Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3875Visninger
AA

10. Kapitel 9: "Mørkets Slægt" - James

 


"Det her er så freaket! HVORDAN kan det lade sig gøre?! Det er IKKE muligt! Det er det altså ikke! Jeg har ALDRIG prøvet det før, jeg forstår INTET længere! Det er SÅ mærkeligt, så mærkeligt. Mærkeligtmærkeligtmærkeligtmærkeligt - "

     "Catriana..."

     "HVORDAN KAN DU SE MIG I ØJNENE?!" udbrød Catriana, og hvis man havde lidt fantasi var hendes øjne mere røde end de var sorte nu. Jeg tog fat i hendes skuldre.

     "Tag det roligt, Catriana," sagde jeg, og jeg så hende i øjnene, og hun stirrede skrækslagent ind i mine. "Hvad er det store problem? Er alt ikke bare godt?"

     "Jo, men... Der er noget, der ikke stemmer." Catriana trak sig væk. "Jeg forstår bare ikke noget. Det giver ingen mening, at du kan se mig i øjnene, ingen som helst. Du er jo bare et normalt menneske!"

     "Jeg er formskifter."

     "Jah, det forsvarer det ikke! INGEN kan se mig i øjnene, udover... ganske få."

     "Ja, angående det," sagde jeg så. "Vil du... uddybe hele denne her situation her? Hvorfor er dine øjne på den måde? Bill kaldte dem De Onde Øjne."

     "De Onde Øjne..." mumlede hun og så ned, men jeg løftede hendes ansigt op igen og så afventende på hende. "Bill har ret."

     "Han sagde også, at De Onde Øjne er Djævelens øjne."

     "Det... har han også ret i." Catriana satte sig ned i det våde græs, men hun virkede ligeglad. Jeg satte mig ned ved siden af hende.

     "Du er ikke Djævelen, er du, Catriana?" spurgte jeg. Jeg nægtede selv at tro på det.

     "Nej," fnøs Catriana. "Som om jeg nogensinde kunne MÅLE mig med Mørkets Herre."

     Det fik mig til at hæve øjenbrynene. "Så du... kender ham?"

     Catriana var tavs lidt, hun kløede sig bag øret. "Lidt..."

     "Lidt?" sagde jeg. Jeg begyndte at blive for alvor nysgerrig nu. Hvem var hun? Hvilket forhold havde hun til Djævelen?

     "Jah... Tjo... Han er min far."

     "Nej, seriøst, sig nu sandheden," var jeg lige ved at sige, men hun så så helt forfærdelig ærlig ud, og jeg fandt mig selv mundlam, som jeg indså, hvordan alt gav mening nu. Hendes had til Ezavia, Ezavias had til hende. Hendes sataniske holdning til alt der har med Lysets Slægt at gøre. Hendes øjne, den måde, hun forsvarede Djævelen på i klassen.

     "James?" spurgte hun, da jeg ikke sagde noget.

     I rent chok lagde jeg mig ned i græsset og stirrede bare op på himlen. Catriana lagde sig ned ved siden af mig med et vagtsomt blik. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Så, til sidst, spurgte jeg:

     "Så du er Djævelens datter?"

     "Jeg foretrækker Lucifer, men ja."

     "Lucifer..." Jeg smagte lidt på navnet. "Han gjorde oprør mod... Gud. Han var en engel."

     Catriana nikkede.

     "Du... du sagde, at du ikke kunne elske. Du sagde, at du ikke kunne være sammen med nogen. Er det på grund af...?"

     "I min familie går vi ikke ind for kærlighed. Min far går ikke ind for kærlighed, og selv har jeg aldrig prøvet at føle kærlighed på den måde. Det er derfor, ja. Derfor vi ikke kan være sammen."

     Jeg lå i lidt tid og følte mig lidt muggen over, at selv nu, var det håbløst mellem mig og Catriana. Men så fik jeg et andet spørgsmål i tankerne. "Hvem er din mor? Hvis din far er Lucifer, hvem er... hvem er din mor så? En eller anden heks?"

     Catriana trak på skuldrene. "Både ja og nej. Hendes navn er Tenna Cyston. Hun var en engel i Lysets Rige for flere tusind af år siden, sammen med min far. Og sammen fik de mig. Det var... lige før han blev forvist. Da Gud opdagede, at Tenna... var gravid, var han "nødsaget" til også at forvise hende, enten det, eller han ville dræbe mig. Men Tenna var en af hans bedste engle, så han gjorde hende til et menneske i nutidens verden, men en heks i stedet for en engel. Og her fik hun mig, men nogle måneder senere kom min far og hentede mig... ned til Helvede. Jeg vidste først, at jeg havde en mor, da jeg var fjorten."

