Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3863Visninger
AA

16. Kapitel 15: "Den smilende pige" - James


Så Catriana og jeg valgte at holde vores løfter. Vi snakkede ikke som sådan til hinanden de næste par måneder.

     Der var nu også en hel del at lave. Det var blevet forår, og hver evig eneste lærer snakkede ikke om andet end årsprøver, alle vores timer var udelukkende fokuserede på at forberede os. Så størstedelen af dagene blev egentlig bare brugt på at have følelsesmæssigt stress.

     Men jeg så Catriana hver dag, kiggede på hende i smug og jeg forestillede mig hele tiden kysset og huskede, hvor godt det havde været.

     "Så... hvor lang tid kommer det her til at vare?" spurgte Brandon en uge efter kysset.

     "Hvad for noget?"

     "Alt det dér med, at du og Cat ikke snakker sammen. Hvor lang tid kommer det til at vare?"

     "Eh... så lang tid vi kan holde det, går jeg ud fra."

     Brandon sukkede. "Det her er så åndssvagt."

     "Hey, vi har en aftale, vi er begge med på det."

     "Så... okay, så I er hverken SAMMEN eller VENNER længere?"

     "Nope."

     "Og du... har det fint nok med det?"

     Jeg trak bare på skuldrene. "Jeg fik da kysset hende en sidste gang."

     "Du KYSSEDE hende?!"

     "Jaer, hun... hun tillod det. Det var bare et slags farvelkys."

     "Hvorfor... HVORFOR ville hun dog sige ja?"

     "Fordi jeg er en fantastisk kysser."

     "Ja, men... hvorfor ville hun dog sige ja?"

     Teknisk set havde Brandon jo ret. Hvorfor ville Catriana dog have ladet mig kysse hende, hvis ikke det var, fordi der lå et eller andet bag? Men jeg forsøgte ikke at tænke for meget over det. Hun havde gjort det klart, at der aldrig kom til at ske noget imellem os. Og jeg måtte bare acceptere det.

     Selvom det knuste mit hjerte hver gang jeg så på hende.

     De første par uger efter vi var kommet tilbage til skolen havde vi ingen tilladelse til at forlade den. Og der blev holdt skarpt øje med os alle sammen hele tiden. En dag ankom både Celina, Brandons forældre og Rins onkel for at vi alle sammen kunne holde et møde om hvad vores straffe skulle være.

     Brandons forældre var nok mine yndlingsforældre i verden - af de levende. Brandons mor havde Brandons brune krøller og brune øjne også. Brandons far var høj og havde lyst altid sat hår. Han var en af de dér forretningskanoner, der altid havde en hånd med i spillet.

     Rins onkel havde jeg aldrig mødt før. Han havde typiske asiatiske tegn som de mandelformede øjne og det sorte glatte hår. Jeg vidste, at Rin ikke havde et specielt godt forhold til sine forældre, men det var ikke noget, nogen talte om.

     Og der var i det hele taget ingen, der mødte op for Catriana, for hendes far var Djævelen, så det ville ikke se specielt godt ud, og hendes mor vidste ikke engang, at hun gik i skole her.

     "Så... lad mig forstå det her ret," sagde Brandons mor. "INGEN ved, hvor de har været i 12 dage? I 12 dage har de bare været væk?" Hun vendte sig imod Brandon. "Jeg havde regnet med, at du var kløgtigere end det. Hvor har du været, unge mand, fortæl mig det lige nu."

     Brandons mor kunne ikke finde ud af at lyde skrap, så det havde selvfølgelig ingen effekt på Brandon. Det dér med at lyde skrap var mere Brandons fars talent, og han havde opmærksomheden på Bill.

     "Hvad foreslår du, Bill?"

     "Uden videre virker det ikke, som om de er kommet noget til," sagde Bill, selvom han kort kiggede på Catriana ud af øjenkrogen. "Det ser ud til at have været noget... personligt. Det virker mere, som om folk hellere bare vil bevæge sig fremad i stedet for at vade i, hvad der er sket."

