Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3863Visninger
AA

23. Kapitel 22: "Afslutningsbal" - James


 

 

Jeg lå i min hospitalsseng - endnu. Den var faktisk overraskende behagelig, og jeg havde det som om jeg kunne ligge der til evig tid.

     Folk kom og gik hele tiden. Nogle gange sad Brandon der, andre gange Rin. Catriana var der næsten aldrig efter den dag jeg vågnede op efter at have mærket hendes kys. Jeg mistænkte hende for ikke at være klar over, at jeg havde mærket det. Måske HÅBEDE hun, at jeg ikke havde mærket det. Men uanset hvad, så undgik hun mig vist en lille smule.

     Catriana, kaldte jeg i mit sind ret så ofte. Hun ignorerede mig. Jeg vidste ikke, hvorfor vi havde denne her kontakt, men med dagene var det blevet umuligt at forestille mig uden den. Det var rart at have hende inden for rækkevidde altid.

     "Så... hvordan har du det?" spurgte Brandon en af dagene. "Bedre?"

     Jeg trak på skuldrene. "Jeg har det stadig, som om jeg er blevet tortureret i dagevis."

     "Er det ikke også det, du er blevet?"

     "Tjo... jah."

     "Er det virkelig rigtigt, at de kidnappede dig, fordi du kunne se Cat i øjnene?"

     Jeg nikkede. "De troede åbenbart, at jeg var nøglen til et eller andet. Hvilket jeg bestemt ikke selv føler, at jeg er."

     "Men... det er da mærkeligt, er det ikke? Du kan se hende i øjnene, og I har den dér... I kan høre hinandens tanker for fanden!"

     "Jaer... det er en anelse besynderligt."

     En anelse var lidt af en underdrivelse. Jeg besluttede mig til at skifte emne. "Har du sendt beskeden til Bill?"

     Brandon nikkede. "Han kan forvente os hjemme den 15. juni."

     "Perfekt." Jeg lænede mig tilbage i stolen. "Hvordan skal vi nogensinde kunne forklare os ud af denne her?"

     "Vi bliver bortvist, gør vi."

     "Catriana gør i hvert fald."

 

Om eftermiddagen tre dage efter tog vi alle fire tilbage til Pijifenas Magiskole. Vi blev modtaget i det øjeblik vi trådte ind ad døren af samtlige lærere og vagter - og en rasende Bill.

     "James Cult HVOR har du været?" spurgte han mig i et delvist bekymret og delvist rasende tonefald.

     "Det er en meget lang historie," sagde jeg.

     Bill vendte sig imod de andre: "Og hvor har I været?"

     "En meget lang historie," sagde de i kor.

     Bill brummede. "Mit kontor - nu."

     Og vi gik op på hans kontor, og vi blev kommanderet til at sætte os ned på stolene ved Bills enorme skrivebord og tage en forbandet småkage, som han udtrykte det i det øjeblik.

     Så satte Bill sig ned i sin kontorstol. "Jeg forlanger at få en forklaring nu."

     Ingen af os sagde noget, vi var alle ret så stumme.

     "Nå?" sagde Bill.

     "Det..." begyndte Catriana.

     "Du skal IKKE sige, at det var et personligt ærinde, frk. Cyston. Giv mig en god grund til, at jeg ikke burde bortvise dig."

     "Hun gjorde ikke noget," sagde jeg. "Ville du ikke tro på mig? Det er takket være hende, Brandon og Rin at jeg sidder her lige nu."

     "Og hvor HAR du været, hr. Cult?"

     "Det er... lidt skørt..."

     "Jeg kan klare lidt skørt, jeg har lige fundet ud af, at modsætningen af Jesus går på vores skole."

     Catriana skar grimasse over den bemærkning.

     Bills kontortelefon ringede. Han klikkede på højtaleren. "Jaer?"

     "Der er en, der gerne vil se dig, rektor," sagde Bills sekretær.

     "Hvem er det?" spurgte Bill.

     "En hr. Luxinalie, hr.."

     Jeg så på undrende på de andre. Catriana var komplet bleg.

     "Send... ham ind," sagde Bill.

     Og så trådte ingen anden end Lucifer ind ad døren.

     "Hvad...?" hviskede jeg til Catriana.

     "Det var hans efternavn i Himmelen," hviskede Catriana tilbage, stadig komplet bleg.

     "Kan jeg hjælpe dig med noget, hr. Luxinalie?" spurgte Bill høfligt.

     "Ja, det tror jeg, at du kan," sagde Lucifer. Han lagde sin hånd på Catrianas stoleryg. "Jeg er frk. Cystons far."