     "Det var da... de lyder forskellige."

     "De ER forskellige, og det er netop derfor, jeg er her, på magiskolen. Nede hos min far følte jeg mig... ikke OND nok, hvis du forstår, hvad jeg mener, og som fjortenårig tog jeg op til min mor, hvor jeg hurtigt fandt ud af, at jeg ikke var englegod nok. Så jeg... ja, jeg tog hjemmefra for at finde min egen vej."

     "Så du er opvokset i Helvede?"

     "Jep."

     "... Fedt."

     "Der er ret varmt."

     "Det har jeg hørt."

     En lille stund lå vi bare og så op på den overskyede himmel uden at sige et ord. Men så, til sidst, sagde jeg:

     "Jeg vil gerne møde ham."

     "Møde hvem?"

     "Din far."

     "Eh... Det tror jeg ikke."

     Jeg rejste mig op på albuen og så ned på hendes alt for kønne ansigt. "Jeg insisterer."

     Catriana satte sig op. "Og jeg insisterer - kraftigt nej."

     "Jeg dræber mig selv med et sværd, hvis jeg ikke må."

     "Hvad er det for en trussel? Har du overhovedet et sværd?"

     "Må...måske?"

     "Jeg har ikke set min far i over to år, James," sagde Catriana. "Og så kommer jeg slæbende ned med DIG?"

     "Hvad er der i vejen med mig?"

     "For det første kan du se os i øjnene, det vil bare irritere ham grufuldt, for det andet er du forelsket i mig, den sidste, der blev det, blev tortureret i ugevis. Og for det tredje: at have jer to i samme rum og være total flabede om kap bliver over mit lig!"

     Og med det lagde hun sig ned i græsset igen. Jeg lagde mig ned ved siden af hende og sendte hende et par hundeøjne. "Kom nuuu."

     "Nej."

     "Jeg laver alle dine lektier for dig i en måned!"

     Catriana så nu op på mig med et stift blik. Hendes smukke sorte øjne. "Hvis jeg... tager dig med... lover du så... at opføre dig ordentligt og ikke gøre noget dumt?"

     "Selvfølgelig! På æresord!"

     "For jeg har nemlig nogle få ting, som jeg føler mig nødsaget til at... spørge ham om."

     "Som hvad?"

     "Som vejret." Med det rejste Catriana sig op og børstede det våde græs af sig. "Men jeg er nødt til at advare dig, han er lidt..."

     "Han er Djævelen, det burde være forberedelse nok."

     "Fint nok, så... så lad os få det overstået." Og med det tog hun min hånd. Jeg rødmede. Hun sagde: "Helvede," og pludselig stod vi et meget mørkt sted, hvor jeg ikke kunne se noget.

     "Er vi her nu?" hviskede jeg.

     "Hvorfor hvisker du?" spurgte Catriana.

     "Jeg... jeg ved det ikke."

     "Men ja, vi er her nu. Kom med mig." Hun begyndte at gå, stadig med et godt greb i min hånd, så jeg fulgte med hende.

     Vi var indenfor, her var komplet vindstille, temperaturen var ikke... lige så varm, som jeg havde forestillet mig. Gulvet var vist af en slags sten, væggene var en mørk rød farve.

     Og så kom vi væk fra gangen og ud i noget stort hallagtigt. Jeg måbede.

     "Det er jo et... et slot!"

     "Selvfølgelig, hvad havde du regnet med?"

     Jeg stirrede på hende. "Du er opvokset på et slot?"

     "Jeps. Med tjenestefolk."

     "Tjenestefolk...?" Og det var da, jeg lagde mærke til dem. Mennesker, der kom løbende forbi med vasketøjskurve og koste.

     "Er det...?" mumlede jeg.

     "Jah, mennesker der ikke har opført sig pænt, det er rigtigt." Med de ord gik Catriana videre. Jeg fulgte tavst med. Men ikke lang tid efter kunne jeg ikke mere dy mig for at spørge:

     "Så... det hele er altså ægte nok? Himmelen, Helvede, fordømte og frelste?"

     "Jah, faktisk, men min far er nu temmelig overvurderet i forhold til det med tortur. Han føler ikke for at pine dem, der har valgt samme vej som ham. Så han gør dem bare til sine tjenestefolk. Og desuden er man kun hernede et bestemt antal år, så kommer man op til Lysets Rige, hvor man kan udleve evigheden."

     "Hvem bor hernede? Er det bare din far og... de fordømte?"

