Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3869Visninger
AA

20. Kapitel 19: "Syndebuk" - Rin


Okay, så det her var træls. Ingen søgte efter James mere, for alle var overbeviste om, at Cat havde bortført ham. Ingen mistænkte Hella for at lyve. Bill havde allerede haft hende til samtale flere gange, det samme havde Hella.

     Det havde været forfærdeligt for Cat. Og der var ikke noget, som Brandon og jeg kunne gøre ved det, det var næsten det værste. Til at starte med havde Cat nægtet, at hun havde nogen form for relation til Djævelen, men så havde Hella himlet op med, hvordan De Onde Øjne kun tilhørte Djævelen og hans mulige efterfølgere. Derefter havde Cat rejst sig fra sin stol, så hun stod hvor alle kunne se hende, og hun havde sagt:

     "Ja. Jeg er Djævelens datter. Jeg er datter af Mørkets Fader. Men jeg har INTET med James Cults bortførsel at gøre."

     Derefter var der ikke så meget, der kunne gøres. Nu vidste hele skolen, hvem Cat i virkeligheden var.

     De følgende dage var skolen i et konstant stadie af amokhed - hvis man kan sige det. Cat sad stort set hele dagen, hver dag og blev forhørt af enten Hella eller Bill. Og samtidig med det overfaldt hver evig eneste person af Mørkets Slægt Cat - og det samme gjorde hver person af Lysets Slægt. Der var bare den forskel, at den ene halvdel forgudede hende mens den anden ønskede hende bortvist og brændt på bålet eller det, der var værre.

     En torsdag eftermiddag kom jeg ind i spisesalen på udkig efter hende. Hun havde været til forhør igen, og jeg ville vide, hvordan det var gået. Ved buffeten stod der en stor klump mennesker, og jeg behøvede ikke tænke længe før jeg vidste, hvem de havde omringet. Jeg løb frem og pressede mig frem.

     "Hey! Jeg skal forbi!" sagde jeg. Cat stod med en bakke i hænderne, hvor der stod en simpel burger og et æble. "Hey, Cat."

     "Dræb mig nu, Rin," sagde Cat. "Dræb. mig. nu."

     Jeg havde nærmere lyst til at dræbe alle de folk bag os. De stillede alle sammen spørgsmål, det ene mere åndssvagt end det andet.

     "Kender du Mørkets Fader personligt eller er du opvokset blandt hekse?"

     "Kan jeg få hans autograf?"

     "Regner du med, at han kunne komme her?"

     "Agter du at følge i hans fodspor som voksen?"

     "Er du lige så stærk troende i mørkets veje som han er?"

     "VIL I GÅ VÆK?!" råbte jeg hysterisk. "HUN ER MIN VENINDE! JEG HAR FØRSTERETTEN HER!" Ingen gik væk, de stirrede bare på mig. "GÅ SÅ VÆK OG LAD PIGEN FÅ SIN MAD!"

     Meget mugne endte de alle med at træde væk.

     "Jeg er ikke sulten længere," sagde Cat dystert og satte bakken ned. Så begyndte hun at gå væk, hen imod døren. Jeg holdt hende om armen og fulgte med.

     "Hvordan gik det i dag?" spurgte jeg.

     "Jeg tror ikke jeg kan klare mere af det her," sagde hun. "Det er derfor man ikke fortæller, at ens far er en af Overherrerne. Hvorfor gik Jesus dog og himlede op om det? Al opmærksomheden driver jo en til vanvid."

     "Jeg føler med dig, søde," sagde jeg. "Jeg føler mig dig."

     "Jeg savner James."

     "Ja... vi savner alle James."

     "Jeg hørte hans stemme inde i mit hoved," sagde Cat. Hendes øjne stirrede tomt ud i luften. "Han kaldte mit navn."

     Jeg rynkede panden og sukkede. "Søde Cat, du har vist brug for at ligge lidt ned og få noget søvn."

