Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3876Visninger
AA

22. Kapitel 21: "En lille smule kærlighed" - Catriana


 

Så... Rin og jeg sad i det her håbløst mørke rum. Ingen døre, ingen vinduer.

     "Kan du mærke noget?" spurgte jeg ikke lang tid efter vi havnede der.

     "Nej," svarede Rin. Som jordbetvinger har man en vis fornemmelse af, hvor man er, så længe stedet er lavet af jord. "Hende Hella må have gjort sådan, så jeg intet kan mærke. Den bitch."

     "Ja..." sagde jeg.

     Så var vi stille lidt... sådan... i noget der føltes som flere timer.

     "Jeg er sulten," sagde Rin på et tidspunkt. Jeg lagde mig til at sove. Da jeg vågnede var alt det samme. Vi sad stadig i det pokkers rum. Var det sådan et, James havde været spærret inde i de sidste uger?

     James... kaldte jeg i mit sind. Jeg gentog hans navn flere gange, ikke helt sikker på, om det ville virke. Det havde fejlet før. Selvom jeg ikke forstod, hvorfor vi kunne kontakte hinanden i vores sind, gjorde det mig glad. Og det var næsten aldrig mere end vores navne der kom igennem.

     James... kaldte jeg en sidste gang. Intet skete.

     Nogle timer senere hørte jeg ham sige mit navn i mit hoved. Catriana.

     James! Er du okay? Rin og jeg er også blevet fanget af Hella. Vi er i et mørkt rum. Er du også i sådan et?

     Intet svar.

     "Dette sted er mærkeligt," sagde Rin, jeg vidste ikke hvor mange timer det var efter. "Det føles mærkeligt. Ved du noget, Cat?"

     "Nej," svarede jeg. Selvom jeg gik ud fra, at det var Hellas gemmested. Et sted langt under jorden, hvor ingen kunne komme udover hende.

     "Hun har ikke tænkt sig at lade os blive herinde for evigt, vel?" spurgte Rin.

     "Det ved jeg ikke," svarede jeg bare. "Men vi kan ikke bare blive siddende her - under igen omstændigheder. Vi må se at slippe ud."

     Rin sagde ikke noget, og jeg kunne ikke se om hun nikkede eller rystede på hovedet i det her mørke.

     Og så på et eller andet tidspunkt, blev der åbnet en slags dør i muren. Lyset faldt over os, og vi blev nødt til at lukke øjnene i.

     "Goddag," sagde en ung pigestemme. Det var den vi havde hørt tilbage på skolen. "Mig en ære at møde jer. Jeg har desværre ikke så meget andet at sige til jer end det. Jeg ville egentlig bare se, om I var døde endnu."

     Det lykkedes mig at åbne øjnene, men i det samme ramte noget der føltes som et vindstød mig og kastede mig ned at ligge.

     "Ah ah," sagde pigestemmen. "Du skal ikke prøve at kigge på mig med de øjne dér. Måske ses vi igen, måske ses vi ikke. Chao."

     Så blev der helt mørkt igen.

     "Cat?" spurgte Rins stemme. Jeg var rasende nu, og det kunne hun vel mærke.

     "Hvis de har spærret os inde her for at lade os dø," sagde jeg langsomt. "Hvordan kan James så stadig være i live?"

 

Der gik endnu længere tid, hvor der intet skete. Hverken Rin eller jeg sagde noget. Vi lå bare og sultede og tænkte, at vi skulle dø snart.

     På et tidspunkt hørte jeg Rin rejse sig og gå nogle skridt.

     "Hvad laver du?" spurgte jeg.

     "Jeg... jeg synes, jeg kan mærke noget. Der er nogen, der kommer denne vej. Det er en meget lille fornemmelse."

     "Ja?" spurgte jeg, fattede ikke hvad hendes pointe var.

     "Hvis nu det er hende dimsen, så kunne jeg overrumple hende bagfra. Døren er lige ved siden af hvor jeg sidder nu. Og så kunne du... du ved... se hende i øjnene."

     Det var ikke nogen dårlig idé. Jeg ved bare ikke, om den ville lykkes. Men kunne vi gøre så meget andet?

     Rigtigt nok blev døren lidt efter åbnet. Jeg forsøgte af al min kraft at holde mine øjne åbne. Og der så jeg hende. Hun kiggede ikke på mig, men jeg kunne se hende fra top til tå. Klædt i gråt, havde endda gråt langt hår og grå øjne. Men hun var pæn. Det var lige før jeg troede, at det var HENDE der havde lokket James herned i første omgang.

     Da hun ikke kunne se Rin, så hun forvirret ud et kort øjeblik. Og næste sekund sprang Rin på hende bagfra. Jeg rejste mig op og så pigen lige i øjnene. Pigen nåede ikke engang at gøre noget som helst, før vores blikke mødtes og hun skreg og faldt til gulvet.

     Så løb Rin og jeg ud på gangen.

     Det virkede lidt, som om det bare var en lang gang lavet af de samme vægge og gulve, som vores lille rum. Forskellen var bare, at stedet var oplyst af fakler. Så vi kunne se.