     "Åh nejnej, der er også dæmondragerne og skyggerne."

     "Dæmondragerne og skyggerne?" Jeg så mig omkring, som vi gik forbi. Slottet havde dunkle farver hele vejen igennem, størstedelen af det var tomt, og det virkede, som om det, størstedelen af de fordømte foretog sig, var at gøre rent.

     "De var her allerede, da min far blev smidt herned sammen med hans hær. Dæmondragerne holder øje med de fordømte nu, og skyggerne er mere... de spreder ulykker oppe på jorden, når vi beder dem om det, men ellers ligger de bare og slumrer i de... rigtige skygger."

     "Ahah..." sagde jeg. Vi gik ned ad en gang, hvor der kom gående en flok fordømte sammen med... tja, det lignede en drage, den var vel på størrelse med en pony, og da den så Catriana lyste den op i noget, der lignede et smil.

     "Cat! Du er hjemme! Så har man set det med."

     "Cass," sagde Catriana med et smil. "Jeg er her nu kun kort. Jeg skal bare tale med min far."

     "Du ved, hvor du kan finde ham."

     "Ja," sagde Catriana. "Det gør jeg."

     Og vi fortsatte videre. Vi kom til en stor hall, hvor vi gik op ad en enorm trappe. Her var en stor dør, som Catriana gik ind ad, hun vinkede mig med. Og her var en meget bred gang, og for enden af den endnu en dør. Denne dør var stor og... portagtig. Dunkel og sort.

     "Han er herinde," sagde Catriana. "Det er tronsalen."

     Tronsalen. Djævelens tronsal. Pludselig bankede mit hjerte voldsommere end normalt, og jeg følte en slags spændt skræk.

     "Er du sikker på det her?" spurgte Catriana, da jeg ikke svarede.

     "Ja," sagde jeg. "Jeg er sikker."

     Og der åbnede hun døren. Og ind gik vi.

     Tronsalen var... jah, stor er mildt sagt. Loftet gik op i en stor flot bue, der var solide sorte søjler langs siden og et utal af malerier på væggene, der alle sammen illustrerede Djævelen på en eller anden vis. Der sad tre mennesker ved et højt bord og skrev, der stod en del mennesker langs siden.

     "Hvem er det?" hviskede jeg til Catriana.

     "Det er fordømte," hviskede Catriana tilbage. "Min far lader mange af dem arbejde for ham og få stilling ved hans hof, fordi der ikke er andre til det."

     "Men hvad med mørkevæsner? De faldne engle for eksempel?"

     "Shh, senere." Catriana lavede en fejende bevægelse med sin hånd, og jeg kiggede frem. Der stod en person midt på gulvet og fortalte noget om et eller andet problem, jeg ikke forstod noget af.

     Jeg bemærkede tronen - en meget stor og imponerende trone med noget, der lignede en krystalkugle og et par sorte ravnevinger i stolerygsspidsen. Jeg havde set det tegn før i nogle historiebøger. Det var Mørkets Tegn. Magiløse mennesker forbinder altid den slags med det omvendte kors, men Mørkets Slægt opfandt deres eget tegn i stedet for at omvende en andens.

     Jah, så var der personen i tronen. Han... så højst normal ud. Faktisk lignede han bare en normal mand. Men han havde bleg silkehud, kulsort tilbagestrøget hår, han var klædt i en sort kappe. Og hans øjne. Catrianas øjne. Kulsorte Onde Øjne.

     Og han løftede dem så snart vi trådte ind i salen.

     "Cat?" sagde han med en overrasket stemme. Jeg blev overrasket over, hvor ikkeskræmmende hans stemme var. Jeg havde dels forestillet mig den hvislende som en slanges, men Mørkets Herres stemme var bare normal.

     Alles blikke var nu vendt imod os.

     "Far," sagde Catriana med en kølig høflighed.

     "Alle forlader salen - nu," sagde Lucifer. Han sagde det hverken hårdt eller højt, men alle havde forladt salen inden for de næste par sekunder. Og vi tre var alene.

     Djævelen rejste sig ikke fra tronen, han studerede os - eller nærmere - han studerede Catriana. Det virkede, som om de havde en stirrekonkurrence, den der sagde noget først, tabte. Gad vide, hvordan deres forhold var, sidst de så hinanden?

     "Det er længe siden, Cat," sagde Lucifer.

     "Det er det," sagde Catriana.

     "Jeg hørte, du var taget på en skole for magi?"

     "Det er rigtigt. Jeg går ud fra, at Dimond fortalte dig det?"

     Lucifer nikkede.