     "Men de kunne være blevet kidnappet," sagde Brandons mor. "De kunne... du kunne have udført terrorhandlinger!"

     "Mor," sagde Brandon. "Tror du ikke, at nogen ville VIDE det, hvis vi havde udført terrorhandlinger?"

     "Sådan skal du ikke tale til din mor," vrissede Brandons far.

     Brandon var tavs.

     "Jeg foreslår," sagde Bill, "at de vil få eftersidninger hver dag indtil de har indhentet det forsømte. Men." Han kiggede nu på os. Vi kiggede på ham. "Jeg opfordrer jer til at fortælle NOGEN hvad I har foretaget jer."

     "Det er ikke relevant," sagde jeg så. "Det har ingen relevans for jer."

     "Når I skipper skolen i to uger," sagde Celina, "har det al relevans for os."

     Jeg fnøs. "Vi er ikke kommet noget til, okay? Vi har det alle fint."

     "Undskyld mig," sagde Rins onkel så. Det var første gang han sagde noget under hele mødet.

     "Ja, hr. Lee?" spurgte Bill.

     "Hvorfor er ingen af frk. Cystons forældre til stede? Burde de ikke være her for at diskutere sagen med os?"

     Alle kiggede egentlig på Catriana, men hun sagde ikke noget.

     "Frk. Cystons omstændigheder er særlige," forklarede Bill.

     "Hvad mener du med særlige?" spurgte Brandons far.

     "Han mener, at jeg ingen forældre har," sagde Catriana så.

     "Du må da have en værge?" spurgte Celina, der vist ikke var i stand til at forstå, hvordan det kunne have nogen relevans.

     "Nej," sagde Catriana. "Jeg har ingen værge. Men jeg vil gerne bede jer tage hensyn til, at Brandon, Rin og James ikke havde planer om at forsvinde i to uger. Vores... ærinde trak ud. Det var MIT ærinde, og det viste sig at være langt besværligere end jeg nogensinde havde regnet med. Men jeg kan forsikre jer om, at alt er, som det skal være. Men straf ikke de andre. Hvis nogen skal straffes, så straf mig."

     Men de endte ikke med at straffe Catriana. Faktisk slap vi alle sammen for videre forhør og eftersøgning. Og ikke lang tid efter var det, som om intet var sket.

 

En dag i maj var det temmelig vigtigt for Rin og Brandon, at vi tog ud for at lave noget. Især fordi de ikke lige syntes, at jeg var i mit S - hvad det så end betød. I hvert fald mente de, at det ville være sundt for mig at komme ud i byen og jagte nogle piger.

     Men jeg havde virkelig ikke lyst til at jagte piger, og den bytur blev en fiasko.

     Bussen på vej tilbage imod skolen var normalt helt tom, fordi den primært blev brugt af elever, der skulle ind til byen eller hjem fra byen.

     Denne gang var det mig, Rin og Brandon - og så en fremmed pige ingen af os havde set før. Hun sad nogle sæder foran os. Hun havde lysebrune krøller, men mere kunne vi ikke spotte af hende.

     "Hvem er hun?" hviskede Rin.

     "Hvor skulle vi vide det fra?" hviskede jeg tilbage.

     "Måske kunne du lægge an på hende," hviskede Brandon tilbage. Jeg så komplet forfærdet på ham.

     "Hvor er den James, vi kender og elsker?" spurgte Rin målløst. "Du plejede at elske krøller. Det var sådan du endte med hende dér Weira."

     "Men - jeg - jeg er en ny person."

     "Ja... tydeligvis," sagde Brandon.

 

Da vi stod af bussen til skolen gik pigen ind af hovedporten. Jeg gik ud fra, at hun bare skulle besøge nogen. Eller også skulle hun gå her næste år og ville bare gerne tjekke stedet ud.

     Hun gik hen til receptionen.

     "Gå hen til hende," sagde Rin.

     "Nej, jeg vil ej," sagde jeg stædigt. Selvom hun så lidt sød ud med sine store øjne og fregner.