     James... tænkte jeg. James! Åh hvor jeg håbede, at han var i live. Hvis han var død, så... så...

     Catriana... lød en stemme inde i mit hoved, som vi drejede af hjørnet og så James ti meter fra os. Han lignede en, der var på vej til at kollapse. Han havde rifter og blå mærker overalt. Og udover det lignede han en, der havde tabt sig ti kilo.

     "James..." hviskede Rin ved min side. Og så satte vi i løb mod ham.

     Men vi nåede ikke langt, før der styrtede sten ned foran os. Rin skreg af forskrækkelse, og jeg faldt næsten bagover.

     "I går ingen steder," sagde Hellas stemme bag os. Vi vendte os om. Hun sukkede. "Det her er jo håbløst, kæreste, jeg tror bare, at jeg dræber jer nu. Det kan jo ikke være så svært igen."

     Store flammer kom ud af hænderne på hende og direkte imod os. Rin stillede sig ind foran mig og gjorde sig klar til at forsvare os. Men vi blev ikke ramt eller noget ild - i stedet blev vi ramt af noget andet, der resulterede i, at vi rullede ind imod væggen. Da jeg kiggede op igen så jeg en dæmondrage på størrelse med en ulv. Det var Azor.

     "En dæmondrage...?" hviskede Hella. "Hvordan...?"

     "Prøv at vende dig om," sagde en stemme bag hende. Rin og jeg kiggede også. Nede ad gangen stod ingen anden end min far, Brandon og et dusin dæmondrager - og Dimond endda.

     Jeg smilte vantro, mens Rin lignede en, der havde fået lidt for meget af det hele.

     "Er I okay?" spurgte min far. Han kiggede på Hella, men det gik op for mig, at han snakkede til os. Vi nikkede.

     "Hvem tror du, at du er bare sådan at komme ned i min - " begyndte Hella, men hun fik ikke engang lov til at fuldende sin sætning, før Azor havde lammet hende med sin hale.

     Så kom jeg i tanke om James og rejste mig op og løb imod ham. Men han var væk. Jeg løb videre ned ad gangen.

     "CAT!" råbte min far bag mig.

     "JEG SKAL FINDE JAMES!" råbte jeg tilbage.

    

Det føltes, som om jeg løb i en evighed. Jeg løb ned ad en masse labyrintiske gange, men alligevel vidste jeg, at jeg hele tiden kom tættere og tættere på James. Hvordan jeg vidste det var ikke til at sige. Jeg vidste det bare.

     Og pludselig befandt jeg mig i en slags stor sal med et kuppelloft. Midt inde på gulvet lå James i besvimet tilstand. Jeg løb direkte imod ham og faldt på knæ. Han så enormt såret ud, men alligevel fredfuld. Jeg sad lidt og bare betragtede ham, og et kort øjeblik havde jeg den største trang til at kysse ham.

     Men det nåede jeg selvfølgelig ikke, for jeg blev pludselig trukket op af noget, der virkelig føltes som luften. Det var en af Hel-personerne, det var jeg ikke i tvivl om. Og det næste øjeblik blev der holdt noget meget skarpt og koldt imod min hals.

     "Vand kan være ret dødbringende, når det først er is," sagde pigens stemme bag mig.

     "Hvad vil du gøre? Dræbe mig?" spurgte jeg, irritationen var ikke ligefrem usynlig. Jeg var virkelig irriteret på dem. For hvad de gjorde ved James og for det faktum, at hver evig eneste person kendte min dybeste hemmelighed på skolen.

     "Så er der da én mindre at dræbe, før vi har jorden for os selv," sagde pigen.

     "Det er jo åndssvagt," mumlede jeg. "I er ynkelige."

     "Kald os det en gang til, og... åh for søren da også."

     Omkring os stod der nu den samlede mængde af dæmondrager, min far havde taget med ned.

     "Du skal ikke engang overveje det," sagde min far, da han så, hvilken situation jeg befandt mig i. Han var tæt efterfulgt af Rin og Brandon, de spærrede øjnene op, da de så os.

     "Vi kidnappede drengen, fordi han kunne se jer i øjnene," sagde pigen. "Vi tænkte, at han kunne være nyttig. Men indtil videre er der intet, der kan bruges. Men man kan altid bruge den gode gammeldags facon." Hun hentydede til det faktum, at hun bare skulle bevæge hånden lidt, og jeg var død.

     I nogle øjeblikke stod vi alle bare sådan dér. Pigen i gidseltagerens position, mig i gidslets. Lucifer så komplet rasende ud, mens Rin og Brandon bare var skræmte. Og så lå James dér, besvimet.

     Og jeg var virkelig oprigtig træt af denne her situation.

     "Det er meget godt, ehm... hvad er dit navn?" spurgte jeg.

     "Helena," svarede pigen en anelse forvirret.

     "Ja, det er meget godt, Helena, men du glemmer, at selvom min kære far kun har sine øjne og sine tusindvis af drager, som våben," sagde jeg. "Så er jeg heks."

