Divergent - The Outcast

Puritanerne er de uselviske, Sanddru de ærlige. Pacifisterne ses fredelige, mens Intelligentsia er de lærde. Men Skytsenglene er de frygtløse, og det kan den skytsengelfødte Beatrice Prior - også kaldet Tris - skrive under på. Hele sit liv har hun forberedt sig til det øjeblik, hvor egnethedsprøven skal fortælle hende, hvilken faktion hun hører til. Selvfølgelig hører hun til Skytsenglene. Hun har jo aldrig kendt til andet, men da prøven er usikker, må hun vælge. Hører hun til hos Sanddru, hvor man med ærlighed kommer længst, eller hos Skytsenglene, hvor hun altid har været? Og selvom man så vælger, kan man godt komme i tvivl. For det er trods alt i den valgte faktion, man tilbringer resten af sit liv.

30Likes
17Kommentarer
2185Visninger
AA

6. Chapter five.


Træningen begynder klokken otte, sharp! Træningslokalet er et stort, kvadratisk rum med sorte vægge, sort loft og sort gulv. Det er nogle pæle, der holder loftet, men ellers er rummet næsten tomt for inventar. Dog er den ene væg dækket med træplader, der er tegner cirkler på, og der står et bord tæt ved. Vi står op ræd og række og venter spændt; Four er ved min højre side og Denize ved min venstre. På det store ur, der hænger over vores hoveder, slår otte, træder skytsenglen var aftenen før ind i træningslokalet. Han stiller sig foran os med armene på ryggen og med en alvorlig mine ser han på os, én efter én. 

"Den første hopper," siger han, da hans blik faldet på mig. Varmen stiger i mine kinder, og jeg kan mærke Four skubbe blidt til mig. "Tris Prior, hvis jeg husker rigtigt."

"Det gør du," siger jeg, men min stemme er svag. Han nikker kort og fortsætter hen af rækken. Da han er færdig, ser han igen på mig. 

"Tris..." begynder han, og jeg møder hans blik. Han smiler ikke, han siger ikke noget, og øjenkontakten bliver alt for lang og virkelig akavet. "Jeg hedder Alex, og jeg er jeres træner her i Dauntless. Jeg forventer disciplin og svar, når jeg spørger. Er det forstået?"

"Ja!" råber vi i kor, og han smiler. 

"I lærer hurtigt," siger han og vender tilbage til sin oberst-facade. Da han begynder at trave frem og tilbage foran os, går det op for mig, at min far kender ham. Det er Alexandre Dauntless. "I dag starter vi ud med jeres træning, og som nogle måske ved, er træningen hård. Jeg siger det ikke for at skræmme jer, men for at fortælle jer sandheden. Jeg forventer, at I også fortæller mig sandheden, for vi accepterer ikke løgne og hemmeligheder her."

"Wow," hvisker Four, og jeg prikker ham i siden for at få ham til at være stille. 

"Så Tris!" udbryder han højt, og jeg spærrer øjnene op. "Siden du er den første hopper, er du så også den første til at vise, hvad du kan?"

"Hvad skal jeg?" spørger jeg, og han griner kort. Hans latter går direkte ind i kroppen på mig, og jeg gyser. Det er ikke et behageligt grin, han har. 

"Du spurgte vist ikke, hvad du skulle, da de bad dig hoppe, vel?" spørger han, og jeg forstår hans hint. 

"Giv mig, hvad du vil, og jeg skal vise dig, hvad jeg kan."

"På bordet derovre har vi nogle knive," fortæller han og hentyder til et bord, der står midt i rummet. Da jeg kom ind, tænkte jeg over, hvad de skulle bruges til. Nu ved jeg hvorfor. "Kast den, og vis os, hvad de har lært jer i skolen." Jeg nikker kort, inden jeg går målrettet over til bordet, tager tre knive og kaster dem mod pladerne på endevæggen. Hvor langt der er mellem mig og pladerne aner jeg ikke, men da de to første knive rammer inden for de optegnede cirkler, smiler jeg tilfreds. Der er helt stille blandt de andre, da jeg kaster den sidste kniv, der rammer den første, og overraskende nok bliver de begge siddende. Den ene kniv har spiddet sig ind i skaftet på den anden. 

"Sejt!"

"Hvordan gjorde hun det?"

"Det er jo umuligt!"

"Tris," kalder Alex, og jeg går tilbage til de andre. Dog lader han mig ikke træde ind i rækken igen, men får mig til at stå overfor ham. "Hvad lavede du?"

"Kastede knivene, som du bad mig om," siger jeg med en snert af flabethed i stemmen. "Du bad mig vise dig, hvad jeg kan."

"Ødelægge to gode knive?"

"Hvad mene-..."

"Jeg bad dig vise, hvad du kan," afbryder han mig, og jeg holder vejret. "Ikke ødelægge to knive."

"Jeg ødela-..."

"Stil dig hen i rækken igen." Han holder en hånd oppe for at stoppe mig, og han virker utilfreds med mit knivekast. Han bad mig kaste dem, og det havde virkelig ikke været min intension at ødelægge de to knive. "Marcus!"

"Ja, sir!" råber pacifistdrengen, der havde kaldt Four og Anna for 'Stiverter'. 

"Hent knivene og kast dem igen," siger Alex højt, og Marcus småløber over til pladen, hvor mine knive stadig sidder. Dog kan han ikke trække dem ud, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt. 

"Er der noget, der er sjovt, Tris?" spørger han og sender mig et lynende blik, i samme øjeblik som en skytsenglekvinde kommer ind. Hun er ikke meget ældre end os, og hun har langt, sort hår. "Violet."

