gør en gestus med hånden hen mod den lave halvmur, og jeg ser forvirret på hende. Hvad skal jeg? 

"Go Tris!" hører jeg en henne fra mængden huje, og det skulle ikke undre mig, hvis det var Denize. Efter at have trukket vejret dybt, træder jeg op på halvmuren foran mig. På den anden side af muren går det lodret ned; mindst ti etager, og for neden er et stort, sort, gabende hul. Jeg kan ikke vende om nu. Vil hun virkelig have, at jeg skal hoppe? Jeg ser mig tilbage og får øje på Tobias i mængden. Hans ansigtsudtryk er skadefro, og netop derfor vender jeg blikket frem igen, og tager et skridt ud i ingentingen. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...