Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3859Visninger
AA

15. Kapitel 14: "Balkjoler" - Catriana


Hele mit liv havde jeg overvejet, hvordan mit første møde med Lysets Herre ville være. Hvis jeg nogensinde fik denne enestående chance for at møde den mand, min far hadede mere end han hadede når jeg tog en af bøgerne fra hans bibliotek og kom til at ødelægge den, så ville jeg have forberedt et eller andet. En tale. Et eller andet guldkorn. Bare et eller andet.

     Men da jeg gik hen til ham efter den kamp, og han stod dér og så så mægtig og så normal ud på en og samme tid, var jeg helt mundlam.

     "Jeg går ud fra, at du er Catriana," sagde han. Jeg blev helt ude af mig selv og bakkede et skridt bagud.

     "Cat," sagde jeg så. "Folk kalder mig Cat."

     "Det ved jeg."

     "Hvordan... hvordan vidste du, hvem jeg var?"

     "Fordi du ligner dem, dem begge to."

     Jeg vidste godt, hvem han snakkede om, og jeg kunne ikke lade være med at smile. "Jeg havde regnet med, at du ville sige, at det var fordi du var alvidende."

     "Det er bare en af de skøre ting, bønder finder på," sagde Gud med et skævt smil. "Men jeg ved temmelig meget," tilføjede han så. "Så hvad... kampen er aflyst?"

     "Det håber jeg," sagde jeg. "Hvis du tillader det."

     "Hvis jeg tillader det? Hvad med din far?"

     Jeg bed mig selv i læben. "Min far... han..."

     "Det er okay. Han ved det godt, inderst inde. Og det er derfor, at jeg vil lade jer aflyse kampen." Han smilte og vendte sig imod englene. "Vi tager hjem." Hans stemme kunne høres over hele engen, men han talte alligevel i samme tonefald som han havde talt med mig lige før. Alle englene lettede og fløj til himmels. Gud vendte sig om imod mig igen.

     "Noget godt kom der trods alt ud af det hele," sagde han.

     "Hvad mener du?"

     "Jeg mener, at du burde være stolt - for dit valg." Og så gik han væk fra mig og lagde an til at stige til himmels, men inden han gjorde det så han sig over skulderen. Jeg gjorde ligeså og bemærkede, at det var min far, han kiggede på. Så svævede han op ligesom englene.

     Jeg blev stående lidt og bare betragtede dem stige til himmels og forsvinde.

     Så vendte jeg om og sprang over kløften, som Rin og Brandon var ved at fikse. Jeg gik hen til min far, der stadig stod tilbage, hvor han havde stået hele tiden. Selv nu, hvor hele hans hær var begyndt at vende snuden hjemad.

     "Far..." begyndte jeg, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

     "Så det er sådan, landet ligger," sagde han, før jeg overhovedet havde en chance. Han så mig direkte i øjnene, og jeg vidste, at det intet okay var ved denne her situation.

     "Far, du ved, hvad der ville være sket," sagde jeg. "Jeg er ked af det, men det var det eneste rigtige. Jeg ved godt, at det var dit største ønske, og at det var det eneste du stadig levede for, men... du må da kunne se det."

     "Jeg troede virkelig, at jeg kunne regne med dig," sagde min far tonløst, og jeg følte alt håb sive ud af mig over de ord. "Men jeg ser, at du ikke er den, jeg troede du var."

     "Nej..." hviskede jeg.

     "Har du tænkt dig at komme med mig tilbage?"

     Jeg bed mig i læben og så ulykkeligt på ham. Der var intet i verden jeg hellere ville, men samtidig vidste jeg, at det var det sidste i verden, der kunne lade sig gøre for mig lige nu.

     Ja... tænkte jeg, ønskede jeg.

     "Nej..." svarede jeg.

     Min far sukkede og så væk fra mig. "Fint - så må det bare være sådan. Jeg frigiver dine venner - de er ikke længere fordømte. Og jeg vil aldrig se dig igen."

     Så vendte han sig om og gik. Jeg sank ned på knæ og så ham forsvinde ud i den blå luft.