 

I timerne var det endnu værre.

     Lærerne kunne slet ikke håndtere, at de havde med Djævelens datter at gøre. Alle mørkevæsner kunne ikke lade være med at favorisere hende, mens alle lysvæsner komplet ignorerede hendes tilstedeværelse, hvilket Cat ikke ligefrem var utilfreds med. Hun virkede glad for at være ignoreret.

     Så var der Ezavia. Den eneste lærer, der hverken fangirlede over hende eller ignorerede hende. Og hver evig eneste historietime var et mareridt.

     "Hvorfor begik Mørkets Fader oprør?" spurgte han en dag. Der var et dusin hænder i luften.

     "Frk. Cyston?"               

     Jeg så på Brandon, han så på mig. Så så vi hen på Cat, der langsomt løftede hovedet fra sin ene hånd og kiggede halvvejs hen imod Ezavia.

     "Jaer?" sagde hun.

     "Kunne du måske besvare mit spørgsmål - eller ville det være for meget at forlange?"

     Cat sukkede træt. Så svarede hun: "Mørkets Fader begik oprør fordi han ikke mente, at Lysets Fader behandlede hverken englene eller menneskene ordentligt."

     "Det er IKKE korrekt. Han begik oprør, fordi hans had til alt, hvad der havde med menneskene eller englene at gøre, gjorde at - "

     "Du skal ikke tale om noget, du tydeligvis ikke ved en skid om," vrissede Cat så. Der var stille lidt.

     Så rakte jeg hånden op.

     "Ja, frk. Lee?" sagde Ezavia, skulende til Cat.

     "Jeg tænkte på, om vi måske snart kunne have et emne, der fortalte om noget andet end oprøret, der skabte os alle? Det virker, som om det er det eneste, vi snakker om."

     Ezavia kiggede endelig væk fra Cat og sukkede. Så fortsatte han undervisningen. Cat skævede over til mig. Jeg prøvede at smile opmuntrende.

     Og så var der Sally Winters. Sally var den absolut værste.

     Alt for mange gange gik vi ned ad en gang hvor der pludselig fløj papirbolde efter os.

     "Djævleunge!" lød nogle skingre pigestemmer. Og hver gang var det Sally og hendes sidekicks.

     "Hvor har du gjort af James, frk. Satan?" spurgte Sally en dag. "Jeg savner ham så forfærdeligt, og jeg ville ikke bryde mig om hvis du havde ofret ham til din farmand."

     Jeg sværger, den dag var Cat SÅ tæt på at vende sig om og stirre Sally lige i øjnene, men jeg stoppede hende.

     "Gå ad helvede til," vrissede jeg af Sally.

     "Jeg har hørt, at vejen er optaget," svarede Sally så og gik.

     "Gosh hvor jeg savner James," sagde Brandon så. "Hvordan kan de tro, at Cat står bag det? Hvordan i alverden kan de tro det?"

     "De er af Slægterne, Brandmus," sagde jeg. "De tror på alt, hvad de hører så længe det kommer fra en person de enten frygter eller respekterer."

 

"Der er årsprøver i morgen," sagde Brandon en uge efter. Vi lå i hans seng søndag aften. "Og mit hoved er fuld af så mange andre tanker."

     "Ja..." sagde jeg bare.

     "Gid de dog ville droppe at prøve at brænde Cat på bålet og i stedet fokusere på at finde James. Bill er da klogere end det, er han ikke? Han VED da, at Cat intet har med det at gøre."

     "Stol ikke på det, Brandon," sagde jeg. "For nogle måneder siden så Cat Ezavia i øjnene med De Onde Øjne, som ifølge legenderne tilhører Djævelen. En dag efter eller sådan noget forsvandt hun og tre andre elever i 12 dage. Så kommer vi tilbage uden ordentlig forklaring, pludselig forsvinder James, og nu viser det sig, at Catriana er Djævelens datter. Virker det ikke en anelse mistænksomt efter din mening?"

