Ser Sort-Hvidt 1 - Djævelen, englen & barnet

James Cult er seksten år og er startet på den velkendte magiskole efter sommerferien præcis som han plejer. Men i år er det anderledes. I år sker der ting omkring ham, som han umuligt kunne forudse. I år starter der en ny pige på skolen, en pige, der nægter at se ham i øjnene, den første pige, som han rent faktisk forelsker sig i, men som han ikke kan få. Men pigen har hemmeligheder. Dunkle hemmeligheder. Men James er som besat i hende, selvom hun ikke er som nogen anden, han nogensinde har mødt før. Følg James og teenagerne omkring ham igennem et skoleår på en magiskole, hvor der går alt lige fra vampyrer til feer, hvor timerne består i at lære om sine magiske kræfter - og hvor folk ser i sort-hvidt.

17Likes
68Kommentarer
3887Visninger
AA

14. Kapitel 13: "Kampen" - Rin


Jeg begyndte at grine. Ikke, fordi jeg rent faktisk troede, at det ville hjælpe på noget som helst, når Brandon lignede en skræmt kylling, og James så komplet alvorlig ud. Jeg håbede, BAD til, at han ville begynde at skraldgrine med mig og sige, at det hele havde været en simpel joke.

     Og da jeg indså, at det under ingen omstændigheder var en joke, holdt jeg op og følte mig lidt akavet. Så kiggede jeg på James, der så på mig, som om jeg var sindssyg. "Hvad havde du da forventet? Sådan noget... sådan noget kan man da ikke bare sige!"

     "Er du... mener du det, James?" spurgte Brandon. James nikkede.

     "Hun havde ikke lyst til, at I skulle vide det, fordi det er et ret følsomt punkt for hende," sagde James.

     Jeg fnøs.

     "Og det er derfor hun ikke bare kan vende Lucifer ryggen," fortsatte han. "Ville I vende jeres far ryggen uden så meget som at tøve?"

     Jeg kunne godt lide min far - til tider. Så det var vel et nej. "Men alt det her med at stoppe krigen var jo hendes idé!"

     "Ja, det er da også derfor, at hun risikerer alt for at vi kan slippe ud og stoppe den."

     "Stoppe den..." mumlede jeg. Hvordan skulle vi dog gøre det?

     Ingen af os sagde noget lidt tid.

     "Det kan vi jo ikke," sagde Brandon så. "Og... hvad rager det os? Hvordan skulle det påvirke os? Vi er ikke engang mørkevæsner eller lysvæsner. Det her har ingen effekt på os."

     "Ja, det han sagde," tilføjede jeg.

     "Det..." sagde James. "Selvfølgelig vil det betyde noget! Det er Gud og Djævelen vi snakker om."

     "Ja? Og hvad så?" sagde jeg.

     James så stift på mig, som om han virkelig forsøgte at komme med et argument, men han kunne ligesom ikke få dem ud gennem læberne. Så sagde han til sidst:

     "Jeg tror bare alt vil blive forkert hvis denne her kamp bliver udført. Men... fint. Vi ses i overmorgen."

    

Jeg fulgtes med Brandon ned til den mørke gang, hvor vi skulle mødes med Dimond og James.

     Den lille dæmondrage sad der allerede, da vi ankom. "Er I klar?"

     Jeg nikkede. "Skal du egentlig ikke ud i krig?"

     "Nej," svarede han. "Jeg kan ikke gøre gavn i sådan en krig, så jeg bliver tilbage sammen med de sidste drager."

     Jeg fik næsten ondt af ham. Han sagde det med sådan en kulde og ligegyldighed, men et eller andet sted kunne man høre, at han gerne ville være med.

     Så ankom James. Han lignede en, der var blevet trådt på - flere gange.

     "Du ser helt forfærdelig ud, Cult," påpegede Dimond.

     "Jah..." sagde James bare. "Skal vi tage af sted?"

     Jeg kunne se på ham, at han var helt knust. Ikke noget, som jeg ønskede for en af mine venner, men Cat var bare ikke den pige, man forelskede sig i.

