That summer I never will forget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Færdig
Gabrielle eller også kendt som Gaby, for en helt uforglemmelig sommer som hun aldrig havde regnet med. En sommer fulgt af: kærlighed, nye venskaber, sorg og forvirelse.

7Likes
34Kommentarer
4014Visninger
AA

9. What have you done?

Jeg kiggede op, på Michella som lige havde sagt mit navn. "hvem er det." Spurgte hun og nikkede mod drengene som sad og kiggede på os. Det minder mig lidt om der hvor jeg stod sammen med Diana. "Det er Louis, Harry, Zayn, Niall og Liam." Svarede jeg og nikkede mod drengene som jeg sagde deres navne. "Hej sagde de lidt efter til Michella. "Hey." Svarede hun igen. "Når så du fandt dig endelig nogen venner." Kom det fra hende med en snobbet stemme. Jeg rystede kort på hoved af hende.

Jeg skulle lige til at sige noget da Niall afbrød mig. "Ja, hun kan idet mindste få venner uden at spille en snobbet diva." Kom det fra ham. Jeg smilede til ham. "Nååå du har stadig ikke lært at forsvare dig selv." Kom det fra hende. "jo jeg kan godt forsvare mig selv, men jeg har bare nogen ægte venner, som ikke ville kunne finde på at skifte mig ud, bare fordi jeg ikke er populær." Svarede jeg spydigt igen. Jeg kiggede over på døren da jeg så Diana komme ind. "Selvfølgelig." Mumlede jeg. Michella kiggede over på døren, og fik et smil på læben, da hun så hvem det var der kom ind.

"Se hvem vi har her." Kom det fra Diana, da hun var kommet hen til Michella. "Har i ikke andet at fortage jer, end at stå her og gøre jer slev til grin, ved at prøve at spille seje." Kom det fra Harry. "Vi gør os da ikke til grin." Kom det fra Diana, men en snob stemme, som vi alle jo kender til, ikke sandt. Vi nikkede alle sammen. I ved godt hvem jeg mener. De bedste drenge i verden Niall, Louis, Harry, Liam og Zayn. "Har du set, Gabriella har fået venner som støtter hende." Kom det fra Michella. "Ja, ja jeg har set hendes venner." Kom det fra Diana, som kiggede ondt på alle drengene.

"Men jeg tror ikke på at de er hendes venner ret meget længere." Fortsatte hun. "Og hvorfor så det?" Spurgte Jeg, med et løftet øjenbryn. "Gæt selv." Kom det fra hende. Jeg kiggede spørgende på hende. "Du så dum. Hvis de finder ud af hvad du har gjort, tror jeg ikke de er dine venner ret meget længere." Jeg rystede bare på hoved af hende, og kiggede ned i bordet. "Kom Mich, lad os lade dem være." Sagde hun med en barnlig stemme. De gik deres vej, ud af butikken. Helt ærligt de havde ikke engang købt noget. Kom de bare for at ødelægge mit liv! Jeg kiggede stadig ned i bordet. "Hvad mente hun?" Jeg kunne høre det kom fra Liam. Jeg kiggede kort op på ham. Det her må så være det værste ved at jeg ikke bare kan sige at jeg er nød til at gå hjem. Da jeg jo boede hos dem eller rettere sagt Louis og Harry. Jeg kiggede igen ned i bordet.

"Gaby kig på os." Fortsatte han. Jeg havde ikke lyst til at kigge på dem, da jeg følte mig pinligt berørt, selvom de ikke ved hvad det er jeg har gjort, så ved jeg de finder ud af det en dag, og jeg er bange for at den dag måske bliver i dag. "Gaby!" Jeg kiggede kort op på den person som havde sagt det. Zayn.

Han kiggede undrende på mig, men det gør de alle sikkert? Igen, igen kiggede jeg ned i bordet. "Vi må hellere se at komme hjem." Sagde jeg for at skifte emne. Og med de ord havde jeg rejst mig, selvom jeg ikke engang har fået spist halvdelen af min mad, jeg ville bare ud. Jeg løb ud af indgange/udgangen, og løb over vejen hen til parken.

Jeg er ikke sikker på om drengene er med, men hvis jeg kender dem ret, så er de lige bag mig. Jeg stoppede op ved en bænk da jeg troede de ikke var med mig, da jeg var løbet ret langt, det følges i hvert fald sådan. Jeg selv var ret så forpustet, så jeg valgte at sætte mig ned på bænken. Jeg kiggede rundt i parken for at se om jeg kunne se drengene.