     "Måske vil det her kurere din hjertesorg," foreslog Brandon. "Du skal bare ud i verden igen."

     Jeg sukkede. "Fint FINT, jeg gør det. Men hvis det går galt, så bebrejder jeg jer."

     Jeg gik nu hen imod receptionen til pigen og forsøgte at sætte mit charmørsmil på - men lige nu kunne jeg ikke engang huske, hvordan man lavede det.

     "Leder du efter nogen?" spurgte jeg hende. Hun vendte sig om imod mig. Hendes øjne var grå.

     "Ja, receptionisten ringer til hende."

     "Super," sagde jeg. Jeg skævede over til Rin og Brandon. De sendte opadvendte tommelfingre. "Så... mit navn er James. Hvad er dit?"

     "James som i James Bond? Du har i hvert fald hans charmørtendenser."

     Normalt var det den slags komplimenter jeg elskede. Nu føltes det hele bare falsk, siden James Bond lagde an på en ny chick i hver film.

     "James Cult er mit navn faktisk."

     "Jaså? Mit navn er - "

     "MICHELLA?!"

     Vi fór om imod den store trappe, hvor vi fik øje på Catriana. Hun småløb hen til os.

     "Cat, så det ER her du gemmer dig," sagde pigen. Jeg var helt forvirret og kiggede hen på Rin og Brandon, de så mindst lige så forvirrede ud.

     "Hvad... LAVER du her?" spurgte Catriana. Hun så bestemt ikke glad ud for at se Michella.

     "Jeg stod bare og snakkede med en miniversion af James Bond her," fortalte Michella. Jeg rødmede. "Jeg tror han lægger an på mig."

     Catriana så forfærdet på mig. "Har du LAGT AN på hende?"

     "Nej..." sagde jeg og så væk. "Hvem... hvordan kender I hinanden?"

     "Hun er min PAPSØSTER!" snerrede Catriana.

     Jeg blev komplet bleg og stirrede hen på Brandon og Rin. De så mindst lige så chokerede ud som jeg var.

 

Så det var akavet.

     Vi var sådan alle sammen gået ind på vores boenhed, hvor Catriana og Michella tog lidt af en snak.

     "Hvordan fandt du i det hele taget ud af, at jeg var her?" spurgte Catriana.

     "Jeg rodede rundt på dit værelse. Der lå et optagelsesbrev helt bagerst i din bogreol."

     "Du rodede rundt på mit VÆRELSE?"

     "Ja, men altså... jeg tog "Helvedets Flammer" med til dig," sagde Michella og hev en virkelig slidt kopi af Catrianas yndlingsbog frem. "Jeg tænkte, at du nok havde glemt den."

     Catriana så surt på bogen. Så tog hun den og mumlede et tak.

     "Du sagde ikke noget til...?"

     "Til Tenna? Nej," svarede Michella.

     "Hvad laver du her?"

     "Jeg... kan ikke bo hjemme længere. Der skete det her mellem Tenna og mig. Vi... vi skændtes. Det var slemt, så... jeg kan ikke være der længere."

     "Hvad gjorde du? Gik i seng med en eller anden?"

     Michella rødmede.

     "Omg, du gik i seng med en eller anden." Catriana måbede.

     "Flere gange. Og hverken Tenna eller far brød sig om det. Så her er jeg, flyttet hjemmefra alt for tidligt. Hurra for mig."

     Hverken Brandon, Rin eller jeg sagde noget. Det her var vist en snak mellem de to.

     "Men hvorfor... i ALVERDEN ville du dog komme hertil? Det her er en MAGISKOLE."

     "Jo... ser du, Cat... jeg..." Michella så ned på sine tåspidser. "Der er en sandsynlighed for, at... jeg er magisk."

 

Nu var vi tvunget til at tage hende til Bill. Bill spurgte lidt ind til, hvilke slags evner hun mente hun havde.

     "Det er lidt forskelligt," forklarede Michella. "Jeg kan bevæge ting med mit hoved nogle gange når jeg virkelig gør mig umage. Og andre gange ved jeg, hvad folk tænker uden de fortæller mig det."