     Dimond fløj op på James' skulder. "Alle sammen, tag James' hånd." Det gjorde vi. Og så stod vi pludselig i noget der lignede en skov, som jeg gik ud fra var skoven med magiskolen. Noget meget koldt ramte min hovedbund, og det blæste - meget.

     "Held og lykke," sagde Dimond, og han var forsvundet før nogen af os hverken kunne nå at sige eller gøre noget.

     Jeg lagde mærke til, at alt var helt vissent... gråt. Og der dalede sne ned. Ikke almindelig hvid sne, men noget mørkegråt, der havde en lugt af svovl over sig. Alle planterne på jorden var døde.

     "Det er blevet værre," sagde Brandon. "Se."

     Vi kiggede hvor han pegede. Der lå en død hjort nogle få skridt fra hvor vi stod. Den så ikke ud til at fejle noget, ingen sår. Den var bare... død.

     "Lad os nu bare gå hjem," sagde jeg nedtonet og omfavnede mig selv for kulden. Brandon nikkede og lagde en arm rundt om mig, hvorefter vi stille begyndte at gå. Men James var ikke med.

     "James?" spurgte Brandon.

     "Kan I da ikke se det?" spurgte James os. Vi stoppede op begge to og stirrede på ham. "Det her er hvad der sker, når det gode og det onde beslutter sig for at slå hinanden ihjel. Hvis... hvis vi tillader denne her kamp, så dør verden, som vi kender den. De to SKABTE verden - dem begge to. Vi bliver NØDT til at gøre et eller andet."

     Jeg så på Brandon, hvis pande var rynket. Han havde vist taget sin beslutning. Jeg trak på skuldrene.

     "Jeg synes stadig det er fjollet," sagde jeg. "Men fint. Lad os gøre det."

     Og netop da så vi en skygge flyve hen over os. Jeg kiggede op og så intet andet end nogle engle komme flyvende, med våben og kamptøj.

     Og da jeg nu, når jeg lyttede, kunne høre stemmer et sted i nærheden, begyndte jeg at mistænke os for IKKE at befinde os i skoven derhjemme.

     "Gutters..." sagde jeg. "Vi er ikke hjemme."

     De rystede begge to på hovedet. Og så gik vi i den retning, som englene havde fløjet.

    

Vi gik ikke mere end et par minutter før vi ankom til skovbrynet. Og lige foran os var en kæmpestor eng, hvor der oppe på en bakke stod tusindvis af engle, kampklare engle. Ikke så langt fra os stod ligeså mange mørkevæsner i stor variation. Der var alt lige fra mørkealfer til vampyrer.

     "Nå..." sagde Brandon. "Vi fandt da kamppladsen."

     "Jah..." sagde James.

     Vi var stille lidt. Så sagde jeg det eneste, der egentlig betød noget. "Og hvad så nu?"

     Det var der ingen, der kunne svare på.

     Og netop da skete der noget. Frem fra begge hære trådte der nu en skikkelse. Herfra kunne vi ikke helt så tydeligt se, hvem de var, men de gik direkte imod hinanden. Selv da de blev lidt tydeligere kunne jeg ikke genkende nogen af dem.

     "Det er Lucifer," sagde James.

     Var det Djævelen? Ham dér? Han så da alt for almindelig ud. Han var klædt i mørkt tøj og en kappe. Hans hår var sort og tilbagestrøget. Men han... han lignede bare et menneske for at være ærlig. Den anden fyr var en engel, det var tydeligt med de svanevinger dér.

     "Kan I genkende gutten?" spurgte jeg.

     De rystede på hovedet begge to.

     De to snakkede sammen lidt, men vi kunne ikke høre et ord.

     "Jeg tror, at vi skal gøre noget snart," mumlede James, mere til sig selv end til os.

     "Men der er jo intet, vi kan gøre," sagde Brandon. "Vi er bare... tre børn! Og der er flere TUSIND af dem, og de er eller sammen ældre og garanteret stærkere end os. Hvad skulle vi gøre?"

     Så skiltes de to ad og gik tilbage til deres to hære. Og nærmest sekundet efter lød et stort brøl et eller andet sted fra, og hærene satte i løb - imod hinanden.

     "Gør noget - NU!" råbte James.

     "Hvad skulle vi gøre?!" spurgte Brandon.