     Brandon trak bare på skuldrene og sagde ikke noget. "Men vores første årsprøve er i morgen. Jeg har slet ikke forberedt mig."

     Pludselig gik døren op, og ind trådte Cat.

     "Hey, Cat," sagde jeg. Hun havde det her vilde blik i øjnene.

     "Jeg hørte ham igen," sagde hun en anelse febrilsk.

     "Hørte hvem igen?" spurgte Brandon.

     "James..."

     "Cat..." sagde jeg. "Det her har virkelig steget dig til hovedet. Læg dig nu til at sove. Få noget hvile."

     "Nej! Jeg er helt seriøs, jeg... JEG HØRTE HAM! Og..." Så blev hun tavs og bare stirrede frem for sig i chok.

     "Cat?" spurgte jeg. Nu var jeg bekymret.

     "Jeg hørte ham sige ordet "Hel"..." mumlede Cat, jeg kunne kun lige netop høre det. "Det er HENDE," sagde hun så.

     "Hvem?"

     "Hella! Det er hende, der har bortført ham!" Så løb hun ud af døren igen. Jeg stirrede på Brandon, der så helt fortabt ud.

     "Jeg tager mig af det," sagde jeg og sprang ud af sengen. Jeg tog en cardigan på og sprintede ellers med Cat ned ad de mørke gange.

     "Cat, det her er åndssvagt," sagde jeg efter hende. "Selvfølgelig har Hella ikke..."

     "Hvorfor skulle hun ellers anklage mig?" spurgte Cat mig. "Jeg fortalte jer, at dem af den gamle magi misundte Overherrerne - og hun vidste hvem jeg var. Det kan KUN være hende."

     Jeg prøvede desperat at finde på modargumenter. Jeg brød mig ikke om at tænke negativt om den race, min egen var sprunget ud fra. Mine egne forfædre. Men... det her var James, vi snakkede om, og Cat lød sikker. Måske havde hun ret.

 

Vi ankom til det værelse, hvor Hella efter sigende boede. Cat gik helt hen til døren og lyttede imod den. Jeg stod med armene over kors og anede ikke mine levende råd.

     Så vinkede Cat mig til at lytte med. Det gjorde jeg så. Og jeg kunne høre dæmpede stemmer derinde.

     "Kan du virkelig ikke få mere ud af ham?" Det var Hellas stemme.

     Der blev ikke svaret, men jeg gik ud fra, at der blev enten nikket eller rystet på hovedet, for så sagde Hella:

     "Men han må da vide et eller andet. Hvordan kunne han ellers...?"

     "Bedstemor," sagde en anden stemme nu, en meget yngre stemme, en piges stemme. "Måske ved han ikke noget."

     "Der må være en grund til, at han kan se hende i øjnene! Jeg accepterer ikke, at vi er så tæt på, men ikke kan komme videre. Han MÅ være forbundet til Mørkets Fader på et eller andet plan."

     "Han beskriver mændene som De Sorte Mænd. De var klædt i sort. Lyder det ikke temmelig Mørkt? Hvorfor skulle Mørkets Slægt MYRDE hans familie?"

     Jeg så på Cat, der så komplet rasende ud. Det var virkelig James.

     "Den kælling," hviskede Cat.

     "Undskyld, det hørte jeg ikke?" sagde Hella. Hun stod lige bag os. Jeg stirrede på hende, ude af stand til at forstå, hvad der foregik.

     "Jeg har altid ønsket mig at møde det barn, Lucifer efter sigende skulle have fået med en eller anden falden engel," vrissede hun af Cat. "Det ville være mig en glæde personligt at gøre det af med det, så Lucifer kunne smage sin egen medicin." Så kiggede hun på mig. "Rin, jeg er forfærdeligt ked af, at du er blevet så involveret i dette foretagende," sagde hun oprigtigt beklagende. "Men du ved for meget. I ved begge for meget."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...