     Jeg vekslede blikke med de andre. Psykisk magi.

     "Javel ja," sagde Bill. "Du kan få lov til at overnatte - og i morgen kan du deltage i din papsøsters Chakratime. Så må vi se, hvordan det går. Men jeg må sige, at hvis du ikke viser tegn på magi, kan vi ikke beholde dig her."

     "Det forstår jeg," sagde Michella drønalvorligt.

 

Den nat sov Michella inde på værelse med Rin og Catriana. Og dagen efter deltog hun i dagens sidste time - Chakra.

     Vores Chakralærer var denne her gamle kone, som var fe. Hun må have været halvfems år eller noget. Den eneste grund til, at hun ikke var blevet tvunget på pension endnu, var fordi hun var tipoldebarn til Katja Pijifena - stifteren af magiskolen. Hun var også vores lærer i Magisk Udøvelse, selvom hun ikke selv kunne lave noget af arbejdet, fordi hun var for gammel og havde gigt. Men hun vidste i det mindste alt, hvad der var at vide om sine fag, og hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre, da vi ankom med en nervøs Michella i timen.

     I Chakra sad man altid i en stor rundkreds på måtter på gulvet - i skrædderstilling, det var meget vigtigt.

     "Prøv at beskrive hvilke følelser, du føler når dine evner kommer frem i dig," sagde hun.

     Michella vidste ikke engang, hvad det betød.

     "Al magi kommer af følelser. Når man er i et tidligt stadie af at opdage sin magi, bliver magien udløst af bestemte følelser indtil man lærer at kontrollere det. Så hvad er det for følelser, der får dig til at gøre dine ting?"

     "Ehm..." sagde Michella og kløede sig på næsen. "Når jeg bliver glad så... så bevæger kanderne i rummet sig. Og når jeg er vred, så bevæger alle MØBLERNE sig. Det er lidt sært. Og når... altså, jeg føler beslutsomhed, når jeg læser andre folks tanker. Det sker somme tider."

     "Men hvis du så kunne fokusere den beslutsomhed LIGE NU - prøv det - og prøv så at afkode hvad jeg tænker."

     Michella skottede rundt til os andre.

     "Kom nu, prøv bare."

     "Kay..." Michella så nu højst koncentreret ud og stirrede intenst på lærerinden. "Elefanter?"

     Lærerinden sukkede. "Faktisk tænkte jeg på hvordan aber spiser bananer, så de ikke dør af sult, når de i stedet skulle spise bananer, fordi de kan lide dem."

     Ja, det var en af de typisk random ting, vores lærer kunne finde på at sige.

     "Jeg må sige, at dine følelser lyder besynderlige," spekulerede lærerinden. "Er der andre i din familie, der kan magi?"

     "Ikke hvad jeg ved af..."

     "Højst besynderligt - måske er du ved at danne en hel ny race!" Nu lød hun bare spændt.

     Michella smilte bare akavet.

     "Men for, at du måske kan danne dig et bedre overblik af, hvad jeg mener, så vil jeg lade nogen af de andre komme med eksempler på det. Det er i øvrigt den slags, I skal være i stand til, når I skal til årsprøve. Elias, du er varulv. Hvilke følelser er kendetegnende for grundlæggende varulvemagi?"

     "Vrede og frygt. Da jeg var lille og jeg opdagede mine evner, blev jeg altid til en ulv, hvis jeg følte en af de følelser."

     "Korrekt. Teika, du er fe ligesom jeg."

     "Feers magi bliver dannet af glæde og vemod."

     "Også korrekt. Cat, heksemagi?"

     "Bliver dannet af vrede som oftest, men nogle gange kan frygt også spille ind."

     "Strålende. Kan du se, hvad jeg mener, Michella?"

     "Ja jo jah..."

     "Nå, lad os komme videre."

