Divergent - The Outcast

Puritanerne er de uselviske, Sanddru de ærlige. Pacifisterne ses fredelige, mens Intelligentsia er de lærde. Men Skytsenglene er de frygtløse, og det kan den skytsengelfødte Beatrice Prior - også kaldet Tris - skrive under på. Hele sit liv har hun forberedt sig til det øjeblik, hvor egnethedsprøven skal fortælle hende, hvilken faktion hun hører til. Selvfølgelig hører hun til Skytsenglene. Hun har jo aldrig kendt til andet, men da prøven er usikker, må hun vælge. Hører hun til hos Sanddru, hvor man med ærlighed kommer længst, eller hos Skytsenglene, hvor hun altid har været? Og selvom man så vælger, kan man godt komme i tvivl. For det er trods alt i den valgte faktion, man tilbringer resten af sit liv.

30Likes
17Kommentarer
2180Visninger
AA

5. Chapter four.


Jeg sidder sammen med Four og Anna til maden. Til Denizes overraskelse møder hun nogle, hun kender, og undskyldende sætter hun sig sammen med dem. Jeg forstår hende godt. Her kender jeg mange, men hun kender jo kun os, hun stadig nærmest lige har mødt. Four kender Anna, så de har hinanden, men jeg har ingen. Eller i hvert fald har jeg ikke set nogen, jeg kan genkende fra skolen. Vi sidder på et langbord sammen med mange andre unge, der virker nervøse og utilpas i situationen. En skytsenglepige ved min side hilser, da vi sætter os ned. 

"Ray," siger hun og smiler stort. Hun har en smule skæve tænder, og hun får smilehuller i siden af kinderne, når hun smiler. Hendes hår er skrigende rødt, og det sidder i en fletning ned over hendes venstre skulder. "Dejligt endelig at se en skytsengel. Der er ikke nær så mange i år, som de forgangne år, og min far har fortalt mig, at det er faldet de seneste år. Antallet af folk fra andre faktioner, der klarer den, er også faldet, så Dauntless har virkelig brug for nogle stærke personligheder." Noget i mig siger, at hun ser sig selv som en stærk personlighed. "Hvad hedder I så?"

"Jeg hedder Tris, og det her er Tob-... Four og Anna," siger jeg og ser på Four, der smiler forsigtigt. Hans smil er sødt. Anna siger ikke så meget, men mimer et hej. 

"Puritanere?" spørger hun, og Four nikker uden ord. 

"Jeg synes, det er super sejt, at I tør," siger hun, og hun lyder rent faktisk oprigtig. 

"Tør hvad?" spørger jeg forvirret, og hun griner kort, inden hun skubber en tot af de vilde, røde lokker, der har undsluppet fletningen, om bag øret. 

"Ikke dig, dine venner dér," siger hun. "Det er sejt, at de tør skifte faktion; specielt med det, der sker nu."

"Hvad mener du?"

"Min far er politiker her hos Skytsegnele, og han har sagt, at der er noget stort under opsejling," fortæller hun, og jeg bider mig i læben. Sidst, der skete noget stort, endte det med over hundrede døde, og Caleb kunne have været en af dem. "Han vil bare ikke fortælle mig hvad, for han har tavshedspligt. Jeg synes, det er latterligt..." Hun fortsætter med at snakke, men jeg kan ikke koncentrere mig om at høre efter. Dagen har været mere end hektisk; dybe, sorte huller, Sprækken, Intelligentsia og Puritanerne bliver lært i skolen om Skytsenglene som de onde og noget stort på vej. Alt det oven i, at jeg skal i gang med min træning, får mit hoved til at dreje rundt. "... eller hvad synes du?" 

"Hva'?" siger jeg forvirret, og hun smiler sigende til mig. 

"Er det derfor, træningen er hårdere i år?" spørger Four og redder mig fra total ydmygelse. 

"Det tror jeg," siger hun, og i samme nu bliver der slået på et glas. Småsnakken, der runger i den store sal, dør langsomt hen, og vi vender alle hovedet op mod skytsenglen, der står med et glas hævet foran sig. Hun sænker det og ser ud over os. 

"Velkommen," hilser hun og sætter glasset foran sig. Hun folder hænderne og hviler vægten på den anden fod. "Velkommen til Dauntless først og fremmest, men også velkommen til Skytsenglene. Vi er meget beærede over jeres tilstedeværelse. Giv jer selv en hånd." Hun klapper ikke, da vi klapper. I stedet ser hun bare roligt ud over os og hæver armen, for at vi skal stoppe med at klappe. "Jeres træning vil begynde i morgen tidlig klokken otte, og vi forventer, at alle deltager. Udeblivelse fra træningen betyder udsmidning, og I bliver derved faktionsløse. Det gælder måde dem, der er født i faktionen, men også faktionsskiftere. Vi forventer, at I deltager aktivt og går op i de opgaver, I bliver sat for."

"Hvem er hun?" spørger Four, der har lænet sig mod mig for at larme mindst muligt. Jeg lægger en hånd på han skulder for at komme så tæt på ham som muligt og hvisker: "Hun er Dauntless' leder; Janine."

"Ellers er der ikke mere at sige, end at I vil blive hentet af jeres trænere, som også hentede jer her til aften og sidder ved jeres borde, i morgen" forstætter hun, og jeg trækker mig lidt væk fra Four igen. "Velbekomme." 

Der går ikke lang tid, før vi er færdige med at spise. Jeg har ikke spist siden morgenmaden; der spiste jeg ikke særlig meget af ren og skær nervøsitet. Dog skal vi blive siddende og vente til, at Janine lader os komme tilbage til vores sovesale. Jeg sidder uroligt og kan ikke holde mig i ro. Mine tatoveringer brænder stadig, og jeg har lyst til at kradse i dem for at få smerten til at gå væk. Anna er den sidste ved vores bord, der bliver færdig, så lige så snart hun har lagt kniv og gaffel over kors på sin tallerken, springer jeg op. Skytsenglefyren, der hentede os, har også rejst sig og går med faste skridt hen til døren. De andre borde er endnu ikke færdige, så vi er de første til at gå. Heldigvis. Four går ved min side, mens Anna og Ray går bag os. 

"Gad vide hvad træningen er," siger Four, da vi sidder på vores senge. Denize er også tilbage, og hun sidder på min seng sammen med mig; Four og og Anna på hans. Ray sover sammen med ham Pacifistdrengen, der havde været grov overfor Four og Anna. Hvor de kender hinanden fra, ved jeg ikke, men de ser ud til at komme godt ud af det med hinanden. 

"Sikkert noget med fysisk og psykisk styrke," siger jeg, da jeg husker min skole. Vi lærte om træningen, men fik også at vide, at de varierede den hvert år, så yngre søskende ikke ville have en fordel. "Det er det mest basale."

"Psykisk styrke?" spurgte Anna, og hendes øjne er større og mere runde end før. "Hvad hvis man ikke er... stærk?"

"Du skal nok klare dig," beroliger Four og lægger armen om hende. Hun hviler sit hoved mod hans skulder, og et eller andet sted ligner de to søskende. "Vi skal nok alle sammen klare os." Med de ord ser han over på mig, og jeg er sikker på, at det er sigende. Dog rører det mig ikke, og er det en hentydning. Forstår jeg den ikke. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...