Og da jeg ikke kunne se dem, satte jeg mine albuer ned til knæene, og mit hoved i mine hænder. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg kan ikke tro hvordan jeg bare kunne stikke af sådan, især da jeg jo havde sagt, "Vi må nok se at komme hjem." Helt ærligt jeg havde sagt vi, og så var jeg bare stukket af. Nå men der var altså ikke noget jeg kunne gøre ved det nu. Det værste lige nu er at jeg ikke kunne tage hjem, til mig selv.

Da min nøgle lå hjemme hos drengene. Jeg lukkede kort mine øjne i. "Gaby." Jeg kiggede langsomt op, da jeg kunne høre hvem der tilhørte stemmen. Louis.

Okay hvordan kunne de stå her, jeg troede at de var stoppet op og gået hjem, da jeg løb ret langt, som jeg forklarede før. Men det beviser bare hvor gode venner de er, og ikke giver slip på mig så nemt. Mine øjne mødte Louis´. Han kiggede på mig med et blik jeg ikke helt kunne tyde. "hvorfor?" Spurgte han. Jeg kiggede ned i jorden. "Hvorfor stak du af." Fortsatte han. "Det..." Jeg sagde ikke mere.

Hvorfor kunne jeg ikke bare sige det. Jeg stoler på dem, jeg holder af dem- som venner-, de er de eneste venner jeg har, og det er nok derfor jeg ikke siger det, jeg er bange for at de vil se mig som en eller anden mærkelig ting, der ikke tænker sig om.

Ja det er det, men. Nej der er ikke noget men, det er derfor jeg ikke vil sige det, men jeg bliver nød til det. "Det ved jeg ikke." Fortsatte jeg. "Men hvorfor kan du ikke sige hvad det var hun mente?" Kom det igen fra Louis. "Fordi jeg er bange for at miste jer." Udbrød jeg. "Gaby du mister os ikke lige meget hvad, det er du har gjort." Jeg kiggede op på Louis.

"Sig det nu." Jeg tøvede lidt. "Okay. Jeg, jeg ømmm." Kom nu Gaby, sig det. Louis satte sig ned på bænken, og holdte armen om mig. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at Harry og Zayn også satte sig, da der kun kunne sidde 3 på de her bænke, stod Liam og Niall stadig op foran mig.

"Jeg prøvede engang at, at ømmm, at. " Der løb en tåre ned ad min kind. Jeg skammer mig virkelig over det. Selvom i måske vil sige at det er latterligt. "Jeg prøvede engang at begå selvmord. " Jeg turer ikke kigge op på drengene, men ventede bare på at de ville skride, og aldrig se mig mere, eller kontakte mig, eller have noget med mig af gøre.

Hvem vil også have noget at gøre med en der har prøvet på at begå selvmord? Jeg valgte dog at kigge op på drengene, og de første øjne der mødte mine var Niall´s de så ikke vrede ud men tværtimod glade heller. jeg tror faktisk at han havde ondt mig, hvis jeg tydede blikket rigtigt? Mit blik røg videre til Liam´s, det lignede Niall´s blik lidt -Medlidenhed- det var hvad de havde i øjnene. Jeg kiggede til siden, hvor Harry, Zayn og Louis sad.

Mine øjne mødte først Louis´ blik, så Harry og til sidst. Utroligt. De havde alle sammen medlidenhed i øjnene. Hvordan kan de føle medlidenhed, med en der har prøvet at skade sig selv? "Hvorfor." Spurgte Liam pluslig. Jeg rystede på hoved, og der løb tårer ned ad mine kinder. "Hvorfor ik?" Spurgte jeg.

Han kiggede overraket på mig. "Hvad mener du?" Spurgte han. "Hvad har jeg at lever for? Jeg havde ingen venner før jer, min bedste ven er en kat, mine forældre er nærmest ligeglade med mig og jeg har mistet min lillebror. Liam sig mig en ting jeg har at leve for." Jeg kiggede op på ham med tårer rendende ned ad mine kinder.

Han svarede ikke. "Der var en ting du sagde forkert der." Kom det fra Louis. Jeg kiggede på ham med et udtryk der sagde jeg ikke viste hvad han mente. "Din bedste ven er ikke en kat." "Hvad mener du Louis" Spurgte jeg efter. "Vi er dine bedstevenner." Han smilte til mig. Jeg smilte igen. Han trak mig ind i et kram. Lidt efter hev vi os fra hinanden. "Kom lad os tage hjem:" Smilte han. jeg nikkede og rejste mig op, de andre drenge rejste sig også op.

Så gik turen hjem ad. Jeg kan ikke tro at jeg nogen sinde skulle sige det, men jeg har faktisk nogen der holder af mig, som ikke er min familie. Jeg tror aldrig jeg har været gladere end nu. 

 

 

 

Hej mennesker, det her er nok det sidste kapitel jeg skriver, da jeg skal til København på Mandag og ikke for mulighed for at skrive der, og jeg kommer først hjem Søndag.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...