Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3876Visninger
AA

8. Kapitel 7: "Som sorte safirer" - James

 


 

Det regnede igen. Det havde faktisk regnet hele dagen - og tordnet, skønt det var vinter. Jeg var fristet til bare blive i min seng, dels på grund af regnen, dels på grund af juleferien. For den var slut. Det var nu tid til at begynde i skole igen, og jeg... gad virkelig ikke.

     Men jeg fik til sidst kæmpet mig op og jokket ud af mit værelse for at komme på toilettet. Brandon braste nærmest ind i mig, lige så søvndrukken som jeg selv var.

     "Klar til skole?" gabte han.

     "Næh," gabte jeg. "Er du?"

     "Slet ikke." Brandon fandt en barberkniv frem. Han havde nogle skægstubbe under næsen, og han hadede dem.

     "I det mindste er vi ikke... hjemme." Jeg trak på skuldrene.

     Vi var hjemme hele juleferien. Hos pokkers Celina og Brandons forældre. Og de fejrede jul sammen - hvert år. Sad i stuen og drak gløgg og spillede kort, mens de småfulde pludrede og pjantede. Brandon og jeg stak af og gik i stedet rundt juleaften og drak os skidefulde i alkohol fra skabet. Vi vågnede op næste dag begravet i faldne blade. Jeg var ret sikker på, at det bræk, der lå på jorden ved siden af mig, var kommet fra mig.

     Vi fik gjort os klar så godt, som vi nu kunne, før vi så gik ned imod Ku Klux' Café for at få noget morgenmad. Her fandt vi pigerne, der sad ved vores sædvanlige bord og spiste noget, der lignede tørt havregryn, mens de læste et hav af bøger.

     "Jamen om det ikke er vores to yndlingsdrenge," sagde Rin, da hun så os. "Se dem lige, Cat."

     Catriana så op med et skævt smil. Jeg blev glad af at se hende smile, det var en sjælden fornøjelse.

     Så lød der et tordenbrag udenfor.

     "Hvad sker der for vejret?" mumlede Brandon.

     "Vejret er ikke engang det mærkelige," sagde Rin. "Det mærkelige er MADEN." Hun viste os nu sin skål frem, og nu så jeg en lille ulækker maddiker kravle rundt i hendes havregryn.

     "Vil du ehm..." mumlede jeg. "Vil du tage det væk, før jeg kaster op?"

     Rin satte det væk. "Vi har intet mad, overhovedet. Alle marker er tørret UD. Ja, I hørte mig, tørret ud. Og det mad, vi har, er ulækkert. Dyr dør, så kød er mega dyrt, så det har vi selvfølgelig heller ikke noget. Eller mælk. Jeg troede aldrig, jeg skulle komme til at savne mælk så meget."

     "Naturen går da amok," sagde jeg. Min appetit var forsvundet fuldkommen. "Har man fundet nogen årsager til det?"

     Begge piger rystede på hovedet.

     "Det er ikke sikkert, der er en årsag," sagde Catriana lidt hastigt, før Rin kunne nå at sige noget. "Måske... gør naturen bare sådan en gang imellem. Det behøver ikke betyde noget." Så dykkede hun ned i sin bog igen med et lidt mut ansigtsudtryk.

     Jeg stirrede lidt på hende, undrede mig over, hvad hendes pointe mon var. Så kiggede jeg på det bjerg af bøger, der fyldte hele bordet.

     "Hvad sker der for alle bøgerne?" spurgte jeg.

     "Ja, virkelig," bidrog Brandon.

     Rin så op fra sin bog. "Jo, ser I. Professor Ezavia giver os en stil for i dag."

     "Hvor lang tid har I kunnet se ind i fremtiden?" spurgte Brandon.

     "Det kan vi ikke," sagde Rin. "Men siden Cat og jeg har været her hele ferien - "

     "Har I været her hele ferien?!" udbrød Brandon. "Har I bare siddet på skolen og holdt jul med lærerne?!"