     "Catriana..." lød James' stemme bag mig. Jeg svarede ham ikke.

     Så hørte jeg løbende skridt, og Rin begyndte at tale, jeg hørte ikke det meste. James talte også, men jeg ignorerede det.

     Da stemmerne var ophørt bag mig, sagde jeg, mest til mig selv, men uden helt at fatte, at det var virkeligt:

     "Han gik. Han gik bare, han... han så sig ikke tilbage..." Tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder.

     Jeg skreg ud i luften. Jeg skreg så højt og i så lang tid som mine lunger kunne klare det.

 

Ikke så lang tid efter begyndte det at regne. Jeg sad stadig i græsset på engen og stirrede ud i luften. Her var helt stille nu. Rin, Brandon og James sad der også, de sagde heller ikke noget. Ingen sagde noget. Ingen gjorde noget.

     Indtil nu.

     "Cat." Rin. "Vi burde tage tilbage."

     "Hvor?" Brandon.

     "Magiskolen. Pijifenas Magiskole - I ved... vores skole! Vi har været væk i... hvem ved hvor lang tid. Nogen må have ringet til politiet efterhånden."

     "Gud jah..." Brandon.

     "Vær sød ikke at nævne Gud." James. "Jeg tror ikke jeg kan høre hans navn efter i dag. Vidste I, at han var gråhåret?"

     "Hvordan skulle vi dog kunne vide det?" Rin.

     "Jeg havde altid forestillet mig ham... hvid." James igen. "Helt hvid. Han havde endda et ar. Han så helt menneskelig ud."

     "Whatever." Rin. "Lad os nu bare tage hjem! Cat - "

     "Lad være med at tale til Catriana." James. "Hun er i... chok eller sådan noget."

     "Ja, det ved jeg, men hun har siddet sådan dér i TIMEVIS. Vi er nødt til at tage tilbage!"

     "Men - "

     "Jo," sagde jeg. Min stemme var helt hæs. "Lad os tage tilbage. De er sikkert bekymrede." Så rejste jeg mig op og så på dem alle tre. De stirrede på mig, som om jeg var et spøgelse. Jeg så spørgende på dem. "Nå? Kommer I eller hvad?"

     Nu blev der gang i dem. De fik rejst sig op, og vi begyndte at gå.

 

Heldigt for dem vidste jeg præcis, hvor engen lå i forhold til Pijifenas Magiskole. Det tog os en god portion tid, vi ankom der først lidt over midnat. Rin og Brandon brød sig bestemt ikke om at gå ned ad den lange mærke allé til skolen på sådan et tidspunkt. James var bare modig, mens jeg var komplet ligeglad med alt.

     Porten var låst, så James forvandlede sig til en myre og kravlede ind i nøglehullet. Lidt efter gik låsen op, og vi gik alle sammen ind og prøvede at være så stille som muligt.

     Det var mærkeligt at være her igen. Alt virkede præcis som før, selvom så meget var anderledes. James, Rin og Brandon havde været fordømte, og jeg var blevet gjort arveløs. Intet var det samme. Vi sneg os tværs over den store hall op imod den store trappe, da noget lys blev tændt, og vi hørte en stemme et sted:

     "Nånå." Det var Bill. "Så I har endelig bestemt jer for at vende tilbage?"

     Vi fór om alle sammen. Mit hjerte sad helt op i halsen, som vi vendte os imod receptionen, hvor Bill sad i en kontorstol med en opslået bog på bordet. Han havde armene over kors og så på os med en blanding af sarkasme og irritation.

     "Vi kan forklare," begyndte Brandon - hvilket vi under ingen omstændigheder kunne. Bill løftede en hånd og sagde:

     "Det har I bare at kunne, for med den procent fravær I har fået af at være forsvundet i to uger er så godt på vej til at få jer smidt ud."

 

Der blev ikke sovet meget den nat. Bill tog os med ind på hans kontor sammen med nogle andre lærere, og nu skulle vi til at forsvare os. Noget som jeg bestemt ikke følte, at jeg havde energien til.