 

Der viste sig nu ikke noget tegn på magiske egenskaber hos Michella i de to Chakratimer den fredag formiddag. Om fredagen havde vi altid tidligt fri, så nu kunne vi gå til weekend. Vi gik ned for at få noget frokost, alle sammen.

     "Gå I bare ned," sagde Michella dog. "Jeg skal lige pudre næsen - jeg er der lige straks." Så vendte hun om for at finde et toilet. Jeg tog en impulsiv beslutning og gik med hende.

     "Michella," kaldte jeg.

     Michella smilte, da hun så mig. "Hej, James Cult ikke Bond. Det var da en hyggelig time i dag, må jeg sige. Det er alligevel noget interessant noget, I lærer her! Hvilke følelser udspringer formskifterevner sig fra?"

     "Du har ikke magi, har du?"

     Michella var tavs lidt. "Jo - selvfølgelig har jeg det. Hvorfor skulle jeg lyve?"

     "Det ved jeg ikke. Hvorfor skulle du?"

     Michella sukkede. "Det var et MEGET slemt skænderi, og jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen."

     "Michella, det her går jo ikke. Før eller siden finder lærerne ud af, at du ikke kan noget, og de er nødt til at sende dig væk. Hvor vil du så gå hen?"

     "Det... tager jeg til den tid."

     "Skænderiet kan da ikke have været så slemt, at du kunne løbe hjemmefra på grund af det. Det er bare latterligt."

     "Hvorfor? Det er da meget normalt." Og med det gik Michella ind på pigetoilettet. Jeg ventede udenfor, og da hun kom ud igen fulgtes vi uden et ord til spisesalen.

 

Vi spiste vores mad i stilhed. Rin og Brandon førte nogle korte samtaler med hinanden, men ellers sagde ingen noget. Og især ikke Catriana og Michella, der sad ved hver deres bordende og bare stirrede intenst på deres mad i et forsøg på ikke at se på hinanden.

     "Så..." begyndte jeg så. "I to kommer ikke så godt ud af det med hinanden, gør I?"

     "Det var upassende, James," snappede Rin. Hun henvendte sig til Michella. "Kan du lide PMS, Michella?" PMS var skolens forkortede navn.

     "PMS? Er det ikke perioden før ens menstruation?" spurgte Michella spagt.

     "Det er derfor ingen kalder den det i en lærers nærvær," svarede Brandon.

     "Kay," mumlede Michella. "Men ja, den er hyggelig - og stor. Jeg er især overrasket over, hvor luksuriøse værelserne er. Sådan er det ikke i den magiløse verdens kostskoler."

     "Magiverdenen er et ret rigt samfund," fortalte Rin.

     "Det må man sige," mumlede Michella til sig selv.

     Vi var stille lidt. Så sagde Catriana endelig: "Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig, at du IKKE har magi?"

     Michella stivnede. "Hvordan - ?"

     "Jeg er datter af Lu-"

     "DU SKAL IKKE SIGE HANS NAVN!" udbrød Michella.

     "Jesus," mumlede Rin. "Han er jo ikke Voldemort." Brandon fnes.

     "Du burde ikke gemme dig på den måde," sagde Catriana lidt småkoldt. "Det er kujonagtigt. Du burde tage hjem igen og ordne hvad end det var, der skete. Sig, at du aldrig vil have sex igen, det skal nok gøre hende glad."

     "Nå, så nu må JEG ikke gemme mig?" spurgte Michella forarget. Catriana var tavs. "Jeg mener ellers, at det er præcis det samme som DU gør."

     "Det er ikke det samme," vrissede Catriana.

     "Hvad er FORSKELLEN?"

     "Tenna er en tidligere engel, hvordan forventer du, at hun tager imod, at du har sex før du i det hele taget er myndig? Men med mig... det var noget andet. Hun sagde til mig, DIREKTE, at jeg ikke var hendes barn. Hun sagde Du er hans datter, ikke min, det var, hvad hun sagde! Det er IKKE det samme."

     Jeg vendte mig imod de andre. "Vidste I det?" hviskede jeg.

     De rystede på hovedet.