     "Vi har ikke holdt jul," sagde Rin. "Vi har fortalt jer, at vi ikke holder jul. Kom nu over det."

     Brandon blev i hvert fald stille, og Rin fortsatte:

     "Siden Cat og jeg har været her hele ferien fik vi lov til at begynde lidt tidligt."

     "Hvad går opgaven ud på?" spurgte jeg.

     "Vi skal forklare vejret," svarede Catriana. "Og maden... og det, der sker. Vi skal i hvert fald komme med en teori for det - ud fra vores magiske historiske viden."

     "Så... Hvad er I kommet frem til?" spurgte Brandon.

     "Ikke en skid," svarede Catriana igen før Rin kunne nå at sige noget. "For der er nok ikke en forklaring på det. Sådanne ting sker bare engang imellem. Ligesom flystyrt. Og piloter, der går amok."

     "Nå ja, der er en pilot, der styrtede sit eget fly ind i et bjerg," sagde Rin med et stort smil.

     "Hvorfor smiler du?!" udbrød Brandon.

     "Fordi man har en teori om, at han var besat af en DÆMON, som tvang ham til at gøre det, hvilket bare gør hele det her fænomen endnu mere interessant. Og desuden er JEG kommet frem til en teori."

     "Ja? Hvad går den ud på?" spurgte jeg.

     Rin tog sin bog og smed den på bordet foran os. Hun pegede på et stykke. "Jeg er ved de helt store. Overherrerne. Jorden har det med at... gå amok, når der udbryder krig imellem dem. Sådan siger legenderne i hvert fald."

     Jeg så på Brandon med mine øjenbryn hævede. Brandon gjorde det samme.

     "Men det er selvfølgelig kun legender," sagde Catriana. "De er nok ikke sande."

     "Det er i hvert fald den bedste teori, jeg kan komme på," sagde Rin og lænede sig tilbage i sin stol og læste videre.

 

Opgaven skulle afleveres to dage efter, og tre dage efter det, fredag, lige før den længeventede weekend, fik vi den tilbage.

     "Jeg må sige, at jeg er glædeligt overrasket," sagde professor Ezavia. "De fleste af jer har rent faktisk fundet frem til den mest realistiske teori på al det, der sker for tiden."

     Gad vide, om han mente Rins teori. Både Brandon og jeg havde valgt at bruge den også, mens Catriana havde nægtet og skrevet sin egen.

     "Ser I," sagde professor Ezavia. "Overherrerne er de to mest magtfulde skabninger i vores verden, de er endda skaberne af vores verden sådan, som den er i dag. Men de er så forskellige som nat og dag, og de kan somme tider ikke... klare at leve side om side, og de går i krig. Og når Overherrerne går i krig, går verden i ragnarok."

     Der røg et par hænder i hånden.

     "Ja?" sagde Ezavia, og Sally Winters sagde:

     "Men vi bør vel ikke være bange, gør vi? Lysets Fader kan vel vinde over Mørkets Fader så let som ingenting." Hun sagde det med denne her uudholdelige bedrevidende stemme. "Han har jo gjort det før, før de fleste magiske væsner blev til."

     "Det er sandt, frøken Winters," svarede Ezavia. "Disse konflikter er få og korte, og Mørkets Fader - eller Djævelen - som de umagikyndige holder af at kalde ham - eller Satan som vi engle foretrækker - bliver hurtigt smidt af vejen igen."

     En dreng rakte hånden op, og Ezavia tog ham. Han spurgte:

     "Hvad er egentlig Mørkets Faders formål? Er det ligesom i legenderne? Prøver han at overtage Lysets Rige og ødelægge verden?"

     "Det er hans formål, ja."

     "Løgn," mumlede Catriana. Det var først nu, jeg lagde mærke til hende. Og nu lagde jeg mærke til, hvordan hver en muskel var spændt, og hvordan hendes hænder var knyttede.

     "Men hvorfor?" spurgte drengen, hvad var hans navn egentlig? Tobias Grønkål eller sådan noget?