     "Så han spionerede altså på mig?" Catriana smilte svagt. "Jeg vidste det. Hvorfor skulle han ellers dukke op ud af ingenting og insistere på at bo i mit skab?"

     "Vi sikrer os bare, at der ikke sker dig noget," sagde Lucifer. "Hvordan kunne du bare forlade Tenna Cyston uden at fortælle det til mig? HVORDAN kunne du i det hele taget komme på den idé at stikke af fra din MOR EFTER at du var stukket af fra mig, din far?!"

     Hans stemme var hævet, rasende og skræmmende. Nu kom det. Nu lød han som Djævelen. Han lød farlig. Men Catriana virkede komplet immun overfor det.

     "Jeg havde brug for at gå mine egne veje," sagde hun koldt.

     "Ja, det hører jeg," sagde Lucifer, og nu rejste han sig op og gik ned imod os. "Jeg hører faktisk nogle mærkelige ting fra den dæmondrage."

     Pludselig stod han lige overfor Catriana, og hun så ham direkte i øjnene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg overhovedet gøre noget?

     "Du har ingen ret til at spionere på mig," sagde Catriana oprørsk.

     "Jeg har AL ret, din lille - "

     Og der gjorde jeg noget meget impulsivt og dumt. Jeg trådte ind imellem dem. "Kan vi ikke lige... klappe hesten?"

     Klappe hesten? Sagde jeg lige "klappe hesten" til Mørkets Herre? Til fucking DJÆVELEN? Jeg kunne næsten høre Catrianas facepalm omme bag mig.

     "Cult," sagde Djævelen - til mig. Og han kiggede - på mig. Jeg besluttede mig for at lade al frygt forsvinde og sagde:

     "James Cult, det er mig."

     "Det var dig, der kyssede Cat." Han så mig direkte ind i øjnene nu, og jeg kunne mærke en let svien et eller andet sted, som om jeg blev brændt af brændenælder alle vegne. Men det blev ikke mere end det, og jeg blev ved med at se ham ind i øjnene, selvom det sveg af pommeren til.

     "Cat," sagde Lucifer efter at have stirret lidt på mig.

     "Ja?" sagde Catriana.

     "Hvorfor ligger den dreng ikke og skriger på gulvet lige nu?"

     "Det... er svært at sige."

     "Nå... Der findes også andre metoder," sagde Djævelen, og så greb han mig om halsen og løftede mig op.

     "Nej! STOP!" råbte Catriana.

     "Giv mig en god grund til, at jeg ikke burde kvæle ham," sagde Lucifer.

     "Fordi du elsker mig? Eller noget, bare, slip ham fri, han mente det ikke, som... Det var en stor misforståelse!"

     "Jeg hørte hun gav dig en lussing?" sagde Lucifer, nu til mig, "og du kunne ikke tage et hint?"

     Hans stemme var kold, og ond, og min hals BRÆNDTE. Jeg prøvede at sige noget, men jeg kunne ikke.

     "FAR!" råbte Catriana. "Du kan ikke bare dræbe ham! Han er min ven!"

     "Han er tydeligvis mere end det."

     "Han er INTET mere end det! Stol på mig! Det er ovre! Det er alt sammen ovre, vi er bare venner!"

     Lucifer sukkede, hvorefter han slap mig. Jeg faldt om på knæ og hostede. Min hals... helvede... jeg tror aldrig, det havde brændt så meget noget sted før. Det her var tusind gange værre end halsbrand.

     "Gør aldrig det igen!" sagde Catriana komplet hysterisk.

     "Hvad laver en af dine venner hernede, Cat?" spurgte Lucifer koldt. "Ingen bør se Helvede, før de er fordømte."

     "Nej, jeg - jeg ved det godt."

     "Måske ønsker du, at jeg skal gøre ham til fordømt? For det ved du, at jeg kan. Med et ord, og drengen er død. Jeg er meget fristet til at gøre det, hvis ikke du får ham væk herfra."

     "Fint! Vi GÅR!" Catriana trak mig op og stå, og hun gik hen imod porten. Men da vi kom derhen var den låst.

     "Ja, du går ingen steder, Cat," sagde Djævelen ondt. Vi vendte os om.

     "Hvad mener du med, at jeg ikke går nogen steder?" fnøs Catriana.

     "Jeg lader dig ikke forlade Helvede igen, det er, hvad jeg mener."

     "Ha ha, du er sjov, hva'?"

     "Jeg er bundalvorlig."

     Catriana tog min hånd. "Magiskolen." Intet skete. "Magiskolen." Stadig intet. "Magiskolenmagiskolenmagiskolenmagiskolenåhforsørendaogså!" Catriana slap min hånd og lagde armene over kors.