     Faktisk sad jeg bare komplet ligeglad og stirrede på en træfigur, Bill havde stående på en hylde, mens mine venner desperat prøvede at forklare sig ud af situationen.

     "Hør, børn," sagde Bill så og lød nu pludseligt træt. Han gned sig i øjnene. "Jeg tror simpelthen ikke på, at I tog på ferie, og at der var fejl i kommunikationen."

     Var det virkelig det bedste, de kunne finde på?

     "Hvorfor ikke?" spurgte Brandon. "Det er sandheden!"

     "Hvis det er sandheden, hvorfor ligner frk. Cyston så et vrag?!" Bill pegede på mig. Alle så på mig nu.

     "Fordi..." begyndte Rin, men hun havde ingen ord. Der var ingen forklaringer, de kunne finde på.

     "Nå?" sagde Bill afventende. Ingen sagde noget. Til sidst sukkede jeg, og jeg sagde:

     "Du har ret, Bill, det er ikke sandt. Vi løj. Vi tog... spontant af sted, fordi noget meget kritisk skete, og vi var nødt til at få styr på det hele, inden det var for sent. Jeg kan ikke gå i detaljer, det... det er for personligt. Smid os ud, hvis det er, hvad du finder nødvendigt."

     Alle var tavse lidt. Så lagde Bill armene over kors og vendte sig om imod mig. Der var noget blidt over ham, men jeg kunne ikke se det i hans blik, for selvom James kunne se mig i øjnene, var verden stadig den samme. Jeg var stadig den freak, der aldrig kunne kigge på nogen og var nødt til at stirre ned på sine tåspidser mens hun førte samtaler.

     "Er du okay, Cat?" spurgte han.

     Jeg sad stille lidt, uden at bevæge mig. Så rystede jeg på hovedet. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg ville ikke lade dem. Det var ikke fair. Noget af det.

     "Gå I bare i seng," sagde Bill efter at have overvejet situationen lidt. "Det her er ikke slut, jeres forældre er blevet kontaktet, og størstedelen af de trufne valg vil stå til dem. Og I har ikke lov til at forlade skolen før vi fortæller jer andet. Af sted med jer."

 

Jeg vågnede igen ved, at en eller anden idiot ruskede i mig.

     "Lad mig være," mumlede jeg søvndrukkent og begravede mig under dynen. Jeg hørte et suk.

     "Cat, du skal op, søde!" sagde Rins stemme hårdt. Hun ruskede lidt mere i mig, og denne gang trillede jeg halv ned på gulvet.

     "Hvorfor?" spurgte jeg gnavent. "Kan du ikke bare lade mig sove som en normal teenager?"

     "Nej!"

     "Jamen hvorfor ikke?"

     "Fordi der kun er sådan... tre måneder til afslutningsballet."

     "Hvad har det med noget som helst at gøre?"

     "Vi skal ud og finde kjoler, duh."

     "Men, Rin, jeg - "

     "Bare rolig - det er kjoler til MIG."

 

Så, det viste sig, at Bill havde medlidenhed med mig, så han havde givet Rin lov til at tage mig med til Pijifena by. Her shoppede vi... meget. Rin fik øje på tasker, sko og hårspænder hvert minut, samtidig med at hun beklagede sig over, hvordan vi var mega bagud med at læse til årsprøver. Jeg havde ikke engang skænket årsprøverne en tanke.

     "Men de er da først til hvad... juni?" spurgte jeg. Hvilken måned var det?

     "Man bliver da nødt til at læse op i god tid, Cat. Uh, de sko er smukke. Se. dem. lige!"

     Jeg elskede lidt Rin. Hun var den type, som jeg aldrig troede, at jeg kunne blive venner med. Men sådan er verden jo mærkelig.

     "De er nice," nøjedes jeg bare med et sige med et lille smil. Så gik jeg videre.

     "Du, Cat, jeg har tænkt på noget."

     "Jaer?"

     "Har du nogensinde prøvet kontaktlinser?"