     "Fordi Mørkets Fader hadede mennesket, og han ønskede ikke at se deres eksistens."

     "Løgn," mumlede Catriana igen.

     "Catriana?" hviskede jeg. Hun så ikke på mig, stirrede bare ned i bordet.

     "Men mener han da stadig det?" spurgte Tobias Grønkål.

     "Han vil aldrig stoppe med at hade mennesket."

     "Løgn," sagde Catriana endnu engang.

     "Sagde du noget, frøken Cyston?" spurgte Ezavia irriteret og vendte sig imod hende.

     "Jeg sagde, det var løgn," sagde Catriana med højt hævet stemme, så alle kunne høre det.

     "Du benægter, at Mørkets Fader var en oprører?"  

     "Nej, jeg - "

     "Så ti stille," sagde Ezavia skarpt og skulle til at gå videre med undervisningen, men Catriana var ikke færdig.

     "Det er løgn, at han hadede mennesket!"

     "Hvad er det for noget, I hekseprygl får lært af jeres forældre?"

     Der var helt stille lidt. Så sagde Catriana, helt koldt: "Lysets Fader er en løgner, og I er naive og dumme, at I tror på hvert et ord, han fortæller jer!"

     "Jeg vil ikke høre mere!" råbte Ezavia. "Gå til rektors kontor."

     Han skulle ikke sige det to gange. Catriana rejste sig op, så stolens skraben i gulvet kunne høres tydeligt, og hun gik imod døren.

     "Hvis du nogensinde kalder Lysets Fader en løgner igen, så skal jeg nok - "

     Ezavia fik ikke sagt sin trussel færdig, for da vendte Catriana sig om, og hendes rasende sorte øjne mødte hans blik. "Så vil du hvad, dit store æsel? Du vil måske - "

     Men heller ikke hun fik fuldendt sin sætning, for professor Ezavia krøb sammen på gulvet og skreg i smerter. Smertenskrig, jeg aldrig havde hørt mage til før. Jeg så rædselsslagent på Catriana ligesom resten af klassen. Hun stirrede med store forskrækkede øjne på Ezavia, før hun så styrtede ud af døren.

     Vi sad alle sammen komplet forvirrede, før nogen omsider kom Ezavia til hjælp. Jeg så på Brandon og Rin, men de så ikke ud til at have nogen bud på, hvad der var sket. Men én ting var dog sikkert.

     Den dag fandt jeg ud af, hvorfor Catriana aldrig så nogen i øjnene.

 

Bill var hurtigt på pletten. Ezavias smerter gik over nærmest så snart Catriana var forsvundet, men han var rasende. Han krævede, at Catriana blev fundet og bortvist med det samme.

     "Lad os nu lige tage det roligt," sagde Bill. "Vi må først finde ud af, hvad der helt præcist skete og hvorfor. Forklar, hvad der skete, professor Ezavia."

     "Hun fornærmede Lysets Herre på det groveste," fortalte professor Ezavia. "Og så så hun mig i øjnene med De Onde Øjne."

     "De Onde Øjne ligefrem? Overdriver De ikke lidt, professor?"

     "Jeg har aldrig overdrevet i mit liv. Det var dem, jeg sværger ved Gud."

     "Ja ja, hvor er pigen?" spurgte Bill og så ud over forsamlingen af elever. "Hvor er frøken Cyston, er der nogen, der har set hende?"

     Ingen svarede. Hun forsvandt bare.

     Bill vendte sig imod os. "Hvad med jer tre? Det er trods alt jer, hun altid er sammen med. Hvad kan I sige om sagen?"

     "Vi ved ikke noget," sagde Rin. "Hun fortalte os aldrig noget."

     Bill sukkede. "Kom med ind på mit kontor - alle tre."

     Det gjorde vi så. Og da vi sad derinde var der helt tavst, og man kunne kun høre regnen og tordenen udenfor vinduet.

     "Vær søde og fortæl mig alt, hvad I ved om den pige," sagde Bill så til sidst.

