Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3867Visninger
AA

9. Kapitel 8: "Dimond" - Rin

 


 

"Vi går tilbage, James," sagde jeg efter, at Brandon og jeg stille havde diskuteret det. Skulle vi vente, eller skulle vi blive? Men så vigtig var Cat vel heller ikke, var hun? Det var James, der var helt overdrevet mega forelsket i hende, og måske var hun officielt min BFF, men jeg var så træt, og jeg magtede ikke mere drama i dag.

     "Det er fint," sagde James.

     "Går du... med?" spurgte Brandon. "Eller bliver du?"

     "Gå I bare," sagde James.

     Det tog vi som et ja, så vi gik.

     Vi gik ned ad gangen. Jeg havde mit lilla tøj på i dag, men mine bukser gled hele tiden ned.

     "Jeg er nødt til at få skiftet tøj," mumlede jeg.

     "Du er da perfekt, lige som du er, Rin," sagde Brandon med et kærligt smil.

     Jeg smilte kærligt tilbage til ham. "I know - men jeg er virkelig nødt til at skifte. Hvad siger du til, at vi går til mit værelse, ser nogle katastrofefilm og venter på at Cat skal komme tilbage? Vi kunne spise pizza."

     "Pizza er godt," sagde Brandon, han nævnte ikke katastrofefilmen. Men jeg var nu sikker på, at han ikke havde noget imod det. Han elskede katastrofefilm så meget som mig. Især de koreanske.

     "Men helt seriøst, Rin," sagde Brandon, da vi næsten var ved mit værelse. "Der er altså noget sært ved Cat, jeg hørte hende - "                  

     "Lad det nu ligge, Brandon," sagde jeg.

     "Nej, jeg vil ej," sagde Brandon. "Bill sagde, at De Onde Øjne tilhører Mørkets Herre, Cat har en eller anden forbindelse, jeg - "

     "Cat har ingen forbindelse til Mørkets Herre, Brandon," sukkede jeg. "Selvfølgelig har hun ikke det."

     "Men jeg hørte hende tale med denne her kryptiske stemme her forleden."

     Og, af en eller anden årsag, blev jeg nysgerrig nu. Jeg syntes at kunne huske en anden kryptisk stemme, jeg havde hørt engang. Jeg stoppede op og gik ind foran Brandon. "Hvordan kryptisk?"

     "Den var... hvislende og... drageagtig. Det er sådan en stemme, jeg forestiller mig en drage have!"

     Jeg hævede øjenbrynene, men sagde ellers ikke noget. Jeg følte ikke for at give min kæreste nogen gode idéer.

     "Lad os bare gå ind og se film," sagde jeg.

 

Og det gjorde vi. Vi så denne her helt fantastiske katastrofefilm om meteorer, der regnede ned over Tokyo. Jeg ELSKEDE den.

     Men midt under den sad Brandon allerede og glippede med sine øjne.

     "Er du træt?" spurgte jeg. Det må han jo have været, siden han kunne sove under en katastrofefilm.

     "Jah..." gabte Brandon. "Jeg må nok... hellere gå tilbage. Vi ses i morgen, Rinrin."

     "Ikke... kald mig det," sagde jeg muggent, mens han gav mig et kys på kinden. Så gik han, og jeg så resten af filmen færdig.

     Men da filmen endelig var færdig, pizzaen halvt spist, faldt jeg åbenbart i søvn, for pludselig vågnede jeg ved, at en dør blev smækket. Jeg fór op i sofaen og så hen mod Cats værelse. Døren var lukket. Den var da åben, da vi kom, var den ikke? Det var jeg helt sikker på, at den var. Jeg kunne høre en mumlen derinde. Hun var kommet hjem! Jeg smilte og rejste mig op for at gå derhen. Jeg bankede på.

     "Cat? Er du derinde?"

     Ingen svarede. Jeg åbnede stille døren. Henne på Cats seng stod en mærkelig lille skabning, som jeg ikke kunne se så tydeligt her i mørket. Jeg skreg, skabningen skreg også. Jeg lukkede døren igen og holdt mig ude. Hvad. var. det?!

     Men jeg var ikke længe om at lægge to og to sammen. Det var pizzaæderen. Dæmondragen.

     Jeg åbnede forsigtigt døren. Skabningen var væk. Eller... næsten. Jeg kunne se en hale stikke ud fra dynen så snart jeg tændte lyset.

     "Jeg kan se dig," sagde jeg. Og frem kom bæstet.

     På størrelse med en kattekilling, mørkegrå skinnende skæl, den lignede en drage og havde flagermusvinger, der hvilede langs kroppen. Men den havde et gnavent ansigtsudtryk.

     "Vær hilset, lille pige," sagde den med en kryptisk hvislende stemme, der fik det til at løbe koldt ned ad halsen på mig.

     Jeg åbnede munden, men sagde ikke noget. Så tog jeg en tøjkurv fra gulvet og slyngede den ned over dyret. Den så op med let forbløffelse, men ikke mere.

     "Flot," sagde den koldt og så på mig igennem kurvens "tremmer". "Hvad har du så tænkt dig at gøre nu?"