     "Hvad? Til mine øjne?"

     "Ja, ville de ikke... du ved... forhindre dem i at gøre så ondt?"

     "De Onde Øjne er en forbandelse, der blev kastet af GUD, Rin. Øjenkontakter er skabt af MENNESKER. Tænk lige en ekstra gang."

     Rin var tavs. Vi gik i lidt tid. Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at Rin længedes efter at sige et eller andet, men det gjorde hun aldrig.

     Så ankom vi til balkjoleforretningen. Her var den største samling af piger jeg nogensinde havde set. Jeg spottede et par englevinger lidt længere frem. Det var Sally Winters og hendes sidekicks. Da de så os, fniste de, som om vi var et eller andet komisk.

     Rin gispede pludseligt. "Se lige den KJOLE, Cat!" Jeg himlede med øjnene og fulgte hende lidt rundt.

     Sådan gik den næste halve time. Rin prøvede en masse kjoler, den ene mere lyserød end den anden. Hun spurgte om min mening til dem alle sammen, men jeg kunne ikke være mere ligeglad med kjoler. Til sidst fik hun valgt en køn lyseblå en. Jeg var helt sikker på, at det var den, hun ville vælge, da hun så kom med en mørkelilla en i favnen.

     "Hvad synes du om denne her, Cat?"

     "Den er... fin."

     "Okay," sagde Rin. Hun kastede den i favnen på mig. "Prøv den på."

     "Hvad? Nej?"

     "Gør det for mig," bad Rin. "Please!"

     Jeg himlede med øjnene. "Fint." Så gik jeg ind i prøverummet og tog den på.

     Da jeg kom ud igen følte jeg mig som en helt anden person. Kjolen sad stramt om hele min overkrop, men gik ned i løse folder over mine lår. Jeg følte mig helt pigeagtig, ikke ligesom en følelse, jeg brød mig om.

     "Aw," sagde Rin, "den klæder dig."

     "Tak," sagde jeg bare.

     "Den skal du have på til ballet, synes jeg."

     "Rin."
     "Hvad?"

     "Jeg skal IKKE til noget bal," sagde jeg, hvorefter jeg gik ind i prøverummet igen for at tage rædslen af.

     "Åh jo, du gør," kunne jeg høre Rins stemme udenfor.

     "Drop det, Rin," sagde jeg. "Bal er ikke min kop te."

     "Det er lige meget, Cat. Man bliver ikke bare væk fra afslutningsballet. Det er like årets vigtigste aften."

     "Men..."

     "Cat, hør nu efter. Det er afslutningen på vores første år sammen. Vi burde fejre alt det, vi har været igennem. Det er vores første år sammen. James og Brandon har været her længere end os, så de har prøvet det før, men... de vil da ønske, at vi er der. De er altid kommet alene, haft hinanden som dates. Eller altså... James har sikkert bragt en eller anden flippet pige med sig hvert år, men det er jo James. Ingen af dem er nogensinde gået til ballet med en, de elskede. Så det er altså super vigtigt, at vi er der - begge to."

     Jeg brød mig ikke om den drejning, samtalen havde taget. "Men, Rin... James og jeg..."

     "James er forelsket i dig. Jeg ved, at du ved det. Alle her ved det."

     "Præcis. Det er da derfor, at jeg ikke kan tage med! Hans hjerte er KNUST, og jeg kan se, at det bliver mere og mere knust, hver gang han ser mig, for - "

     "Men du elsker jo også ham, Cat," sagde Rin. Hvorfor sagde hun det? Det var jo ikke det mindste sandt. "Du elsker ham, om du så end vil indrømme det eller ej."

     Jeg kørte en hånd igennem mit hår og tænkte lidt over, hvordan jeg skulle få sådan en som Rin til at forstå noget som det her.

     "Jeg er ikke forelsket i James, Rin," sagde jeg.

     "Lad være med at lyve for dig selv. Det er ikke sundt."

     Jeg sukkede. "Du forstår det ikke, Rin. Jeg er ikke forelsket i James, for jeg KAN ikke føle kærlighed. Det ligger ikke i mine gener."