     "Men vi ved ikke noget," sagde jeg.

     "Selvom..." sagde Rin, "altså... hun så aldrig på nogen - aldrig. Og det var ikke med vilje, at hun så på Ezavia, det var ikke hendes mening at gøre nogen ondt, det er jeg sikker på."

     "Det er jeg skam også, frøken Lee, men desværre må vi tage højde for, at sådanne øjne er... usædvanlige. Jeg har faktisk aldrig hørt om nogen, der skulle eje øjne med sådan en kraft."

     "Ezavia kaldte dem De Onde Øjne," sagde jeg. "Hvad... hvad er det?"

     "Åh, det er ikke noget," sagde Bill. "I hvert fald ikke noget, I skal tage højde for."

     "Ezavia lød temmelig sikker," insisterede jeg.

     "Ezavia er... lidt gammeldags."

     Rin fnøs. "Det behøver du ikke fortælle os. Men hvad er De Onde Øjne?"

     Bill sukkede, før han så sagde: "Tjah... ifølge legenderne... er De Onde Øjne... Djævelens øjne."

     "D-Djævelen...?" stammede Rin, og vi så på hinanden. Catriana kunne da ikke... det kunne hun da ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro.

     "Ezavia tror da ikke, at Catriana er Djævelen, gør han?" gispede jeg.

     "Selvfølgelig gør han da ikke det, Cult," sagde Bill. "Det... han skal nok lægge idéen fra sig snart. Men... der er noget ved den pige."

     "Jeg overhørte hende engang," sagde Brandon så. "På hendes værelse. Hun snakkede med en. Hun skjuler et eller andet."

     Hvor meget jeg havde lyst til at knytte sylten på Brandon, var jeg begyndt at indse, at han nok havde ret. Der var noget, som Catriana ikke fortalte os.

 

Resten af dagen sad vi på den store trappe i forhallen og så livet køre forbi os, men vi... havde ikke rigtig noget, vi havde lyst til at lave. Vi ville bare gerne vente på Catriana. Jeg ville allerhelst bare spørge, hvad det var, hun holdt hemmeligt for os - for mig.

     Og ved tidlig aftenstid, mens størstedelen af skolen var til aftensmad, kom Catriana endelig ind ad døren med pjaskvådt hår og gennemblødt tøj.

     "Catriana," sagde jeg. Rin og Brandon kiggede op, og vi rejste os alle sammen lidt op, da hun kom, men vi nåede ikke at gøre så meget, før Bill dukkede op i forhallen.

     "Frøken Cyston," sagde han.

     Catriana så ikke engang op på ham, hendes blik var naglet til sine sko. "Jeg tror, der er noget, vi skal snakke om," sagde hun så, og Bill erklærede sig enig. De gik sammen op imod hans kontor. Catriana så ikke tilbage på os, men vi stirrede efter hende.

     "Åh ja," sagde Bill inden de helt forsvandt, "I tre - gå til aftensmad eller... i seng. Gør hvad I vil, men gør et eller andet."

     Og så forsvandt de rundt om hjørnet.

     Rin og Brandon gik hen for at få noget aftensmad, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre noget. Så jeg blev i stedet bare siddende på den store trappe og ventede på, at hun skulle komme tilbage.

     Hele aftenen ventede jeg. Til så sent, at jeg blev i tvivl om, om hun mon havde sneget sig tilbage uden jeg havde set det.

     "James," sagde en stemme så til sidst bag mig. Jeg vendte mig om og så Catriana. Hun var smuk. Hendes hår var stadig fugtigt, hun havde et tæppe om sig. Hun så på mit ansigt, men ikke på mine øjne. Det forventede jeg heller ikke, at hun ville gøre.

     "Catriana," sagde jeg så, og jeg rejste mig op for at gå op imod hende. "Hvad... skete der?"

     "Jeg blev ikke forvist, hvis det er, hvad du mener," svarede Catriana. "Bill sagde, at jeg bare skulle undskylde til Ezavia en af dagene, så gik det jo nok."