     "Øh..." Jeg så mig lidt omkring. Så fandt jeg en skrivetavle, som jeg lod glide ind under kurven og dyret. Da det var gjort, smilte jeg tilfredst.

     "Du er da et geni," sagde dyret sarkastisk.

     "Hvem er du?" spurgte jeg så. Jeg måtte vide det.

     "Dimond," svarede krybet.

     "Dimond? Og du er en dæmondrage? Dimond som i... demon? Som i dæmon?"

     "Jeg bryder mig ikke om den sammenligning," sagde Dimond og kneb øjnene sammen. "Og hvad så nu, Rinrin?"

     "Du skal ikke - " Jeg kunne mærke raseriet, og op løftede jeg ham, med kurv og tavle og det hele.

 

Og ikke lang tid efter stod jeg ved døren til Brandons værelse og jeg bankede på. Da han åbnede, var han søvndrukken og gnaven, men så fik han øje på Dimond og stirrede bare.

     "Jeg... har brug for assistance," sagde jeg med et forsigtigt smil.

     "Det har hun virkelig," sagde dæmondragen gustent. "Det her bur holder ikke længe."

     Nu spærrede Brandon øjnene op og lukkede mig ind.

     "Er det for meget forlangt, at jeg kan komme ud herfra?"

     "Ja," sagde vi begge.

     "Nå. Så vil jeg forsøge på ikke at bryde ud."

     Vi stillede buret på spisebordet og stod lidt og bare betragtede krybet.

     "Nå, Brandon, lad mig præsentere dig for... Dimond. Dæmondragen."

     "Dæmondragen?! Som i den dæmondrage, der var på jeres værelse?"

     "Jep - pizzaæderen."

     "God pizza," sagde Dimond.

     Det kunne jeg kun erklære mig enig i. Og han spiste af den, den vanskabning.

     "Kan vi ehm..." sagde Brandon lidt tøvende, Dimond rettede sin opmærksomhed på ham. "Kan vi spørge hvad du laver på vores skole?"

     "Selvfølgelig kan I da det," sagde dragen. "Men om jeg vil svare er en anden sag."

     Hvor var den dog flabet. "Hvad laver du på vores skole? Og på Cats værelse?" Jeg kneb øjnene sammen og havde en mindre stirrekonkurrence med den.

     "Jeg bor på Cats værelse," sagde Dimond. Og Ezavia fandt ham ikke?

     "På... på Cats værelse?" spurgte Brandon.

     "Ja, jeg kom her sammen med hende. Nogen der vil fortælle mig, HVOR hun er?"

     "Hvad kender du til Cat?" spurgte jeg.

     "Jeg kender ALT til Cat, jeg har kendt hende siden før hun kunne tale. Vil I fortælle mig, hvor hun er?"

     Jeg stirrede på Brandon, han stirrede på mig.

     Så spurgte Brandon: "Ved CAT, at du er på hendes værelse?"

     "SELVFØLGELIG gør hun da det, jeg kom med hende hertil i første omgang. HVOR ER HUN?!"

    

Og med det lod vi sagen være, som det var. Ikke mere spørge ind. Nope, nulleren. Jeg var komplet i chok. Cat havde en dæmondrage, Cat havde en dæmondrage.

     Vi ledt efter Cat og James overalt. Først på biblioteket. Dimond var med, fri for buret, selvom vi nu havde foretrukket, at han bare blev tilbage. Men han insisterede - hvilket vil sige, at han sagde, at han bare ville lamme vores kropsdele, så vi ikke kunne forhindre ham i det alligevel.

     Dimond fløj op på toppen af en bogreol.

     "CAT!" kaldte han.

     "Vil du være stille?!" hvæsede jeg.

     "Her er ingen," sagde dragen og spejdede ud over biblioteket. Så fløj han videre.

     "Lad os lige tænke over det," sagde jeg så til Brandon. "Cat har De Onde Øjne, hun er heks - og hun har en dæmondrage fra MØRKETS RIGE på sit værelse. Hvad bærer det hen imod?"

     "Noget, der er langt ude over min fantasi. Eller måske er hun Djævelen."

     "Cat er IKKE Djævelen," sagde Dimond pludselig. Vi kiggede begge op på den nærmeste reol, hvor han sad og nidstirrede os.

     "Jamen hvem er hun så?" spurgte jeg.

     "Jeg vil hellere lade hende om at uddybe sagen, jeg lovede hende at være... passiv."

     "Passiv," gentog jeg muggent. Ganske tilfældigt så jeg ud af vinduet og ud imod skoven, hvor jeg så en skikkelse komme gående. Det var James.

     "James!" råbte jeg. "Han er lige derude!"

     Vi løb ham i møde udenfor. Da han så os smilte han svagt, men sagde ikke noget.

     "Hvad lavede du ude i skoven?!" udbrød Brandon.

     James skulle til at svare, men så fik han øje på Dimond. "Du er... du er en af dem."

     Dimond spærrede nu nysgerrigt øjnene op. "James Cult," sagde han. "Hvor har du været, og hvor har du gjort af kære Catriana Yngel Cyston?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...