Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3872Visninger
AA

21. Kapitel 20: "Årsprøve á la solo" - Brandon


 

Jeg slog øjnene op, da jeg indså, at jeg var sent på den. Klokken var fem minutter i ni... om fem minutter startede årsprøven i Chakra. Gud være min sjæl nådig, jeg var sent på den.

     Hele aftenen og en stor del af natten havde jeg ligget vågen og ventet på, at Rin og Cat skulle komme tilbage, men til sidst endte jeg med at gå ud fra, at de havde besluttet sig for enten at blive ude hele natten eller at Rin havde besluttet sig for at sove inde i sin egen seng - selvom det dog var usandsynligt. Hendes pude lå stadig i min seng.

     Men det kunne jeg ikke spekulere over nu, jeg sprang op af sengen og skiftede til en ren T-shirt og nogle cowboybukser. Så tog jeg ellers min taske og styrtede ud af værelset og ud på gangen.

 

Da jeg kom ind i klasseværelset, hvor prøven fandt sted, spejdede jeg efter mine venner i mængden. Jeg kunne ikke se dem. Så var de også sent på den. Jeg satte mig ned på min arrangerede plads og ventede på, at prøven skulle gå i gang.

     "Klokken er nu 09:00," erklærede vores Chakralærer. Så begyndte hun at sludre om reglerne og traditionerne og den slags, mens jeg en anelse febrilsk spejdede rundt i rummet. Men de var her ikke. De var her virkelig ikke. Jeg rakte hånden i vejret.

     "Ja, hr. Michigan?"

     "Bør vi ikke vente på, at alle er kommet?"

     "Det er individets eget ansvar at nå det til tiden. Vi lukker dørene, om alle så end er kommet eller ej."

     Hvorfor var de her ikke? Rin og Cat var ikke ligefrem kendte for at komme for sent - og da slet ikke til en årsprøve.

     Hvad nu, hvis...?

     I det samme blev min opgave lagt på bordet. Jeg var nødt til at fokusere, jeg kunne ikke få en dårlig karakter bare fordi mine venner muligvis var blevet kidnappet og tortureret.

     Så de næste to timer sad jeg og skriblede svar ned, mens jeg med en halv hjerne spekulerede over, hvor de mon var, og hvad jeg skulle gøre ved det... måske skulle jeg gå til Bill. Jeg mener, hvem skulle jeg dog ellers gå til?

     Da prøven omsider var slut rejste jeg mig op for at skynde mig ud. Men så blev mit navn kaldt. Jeg vendte mig om og så Bill. Han var da også altid til stede på de mest oplagte tidspunkter.

     "Brandon, kan du sige mig, hvor frk. Lee og frk. Cyston er blevet af?"

     Det kunne jeg oprigtigt ikke. Jeg rystede på hovedet. "Rektor, hvor er Hella?"

     "Hella? Hun har valgt at forlade skolen, da hun ikke mener, der er mere hun kan gøre her."

     "Men... det er der da, hun kan da ikke bare..."

     "Jeg stoler på hende, Brandon," sagde Bill. "Hvorfor gør du ikke?"

     "Rektor, du kan da ikke for alvor tro, at det er Cat, der har gjort det her...?"

     Bill trak på skuldrene. "Jeg ved snart ikke hvad jeg tror mere. I er jo ikke ligefrem de mest taleflittige, når det kommer til forklaringer. Nå... men hvor er de, om jeg må spørge?"

     "Hvem?"

     "Catriana Cyston og Rin Lee."

     "Eh... der er en sandsynlighed for, at de er forsvundet..."

     Nu stirrede Bill bare på mig med et af de dér blik, som om han ville sikre sig, om jeg jokede. Så farede han ud af døren. Det samme gjorde jeg, men i en anden retning.

     Men hvor skulle jeg gå hen? Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde ingen spor, INTET. Jeg gik ud fra, at Hella var skurken bag det hele, men hun havde forladt skolen, og jeg anede intet om, hvor jeg skulle lede efter hende.