     I min hånd dannede jeg mig en sort lynkugle, som jeg så knaldede ind i hendes lår. Hun skreg i smerte og faldt til jorden - igen. Og jeg havde ikke længere en skarp iskniv imod min hals. Al den frihed gjorde mig helt glad.

     "Dimond," sagde min far. "Sørg for, at de to ALDRIG skal forstyrre mig igen.

     Dimond nikkede en anelse tilfredst og kommanderede sine dæmondrager rundt. Jeg fandt faktisk aldrig ud af præcis, hvad de stillede op med Hella og Helena, for jeg satte mig ned ved siden af James igen. Rin og Brandon gjorde mig hurtigt selskab.

     "Er han... er han...?" spurgte Rin.

     Jeg rystede på hovedet. "Han lever."

     "Åh gud," hviskede Brandon med øjnene spærret op. "Den kælling."

     "Pas på med hvad du siger i mit nærvær," sagde Lucifer. Han stod lige ved siden af mig. Vi så alle sammen op på ham. Brandon blev hel forlegen.

     "Lad os hellere få jer alle sammen hjem, så I kan komme til kræfter," sagde min far med et ganske let smil til mig.

 

Da min far sagde "hjem" mente han selvfølgelig Helvede. Vi kunne under ingen omstændigheder returnere James til magiskolen i den tilstand. Både Rin og jeg havde de bedre, da vi både havde fået mad og søvn. James lå bare komplet udmattet i en seng i vores sygefløj kommanderet af hr. Obatarius. Vi forlod ikke hans side på noget tidspunkt.

     Ikke før Rin sagde:

     "Jeg har virkelig brug for at strække benene. Vil I med?"

     "Ja, jeg tager med," sagde Brandon. De rejste sig begge op.

     "Vil du med, Cat?" spurgte Rin.

     "Nej, jeg bliver her," svarede jeg. De nikkede bare og forlod fløjen. Jeg var nu alene med James for første gang i evigheder, hvor der ikke var krig og elendighed omkring os. Jeg havde alle de her følelser, som jeg ikke brød mig om at sætte ord på. Jeg vidste bare, at jeg havde dem. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde ville kunne få mig selv til at sige dem højt.

     Ganske langsomt lænede jeg mig frem over James. Og jeg kyssede ham på munden. I lang tid havde jeg bare mine læber imod hans, og jeg løftede dem ikke igen, før Obatarius kom ind i salen igen og spurgte, hvordan han havde det.

     Jeg skulle lige til at svare ham, at der ikke var nogen ændring, da James åbnede øjnene.

     "Catriana," sagde han hæst.

     "James," svarede jeg med et smil.

 

En time senere kom Dimond og fortalte mig, at jeg var ventet i tronsalen. Jeg vidste hvad DET betød.

     Lucifer holdt kun vigtige og alvorlige samtaler og diskussioner, når han kunne sidde på sin trone. Sådan var det bare. Jeg havde modtaget 90% af mine skideballer derinde.

     Lucifer sad på sin trone som forventet, da jeg kom ind, og han havde et alvorligt ansigt som forventet.

     "Far," sagde jeg med et alvorligt tonefald.

     "Cat," sagde han i et lige så alvorligt tonefald.

     "Jeg ved godt, hvad du vil sige, men - " begyndte jeg, men Lucifer lod mig ikke tale.

     "Du skal IKKE begynde at komme med tåbelige argumenter nu," sagde han. "Nu lader du MIG tale. Forstået?"

     Jeg fnøs og nikkede.

     "Den første ting, du skal forstå er, at du er tilgivet," sagde han. "Og du havde ret. Du havde ret hele tiden. Mit bitre had til Gud styrede min ellers så sunde fornuft."

     Jeg hævede det ene øjenbryn.

     "Ti stille. Min pointe er, at DU vinder. Og på alt for mange planer er jeg taknemmelig for, at du stillede dig op den dag og afblæste det hele. Så du er tilgivet. Verden er ikke sort-hvid, og den vil ikke kunne klare sig, hvis ikke vi begge to sidder i hver vores ende og har en slags uoverskuelig sameksistens."

     Jeg smilte svagt, men sagde ikke noget.

     "Den anden ting, du skal forstå, er, at jeg ikke kan lide James Cult," sagde min far så. Jeg rødmede med det samme. "Jeg kan... helt oprigtigt ikke lide ham, for jeg bryder mig ikke om folk, der kan se mig i øjnene, som hverken er en dæmondrage eller mit eget kød og blod. Så jeg kan ikke lide ham, han irriterer mig. Men... han har vist et plads i dit hjerte."

     Jeg så ned og prøvede på at skjule, hvor åben en bog jeg følte mig som.

     "Og vi... har alle sammen brug for en lille smule kærlighed, selvom... selvom det distraherer os fra vores store mål i verden og resulterer i, at vi ender et sted som det her."

     "Men vi skaber os nye ting," sagde jeg så.

     "Ja... vi skaber os nye ting."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...