Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3831Visninger
AA

19. Kapitel 18: "Hel" - James

 

Okay, så mildt sagt... var jeg en idiot.

     Jeg havde bare øjenkontakt med denne her helt igennem smukke pige, der sad mindre end femten meter væk fra mig.

     I et ganske kort øjeblik havde jeg glemt alt om Catriana. Jeg havde glemt hvem hun var, hvordan hun så ud og hvor helt igennem forelsket jeg var i hende. Jeg så kun den pige. Og jeg rejste mig op og slyngede en kort bemærkning om, at jeg skulle noget ud til Brandon og Rin. Så gik jeg ud på gangen, tæt efterfulgt af pigen.

     "Hey," sagde hun med en blød, forførende stemme.

     "Hey selv," sagde jeg med et skævt smil.

     "Du er..." sagde hun, "noget for dig selv. Hvad er dit navn?"

     "James Cult," svarede jeg og betragtede de smukke grå øjne hun havde.

     "Hvilken race er du?" spurgte hun.

     "Formskifter." Jeg lænede mig frem for at kysse hende. Hun trak sig væk.

     "Du lyver," sagde hun. Jeg blev pludselig helt forvirret. "Du må være mere end det. Er du en engel?"

     "Jeg kan være en engel, hvis det er det, du ønsker."

     "Jaja, men... ER du en engel?"

     "Ikke sidste gang jeg tjekkede." Jeg kunne ikke se, hvordan de spørgsmål var relevante. "Jeg er bare en helt almindelig formskifter."

     Pigen smilte igen, blødt og lænede sig frem, ind imod mit øre. Jeg gik ud fra, at hun ville kysse mig der, men i stedet hviskede hun:

     "Hvorfor kan du så se djævledatteren i øjnene?"

 

Det næste, jeg kunne huske, var, at jeg var i et... meget mørkt rum. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg var kommet der.

     Jeg havde ikke tålmodighed til at lade mine øjne vænne sig til mørket, så i stedet forvandlede jeg mig til en kat. Nu kunne jeg se, at her ingen døre var, ingen vinduer - ikke engang møbler. Væggene var af... af klippe føltes det som om. Hvor fanden havde pigen taget mig hen?

     Grunden under mig virkede som ganske almindelig jord, så jeg forvandlede mig til en muldvarp og begyndte at grave. Jeg måtte ud herfra, nu. Men det var langt besværligere end jeg havde regnet med. Jorden blev hårdere og hårdere, og det endte med, at det tog mig en halv time bare at grave en centimeter.

     Sådan gik der... jeg ved ikke engang hvor lang tid. Jeg ved bare, at jeg blev sulten som bare pokker, og jeg blev så træt, at jeg måtte lægge mig til at sove to gange. Jeg havde ingen tidsfornemmelse.

     Pludselig fik jeg øje på et lys, og jeg skyndte mig at sætte mig oven på det hul, jeg havde gravet. Der havde åbnet sig en dør i muren, og nu stod der to kvindfolk. Den ene var pigen, som jeg havde mødt. Hun virkede slet ikke smuk længere. Hvordan kunne jeg nogensinde have glemt Catriana for hende? Ved siden af hende stod en gammel kone. Døren i muren lukkede sig igen, og i hænderne på dem begge formede der sig en flamme, der lyste mit rum op.

     "Betvingere?" spurgte jeg hæst. Jeg indså, at jeg ikke havde talt i evigheder. "Er I betvingere?"

     "Ikke ligefrem," sagde den gamle med et smørret smil. "Vi er af den gamle magi. Vi er ét med naturen omkring os, som betvingerne aldrig vil blive det."

     Jeg gulpede. Brandon og Rin havde fortalt om dem. Jeg brød mig ikke om at være i hænderne på dem.

     "Hvad vil I med mig?"

     "Mit barnebarn Helena," sagde den gamle og gjorde et kast med hovedet til den unge pige, "fortæller at hun så dig snakke med djævleynglet."

     "Catriana?"

     "Ja. Catriana. Og hun så dig se hende i øjnene."

     "Hvor... hvor lang tid har I spioneret på mig?" Jeg brød mig ikke om at være den, folk spionerede på. Jeg brød mig ikke om, at alle var så helt vildt interesserede i, at jeg kunne se ind i Catrianas øjne.

     "Det er ikke relevant," fortalte den gamle. "Men vi ved, at du har været i Helvede. Så du må kende til Mørkets Slægt helt tæt på. Du må kende Lucifer helt tæt på."

     "Det vil jeg nu ikke kalde det."

     "Du var dernede i 11 dage."

     "Hvordan vidste du det?"

     "Fordi du, djævledatteren og mine to fans var forsvundet i 12 dage, og jeg kunne ikke mærke jer på jorden. Det måtte betyde, at I enten befandt jer i Mørkets Rige eller i Lysets Rige. Og i Lysets Rige er der ikke tilladt for levende."