     "Men Catriana du - "

     "Jeg har ikke lyst til at snakke om det, James, vær sød bare at lade mig være."

     Jeg lod hende ikke være. I stedet krammede jeg hende, og hun lod mig gøre det.

     Så trak hun sig væk. "Jeg... jeg er nødt til at gå lidt, James."

     "Men du er jo lige kommet."

     "Jeg har bare brug for at være lidt alene." Så gik hun ud af døren. Jeg stod kort og bare så efter hende - så fulgte jeg efter hende.

     "Vent, Catriana," sagde jeg, da vi begge var udenfor i regnen. Og hun havde stadig det pokkers tæppe, der blev helt vådt nu.

     "Nej, James!" råbte hun. "Lad mig være!"

     "Nej!" råbte jeg. "Jeg forlanger svar! Du skylder mig det!"

     "Skylder jeg dig det?!" råbte hun og vendte sig imod mig, men hun så mig ikke i øjnene. Jeg kunne se, der var tårer i dem. "Jeg skylder dig ikke noget! Det her er mit liv, ikke dit!"

     "Det er også mit," sagde jeg, og jeg gik hen til hende, og hun stod bare og græd.

     "Du ved intet om noget som helst!"

     "Det er kun, fordi du ikke fortæller mig noget. Vil du... ikke nok fortælle mig om det?"

     "Hvad... hvad er det helt præcist, du gerne vil vide?"

     "Alt. Alt det, du ikke har fortalt mig, alt det, som du ikke har lyst til at fortælle nogen. Jeg vil vide, hvorfor du ikke ser nogen i øjnene."

     "Du... du så hvorfor..."

     "Ja, men jeg er ikke mindre forvirret. Hvorfor er dine øjne på den måde?"

     "Det... det er en lang historie."

     "Er de sådan overfor alle?"

     "Alle jeg har mødt indtil videre. Jeg ser ikke på nogen, aldrig. Jeg vil ikke gøre folk ondt."

     "Catriana..." Catriana sagde ikke noget, ventede bare på, at jeg skulle fortsætte. "Dine øjne er smukke, som sorte safirer. Jeg vil... vil du se på mig?"

     "Nej," sagde Catriana stift. "Nej, jeg vil ALDRIG se på dig."

     "Vær sød," bad jeg. "Vær sød at se på mig. Jeg vil så gerne se ind i dine øjne, lige meget hvor ondt det gør."

     "Du er bindegal," mumlede Catriana.

     "Måske - men jeg elsker dig, og du kan ikke elske mig. Det har du sagt. Og vi kan ikke være sammen, det har du også sagt. Og du kan ikke se mig i øjnene, det har jeg fået demonstreret. Men gør det som en eneste tjeneste for mig. Jeg vil gerne se ind i dine øjne, og jeg vil have, at du skal se ind i mine. Jeg beder dig. jeg er ligeglad med, hvor ondt det gør."

     "Du vil fortryde det. Folk siger, at det føles, som om de bliver gennemboret af flere tusind pile."

     "Så... så er jeg da forberedt."

     Catriana var stille lidt. Så sagde hun: "Hvis jeg ser dig i øjnene... lover du så, at du ikke vil hade mig bagefter? Lige meget hvor ondt det gør?"

     "Det lover jeg."

     "Okay... så ser jeg på dig, for denne ene gang."

     Og så løftede hun blikket, og vi så hinanden i øjnene for første gang nogensinde. Hun havde de smukkeste øjne, jeg nogensinde havde set. Kulsorte, helt til det inderste, og de glimtede i regnen.

     Vi så på hinanden i en lille evighed, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Catriana så på mig med forbløffelse, og så smilte hun også, og begyndte at grine. Jeg grinte også selv lidt.

     For der skete intet. Det gjorde ikke ondt. Ikke det mindste. Ingen af os kunne fatte det, men vi var ligeglade.

     Lige nu elskede jeg hende mere end nogensinde før.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...