"Alex," hilser hun, og jeg kan mærke på Alex, at han slapper af. Marcus, der stadig er i gang med knivene, stopper op. Violets tilstedeværelse lægger sig som en afslappende atmosfære, og jeg trækker vejret dybt. Hun går hen til mig, stiller sig foran mig og smiler. "Tris; jeg skulle hilse fra din far."

"Kender du min far?" spørger jeg overrasket. "Jeg mener... tak."

"Selvfølgelig kender jeg ham," smiler hun. "Jeg arbejde sammen med ham så sent som for tre uger siden. Nu skal jeg træne jer, så jeg kommer lidt ud fra ministeriet."

"Særbehandling er ikke i orden, vel?" bryder Marcus ind, og Violet vender sig om. 

"Vi laver ikke særbehandling her," siger hun og ser kort på Marcus, inden hun vender blikket mod mig igen. "Vi er meget glade for, at du har valgt at blive i faktionen. Held og lykke med træningen."

"Mange tak," siger jeg og bukker lidt, for jeg ved, at hun er højt stillet i ministeriet. 

"Godt!" udbryder hun og klapper hænderne sammen. "Dig dér!" Hun peger på Marcus, der står med de tre knive i hånden. "Læg dog de knive fra dig og kom her over. Jer andre: lad dog være med at stå, som om I er i militæret. Det her er skytsengletræning, ikke træning til en hær."

"Det er ikke, hvad min far siger," hvisker Ray, og jeg gyser. Har hun ret, er det her rent faktisk træning til krig. 

"Sh," tysser jeg, og hun mumler noget for sig selv. 

"I har vist allerede mødt Alex, og han står for den fysiske træning," fortsætter Violet. "Jeg står for den psykiske - altså mental styrke og sådan - og I vil derfor deles ind i to hold. Det ene hold kommer med mig, og skal hele den første uge arbejde med jeres mentale styrker. Derefter vil i bytte, så I kommer tilbage til den fysiske styrke, og omvendt for det andet hold. Okay?"

"Okay!"

"Jeg deler jer bare lige... her," siger hun og peger ned mellem mængden af os. Marcus er - uheldigvis - røget i min halvdel og derved også mit hold, og han skuler muggent til mig. Dog er Four, Anna, Denize og Ray også endt på hold med mig, og det er jeg glad for. Jeg ville ikke kunne holde mig i ro, hvis jeg skulle holde Marcus ud i en hel uge. Allerede efter under en halv time i selskab med ham, er jeg ved at flå hovedet af ham. Violet peget på mit hold og smiler. "I kommer med mig." Med de ord venner hun ryggen til og begynder at gå ud af lokalet. Alex, der har holdt mund og står med hænderne på ryggen, vender sig mod sit hold og begynder at snakke. Jeg hører ikke, hvad han siger, da vi allerede er godt på vej væk. 

"Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang," siger Denize glad og klapper i sine hænder. Jeg får øjenkontakt med Four, og vi vender næsten synkront øjne af hende. Denize har en optimisme, der både er irriterende og inspirerende. Lige nu er den bare irriterende. 

"Tror I, det er farligt?" spørger Anna, og hendes øjne er kuglerunde. 

"Selvfølgelig ikke," siger Four, men jeg tror, han lyver. Det kan godt være farligt. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, men én ting er sikkert; det bliver ikke nemt. 

"Er alle med?" spørger Violet og vinker os hen. Four og jeg danner bagtroppen, og de store døre, vi er gået igennem, smækker hårdt i efter os. Lokalet, vi befinder os i, er som en stor kuppel af glas, og midt i rummet er en stol magen til den fra egnethedsprøven. Det bringer dårligt minder op i mit hoved, og jeg ryster på hovedet. "Dette kammer ligner nok det, I var inde i til egnethedsprøven. Det er fordi, maskinen her er magen til." Hun lægger hånden på stolens ryg og ser rundt på os. "Den mentale del af træningen vil til dels tage sted her, hvor vi vil arbejde med jeres mentale færdigheder. Træningen her vil minde om egnethedsprøven; I vil blive udsat for jeres største frygt."

"Ikke igen," hvisker Anna og tager sig til hovedet. Jeg har ondt af hende. Hun virker ikke særlig glad for at være her, og alting ser ud til at få hende tættere og tættere på et nervøst sammenbrud. "Ikke igen."

"Vi tager jer i alfabetisk rækkefølge, og I, som ikke er inde til denne del af træningen, vil blive assisteret af Tris."

"Mig?" udbryder jeg højt, og Violet sender mig et hårdt blik. 

"Ja, som jeg sagde: I vil blive assisteret af Tris, der vil hjælpe jer," fortsætter hun efter min afbrydelse. "Tris er - hvis I ikke vidste det - født ind i denne faktion, og jeg-..."

"Og det kalder du ikke særbehandling?" udbryder Marcus højt, og Violet ser på ham med et lynende blik. 

"Jeg tolerer ikke, at blive afbrudt," siger hun koldt og ser rundt på os andre, inden hun igen ser på Marcus. "Har du andre indvendinger?"

"Nej," mumler han, og hun går hen til ham. 

"Gå."

"Hvad?"

"Gå," gentager hun og peger mod døren. "Og jeg vil ikke se dig mere i dag; vi får se, om du kan opføre dig ordentligt i morgen." Med de ord vender hun sig om mod os andre, og jeg måber. Jeg troede, skolen var hård, men skytsengletræningen er endnu hårdere. Da Marcus forlader rummet, smækker han hårdt dørene efter sig, og jeg gisper. Han er rasende. Han er rasende på mig. 


Note: Denne novelle vil fortsætte, når Divergent-konkurrencen fortsætter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...