Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3882Visninger
AA

17. Kapitel 16: "Tabet ved kærlighed" - Catriana


Okay, så jeg havde ikke set min mor i over et halvt år. Det var intet i forhold til, hvor lang tid der var gået før jeg havde set min far igen, men det føltes stadig mærkeligt at stå af bussen og gå ned imod det lille gårdhus i den lille by.

     Jeg havde levet størstedelen af mit liv uden at have kendskab til min mor. Jeg vidste ikke engang, at der var noget, der manglede før Dimond var kommet til at tale over sig. Og nu havde jeg en mor.

     Men min mor havde sagt, at jeg ikke var hans datter.

     Du er hans datter, ikke min.

     Det var det, hun sagde. Jeg havde stadig ikke tilgivet hende for at sige det.

     "Jeg er glad for, at du valgte at tage med mig hjem," sagde Michella. "Det er jeg virkelig."

     "Det er kun til på søndag, Michella," sagde jeg. "Jeg har en skole, jeg skal passe."

     Michella bankede på døren, og op fløj den et par sekunder efter. I døren stod Kim, min halvlillebror. Han var vokset i den tid, jeg havde været væk. Han tårnede faktisk overraskende højt med sine tolv år.

     "Michella!" udbrød han. "Jeg vidste jeg VIDSTE at det var dig."

     "Selvfølgelig er det mig, din nød," svarede Michella kærligt.

     "Er det Ella?!" lød Erics stemme inde fra huset af. Eric var Tennas mand og Michella og Kims far. Lidt efter viste han sig i døren og smilte stort, da han så hende. Dernæst krammede de alle tre, og jeg stod bare på afstand og betragtede dem. Jeg overvejede om jeg skulle snige mig væk nu hvor jeg havde muligheden, jeg følte mig ikke som sådan velkommen her længere.

     "Er Michella kommet hjem?" kaldte en stemme inde fra huset af. Det var Tenna, indså jeg og mærkede mit hjerte springe op i halsen. Så dukkede hun op i døråbningen.

     Tenna var nok det smukkeste væsen til at vandre denne jord. Hun havde lyst hår, der hang i smukke krøller ned langs ryggen, hendes øjne var grå, og hver evig eneste bevægelse, hun lavede, fik folk til at beundre hende. Og hendes stemme var som honning. Der var ingen der havde brug for andre beviser end det til at tro på, at hun havde været en engel engang.

     Tenna var den eneste af dem, der ikke straks faldt over Michella. I stedet fik hun øje på mig og stod bare og betragtede mig lidt i en blanding af overraskelse og chok.

     "Undskyld jeg bare kommer vadende," sagde jeg. Det fik også de tre andre til at vende sig om imod mig. "Jeg tænkte, at jeg bare kunne komme og hænge ud for weekenden. Jeg skal tilbage til min skole på søndag, men... ja, jeg tænkte bare, at - "

     Jeg fik bremset mig selv og stod bare og rødmede. Tenna gik langsomt hen til mig og jeg frygtede hvad hun ville gøre. Så, langsomt, omfavnede hun mig. Jeg kunne mærke hendes hjerte, og jeg følte mig tryg.

 

Vi sad nu alle fem ved middagsbordet og spiste aftensmad. Der var ikke den mindste akavede stilhed, for der var en masse at snakke om.

     "Vi ville nu have været taknemmelige, hvis du havde fortalt os, hvor du havde taget hen," sagde Eric til mig. "Selvfølgelig ville vi havde givet dig lov, det ved du jo. Magikyndige har brug for at gå på magiskoler, det ved alle. Hvordan kom du i det hele taget ind uden en forælders involvering?"

     "Svindel," sagde jeg ligeud. "Jeg er ret god til den slags. Og jeg havde nogle private aftaler med rektoren. Vi fandt ud af det."

     "Hvilken skole er det?" spurgte Tenna.

     "Pijifenas," fortalte jeg.

     "Den har et ret godt ry," sagde Eric imponeret.

     Jeg smilte skævt.

     "Mødte du varulve og vampyrer?" spurgte Kim.

     "Sødeste, jeg mødte havfruer og mennesker der kunne forvandle sig til katte. Der var alverdens mærkelige folk derhenne."

     "De har timer, der hedder Chakra," fortalte Michella. "Det er de timer, de bruger til at finde... hvad var det nu... sådan ligesom det der bringer magien frem i dem. Det var super spændende."

     "Jaer, Michella løj om, at hun troede hun havde magiske kræfter, så hun kunne blive på skolen."

     "Unge dame," sagde Eric skarpt til Michella. "Hvad ville du dog også på en magiskole?"

     "Jeg... havde brug for lidt plads, okay!"

     "Det har du så fået," sagde Tenna. "Og vi er så meget ikke færdige med at snakke om det her."

     "Tenna, jeg er femten, jeg har ret til at have s-e-x hvis det er det, jeg vil."

     "Du er kun lige blevet b-u-k-s-e-m-y-n-d-i-g," vrissede Eric.

     "Jeg er tolv!" udbrød Kim så. "Jeg kan godt stave, og jeg har altså haft seksualundervisning. Ella har haft sex, det måtte hun ikke for Tenna, selvom hun er blevet buksemyndig. Jeg fatter det, I behøver ikke skjule det for mig!"

     Jeg fik mælk op i næsen af et uventet latteranfald.

 

Jeg sov inde i min seng i mit og Michellas fællesværelse. Det var mærkeligt at ligge i den seng igen. Da jeg først ankom lå jeg altid og stirrede ud på stjernerne om natten. Der var ingen stjerner i Helvede, så det var et syn jeg kunne betragte i timevis når jeg fik chancen.