     "Men det var også, fordi du opførte dig som en komplet idiot," snerrede Michella. "Du fik familien til at se komplet kriminel ud."

     "Derfor havde hun INGEN ret til at... til at... til at smide mig VÆK!"

     "Hun gjorde alt for dig! Hun lod sig selv forvise fra HIMMELEN, så du ikke ville blive dræbt, og hun tog dig ind, når du kom direkte fra Helvede af. Og hun har ikke tænkt på andet end dig lige siden du stak af for at bo på denne her skole. Hun fortryder det hun sagde til dig HVER DAG. Så hvis jeg skal tage mig sammen, så skal du også!"

     Der var tavst lidt.

     De tættere borde stirrede på os. Catriana stirrede tvært ned på sin tallerken.

     "Jeg tror jeg vil gå op og se en katastrofefilm," sagde Rin. "Vil I to med?" Brandon og jeg nikkede.

     Og vi tre skyndte os væk.

     Ikke så lang tid efter kom Catriana op. Vi stirrede alle tre op fra filmen, da hun kom ind.

     "Så?" spurgte Rin.

     "Ehm... Michella er gået hen for at fortælle Bill, at hun havde løjet om sin magi. Hun har besluttet at tage hjem for at gøre det godt med Tenna."

     "Fedt," kommenterede vi alle sammen.

     "Men der er en ting til," sagde Catriana.

     "Jaer?" spurgte jeg.

     "Jeg tager også hjem."

 

Ikke mange timer efter var Michella og Catriana klar til at tage af sted. Både Brandon, Rin og jeg var ude for at sige farvel.

     "Det var hyggeligt at holde Cat vågen hele natten sammen med dig, Michella," sagde Rin med et smil. Catriana fnøs.

     "Det var rart at møde dig, Rin. Også jer to, Brandon og James. Måske ses vi engang."

     "Nu må du ikke rode værelset til, Rin," sagde Catriana. "Og især ikke MIN halvdel."

     Rin sukkede. "Selvfølgelig ikke. Men det bliver mærkeligt ikke at have dig der."

     Catriana smilte. "Jeg kommer jo hjem på søndag. Jeg er bare... virkelig nødt til at tale ud med min mor."

     Vi gav alle Catriana et kram hvorefter hun og Michella gik ud til bussen for at tage ud til Tenna Cyston. Vi stod i lidt tid og så bussen køre væk.

     "Nå... skal vi spise lidt tidlig aftensmad?" spurgte jeg. Rin og Brandon nikkede.

     Mens vi spiste snakkede Rin og Brandon om alverdens mærkelige ting. Rin snakkede især om hvor meget hun elskede den katastrofefilm, vi lige havde set. Brandon så ikke ud til at lytte efter.

     "Det var nu godt, at Cat besluttede sig for at tage hjem," sagde han på et tidspunkt og afbrød Rin.

     Jeg nikkede.

     "Det er ikke sundt at have så dårligt et forhold til sine forældre," påpegede Rin.

     "Siger du," mumlede jeg.

     "Hey, jeg har mine grunde."

     "Det samme havde Cat," sagde Brandon. "Hendes far sagde, at han aldrig ville se hende igen, og hendes mor fortalte hende, at hun ikke engang var hendes barn. Har du en bedre grund til ikke at ville se dine forældre?"

     Rin var tavs og spiste noget kartoffelsalat.

     Vi var alle sammen lidt tavse. Jeg stirrede bare ud i den spisende menneskemængde. Så fangede mit blik en pige, der sad helt alene ved et lille bord ved vinduet. Hun havde en salat foran sig og sad og drak af en sodavand. Hun var... helt utroligt smuk. Hendes hår var langt og tykt. Det var gråt, men hun var tydeligvis på samme alder som jeg. Hun var klædt i en hvid kjole og grå strømpebukser og nogle højhælede læderstøvler. Så fik hun øje på mig. Hendes øjne var også grå. Vi sad lidt og bare så på hinanden. Så smilte hun et stort varmt tandsmil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...