     "Det giver jo ingen mening, Cat. Alle kan føle kærlighed."

     "Jeg kan ikke," sagde jeg og hev mine bukser på.

     "Hvorfor ikke? Kom med én sandsynlig grund."

     Det havde jeg ikke lyst til. Det var jeg ikke klar til endnu.

     "Nå?" sagde Rin afventende.

     "Okay fint," vrissede jeg. Jeg sukkede og tog min T-shirt på. "Da jeg sagde, at Djævelen var min chef, der løj jeg. Han var min far." Nu var det sagt. Rin vidste det. Åh gud, hvad havde jeg gjort?

     "Det ved jeg," lød Rins stemme på den anden side af forhænget. Jeg kunne mærke mig selv stivne.

     "Gør du? Hvordan?"

     "James fortalte os det."

     "Hvad?" hviskede jeg. Jeg havde stolet på ham. Og så havde han forrådt mig på den måde? "Det havde han ingen ret til."

     "Ti stille. Han fortalte os det, fordi han elsker dig. Han ønskede ikke, at vi skulle dømme dig. Jeg er stadig lidt sur over, at du løj for os, men sådan er det jo. Det var et følsomt punkt for dig. Og han ER din far."

     "Hvad?"

     "Djævelen. Du sagde, at han VAR din far, men han ER din far. Nutid."

     Jeg kunne mærke mig selv blive helt trist igen. "Nej," sagde jeg. "Han er ikke min far længere, han... han forlod mig."

     Han forlod mig bare.

     I lang tid sad vi bare sådan dér, på hver vores side af prøverummet. Ingen af os sagde noget. Ikke før jeg omsider tog mig sammen og kom ud.

     "Skal vi købe den?" spurgte Rin.

     "Jeg går altså ikke til noget bal."

     "Nå... men vi køber den altså alligevel. Og så lad os tage hjem og spise lidt sen frokost."

 

Resten af eftermiddagen sad jeg og læste "Helvedets flammer" i et af læsestuerne. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med mennesker lige nu. Det havde mennesker heller ikke noget problem med. Ingen lagde specielt meget mærke til mig.

     Da det blev sen eftermiddag bestemte jeg mig for at gå op på værelset lidt. Jeg kom forbi James, der sad på trappen og hørte noget musik og stirrede op i loftet. Da han så mig, tog han høredutterne ud af ørerne.

     "Hey," sagde han.

     "Hej," sagde jeg. Jeg blev underligt glad for at se ham. Han var sådan set også den eneste på denne her skole, der rent faktisk kendte mig - rigtigt kendte mig.

     "Jeg hører, at du fortalte Brandon og Rin om min far," sagde jeg med et skævt smil.

     James bed i sin underlæbe. "Undskyld."

     "Det er okay, det... det er godt, at de ved det. Så længe du bare ikke fortalte det til alle og enhver. Jeg tror ikke jeg ville kunne magte den slags opmærksomhed."

     Det smilte vi begge to lidt af. Så sukkede James og lænede sig lidt tilbage.

     "Hvad så?" spurgte jeg.

     "Jeg tror bare, at jeg... har fået nok Celina for... resten af mit liv."

     "Har Celina været her i dag?"

     "Jeps. Hun er jo sådan lidt melodramatisk, så hun har bare vandret frem og tilbage inde på værelset og snakket løs om, hvordan jeg er "hendes ansvar" og hvordan hun har "gjort alt for mig" og hvor "helt igennem skuffet hun er over mig"."

     "Det er jeg altså ked af."

     "Det skal du ikke være," sagde James med et skævt smil. "Jeg sagde, at jeg bare havde været fordømt i Helvede i nogle uger. Så blev hun forarget og gik ud for at få en kop kaffe og en doughnut."

     Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Din plejemor er altså grineren."

     "Det er kun når man kender hende på afstand. Når man først BOR sammen med hende kan hun være ret opslidende."

     "Det lyder som mine forældre."

     "Jah... Selvom din far nu også var ret opslidende på afstand."

