That summer I never will forget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2014
  • Opdateret: 10 apr. 2015
  • Status: Færdig
Gabrielle eller også kendt som Gaby, for en helt uforglemmelig sommer som hun aldrig havde regnet med. En sommer fulgt af: kærlighed, nye venskaber, sorg og forvirelse.

7Likes
34Kommentarer
4009Visninger
AA

11. kapitel 11

Niall´s synsvinkel:

 

Vi havde valgt at gå en tur i parken, som vi egentlig gør ret tit efterhånden. Jeg mener vi gjorde det ogsåfør Gaby kom,så ja, ligemeget. i hvert fald går vi lige nu i parken, men Gaby har stadig ikke talt til mig, det er måske kun en time siden, jeg spurgte hvorfor hvor hendes telefon lige skulle ringe typisk! Jeg  ved virkelig ikke hvad jeg har gjort galt? Hun taler med de andre drenge men ikke mig!

Om det fordi jeg fangede hende i det ved jeg ikke, men så pinligt kan de vel heler ikke havde været. Lige nu gårhun og taler med Louis, om hvad ved jeg ikke da jeg går lidt bag dem og snakker med Liam. "Niall!" Siger han lidt højt. Jeg vender hoved imod ham og kigger ham i øjnene.

'"Hmm hvad." Spørg jeg bare. "Høre du over hoved efter hvad jeg siger?" Spørg han. "Øøø ja selvfølgelig." Smiler jeg lidt usikkert. Han løfter det ene øjenbryn. "Okay fortæl mig hvad jeg sagde!" Han kigger på mig, stadig med det løftede øjenbryn. "Hmm du sagde noget med mad?" Siger jeg langsomt og smiler stort og uskyldigt.

"Niall er mad bare dit svar på alt?" spørg han. Jeg smiler bare. "Men hvad er der galt:" Spørg han, den er gang lidt trist. "Der er da ikke noget galt" Smiler jeg bare. Okay løgn, der er noget galt, og det galt er at Gaby ikke vil tale med mig, og jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt!

Men Liam kender mig jo for godt til at tro på det. " Niall jeg ved du lyver. Seriøst hvad er der galt." Spørg han igen bare lidt alvorligt. Jeg vælger bare at fortælle sandheden. "Gaby vil ikke tale med mig og jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt? Hun taler med jer andre, men mig undgår hun helst."  Fortæller jeg. Han kigger bare på mig. "Skal jeg snakke med hende for dig." Spørg han. Jeg ryster bare på hoved. "Behøves ikke." Han nikker.

Vi går lidt  videre uden at sige noget. Jeg kigger op og ser Gaby og Louis gå og skubbe lidt til hinanden. 

 

Gaby´s synsvinkel:

 

Jeg skubber lidt til Louis som skubber tilbage, selvfølgelig i sjov. "HEEEY." råber jeg lidt højt da Louis "kommer til" at skubbe lidt for hårdt til mig, så jeg falder. Han går bare videre med et kæmpe smil plantet på læberne. Jeg rejser mig op igen. Jeg står lidt og kigger efter ham. Da han er lidt længere fremme, tager jeg tilløb som jeg plejer at gøre efterhånden. jeg løber alt hvad jeg imod ham og håber op på hans ryg. "Gaby find på noget nyt, du gør det der hele tiden, så det irritere mig ikke!" Griner han. Han skal da ikke grine. jeg slår han oven på hoved, altså ikke hårdt men i ved vel hvad jeg mener. "Det ved jeg men jeg elsker at sidde på jeres rygge, det er nemlig så hårdt at gå." Siger jeg alvorligt, men samtidig barnligt. Han ryster bare på hoved og griner lidt. Jeg kigger tilbage, altså stadig mens jeg sidder på Louis´ ryg.

Jeg ser Liam og Niall gå og snakke, og så er der jo Zayn og Harry som går ved siden af os. Jeg har ikke rigtig snakket med ham her idag, vi plejer at have det sjovt, snakke helt vildt og sådan, men lige nu synes jeg det er akavet mellem os. Det har det være siden i går aftes. Da han fangede mig i at se på ham og de andre drenge blev jeg meget flov. Altså hvad ville i ikke være blevet hvis en sød, sjov og flot fyr fangede jer i at stirre på ham og hans bedste venner, ja tak for sympatien. 

Det er nok mere mig som er flov, da han jo ikke har noget at være flov over. Jeg ved bare ik hvad jeg skal sige til ham. Han har prøvet at snakke til mig, men jeg har bare svaret med "hmm, ja,nej" og sådanne ord. Han er lidt trist har jeg lagt mærke til, men om det er fordi jeg ikke taler med ham, eller noget anden, ved jeg ikke. Han har jo ikke gjort noget, det er jo mig der er problemet...

 

Vi er noget ned forenden af parken, hvor man ikke kan komme længere, eller jo men så skal man ind i en klam og uhyggelig skov og om jeg vil det, nej tak. "Skal vi ikke gå derind." Jeg kigger hurtig på Harry som sagde det. "Neeeeeej." Svare jeg ham hurtig. "Hvorfor ik, er du bange." "Hvaaad neeej, hvorfor tror du dog det." Spørg jeg. "Okay hvis du ikke er bange, så har jeg en ide." Jeg kigger nervøst på ham, hvad har han tænkt sig. "Vi 6 skal alle sammen, i morgen aften, overnatte i telt ude i skoven." HVAD SAGDE HAN LIGE! "men.." "Allleeeeesssaaaammmmmeeeennnnnnn." Siger han meget langsomt, tæt op af mit øre. Jeg sukker. "Hvad hvis jeg indrømmer at jeg er bange." Spørg jeg sukker sødt. Han ryster bare på hoved, med armene over kors.

  Jeg sukker bare og høre Harry små grine. Vi begyndte at gå hjem igen. Oh nej, jeg skal sove i en skov. Ønsk mig hel og lykke!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...