Let me go - [+13]

Lena, 17 år er et adoptivbarn. Hendes forældre døde i en bilulykke da hun var 9 år. Hun boede på børnehjem i et år før der kom en dame og en mand. De adopterede hende og alt var perfekt, men da adoptivmoren døde, eller rettere sagt skudt, ændrede alt sig. Adoptivfaren begyndte at misbruge, slå, torturer og behandle hende som en slave. Men hvad sker der mon når hun bliver gravid og adoptivfaren tvinger hende til at føde barnet? Vil han mon også misbruge barnet, da de finder ud af at det er en pige? Det store spørgsmål er bare: Vil hun nogensinde slippe væk? *Der kan risikere at komme andstødende scener*

15Likes
6Kommentarer
2011Visninger
AA

8. Miss you

 

Lyden af gryder der blev slået slået sammen, var en dejlig lyd der fyldte mine øre.


Nu tænker du sikkert, hvem kan lide den lyd? Som svar til dit spørgsmål; det kan jeg godt, for det minder mig altid om dengang min mor gik rundt i køkkenet, og lavede den bedste mad hun kunne præstere.. For ja, hun var ikke ligefrem den bedste kok.

 


:::Flashback:::

 


Lyden af en fodboldkamp, mad der blev lavet, folk der snakkede osv. kunne man sikkert høre helt ude ved vejen, men det rørte mig ikke.

 


Lige nu sidder jeg og lavede lektier, ved køkkenøen, som - sjovt nok - er i køkkenet.

Mor var i gang med at lave mad, mens far sad i hans lænestol og så en fodboldkamp, hvilket nok skyldes de råb, som de muligvis kunne høre nede på gaden.

Men som sagt, så rørte det mig ikke.

 


"Mor? Hvordan staver man til professionelle?" Jeg kiggede hen på min mor som stod med to gryder i hånden.

Hun kiggede op på mig med et skævt smil. "Hvad tror du selv?" Hun lagde gryderne fra sig, på køkkenbordet, for så at gå hen til mig.

 


"P-r-o-f-e-s-i-o-n-e-l-e?" Jeg kiggede spørgende på hende, men begyndte så at grine lidt, da hun begyndte at klappe helt vildt, i hendes hænder. "Det var perfekt stavet. Du skal bare lige tilføge et S og et L, og så er du kørende."

 


"Sååå, p-r-o-f-e-s-s-i-o-n-e-l-l-e?" "Perfect!"

 

:::Flashback slut:::

 

Maden blev hurtig færdig, da det bare var pasta med kødsovs. Jeg fik dækket det lille runde bord, med tallerkner, bestik osv.

"Der er mad!" Råbte jeg så højt, at man sikkert kunne hører det helt ude i den smalle opgang.

Der lød høje tramp inde fra stuen af, og lidt efter kunne man hører en meget oprevet stemme, "hvad har jeg ikke sagt, om at du ikke skal råbe!?". Jeg kiggede forsigtigt op på ham, for så derefter at få et chok, over det høje brag der lød, da han hamrede hånden ned i bordet.

Jeg fik et meget lille "undskyld" frem, vendte mig så om mod gryderne, for så at bære dem over på bordet.

Vi fik sat os til bords og fået mad på tallerknerne. "Glæder du dig til i aften?" tænk, at han brød stilheden med det spørgsmål... "Selvfølgelig.." Jeg holdte øjenkontakten med bordet, da han eller ville kunne se, at jeg løj, selvom han nok ved det i forvejen.

 

***

 

Hader du ik også bare når man ikke kan falde i søvn? Det er sådan set den situation jeg er i lige nu. Jeg kan bare ik falde i søvn, med tanken om at om et par timer vil han komme herind, for gøre det sædvanlige.

Efter to timer med en masse tanker, bankede det på døren og inden jeg overhovedet fik sagt kom ind, trådte han ind på værelset og lukkede døren efter sig...

 

___________________________________________________________________________

 

Hii igen!!!

Sorry, for at jeg springer i nutid og datid. Jeg havde dog regnet med at udgive dette kapitel i går, og mere ordentligt, men det blev dog først i dag, da jeg slet ikke kunne overskue det i går.

 

Knuuss<3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...