     Jeg så ham ind i øjnene. Betragtede de dér skønne blå øjne. Jeg elskede at se ham i øjnene, alene fordi jeg var i stand til det. Men samtidig gav Rins ord ekko i min bevidsthed. Han var forelsket i mig. Og jeg holdt af ham. Men det kunne ikke blive ved sådan her. Det kunne det ikke.

     "Jeg går op på værelset nu," sagde jeg, nu mere bare for at slippe væk fra de fantastiske øjne lidt.

     "Jeg tror, at jeg går med," sagde James så til min pinsel. Men jeg kunne ikke rigtig protestere. Det var også hans værelse.

     Så vi gik nu sammen op ad trapperne til boenhederne.

     "Hey... Catriana?" spurgte James.

     "Jaer?"

     "Jeg er nødt til at spørge dig, om... er du okay?"

     "Ja, selvfølgelig er jeg okay," svarede jeg alt alt for hurtigt.

     "Catriana..."

     Jeg sukkede og vendte mig om imod ham. "Stop det dér. Bare... stop det." Vi ankom til døren til vores boenhed. Jeg gik ind, efterfulgt af James.

     "Hvad er det da, at jeg gør?"

     "Du kan ikke være forelsket i mig, James," sagde jeg. "Så vil du ikke nok stoppe? Faktisk... under nærmere eftertanke, så er VI nødt til at stoppe. DET HER er nødt til at stoppe. For... jeg kan ikke bære at se dig hver dag og vide, at du aldrig vil opgive håbet om at vi kan være sammen. For sådan er verden ikke. Vi. kan. ikke. være. sammen."

     "Tror du ikke godt, at jeg ved det? Selvfølgelig ved jeg det. Men hvorfor kan vi ikke bare - ?"

     "Fordi det kan vi ikke! Sådan fungerer det ikke."

     "Så... du vil have, at jeg skal trække mig væk?" sagde James efter lidt stilhed.

     "Ja, vær sød at gøre det," sagde jeg. "Hvis ikke for din egen skyld, så for min. Jeg er en håbløs sag. Der er kun en anden, der har set på mig som du gør nu, og da min far fandt ud af det, så... jeg troede aldrig, at jeg skulle se ham igen. Og jeg holder af dig. Du kan se mig i øjnene. Jeg... jeg tror endda, at du er min bedste ven. Men vi KAN ikke være venner, for du er forelsket i mig, og vi kan ikke være sammen."

     "Okay... okay jeg trækker mig væk," sagde James så. Jeg så ham i øjnene. Han så beslutsom ud. "Men er der en ting, jeg kan få lov til først? Bare en ting?"

     "Hvad?"

     "Kan jeg... kan jeg kysse dig?"

     Jeg stirrede på ham, kunne ikke fatte mine egne ører. "Nej!"

     "Det er min betingelse. Jeg har brug for det ene kys. Bare et sidste et."

     "James... du ved godt, at det ikke vil - "

     "Jeg er ligeglad, for sidste gang jeg kyssede dig - det var det bedste kys jeg nogensinde har haft."

     Jeg bed mig selv i underlæben, før jeg så sukkede. "Fint - FINT!" Samtidig kunne jeg heller ikke lade være med at tænke på det kys, vi havde. Jeg gav ham en lussing lige bagefter, for jeg var ikke den type, man kyssede. Men det var et dejligt kys.

     James rykkede tættere på mig. Vi stod lidt og så hinanden i øjnene. Hans enormt dejlige blå øjne. Så lænede han sig frem og gav mig et kys på munden. Jeg følte hans læber imod mine, og mit hjerte bankede af sted. Efter et par sekunder trak jeg mig væk.

     "Så? Tilfreds?" spurgte jeg.

     James nikkede langsomt. "Tror jeg."

     "Så ses vi," sagde jeg og skyndte mig ind på mit værelse og lukkede døren efter mig. Jeg stod lidt og bare stirrede ud i luften.

     "Fandens," mumlede jeg, da det gik op for mig, at jeg rødmede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...