Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3892Visninger
AA

18. Kapitel 17: "Damen af den gamle magi" - Brandon


Okay, så sidste gang jeg så James var faktisk den aften, hvor Cat tog ud for at se sin mor. Vi havde siddet og spist aftensmad, Rin havde sludret om kedelige katastrofefilm.

     Efter vi så var kommet ind på både Rin og Cats problemer med deres forældre og vi havde været stille lidt, havde James pludselig rejst sig op.

     "Hvad skal du, James?" spurgte jeg.

     "Jeg eh... jeg går lige." Så gik han ud af en dør. Både Rin og jeg stirrede efter ham.

     "Tror du han skulle tisse?" spurgte jeg.

     "Altså, når man skal så skal man," svarede Rin. "Men Dødsdommen (katastrofefilmen vi havde set). Jeg kunne specielt godt lide der hvor Jake og Marie løber efter den dér abe hen imod - "

     Jeg var holdt op med at høre efter og bare stirrede ud i luften igen.

 

Så det var sidste gang, vi så ham. Da vi kom op i vores boenhed, og han ikke var der var vi selvfølgelig forvirrede, men vi tænkte, at han nok bare foretog sig noget han havde valgt ikke at fortælle os om. Så vi tog det stille og roligt. Rin satte sig til at se Tsunami for tusinde gang - det var også hendes yndlings fordi den var koreansk og alt det pis.

     Jeg lagde mig ind i min seng og læste i en bog.

     Lidt senere gik vi i seng, og morgenen efter var James der stadig ikke. Jeg var begyndt at blive lidt urolig og ringede til ham. Han tog den ikke.

     Så vi brugte vores værdifulde lørdag på at lede hele skolen igennem efter ham. Men der var intet spor.

     Så til sidst ringede jeg til Cat. Og hun fortalte, at han ikke var hos hende.

     Nu gik jeg for alvor i panik.

 

Lørdag aften ankom Cat.

     "Okay... hvad skete der?" spurgte hun og bed sig i læben.

     Jeg forklarede hvad der var sket.

     Cat tog sin telefon op og ringede. Så tog hun den ned igen. "Han tager den ikke."

     "SELVFØLGELIG tager han den ikke, det er jo derfor han er forsvundet!"

     "Ja... så... hvad gør vi?"

     "Jeg går ud fra, at vi siger det til Bill," foreslog Rin.

     "Efter vi var forsvundet i to uger?" sagde jeg. "Vi... han ville aldrig tage os seriøst."

     "Hr. Michigan?" kaldte en stemme over os. Vi kiggede hen imod trappen, hvor Bill stod. Når man taler om solen.

     "Ja, rektor?" spurgte jeg spagt.

     "Ved du, hvor hr. Cult er? Jeg har modtaget en klage fra en af lærerne om hans mangel på at lave lektier. Jeg skal tale til ham omgående."

     Vi stirrede på hinanden. Jeg åbnede min mund for at sige et eller andet, men jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle sige, der ikke ville lyde halvt skørt.

     "Hr. Michigan?" spurgte Bill igen.

     "Eh..." Gosh, hvad skulle jeg sige?

     "Hvor er James Cult?" Bills stemme var helt skarp nu.

 

Bill tog det sandelig meget alvorligt. Han ville ikke se EN FORSVINDING TIL på Pijifenas Magiskole. Så næste dag blev vi alle sammen kaldt til auditoriet. Da alle var kommet på plads, trådte Bill om bag talerstolen.

     "Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der er klar over det," sagde han. "Men en af vores elever er forsvundet - igen."

     Cat, Rin og jeg forsøgte at skrumpe lidt. Det gik ikke særlig godt, der var lidt for mange blikke på os lige dér.

     "Og jeg agter ikke at give op på mine metoder, selvom de sidste gang ikke virkede - "

     "DU TILKALDER DA IKKE HENDE HEKSEN IGEN, GØR DU?!" råbte en elev fra mængden.

     "Du havde ikke tilladelse til at snakke hr. Larson," snappede Bill. "Og hun er IKKE en heks."

     "Hvem snakker han om?" hviskede Rin.

     "Hun er en kvinde af den gamle magi. En race der eksisterede før ALLE racer i dette rum. FØR hekse."

     "Af den gamle magi?" gispede Rin. Jeg kunne også mærke mig selv stivne. Den gamle magi var den eneste magi, der eksisterede på Jorden før Lysets og Mørkets Slægt kom til. I dag eksisterede der kun ganske få, der besad den magi - meget meget få. Disse folk var i dyb kontakt med naturen selv, som ingen andre havde det. Man mente, at det var den magi, som betvingere og delvist feer var kommet af. Meget gammel magi.

     "Det her bliver interessant," mumlede Cat.

     Lidt efter trådte der en ældre kvinde ind i auditoriet. Vi var alle forårsaget til at klappe, som det var tradition i auditoriet.

     Jeg betragtede hende lidt. Hun var gammel og krumrygget og havde gråt hår, der var sat løst op i en knold.

     "Godformiddag, Pijifeanere." Jeg havde aldrig hørt nogen kalde os det, men fair nok. Både Rin og jeg strakte hals, da det her var en af de personer, som vores kræfter var udsprunget af. Jeg havde læst bøger om, at de kunne blive flere tusind år gamle. Hvor gammel var hun mon? "Mit navn er Hella," fortsatte damen. "Som I nok allerede ved. Jeg blev tilkaldt for nogle måneders tid siden for at opspore fire forsvundne elever - hvilket ikke lykkedes."

     "Gode gud, hun snakker om os," indså jeg.

     "Eleverne kunne ikke opspores af årsager, som vi stadig ikke kender årsagerne til. Men ud fra, hvad jeg har forstået, så er de hjemme i god behold. Men nu... den nuværende sag. Det drejer sig om en vis James Cult."