     "Det ved jeg ikke! En eller anden, gør noget - NU, ellers..."

     "Okay, fint!" råbte jeg. Så rejste jeg mig op og lavede et ordentligt stamp i jorden. Og en lang sprække dannede sig tværs over engen, og den delte sig, så man i hvert fald ikke ville kunne springe over den. Begge hære bremsede op, da denne pludselige forhindring blev stillet op.

     "Var det... dit bedste bud?" spurgte James.

     "Hvad ville DU have gjort?" snerrede jeg.

     "Det standser ikke de flyvende," påpegede Brandon. "Som alle englene." Og der lavede han også en bevægede, og op af sprækken skød der høje flamme, der gjorde, at selv de flyvende trak sig tilbage og landede.

     "Sådan, Brandmus!" Jeg omfavnede ham og gav ham et kys. Brandon rødmede kært.

     "Rin," sagde James og satte i bevægelse mod engen. "Du tager den mørke side af kløften. James, kom med mig." Og de løb nu på den... lyse... side af engen. Hvorfor skulle jeg være alene sammen med alle de onde typer?

     Men jeg gjorde dog, som de sagde og løb ned ad engen. Da vi var midt derude og nu stod på hver vores side af kløften og lige imellem de to hære, der stadig så forvirrede ud over hvad der var sket. Det løb mig koldt ned ad ryggen.

     "Denne her kamp ophører NU!" råbte James af sine lungers fulde kraft. Brandon og jeg var tavse.

     Så så jeg Cat mase sig frem fra de mange mørkevæsner. Da hun så mig smilte hun. Jeg kunne ikke selv lade være med at smile tilbage.

     "Og hvem er I til at bestemme den slags?" lød en stemme på den anden side af kløften. Jeg vendte mig om. Det var tydeligvis ham englen, som Lucifer havde snakket med før. Han havde kastanjebrunt krøllet hår og var egentlig lidt af en kraftkarl. Men han var da ikke Gud, det var tydeligt. En klump satte sig fast i halsen på mig, da jeg indså, at jeg på ingen måde kunne vide det. Han kunne SAGTENS være gud.

     "Mit navn er James Cult," sagde James. Han sagde det ikke højt, men alligevel med en vis kraft i stemmen. Det fik mig pludselig til at respektere ham et eller andet sted. "Jeg er formskifter. Og det her er Brandon Michigan, ildbetvinger. På den anden side af kløften står Rin Lee, betvinger af de fire elementer."

     "Og hvad skulle jeg bruge det til? I har ingen RET til at standse en kamp som denne."

     "Men - " begyndte James, men så talte en anden bag mig, og jeg fik et chok:

     "Det her stopper NU. Cult, du er gået over stregen - for mange gange."

     Jeg vendte mig om og stod nu pludselig lige overfor den mand, som James havde sagt var Lucifer. Djævelen. Åh gud hvor havde jeg lyst til at begrave mig ned i jorden.

     "Og I tror da ikke FOR ALVOR, at en simpel KLØFT kan stoppe denne her kamp, gør I?" fortsatte han. "I er BØRN - oven i købet mine FORDØMTE."

     Pludselig så alle på os, som om vi intet var. Mindre end mider. Det var vel, hvad fordømte var. Skønt.

     "Lad os komme videre," snerrede Djævelen. "Alle på deres positioner!"

     Alle lagde op til at gå i gang igen, og jeg havde ingen anelse om, hvad vi skulle gøre for at forhindre det. Men så ankom der en ny stemme til samlingen:

     "NEJ!"

     Det var Cat. Hun trådte frem og stillede sig ved siden af mig. "De har ret," sagde hun og så Lucifer direkte i øjnene. Lucifer så komplet chokeret på hende. "Det her er nok. Det må stoppe."

     Alle havde stillet sig i deres positioner, men ingen syntes at lægge op til rent faktisk at gå i kamp igen. Alle stirrede bare på Cat, og jeg indså pludselig, at kun Lucifer kunne have haft større indflydelse på kampen end Cat havde lige nu. For mørkevæsnerne var Lucifer Gud - og for mørkevæsnerne var Cat vel... jah... datter af Djævelen. En man så op til, respekterede.