     Den nat gjorde jeg lidt det samme, bare betragtede stjernerne på den skyfri himmel. Mit hoved var alligevel for fyldt med tanker til at kunne sove lige nu.

     Jeg sov faktisk bare ikke særlig meget den nat. Jeg stod op tidligt næste morgen og sad og gumlede på et æble. Ved ottetiden kom Tenna ned i køkkenet, fuldt påklædt. Da hun så mig, smilte hun.

     "Godmorgen."

     "Godmorgen," svarede jeg.

     Så var der lidt akavet stilhed, hvor Tenna rodede rundt i køkkenet for at lave en kop kaffe.

     "Undskyld jeg tog af sted," sagde jeg så, da jeg syntes stilheden havde varet længe nok.

     Tenna hældte op i en kaffekop og satte sig ved bordet ved siden af mig. "Cat, det skal du ikke tænke på."

     "Mente du det?" spurgte jeg. "Da du... da du sagde, at jeg ikke var din datter?"

     Tenna så chokeret på mig. "Nej - selvfølgelig mente jeg ikke det. Det var en meget forkert ting at sige, og jeg har fortrudt det hver dag lige siden. Især da jeg fandt ud af, at du var stukket af dagen efter."

     "Jeg troede du mente det," sagde jeg. "Det troede jeg virkelig."

     "Nej, nej selvfølgelig mente jeg det ikke, Cat." Tenna lagde armene om mig, og jeg lænede mig ind imod hendes bryst. "Du er bare så anderledes fra mig, og jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle håndtere det."

     Jeg sagde ikke noget. I lidt tid sad vi bare sådan der i stilhed. Så, til sidst, spurgte Tenna:

     "Har du lyst til at gå en tur? Skoven er vidunderlig på denne årstid."

     Jeg nikkede med et lille smil.

 

Så Tenna og jeg gik en tur i skoven, som virkelig var vidunderlig på denne årstid. Ingen skov var så skøn som den der lå lige ved Tennas hus. Ingen som helst i verden.

     "Du er altså glad for at gå på skolen?" spurgte Tenna.

     "Ja," svarede jeg. "Jeg har det, som om det er det eneste sted, hvor jeg bare kan passe nogenlunde ind."

     "Har du fået nogen gode venner?"

     Jeg smilte og nikkede. "Det har jeg."

     "Hvad med din far? Har du været i kontakt med ham?"

     "Eh... altså... min far..."

     Tenna kunne vist godt mærke på mig, at det ikke ligefrem var et særlig nemt emne for mig, så hun lagde bare armen om mig.

     "Undskyld jeg spurgte. Lad os ikke tale om ham."

     "Faktisk... jeg har et spørgsmål. Om ham. Og jer."

     "Ja?"

     "Dengang, hvor I begge var engle. Elskede I hinanden?"

     Tenna smilte. "Lucifer ville aldrig indrømme det, men... ja. Jeg elskede ham, og han elskede mig."

     "Og så gik jeres verden af helvede til," mumlede jeg.

     "Sådan må du ikke se på det, Cat."

     "Men sådan var det jo. Det er derfor min far er sådan imod kærlighed, er det ikke?"

     "Tja... ja. For ser du... Da jeg fortalte Lucifer, at jeg var gravid med dig, var det lige før det slag, der skulle afgøre vores fremtid. Lucifer tabte, og han bebrejdede den information, jeg havde givet ham. Kærlighed distraherer en fra ens mål, mener han. Sætter en ud af fokus. Og med mig... jeg elskede ham - og dig - så højt at jeg hellere ville forvises til Jorden som heks end at se Lysets Fader dræbe dig."

     Det fik mig faktisk til at smile lidt. "I mistede begge alt på grund af jeres kærlighed. Og på grund af mig."

     "Ja," sagde Tenna. "Men vi skabte os også nye ting."

     "Far har altid fortalt mig om, hvordan man i vores familie ikke kunne føle kærlighed. At JEG ikke var i stand til at føle det."

     "Hvad fortæller dit hjerte dig, Cat?"

     "Mit hjerte..." Jeg bed mig i læben, før jeg så fortsatte. "Mit hjerte fortæller mig, at der er en dreng på skolen. Han kan se mig i øjnene uden at føle de mindste smerter. Hvis det ikke er kærlighed, så ved jeg ikke hvad er."

 

Efter den tur var det en god dag. Michella, Kim og jeg spillede kortspil hele dagen, mens Eric og Tenna gik rundt og lavede deres voksenting. Jeg følte mig helt som en del af familien igen, hvilket var rart.

     "Skal vi ikke spille Klodsmajor?" spurgte Kim.

     "Vi hader Klodsmajor," sagde Michella irriteret. Hun elskede personligt kortspil overalt på jorden.

     "Men JEG elsker det," insisterede Kim.

     Jeg sukkede. "Jeg vil gerne spille Klodsmajor med dig."

     "Og bygge det på den rigtige måde?"

     "Ja - vi skal nok bygge det på den rigtige måde."

     "Kan du overhovedet huske hvad den rigtige måde er?" spurgte Kim.

     "Gul i midten. Rød og blå skal bytte plads på hver etage." Min telefon ringede. "Bare begynd at bygge det, Kim. Jeg er der lige straks."

     Jeg tog telefonen op og opdagede, at det var Brandon, så jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg kunne være lidt i fred.

     "Hvad så, Brandon?" spurgte jeg.

     "Hey Cat," lød Brandons stemme på den anden side. "Er James hos dig?"

     "Nej... James er ikke hos mig? Hvorfor skulle han være det? Han ved ikke engang hvor jeg bor."

     "Shit."

     "Brandon, hvad er der?"

     "Tja... ser du... James er forsvundet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...