Let me go - [+13]

Lena, 17 år er et adoptivbarn. Hendes forældre døde i en bilulykke da hun var 9 år. Hun boede på børnehjem i et år før der kom en dame og en mand. De adopterede hende og alt var perfekt, men da adoptivmoren døde, eller rettere sagt skudt, ændrede alt sig. Adoptivfaren begyndte at misbruge, slå, torturer og behandle hende som en slave. Men hvad sker der mon når hun bliver gravid og adoptivfaren tvinger hende til at føde barnet? Vil han mon også misbruge barnet, da de finder ud af at det er en pige? Det store spørgsmål er bare: Vil hun nogensinde slippe væk? *Der kan risikere at komme andstødende scener*

15Likes
6Kommentarer
2015Visninger
AA

5. Fashback - part 2

 

:::Flashback fortsætelse:::

 

Jeg løb så hurtigt jeg kunne ud i mod køkkenet, men stoppede hurtigt op i dørkammen da jeg så hvad der foregik. Min 'far' stod med en pistol rettet i mod min 'mor'. Han skulle til at trykke den i bund, da mit gisp fyldte rummets stilhed.

 

Han vendte sig langsomt hen mod mig, og lod sit kolde blik møde mit. Jeg kiggede forfærdet påham, men det eneste han gjorde var at vende sig mod min 'mor' igen.

Jeg kunne ikke gøre noget. Det vidste jeg, men skyldfølelsen hobede sig op i mig. Jeg hadede den følelse. Mit blik landede på min 'mor' som stod helt op af den grå og kedelige køkken væg. Sorgen og smerten stod nærmest ud af øjnende på hende og jeg kunne ikke andet en at føle medlidenhed med hende.

 

Det hele gik så stærkt at jeg næsten ikke lagde mærke til skuddet som fløj igennem luften og borede sig ind i min mors tænding. Dog nåede hun at lade sit skrig flyde ud i rummet, inden hun faldt om, på det hårde stengulv...

 

:::Flashback slut:::

 

Jeg satte mig forsigtigt op i sengen og kiggede rundt i det store dystre rum. Som alle andre morgner, kunne jeg høre fjernsyndet der kørte i stuen, med en masse stemmer i baggrunden.

 

Jeg svang benene ud over sengekanten og rejste mig forsigtigt op. Jeg stod stille i lidt tid og ventede egentlig bare på at smerten fra underlivet, ville æde min krop op, som alle de andre gange, men den kom ikke. For første gang i lang tid åd smerten mig ikke op.

 

Det var dejligt, men så var det jo også bare med at nyde det. Dog kunne jeg ikke lade vær' med at, tænke på hvorfor jeg ikke fik den ulidelige smerte.

 

Jeg rejste mig op og gik hen til mit næsten tomme klædeskab. Jeg fandt et par sorte jeans og en hvid top. Enkelt, men fint. Eller, jeg ved ikke rigtigt hvor fint det var længere, da bukserne var ved at være godt slidte.

 

Jeg fandt også hurtigt et rent sæt undertøj, tog det med ud på badeværelset og tændte for bruseren.

 

***

 

Jeg var lige trådt ud af badet, da jeg hørte en masse hårde bank på døren.

 

"LENA, KOM SÅ UD DER FRA. DU HAR ET ARBEJDE DER KALDER. NU!" Simons råbende stemme fyldte hele lokalet, eller rettere hele lejligheden.

 

"Ja, jeg kommer nu" sagde jeg med en meget lav mumlen, så jeg næsten blev i tvivl, om han hørte mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...