     Og nu sagde deres Jesus stop.

     "Bliver det så til noget?" sagde en hel ny stemme.

     Endnu en?

     Men denne her stemme var anderledes. Den talte ikke højt, men ALLE kunne høre den. Jeg troede faktisk, det var en, der stod lige ved af mig, men der var ingen.

     "Du store..." kunne jeg høre Brandon på den anden side af bålet.

     "Catriana!" råbte James. "Rin, kig!"

     Og vi kiggede så i den retning alle kiggede i. Foran englehæren stod der nu en mand. En ældre fyr med langt gråt skæg. Han holdt en stav af guld. Over det ene øje havde han et falmet ar, som jeg ikke lige vidste, hvorfor jeg lagde mærke til. Og pludselig kom jeg i tanke om Den Nordiske Mytologi og Odin, der havde ofret sit ene øje. Dette ar løb ned over det ene øje, og jeg overvejede pludselig om manden VAR Odin - som dog havde fået øjet returneret.

     Og så slog det klik for mig.

     "Du store gud," hviskede jeg.

     "Rin," sagde Cat.

     "Det er ham..."

     "Rin!"

     "Hvad er der?!"

     "Vil du ehm...?" Catriana pegede på den anden side af kløften, og jeg indså nu, hvad hun ville. Jeg lavede en lille bro over kløften, som Catriana så gik over. Så gik hun hen imod manden. Jeg stirrede bare mens de snakkede. Og pludselig vendte manden... Gud... sig om imod sine engle, og han sagde i et neutralt tonefald, men med sådan en styrke, at alle kunne høre det, præcis som før: "Vi tager hjem."

     Og uden en eneste indvending vendte englehæren om. Alle mørkevæsnerne begyndte nu at råbe og snakke indbyrdes, noget der både lød som vrede og lettelse. Gud selv vendte sig nu imod mørkehæren og så direkte på Lucifer. Ingen af dem sagde et ord. Så forsvandt den gamle ud i det blå.

     Jeg løb nu selv over broen og over til Brandon. Jeg jublede og slyngede mig om halsen på ham. "Vi er FANTASTISKE! Vi gjorde det rent faktisk! Bare os! Ingen andre!"

     Brandon smilte. Så kyssede han mig, lige på munden. Jeg kyssede ham tilbage.

     "Lad os hellere få kløften dér væk," foreslog min dejlige kæreste. Jeg nikkede. Sammen hjalp vi hinanden med at få neddæmpet ilden, hvorefter jeg fik lukket kløften som kvalte det der var tilbage. Jeg vendte mig om for at se efter James og Cat. Nu lagde jeg mærke til, at mørkehæren allerede var splittes og gået hver til sit. Der var ikke engang nogen ordentlig hær. James stod med ryggen til os, Catriana sad ned på jorden, også med ryggen til os. Hun sad bare der, stirrende stift ud i luften.

     "Cat!" jublede jeg. "Du var fantastisk!" Men da jeg kom derhen holdt jeg kæft, for jeg så nu James' ansigtsudtryk. "Hvad er der galt?"

     "Lucifer..." startede James. "Vi er ikke fordømte længere. Han frigav os."

     "Nice!" jublede jeg. Men James smilte stadig ikke. Nu lagde jeg mærke til, at Cats skuldre rystede. "Hvad... hvad er der galt, Cat? Jeg er ikke sur på dig, det er jeg altså ikke. Du er tilgivet - og uden dig havde vi aldrig stoppet krigen! Cat, hvad - "

     "Rin," sagde James. "Vær sød at tie stille."

     Jeg blev tavs. Nu var jeg bare forvirret. Så så jeg ned på Cat.

     "Han gik," sagde hun så med grådkvalt stemme. "Han gik bare, han... han så sig ikke tilbage..."

     "Hvem?" spurgte Brandon.

     "Lucifer," svarede James, som om vi begge var tabt bag en vogn.

     "Oh..." sagde jeg, da det hele dæmrede for mig nu. Vi stod der lidt, os tre, lige bag Catriana, der gav sig til at skrige højt hvorefter hun bare lod sine tårer løbe.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...