     Jeg gav mig selv et kort øjeblik, hvor jeg kunne være fornuftig og lige give dem alle tre et opkald. Men selvfølgelig blev ingen af telefonerne taget.

     "Shit," mumlede jeg.

     "Brandon," lød en stemme. Jeg fór om, da jeg indså, at det var Dimonds stemme. Jeg skævede lidt omkring, heldigvis var gangen tom.

     "Dimond, hvad LAVER du her?" spurgte jeg.

     "Hvad TROR du, jeg laver her? Cat er FORSVUNDET, og jeg bryder mig ikke om det."

     Jeg rynkede panden. "Du... hvordan vidste du det? Har I...?"

     "Jaer, selvfølgelig har vi da holdt øje med hende! Tror du vi er bindegale? Hele SKOLEN ved, hvem hun er, og nu er hun FORSVUNDET."

     "Vent... I har vidst at skolen har vidst det hele tiden, og I har... intet gjort?"

     "Vi har fået ordrer fra Herren om ikke at blande os, fordi han er lige så stædig som sin datter. Men det bliver sværere og sværere for ham for hver dag."

     "Så... så... hvad nu?"

     "Nu?" Dimond fløj op på min skulder. "Helvede." Så stod vi et meget mørkt sted, som jeg syntes, jeg havde set mere end nok i mit liv. "Nu går vi til Herren."

    

"Men jeg har ikke LYST til at gå til Herren!" protesterede jeg, som vi vandrede ned ad slottets dystre gange. Jeg havde mødt ham før, og jeg havde IKKE lyst til at møde ham igen.

     "Vil du hjælpe dine venner eller ej?" spurgte dragen. Så blev jeg tavs og fulgte bare med ham.

     Ifølge Dimond var Djævelen bag en højst almindelig dør for enden af en gang. Han bankede på med sin hale.

     "Kom ind," brummede en stemme derindefra, som jeg genkendte med det samme. Vi gik ind ad døren. Jeg gemte mig lidt bag dragen, hvilket var svært, siden han var på størrelse med en rotte. Men jeg følte mig bare tryggere bag ham.

     Rummet var ikke særlig stort. Det var lidt kontoragtigt. Langs væggene var der reoler fyldt med bøger. Henne ved hjørnet stod to lænestole, og lige frem for os stod et kontorbord og en tredje lænestol, der var med ryggen til. I den sad Djævelen.

     "Herre," sagde Dimond.

     "Aflæg din rapport," sagde Lucifer skummelt.

     "Som du ved forsvandt James Cult fra Pijifenas Magiskole for nogle uger siden - "

     "Jaja."

     "Nu er både Cat og hendes ven Rin forsvundet."

     Nu drejede stolen sig imod os, og Lucifer stirrede på os. Så fik han øje på mig, og jeg skyndte mig at se væk. Ikke se ham i øjnene, ikke se ham i øjnene.

     "Hvad laver HAN her?"

     "Han er den eneste, der endnu ikke er forsvundet," sagde Dimond.

     "Aha... nuvel. Michigan, fortæl mig, hvad der er sket."

     Jeg forklarede ham stort alt, hvad vi havde oplevet de sidste uger.

     "Hvornår så du sidst Cat og hende... Rin?"

     "Jo altså... i går aftes brasede Cat ind på mit værelse, hvor jeg lå sammen med Rin..." Jeg rødmede, men fortsatte så hurtigt: "Og hun sagde, at hun mistænkte den gamle kone for at have kidnappet James. Hun sagde, at hun havde hørt James' stemme inde i hendes hoved, og... hun sagde, at han havde nævnt noget med ordet "Hel"."

     Både Dimond og Lucifer stirrede på mig nu - jeg stirrede ned i jorden.

     "Han... sagde... hvad?!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...