     Jeg brød mig ikke om det her. Jeg brød mig bestemt ikke om det her. "Hvad er det, I vil med mig?"

     "Ved du hvad, James?" spurgte pigen, Helena. "Mig og min bedstemor, vi er de eneste, der er tilbage af den gamle magi. Alle andre er døde med tiden. På grund af Lysets og Mørkets Slægt. De har overrumplet os. Vi blev overrumplet. Og vi vil have hævn. Men vi er ikke i stand til at bekæmpe dem, for de er stærkere end os - og Mørkets Fader har sine øjne. Men DU kan se ind i dem. Hvad end det er for kræfter der er inde i dig, vil vi have dem. Om vi så end skal dræbe dig for at få dem."

 

Den næste evighed blev brugt på at forhøre mig. Sådan... VIRKELIG forhøre mig. Det var enten Helena eller den gamle dame, som jeg senere fandt ud af hed Hella, der udførte forhøret. Og hver gang jeg nægtede dem svar eller nægtede at jeg skulle have noget specielt ved mig, blev jeg enten sparket, tæsket med store sten eller det, der var værre. Det var et helvede. Det her var VÆRRE end Helvede. Hvem skulle have troet, at noget kunne være værre end Helvede?

     De lod mig dog få en kort periodes fred engang imellem. Ud fra, hvad der stadig var tilbage af min tidsfornemmelse, gik jeg ud fra, at det var en times tid. Og den time brugte jeg på at grave mit hul til friheden.

     "Hvem er du, James Cult?" vrissede Helena af mig i et tonefald, der tydede på, at jeg ville få en stor sten ind i maven hvis jeg ikke svarede tilfredsstillende. Men hvad skulle jeg svare?

     "Jeg er formskifter..." hviskede jeg, jeg havde ikke kræfter til så meget mere end det.

     "Hvad er din historie?"

     "Jeg... den er ikke speciel. Jeg har været på Pijifenas Magiskole siden jeg var fjorten. Jeg har boet hos Celina Skov siden jeg var ni..."

     "Og hvad med FØR du var ni?"

     "Nej..." hviskede jeg. Nej, jeg ville ikke fortælle dem om det. Nej.

     "HVOR BOEDE DU FØR DU VAR NI?!"

     Jeg lukkede øjnene og bad. Jeg vidste ikke engang, hvem jeg bad til. Bare hvem der end hørte det.

     Catriana... kaldte jeg i mine tanker. Hjælp mig...

     "Nå?!"

     "Jeg boede med min familie," hviskede jeg så.

     "Og hvorfor gør du ikke det mere?"

     "De... blev myrdet." Al for mange minder kom frem i det øjeblik. Mine forældres ansigter, da jeg flygtede med min lillesøster i favnen. Flygtede fra ilden. Hvordan huset stod i flammer, mens vi løb og blev jagtet af nogle mænd klædt i sort. Hvordan de indhentede os. De truede os med, at hvis vi gjorde noget, ville vi dø. Jeg var stille, for skræmt til at gøre modstand, men min søster... men Kira var en kæmper. Hun sparkede og vred fra sig. Og de dræbte hende uden at tøve. Jeg kunne mærke tårerne komme løbende.

     "Af hvem?" spurgte Helena.

     "Det ved jeg ikke," hviskede jeg.

     "AF HVEM?!"

     "DET VED JEG IKKE!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft. "JEG VED IKKE HVEM DER DRÆBTE DEM! JEG VED IKKE HVORFOR JEG KAN SE CATRIANA I ØJNENE! JEG VED IKKE NOGET!"

     Efter det var der stille. Jeg lå bare på jorden med lukkede øjnene og ventede på det næste spørgsmål. Men der kom intet. Så indså jeg, at jeg var alene. Jeg tænkte, at jeg nok burde udnytte tiden til at grave mig fri, men jeg orkede det ikke. Jeg orkede det virkelig ikke. I stedet lå jeg bare dér og græd stille.

     Catriana... tænkte jeg igen. Jeg vidste ikke, hvem jeg ellers skulle bede til. Gud havde jeg ikke det store forhold til, og Lucifer ville nok aldrig gide at lytte. Men Catriana vidste jeg ville lytte. Hjælp mig. Catriana...?

     Min familie havde været død i 8 år. Og stadig kunne jeg ikke slippe dem. Jeg var stadig ikke kommet mig over tabet. Og det faktum, at jeg ikke vidste, hvem der havde taget dem fra mig, gjorde nok at jeg aldrig kom over det. Kira havde kun været fem år. Og de havde taget hende fra mig. Og jeg kom aldrig nogensinde til at se nogen af dem igen.

     Catriana...

     Stilhed.

     James? lød en stemme i mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...