     Bill blev komplet stum og stirrede bare på Lucifer, der denne gang var høflig nok til IKKE at se ham i øjnene. Så stirrede han på Catriana, så tilbage på Lucifer.

     "Jaså..." sagde han.

     "Jeg kan forstå, at I her på skolen har undret jer over de mange eventyr, disse fire elever har været på," sagde Lucifer. "Deres første forsvinden var de hos mig. De hjalp mig med et... foretagende."

     Bill var stum.

     "Jeg beklager, at det skete så pludseligt, men ingen havde forventet, at det ville trække sådan ud, og jeg undskylder, hvis det er gået for meget ud over deres skolegang."

     "Hvad med..." spurgte Bill hæst. Han rømmede sig. "Er der en forklaring på den sidste forsvinden? På dem alle fire."

     "Tja..." sagde Lucifer. "Lad os bare sige, at jalousi er en meget farlig ting og at man bør tænke sig om en ekstra gang før man lægger sig ud med folk af den gamle magi."

    

Og det var så det. Der var ingen protester fra Bill, og Lucifer forlod skolen med det samme som om han slet ikke havde været der. Catriana havde noget besvær med at komme sig over det chok, at han rent faktisk havde vist sig der.

     Men det vigtigste var, at ingen af os var blevet bortvist, vi var alle ok - og vi havde fået lov til at tage vores årsprøver de følgende dage, fordi omstændighederne havde været meget usædvanlige.

     Så den næste uge blev brugt på at tage de mange årsprøver, vi var gået glip af. Brandon slap dog for Chakra, fordi han allerede havde taget den. Han kunne bare sidde nede i spisesalen og æde pandekager, mens vi sad og svarede på kedelige spørgsmål i to timer.

     Så kom den fredag, hvor vores sidste skoledag fandt sted. Og den aften var der bal.

     Indtil videre havde Catriana og jeg undgået at tale om det emne, der plagede os begge så dybt. Men i aften ville jeg tage initiativ ville jeg.

     "Åh hvor jeg glæder mig til i aften," sagde Rin ved frokostbordet.

     "Det bliver rart rent faktisk at have en date," sagde Brandon. Så kyssede de hinanden. Jeg betragtede dem olmt. Så vendte jeg mig imod Catriana.

     "Så er vi to da bare dateløse, hva'?" sagde jeg og prøvede på ikke at lyde for anspændt.

     "Nej, James," sagde Catriana. "DU er dateløs."

     "Har... har du en date?"

     "Nej... jeg har da sagt til jer, at jeg. ikke. går. til. bal. Jeg hader bal. Jeg hader kjoler, jeg hader dans, jeg vil bare hellere sidde på mit værelse og læse mine bøger."

     "Men... men..." begyndte jeg.

     "Men hvad? Det er bare et dumt bal."

     Jeg lænede mig tilbage i stolen. "Ja... det har du vel ret i."

 

En halv time før ballets start gik vi alle sammen rundt i boenheden og gjorde os klar. Celina havde givet mig denne her smoking med specielt til denne her lejlighed. Den havde bare ligget i en æske under mit klædeskab hele året. Den føltes stiv og kunstig da jeg endelig tog den på.

     Og da tiden kom, hvor vi skulle ned til balsalen, sad Catriana stadig dér i sin T-shirt og sine jeans og læste i "Helvedets flammer".

     "Vi ses, Cat," sagde Rin.

     "Vi ses, Rin," sagde Catriana med et smil. "Hav en god aften."

     Jeg blev stående lidt for at se, om hun skulle ombestemme sig, men sådan virkede det ikke, så til sidst gik jeg bare med Brandon og Rin.

     Den første time af ballet ville bestå af det mest luksuriøse og appetitløse mad, som jeg endnu ikke havde set andre steder. Og det første kvarter af den time stod Bill og holdt sin tale - den samme tale. hvert. år.

     Og jeg sad bare talen igennem og tænkte på Catriana oppe med sin bog. Til sidst tog jeg en beslutning. Jeg rejste mig stille op.

     "James?" hviskede Brandon.

     "Jeg bliver nødt til lige at gå," sagde jeg.

     "Hey," sagde han. "Sidste gang du gjorde det forsvandt du i flere uger."

     "Ja... bare rolig, jeg forsvinder ikke denne gang." Så gik jeg.

     Jeg gik op til vores boenhed, hvor jeg fandt Catriana i sofaen og læste. Da hun så mig hævede hun det ene øjenbryn. "Hvad så?"

     Jeg svarede hende ikke. I stedet gik jeg ind på hendes og Rins værelse og fandt hendes kjole. Så tog jeg den og kom ud i stuen med den. Catriana stirrede komplet paf på mig.

     "Catriana Yngel Cyston," sagde jeg. "Jeg inviterer dig hermed til bal."