     "Og angående Cult - " begyndte Lucifer.

     "Jeg har noget, jeg skal tale med dig om," sagde jeg så. Catriana sendte mig store vagtsomme øjne.

     "Du... tale med mig?" sagde Djævelen vantro og hævede det ene øjenbryn. "Om hvad dog? Hvordan du skal tilbringe dit efterliv?"

     "Nej - noget andet."

     "Du er heldig, at jeg er så sød og rar. Gå udenfor, Cat."

     "Men - du - for fanden da." Catriana gik ud. Døren var ikke låst mere.

     Og nu... stod jeg såmænd bare helt alene tilbage sammen med Mørkets Herre. Fedt.

     "Gør det hurtigt," sagde Lucifer, han gik tilbage imod sin trone og lød nu pludselig mærkeligt træt.

     "Du er uretfærdig overfor Catriana," sagde jeg så. Det fik manden til at stoppe op og vende sig imod mig.

     "Hvad sagde du?"

     "Du hørte mig. Jeg synes ikke, du behandler hende retfærdigt."

     "Hun er min datter, jeg gør bare det, der er bedst for hende."

     "Som at forbyde hende at være forelsket i nogen?"

     Lucifer stirrede på mig med det ene øjenbryn hævet, som om han lige skulle afgøre om jeg var seriøs. "Handler denne her samtale virkelig om kærlighed?"

     "Hun er seksten år!" sagde jeg. "Hvordan kan du forbyde hende den slags?" Hun kan aldrig være kærester med mig af den årsag. Men det sagde jeg ikke.

     "Vi... kan ikke elske i min familie."

     "Ja, det siger du jo. Men Catriana er ikke dig."

     "Kærlighed kommer i vejen for alt. Det gør, at man ikke tænker klart, man mister modet og troen på sig selv, troen på det, man selv står inde for. Man bliver svag, det er, hvad man bliver af kærlighed. Når man først elsker en, kan folk bruge det imod en til at få, hvad de vil have. Hvor man før var stærk, bliver man svag. Det er, hvad kærlighed gør, og jeg ønsker ikke, at den slags ting skal ske for Cat."

     "Men... Kærlighed er også godt." Jeg havde ikke bedre argumenter, jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle sige.

     Lucifer var tavs lidt. Han satte sig i tronen og betragtede mig. Og så, til sidst, spurgte han:

     "Hvor lang tid har du været forelsket i min datter?"

     Jeg var ærlig. "Siden første gang jeg så hende."

     Lucifer nikkede, men han sagde ikke noget. "Du kan gå, Cat vil sørge for at få dig tilbage til magiskolen."

     Og med det gik jeg imod døren.

     "Vent," sagde han så. Jeg vendte mig om. "Hvorfor kan du se mig i øjnene?"

     "Jeg... det ved jeg ikke. Det svier, men... det er ikke så slemt."

     "Hvad med når du ser på Cat?"

     "Der gør det slet ikke ondt."

     Lucifer nikkede. "Din familie?"

     "De døde, da jeg var lille. Men de var bare normale. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan se på jer, det gør jeg virkelig ikke."

     "Det siger du ikke. For ser du, der findes kun ganske få personer, der kan se os i øjnene. Gud og hans slægtninge, og så dæmondragerne. Hører du, hvad jeg siger?"

     "Ja," sagde jeg, og jeg kunne føle en klump i halsen. "Ja, jeg hører dig helt perfekt."

     Og så gik jeg.

     Catriana stod derude.

     "James, er du TOSSET?!" udbrød hun. "Tale ALENE med min far? Hvad var det, jeg sagde til dig, før vi tog herned? Jeg sagde, at du ikke skulle gøre noget dumt!"

     "Men det gik fint, vi er perlevenner!"

     Catriana sendte mig et laver-du-gas?-blik og himlede så med øjnene.

     "Så... bliver du?"

     "Jeg har vist ikke andet valg. Min far er stædig som et æsel. Men det gør ikke noget, for så har jeg en chance for at finde ud af vejret. Manden holder noget skjult for mig."

     "Jah... Men kommer du igen?"

     "Selvfølgelig kommer jeg igen, bare rolig, jeg skal bare lige... finde ud af mine ting. Ser du, jeg er lige så stædig som ham. Ingen kan holde på mig. Men jeg må nok hellere få dig op."

     "Farvel så."

     "Vi ses." Hun tog min hånd. "Magiskolen."

     Og så stod jeg ved skovbrynet og kunne se den store bygning foran mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...