     Nu hviskede alle omkring os. ALLE kendte James Cult.

     "Hr. Cult var blandt de elever der var forsvundet sidste gang. Måske er han endda forsvundet det samme sted hen, det er ikke til at sige. Men jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, til at tilkalde jordens magter og finde ud af det."

     "Great," mumlede Cat en anelse sarkastisk.

     "Hun vil tilkalde jordens magter," hviskede Rin hysterisk. "Jeg har aldrig oplevet noget SÅ sejt."

    

"Jeg bryder mig ikke om hende," mumlede Cat, da vi kom udenfor. Jeg stirrede forbløffet på hende.

     "Cat, hun er basically vores FORFADER! Altså min og Rins. Vores magi blev SKABT af den slags magi, hun besidder."

     "Ja, og det hele er temmelig fantastisk, men jeg stoler ikke på hende. Der er noget lunkent over det."

     "Hvorfor - hvorfor ville du dog sige det?" spurgte Rin.

     "Fordi... de begyndte at uddø da Lysets og Mørkets slægte kom til. Jeg har bare altid hørt historier om, hvordan de foragter alle af de to slægte. Især når det kommer til Fædrene af slægterne."

     "Men, Cat..." sagde jeg. "James er jo ikke en del af slægterne."

     "Nej men... jeg er..."

     "Og hvad så?" spurgte Rin. "Han har jo ikke noget med dig at gøre som sådan. Og der er jo ingen der ved, hvem du i virkeligheden er, så - "

     "Må jeg forstyrre et kort øjeblik?" sagde en rusten stemme bag os. Vi vendte os om, og der stod Hella. Både jeg og Rin smilte stort.

     "Goddag, Hella," sagde Rin og rakte hånden frem. "Mit navn er Rin Lee - det er en STOR ære at møde en af den gamle magi."

     Hella rystede den med et smil. Jeg rakte også hånden ud. "Brandon Michigan. Stor ære. Rin og jeg - vi er begge betvingere."

     "Aha," sagde Hella. "Hvilke elementer?"

     "Jeg kan betvinge ild," sagde jeg.

     "Jeg er betvinger af alle fire elementer."

     "Det er sjældent," sagde kvinden imponeret. "Du er noget enestående, frk. Lee."

     Rin smilte rødmende.

     "Men jeg kendte jer faktisk allerede, ser I," fortalte Hella faktisk. "I er de folk, der var forsvundet sidste gang sammen med hr. Cult. Jeg har forstået, at I ikke har ønsket at dele med nogen, hvad I foretog jer i de to uger?"

     "Det er korrekt," svarede jeg.

     "Men I har det alle godt?"

     Vi nikkede. Så vendte Hella sig om imod Cat.

     "Du må så være frk. Cyston?"

     Cat nikkede stift.

     "Mig en fornøjelse," sagde Hella med et smil. Så vendte hun sig væk fra Cat og så på os alle tre. "Godt. Grunden til, at jeg sådan forstyrrer jeres søndag formiddag er, fordi jeg egentlig skal have en snak med jer. I var alle tre tætte på James Cult, og jeg forsøger at finde så meget information som muligt om ham. Det kan være nyttigt før jeg fremkalder jordens kræfter."

     "Jamen selvfølgelig vil vi da hjælpe dig," sagde Rin.

     "Strålende."

     Da vi gik med hende om til et konferencerum lagde jeg mærke til hvor stum Cat var. Og hun stirrede indebærende på Hellas ryg. Som om hun forsøgte at bruge sine Onde Øjne på hende bag fra. Jeg forstod ikke hvorfor hun skulle være så besværlig.

 

"Lad mig starte med at gøre det klart," sagde Hella, da vi samledes i auditoriet en uge efter. "At det ikke er lykkedes mig at opspore James Cult endnu."

     Folk hviskede sammen. Jeg savnede James. Og jeg var træt af ikke at vide, hvor han var. Det frustrerede mig. Han kunne være død et eller andet sted!

     Vi sad alle sammen tavse, mens der blev hvisket. Hella ventede tålmodigt på at det skulle dæmpe af.

     "Det her er virkelig begyndt at frustrere mig," sagde Cat.

     "Ja..." sagde Rin.

     "Jeg er så træt af, at jeg ikke kan se igennem hendes løgne. Jeg VED at hun skjuler noget, men jeg ved ikke HVAD."

     Rin og jeg stirrede på hende.

     "Er det stadig det, du taler om?" spurgte jeg. "Hun forsøger at finde James, Cat. Hvad med at vise lidt taknemmelighed?"

     Cat fnøs bare, men sagde ikke mere.

     "Vil I være stille!" råbte Bill til sidst ud over hele salen. Nu blev der helt tyst. Hella smilte dog fortsat.

     "Jeg må dog komme med en god nyhed," sagde hun. "Jeg har et godt gæt på, hvem der kan have bortført ham."

     "Du tror, han er blevet bortført?" spurgte Bill.

     "Kæreste - jeg VED, at han er blevet bortført. Ingen forsvinder uden spor af egen fri vilje. Især ikke en type som James Cult. Og jeg har mine andre årsager. Jeg ved nemlig ting. Jeg er næsten så gammel som Jorden selv - jeg har mine erfaringer, og jeg siger jer. Bortføreren er til stede i denne sal."

     Der var fortsat helt stille. Alle sad komplet stive i deres stole.

     Så pegede Hella ud i forsamlingen. På en person.

     Alle vendte sig imod personen, hun havde peget på.

     Cat.

     "HUN er bortføreren," sagde Hella. "Hun er ikke hvem hun giver sig ud for at være. Hun er datter af Mørkets Fader. Hun er datter af Djævelen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...