     Catriana lagde bogen ned. "James Cult, jeg - "

     "Jeg elsker dig," sagde jeg så. "Og jeg ved godt, at du er Djævelens datter og har denne her tossede filosofi om, at kærlighed ødelægger alt, men... jeg elsker dig. I det øjeblik jeg så dig var jeg ikke en player længere. For jeg var forelsket i DIG. Da jeg så dig betød INGEN af de andre piger noget. Jeg elsker dig, og jeg tror, at du også elsker mig. Gør du ikke?"

     Catriana svarede ikke. I stedet sad hun bare og stirrede på mig. Da jeg indså, at hun ikke havde tænkt sig at svare, lagde jeg kjolen på bordet. "Jeg går ned igen nu, og... jeg håber virkelig, at du kommer."

     Så gik jeg.

 

Maden var som sagt rædselsfuld. Men vi spiste den alle sammen, for alt andet var uhøfligt, og vi vidste, at den slags mad var dyrere end hvad vores forældre tjente på et år. Så vi beklagede os ikke, vi spiste den.

     Og desserten var da ok.

     Bagefter blev alle bordene sat ud til siden, et band blev stillet op, og resten af aftenen blev brugt for dans, som bal jo så ofte gør.

     "James, kom og dans med os!" råbte Rin inde fra dansemængden af. Jeg havde ellers siddet ved bordet og bare betragtet de to slå sig løs. Men Catriana var ikke dukket op endnu, så jeg endte med bare at rejse mig op og slutte mig til dem.

     Sådan gik endnu en time. Vi dansede og drak. Brandon og Rin gjorde i hvert fald, og til sidst anede de ikke engang, at jeg var der. Jeg selv drak sådan... en øl, og så følte jeg ikke for mere.

     "James," sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så Catriana.

     Hun havde taget kjolen på. Hendes hår var sat så det krøllede ned langs ryggen på hende. Og hun havde endda make-up på, hvilket jeg ikke havde set før.

     "Hey," sagde jeg, virkelig taknemmelig for, at jeg ikke var plørefuld lige nu.

     "Jeg har stiletter på," sagde Catriana. "Det er Rins, men vi bruger samme størrelse, så jeg lånte dem. Jeg har ikke selv nogle festsko, så jeg tænkte at hun ville tilgive mig."

     Jeg smilte. "Jeg er glad for, at du kom."

     "Jeg elsker dig," sagde hun så. Efter de tre ord var vi begge lidt stumme. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, om jeg skulle kramme hende eller kysse hende eller bare lade hende gøre noget først. Men hun talte videre: "Hele mit liv har jeg lært, at kærlighed var... for svanse. At det ødelægger én. Og altså... mine forældre elskede hinanden. De elskede virkelig hinanden, og min far endte som Mørkets Hersker og min mor som en heks. De mistede begge alt. Ingen af dem fik deres drømme opfyldt, og... kærligheden ødelagde det for dem. Det er ikke ligefrem den bedste reklame, er det? Men... samtidig er min far Mørkets Hersker. Han leder Helvede, han bor på et slot, han... han har alt det som han nok alligevel ville have fået, hvis han havde erobret Himmelen. Og min mor... hun har en familie! Hun har Eric, Kim og Michella - og mig. Man skaber nye ting, ikk' oss'? Og... du kan se mig i øjnene... som den første der ikke er min far eller Dimond. Du hjalp mig med at finde en bog, som er forbudt i 90% af verden. Du forstår mig som ingen anden. Så..."

     Hun gik helt hen til mig, så mig i øjnene.

     Jeg elsker dig, James Cult, sagde hun i mit sind.

     Jeg elsker dig, Catriana Yngel Cyston, svarede jeg tilbage.

 

Senere om aftenen var der fyrværkeri som en slags finale. Det var ved midnat som altid.

     Rin og Brandon var stadig lidt småfulde, men de havde holdt sig fra drikkeriet de sidste timer, så det kunne være værre. Men da Catriana og jeg fortalte dem nyheden skreg de hysterisk og krammede os begge to.

     Men i hvert fald stillede vi os ud alle fire og betragtede fyrværkeriet, der oplyste himlen med lilla, blå, gule og røde farver.

     "Det har været et godt år," sagde Rin. "Det synes jeg virkelig."

     "Selvom vi har været i krig og blevet kidnappet?" jokede jeg.

     "Jeg vil kalde det er succesfuldt år," sagde Rin. "Vi stoppede en krig, og vi reddede dig fra to psykopater."

     Vi grinte lidt alle fire.

     Catriana rakte ud efter min hånd. Jeg tog den. Så rakte hun ud efter Rins hånd, og snart stod vi alle fire hånd i hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...